om tre eller fire Maaneder. En Flaade paa 20 Skibe laa seilfærdig under Admiral Tile Giselers Commando, og den 13de April 1523 gik Kongen ombord paa et af dem: Løven" ledsaget af sin 22aarige Dronning, og sine Børn. Det fortælles, at Sigbrit blev bragt ombord i en Kiste; det vilde have været æreløst siger Pal. Müller at efterlade hende i Kjøbenhavn til at sønderrives af Folket, thi bedre Skjæbne ventede hende ikke. En Skare udmærkede Mænd fulgte desuden Kongen til Holland. Det var en sørgelig Dag for Kjøbenhavns Indbyggere; nede ved Stranden, paa Volden, i Kirketaarnene og paa alle høie Bygninger stode Tusinder af Mennesker, der fulgte Flaaden med taarefylde Øine, medens den med udspilede Seil gled langsomt ud af Havnen og Sundet mod Nord. Folkets dybe Sorg gav sig Luft i den bekjendte Vise:

Christiern den Anden og Frederik den Første. Efter et Tapet i Oldnordisk Museum.

FJERDE KAPITEL.

S

amme Dag, Christiern den Anden forlod Kjøbenhavn, for ni Aar efter at gjense det som Fange, sad Frederik den Første paa Gottorp Slot og tilskrev os elskelige Borgmestre, Raad, Borgere og menige Almue udi Kjøbenhavn". Denne Byes Besiddelse maatte være ham af største Vigtighed, thi saalænge den forblev Christiern tro, var den nye Herskers Stilling farefuld og usikker; fra Udlandet kunde den fordrevne Konge vende tilbage og her finde et fast Udgangspunkt for sine Foretagender, og det var ikke Frederik ubekjendt, at Stemningen paa Sjælland og i Landsbyerne Øst for Sundet var helt forskjellig fra den, der havde raadet hos Jyderne. Han underrettede derfor Kjøbenhavns Indbyggere om, at Jylland og Fyen havde opsagt Kong Christiern Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste, at Biskoppen i Roskilde, Abbeden i Sorø og Prioren i Antvorskov havde fulgt dette Exempel, og at han nu med det Første agtede sig til Sjælland med et mærkeligt" Tal Folk for at frelse Kjøbenhavns Indbyggere og menige Sjællandsfarer ud af den svare Plage og tyranniske Vold.

Han lovede at skikke sig imod dem som en christen Fyrste og naadig Herre bør at gjøre", og holde deres Lov, Skjæl, Ret, Privilegier, Friheder og gode gamle Sædvaner", ligesom han vilde ,aflægge al ny Told, Sise, Forbud og andre slige Besværinger.“ Sluttelig befalede han dem at bemande deres By imod Kong Christiern og ufortøvet at sende en Borgmester, en Raadmand og to eller tre af Byens Borgere med Fuldmagt til at underhandle og sværge Huldskab og Mandskab. I modsat Fald vilde han, den udvalgte Konge, se sig nødsaget til at straffe Borgerne paa Liv, Gaard, Gods og Eiendom, hvilket han ganske nødig gjøre vilde." Befalingsmanden i Kjøbenhavn, Henrik Gøye, og Lensmanden paa Korsør Slot, Hans Krafse, fik Breve af lignende Indhold. Den sidste lod sig overtale, men den første afviste med Bestemthed alle de Fristelser, for hvilke han var udsat. Man tilbød ham Penge, og da dette ikke frugtede, berøvede man ham alle hans Eiendomme i Sjælland, ja man gik saa vidt, at man søgte at bevæge hans Fæstemø til at hæve Forbindelsen med ham. Men han forblev tro; han svarede kort og godt, at den fordrevne Konge havde udnævnt ham til Statholder, og Kjøbenhavns Borgere lod ligeledes Frederik den Første vide, at de vare i Kong Christierns Ed, og at deres Stad holdtes besat af hans Folk.

Den

Der var altsaa ingen anden Udvei tilbage end Magt. 31te Mai satte Kong Frederiks Hær ca. 6000 Mand over Store Belt, støttet af en lybsk Flaade, og gik iland ved Korsør, hvor Høvedsmanden Hans Krafse strax overgav det befæstede Slot. Exemplet smittede, og snart var Stege, Krogen ved Indløbet til Øresund, Kallundborg, Vordingborg, Aalholm paa Laaland, Nykjøbing paa Falster og Helsingborg i Skaane i den nye Herres Magt. Henrik Gøye havde først havt isinde at modsætte sig Landgangen, men hans Tropper nægtede at kjæmpe mod den overlegne Fjende i aaben Mark, hvorfor han maatte gaa tilbage til Kjøbenhavn. Den 9de Juni ved Solopgang blev Byen indesluttet af 4000 Knægte og 1800 Ryttere fra Landsiden, medens en lybsk Flaade paa 23 mindre og større Skibe lagde sig udenfor Havnen. Tropperne opsloge deres Qvartér paa Serridslev Mark for at holde Byens Nord- og Østside besat; for at afspærre Vestsiden anlagdes en Skandse ved Valby. Besætningen i Kjøbenhavn beløb sig neppe til mere end et Par Tusind Mand og nogle hundrede Ryttere, hvortil dog kommer

Borgerne, der kunde stille en ret anseelig Styrke, og sikkert ogsaa vare villige til at slaaes.

