S

kjøndt Kjøbenhavn hører til Europas yngste Hovedstæder, thi London, Paris og Wien havde existeret et tusind Aar, inden Kjøbenhavn nævnes for første Gang

i Historien, og Rom endog henved et Par Aartusinder, taber dens Fortid sig dog i Mørket. Men intet romantisk Eventyr knytter sig til dens Anlæg, ingen Oxe har leveret Hud til dens Omkreds, ingen Ulvinde har opammet dens Stifter, intet overnaturligt Væsen har aabenbaret sig og spaaet Stadens Fremgang og Storhed beskedent og stille dukker den op, indtil den lidt efter lidt vinder frem i Anseelse og Rang. De Forsøg, som ere blevne gjorte paa at lægge en Nimbus af phantastisk Elde om Byen, bringe os til at trække paa Smilebaandet; saaledes naar det i „Das adeliche Europa" fortælles, at Kjøbenhavn er anlagt af Phoenicierne, eller andet Steds, at Kattesundet er opkaldt efter den tydske Folkestamme, som af Suetonius kaldes: Catti.

I Virkeligheden forholder det sig saaledes, at Kjøbenhavn har været en liden Flek", da den første Gang dukker frem af Historien ligesom tilfældigt, løseligt knyttet til en historisk Begivenhed, der er foregaaet i dens Nærhed eller paa dens Grund, hvorpaa den atter for lange Tider synker tilbage i Forglemmelse. Det er vistnok ikke usandsynligt, at „Havn", som Byen dengang kaldtes, paa Grund af sin bekvemme Beliggenhed ved Havet, om man vil paa Hovedveien til Skaane, har spillet en vis Rolle som Udskibnings- og Overfartssted, men Historien melder i hvert Fald Intet herom. Naar man derhos kjender Sildefiskeriets Vigtighed og Betydning paa begge Kyster af Sundet, naar man mindes de Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, der vare sysselsatte med Sildefangsten, det Liv og Røre, som herskede her i Sildetiden, ligger den Tanke nær, at Kjøbenhavn ogsaa skylder Sildemarkedet sin Opkomst saavelsom sit Navn. Vistnok vare Byerne hinsides Sundet som Landskrone, Malmø, Skanør, Falsterbod o. s. v. langt vigtigere Sildepladser, men „Havn“ har sandsynligvis havt sin Part heraf ligesom Dragør paa en senere Tid. Man maa tænke sig, at der i Maanederne August og September har været en uhyre Tilstrømning hertil af fremmede Kjøbmænd, Karle og Skibe; paa de ubebyggede Pladser ved Stranden er der da blevet opreist midlertidige Træboder, „Fed" ere blevne udviste til Saltning og Tilberedning af Fiskene, og der har da samtidig udviklet sig en levende Omsætning med Handelsvarer af den forskjelligste Art. Og naar saa Markedet var endt, blev det stille paa Stranden; Byen sank tilbage i sin Lidenhed.

"

Det er i Knytlinge Saga, at Havns" Navn første Gang forekommer i Historien. Her fortælles nemlig, at da Svend Estridsen i Aaret 1043 feidede mod Kong Magnus den Gode og blev overvunden af ham i et Søslag ved Aarhus, søgte han paa Flugten Nord om Sjælland og lagde sig med Resterne af sin Flaade ind ved „Havn“. Magnus satte imidlertid efter ham, overrumplede ham og slog ham paany, saaledes at han maatte forlade sine Skibe og flygte over Land.

Der hengaar nu over 120 Aar, inden man atter hører Noget om Staden, men den har da allerede faaet sit nuværende Navn „Køpmannahafn“, eller som Saxo udtrykker sig: mercatorum portus. Det er paa Valdemar den Stores Tid i 1167. Nordmændene Erling Skakke og Orm Kongsbroder hærgede de danske Kyster og havde

afsluttet et hemmeligt Forbund med den danske Prinds Buris om at fange Kong Valdemar, men denne, der nys var vendt hjem fra Venden, fik Underretning herom og lod Prindsen fængsle. Erling var imidlertid forinden seilet til Jylland med en stor Flaade; ved Dyrsaa traf han de hjemvendte danske Skibe, beseirede dem og plyndrede Grenaa, hvorpaa han belæsset med Bytte styrede til Kjøbenhavn. Men her mødte Biskop Absalon med Sjællænderne og hindrede ham i at gjøre Landgang. Skjøndt den tappre Biskop siger Saxe

vidste, at Nordmændene vare duelige Bueskytter, stillede han sig dog med 15 Mand Fodfolk paa Stranden for at vise, hvor lidet han frygtede dem. For at komme Landet nærmere, satte Nordmændene nu Baade ud, men den stærke Bølgebevægelse hindrede dem i at ramme, saaledes at Pilene forfeilede Maalet, og efter en ørkesløs Kamp vendte de skamfulde om. Der blev nu indledet Underhandlinger, og man besluttede, at Absalon og Erling næste Dag skulde mødes med lige Vaaben og et lige stort Følge, hvilket ogsaa skete. Her aftaltes det, at Nordmændene frit maatte fylde Vand til Flaaden, men derpaa skulde forføie sig bort, et Løfte, som iøvrigt ikke blev holdt, da Erling senere gjorde Landgang paa Sjællands Nordpynt, hvorved han mistede nogle af sine Folk.

