man let, hvorledes det endog i et norsk eller islandsk Skrift fra det 14de Aarhundrede, hvoraf Facsimile er leveret i Fortalen til Egilsons Lexikon, kan hede om den formodede Oprindelse til Navnet „Imbredage“ (Kvatemberdage): imbres heita skurir á latínu, en vér blöndum saman latínu ok danskri tungu - : imbres hede Regnskurer paa Latin, men vi blande sammen Latinen og den danske Tunge" - nemlig fordi det her ikke kom an paa at tale om en Egenhed ved det norske Sprog alene, men om en Sammenblanding, hvori alle Nordboer gjorde sig skyldige. Af samme Grund kunde Islænderne sige i deres Lovbog, at Ingen maatte nævnes i Dom paa Island, der ej i sin Barndom havde lært at tale „paa den danske Tunge", førend han havde opholdt sig tre Aar paa Øen; d. e. de fordrede ikke, at han skulde kunne tale Dansk, ligesaalidt at han nødvendigviis skulde have lært Norrønasproget, men alene at et af de tre nordiske Sprog skulde være hans Modersmaal, for at han skulde kunne forstaa Retsforhandlingerne; med andre Ord, de fordrede, som det heder paa det ovenanførte Sted, at han skulde kunne tale „en af de Tunger", der tilhørte hvilketsomhelst af de tre Kongeriger", hvor „vor Tunge er".

Man savner heller ikke Analogier paa lignende Anvendelse af Fællesbenævnelser paa flere særskilte Sprog og Nationaliteter. Naar man i Sagaer finder Benævnelsen Latinumenn i den græske Hær, saa menes dermed ikke udelukkende de, som talte Latin, men latinske Christne" overhoved, og naar Østerlænderne nu kalde Europæerne „Franker", mene de dermed ikke Franskmænd alene, men alle Vest-Europæer.

Det kunde saa meget mindre falde Forfædrene ind at identificere Sprogene, som de meget mere end vi maatte føle, at de tre Folks Literatur ikke var fælles, og hvad der var skrevet i et af de tre Sprog først meget sildigt blev bekjendt for de øvrige Nationer. I de Tider, da man ikke havde Bogtrykkerkunsten, vare Bøgerne sjeldne, og et Lands literære Frembringelser naaede vanskeligt ud over dets Grændser. At de paa Island skrevne Kongesagaer kom til Norge, har sin gode Grund deri, at de bleve hovedsageligt skrevne for norske Læsere. Men at derimod de islandske Familiesagaer vare bekjendte i Norge, er lidet sandsynligt. At ikke engang Kongesagaerne, selv Knytlinga ikke undtagen, kjendtes i Danmark paa Saxo's Tider, derom har man det bedste Vidnesbyrd deri, at han, skjønt øjensynligt saa ivrig for at skaffe sig det rigest mulige

Munchs Afhandl. IV.

33

Stof, dog ikke har benyttet dem; hans Fremstilling af Harald Blaatands Historie viser noksom, at han aldeles ikke kan have kjendt Jomsvikingasaga, der for ham dog maatte have været en uvurderlig Kilde; hans mythologiske Legender vise, at han ej kjendte Eddadigtene eller Eddasagnene: hvor forskjelligt f. Ex. fremstiller han ej Baldersmythen fra det bekjendte Eddasagn? Det er aabenbart, at han her alene har kjendt nationale danske Sagn. Ligeledes seer man noksom af de ældste svenske historiske Skrifter, som Kongerækker o. a. d., at man i Sverige aldeles intet kjendte til de norske Kongesagaer, ej engang hvad der saagodtsom udelukkende vedkom Sverige, som Ynglingasaga, førend i de nyere Tider. Altsammen de bedste Beviser paa, at Literaturen ikke var fælles. Ligesaa lidet har man Spor af, at man paa Island har kjendt danske eller svenske Skrifter, endog dem, der var skrevne paa Latin. Det laa i Sagens Natur, at det ej kunde være anderledes. Det er først Bogtrykkerkunsten, der har kunnet gjøre Sagaliteraturen til hele Nordens fælles Ejendom.

Vi sammenfatte saaledes Hovedpunkterne af det her Udviklede i følgende Kjendsgjerninger:

1. Ved norrænn maðr forstaaes i Oldskrifterne i Regelen en Nordmand, og ved norrænt mál, norræna, det norskislandske Sprog.

2. Der skjelnedes mellem de tre Hovedsprog „dansk", ,,svensk", "norrænt", og disse Sprog vare fra Midten af det 11te Aarhundrede kjendeligt forskjellige.

3. Det ældgamle fællesnordiske Sprog, hvoraf vi kun i de danske Runeindskrifter besidde sparsomme Levninger, og det fra en Tid, da det var i Begreb med at tabe sig og forgrene sig i trende yngre, kaldes oftest den danske Tunge. Denne Benævnelse bibeholdtes ogsaa senere hen for at betegne det Fælles i Nordens tre særskilte Sprog.

4. De tre Hovedfolk havde i Oldtiden ingen fælles Literatur, ja kjendte neppe engang hinandens vigtigste Skrifter.

Enkelte ville maaskee indvende, at Saxo i sin Fortale nævner Thylenserne" som ivrige Opbevarere af historiske Beretninger, saavelsom at han nævner „Arnoldus Tylensis" som en af Absalons betroede Mænd. Men det er nu, maa vi antage, saa temmelig almindeligt erkjendt og antaget, at ved „Thylenses“ her ikke forstaaes „Islændere“, men snarere Thiler", Folk fra Thelemarken, i alle Fald vil det aldrig kunne godtgjøres, at Saxo dermed har meent Islands Beboere. [M.s Mening, at Saxo's Thylenses" ikke er Islændinger, er nu forladt, sml. Jessen, Undersøgelser f. nord. Oldh. S. 35].