Formodentlig gav denne Begivenhed Stødet til Anlæget af den faste Borg ved Kjøbenhavn, der senere kaldtes Kjøbenhavns Slot eller Hus (aldrig Axelhus eller Steileborg), og under Christian den Sjette totalt fornyedes under Navnet Christiansborg. Saxo fortæller nemlig, at Absalon samme Aar, for at hindre Angreb fra Søsiden, paa en Ø i Havet anlagde en Borg af ny (fra Nyt af), ved hvilken Befæstning han afskrækkede fjendtlige Skibe fra Landgang og gjorde det nærmest omliggende Hav sikkert for de Indfødte. Der kan neppe være Tvivl om, at han hermed sigter til Borgen i Kjøbenhavn (castrum de Hafn, som den kaldes i Pavebullerne). Allerede fire Aar efter se vi den nidkjære Stridsmand, „lige glimrende i Marken, paa Thinge og foran Alteret", han, der „pløiede Søen med Lyst selv i Vinterens Hjerte", ifærd med at bekrige Sørøverne fra det nyanlagte faste Punkt. Beretningen, der tillige giver et Begreb om Datidens naive Krigskunst, fortæller, hvorledes Absalon ved Stevns Klint indladede alle de glatte Stene, der egnede sig til at kaste med, for at bruge dem til Forsvar af den Borg, han havde anlagt i Kjøbenhavn". Med denne Ladning seilede han

ㄌ

til Borgen, hvor han gik i Bad. Her hørte han de udenfor Badstuen værende Folk tale om, at de saa et Sørøverskib komme nordfra, og skjøndt han ikke var helt færdig, iførte han sig ihast sine Klæder, blæste som en gammel Skribent siger i sin Søfløite med et frit, freudigt og friskt Mod" og ilede ned til Skibet, der endnu laa i Havnen rede til at stikke i Søen, hvorpaa han seilede afsted ledsaget af sin Staller Niels, der førte et andet Skib. Det kom nu til en Kamp, i hvilken Absalon fangede Sørøverne, hvorpaa han lod dem halshugge og deres Hoveder opsætte paa Stager paa Stadens Mure, hvor Sjællænderne kort iforveien havde fæstet andre Sørøveres Hoveder. At Absalon jevnlig opholdt sig paa Kjøbenhavns Slot, fremgaar deraf, at han i 1178 modtog Erkebiskop Eskil her som sin Gjæst, da denne fra Skaane drog til Frankrig, og behandlede den gamle Mand med stor Venlighed, og da Absalon i 1180 blev fordreven fra Skaane, og man raadede ham til at skjule sig, svarede han, at det ikke var hans Sæd at krybe i Skjul, men at det var ham hæderligere at begive sig til den Borg, han havde i Sjælland. Hvorvidt Absalon eiede Kjøbenhavn og det Halve af Støvnæs (det nuværende Sokkelunds) Herred, da Erling Skakke i 1167 forsøgte at gjøre Landgang, vides ikke, thi Kong Valdemars Gavebrev til Biskoppen er gaaet tabt. Den Sidstes Nærværelse paa Stedet, da Nordmændene kom dertil, kunde tyde paa, at Gaven maa være af ældre Dato. Saameget er imidlertid sikkert, at Valdemar omtrent paa dette Tidspunkt har givet sin Feltherre og nidkjære Statsmand hin betydelige Gave, som Absalon senere i levende Live, men efter Kong Valdemars Død, skjænkede til Roskilde Bispestol, dog med det Forbehold, at han selv skulde beholde Brugsretten af „Borgen i Hafn med Alt, hvad dertil hører“. Af Pavebrevene ses det, at det Gods, Absalon fik skjænket foruden Havn, bestod af Utterslevgaard med dens tilliggende Gods, nemlig Serridslev, Solbjerg, Vigerslev, Valby, en Gaard i Brønshøi, Emdrup, Gjentoftegaard med dens Tilliggende, Mørkhøigaard, Bagsværdgaard, Virumgaard, Høsterkjøbgaard, Ovregaard, Borgby og Nærumgaard. Kongefamilien synes fra Arilds Tid at have eiet saagodtsom hele Sokkelunds Herred; det Halve skjænkedes imidlertid allerede til Roskilde Bispestol som Mandebod for de af Svend Estridsen i Trefoldigheds Kirke dræbte Hirdmænd, medens den anden Halvdel altsaa tilfaldt Bispestolen ved Absalons Gavebrev.