5. Den nu af enkelte Nyere vedtagne Benævnelse „det oldnordiske Sprog" om Norræna- eller Saga-Sproget er aldeles urigtig og vildledende, følgelig forkastelig.

Til Slutning endnu kun nogle Ord. Enhver Upartisk vil vist være enig med os i, at om end Beskyldninger eller Insinuationer, som de af Hr. G. Th. fremsatte, overhoved kunde være tilladelige, naar man er fuldkommen vis paa, at den, mod hvem de rettes, selv har afveget fra sin Overbeviisning om det Rette og havt andet end Sandheden for Øje, eller om de endog kunde undskyldes, naar de bestredne Satser kunne henregnes til Paradoxernes Kategori, eller idetmindste ved første Øjekast see ud som Paradoxer, saa blive de dog absurde og falde alene tilbage paa den, der fremsætter dem, naar det, saaledes som her viser sig, at hvad de af ham angrebne Mænd have fremsat, netop er det, som har Sprogbrug og alle Vidnesbyrd for sig, og derhos er det i Forholdene selv nærmest begrundede og med dem overeensstemmende. Om end ikke de omhandlede Benævnelsers Brug i den af os paaviiste Betydning var saa hyppig og iøjnefaldende, som den er, burde han dog ikke, saavist han gjør Fordring paa at regnes blandt de sande Videnskabsmænd, uden videre forudsætte om os, at vi i vor Granskning ikke lededes af Lyst til at finde Sandheden, men alene af Exklusivitet. Hvorfor ikke simpelthen antage, selv om man ej er enig i Resultaterne, at disse kunne være vor oprigtige, sande Overbeviisning? Vi behøve heldigvis ikke her, hvor Sandheden er saa soleklar paa vor Side, at forsvare os imod saa lave Sigtelser, ja vi kunne næsten beklage, at Sandheden just her tilfældigviis skal ligge paa den Side, hvorfra svagere Gemytter tro, at vi virkelig hente nogen Vederkvægelse for vor Nationalforfængelighed, thi deslige Gemytter vilde vel neppe engang kunne tænke sig Muligheden af, at vi, hvis vi i vore Granskninger kom til det Resultat, at Nordmændene nedstammede fra Hottentotterne, eller at vi Nordmænd hvad Hr. G. Th. og Konsorter helst synes at ville have antaget egentlig i Oldtiden slet ikke havde noget Sprog, men at Danske og Islændere alene kunde sige om os, som hiin Franskmand om Tydskerne ils s'entendent entre eux" uden videre vilde erkjende det og forsvare Satsen ligesaa oprigtigt, som vi nu forsvare hiin anden, fordi vi ere overbeviiste om dens Rigtighed. For

vor egen og Satsens egen Skyld vilde vi have anseet det overflødigt at ytre et Ord derom, da den noksom taler for sig selv. Men naar vi have forfegtet den og paapeget Urigtigheden af hiin uhistoriske Slaaen i Hartkorn af alle ældre nordiske Sprog, Literaturer og Nationaliteter, da er det alene i Overbeviisningen om det Vilderede og følgelig den overvættes Skade, den anretter i al nordisk Historiegranskning, der ej vil kunne skee, som den bør at skee, førend saadant Uvæsen aldeles er udryddet.

Om de ved Steinsnes paa Orknøerne nys opdagede
Runeindskrifter. 1

Paa Orknøerne, Norges gamle Koloni-Land, der i Aaret 1468, altsaa nu for næsten 400 Aar siden, blev pantsat til Skotland og siden ej er bleven indløst, findes ikke faa Oldtidslevninger, baade fra det lange Tidsrum, i hvilke de lød under Norges Herredømme, og fra de tidligere dunkle Tider, da keltiske Folk, fornemmelig hørende til de saakaldte Pikters Stamme, der havde sit Tilhold. Men saavidt vides, har man dog der lige indtil dette Aar savnet norske Rune-Indskrifter, hvilket man dog kunde have ventet at finde paa disse Øer ligesaavelsom paa Øen Man og andre Steder, hvor Nordmænd eller Nordboer overhoved have færdets. Det lader dog næsten til, at denne hidtilværende Mangel paa Orknøiske Rune-Indskrifter fornemmelig har sin Grund deri, at man hidtil ikke ivrigt og omhyggeligt nok har undersøgt de ældste norske Mindesmerker, men fornemmelig har holdt sig til de keltiske eller førkeltiske, nemlig de merkelige Steensætninger og de besynderlige saakaldte Piktshuse: underjordiske Boliger for et Urfolk, ældre end Pikterne, men som Indbyggerne fra gammel Tid af have henført til disse, fordi deres Sagn standsede ved dem. Da man i Aar for første Gang granskede en norsk Gravhøj paa Orknøerne, opdagede man Rune-Indskrifter i uventet Mængde. Det er disse, de første, der saaledes ere fundne paa hine Øer, og som derfor maa være os dobbelt interessante, hvis Indhold jeg her, forsaavidt det kan udfindes, vil meddele.

1 Illustreret Nyhedsblad" 1861, No. 48 og 49 (1-8 Decbr.).