Beleiringen varede i over syv Maaneder, og Kong Christiern havde saaledes Intet at bebreide Kjøbenhavns Borgere; thi havde han holdt sit Løfte om at komme dem til Undsætning saa vel, som de holdt deres, vilde maaské Kampen om Danmarks Krone have faaet et andet Udfald. Til store for det endelige Resultat afgjørende Styrkeprøver kom det ingensinde. Kong Frederik indskrænkede sig til at holde Staden indesluttet i Haab om at tvinge den til Overgivelse ved Hungersnød, men Blokaden blev ikke overholdt strengt, og Kjøbenhavns Forsvarere skaffede sig uophørligt Levnetsmidler ad Søveien. Man byggede lange Rorsbaade og Jagter med talrige Aarer, der smuttede ud og ind igjennem den lybske Flaade, og mange af de Skibe, som skulde bringe Proviant til Leiren, bleve opsnappede, ja Forbindelsen med Malmø, hvor Jørgen Kok og den skaanske Adelsmand Niels Hack kommanderede, blev vedligeholdt i længere Tid. Hertil kom, at de sjællandske Bønder vare alt Andet. end gunstigt stemte mod Kong Frederiks Tropper, fordi disse ikke betalte, hvad der blev dem leveret, og det kom endog til blodige Skjærmydsler mellem Bønderne og Krigsfolket. Dette sidste var desuden stedse misfornøiet, fordi dets Lønning udbetaltes meget uregelmæssigt eller slet ikke.

Under disse Omstændigheder vare de Beleirede ved godt Mod, og imødesaa med Tillidsfuldhed den Tid, da Kong Christiern vilde vende tilbage i Spidsen for en Hær, støttet af sine mægtige Slægtninge i Udlandet. Fæstningsværkerne om Byen vare blevne forstærkede; man havde opført høie Jordskandser med Skydeskaar paa de mest udsatte Steder af Volden, og disse saakaldte „Katte“ indgjød Fjenden betydelig Respekt, naar han nærmede sig Staden for meget og forsøgte at sætte sig fast paa den flade Mark mellem Peblingesøen og Byen. Paa dette Terrain leveredes der nemlig hyppigt Smaafægtninger, resultatløse, men undertiden blodige. Det fortælles saaledes, at Besætningen i Staden i en af disse Kampe efterlod 100 Døde paa Valpladsen. Det var her, at den senere saa navnkundige Peder Skram, der stod i Kong Frederiks Tjeneste, blev haardt saaret i Haanden og Armen; en anden Gang fortælles det, at en Soldat paa Volden fik Hjertet udskudt, saaledes at det kun hang ved en Sene, men Hjertet var saa stort som et Oxehjerte".

De fire Maaneder, den yderste Termin Kong Christiern selv havde sat for Undsætningen, forløb uden nogen kjendelig Forværrelse i Stadens Stilling, og Rygtet om Christierns Rustninger i Udlandet kunde kun opmuntre Borgerne til at holde ud. Et Forsøg, Lybækkerne gjorde paa at spærre Indløbet til Havnen ved at nedsænke fire store Skibe, mislykkedes fuldstændigt; de bleve tagne af de Beleirede og bugserede ind i Havnen, hvor man opbevarede dem for engang i Fremtiden at kunne gjøre Gjengjæld og sænke dem i Lybæks Havn. Streiftogene paa Søen vedvarede derfor uforstyrret, saaledes at man endog fratog Lybækkerne 60 Skuder ladede med Proviant. Samtidige Beretninger skildre næsten Tilstanden som fornøielig; man havde ført Kanoner op i Frue Kirketaarn og kunde herfra række ud i Leiren, man havde tydsk Øl og Rhinskvin i Overflod, som var bleven frataget Lybækkerne, man støbte Kanoner og møntede Penge, paa Amager jagede man Harer, og fra Malmø kunde man spørge Nyt og erfare den landflygtige Konges Hensigter. Ikke engang paa Landsiden var Afspærringen fuldstændig; sjællandske Bønder slap jævnligt ind i Byen, bragte Oplysninger om Fjendens Stilling og meldte, at Almuen snart vilde reise sig og falde den fjendtlige Leir i Ryggen. Borgernes Dristighed gik saa vidt, at de ligesom paa Trods drev deres Kvæg ud af Portene og lod det græsse paa Grønningen ved Stadsgraven, fra Voldene lød der Haansord og Smædeviser ned til Holstenerne, og disse viste ingen Lyst til at modtage de direkte Udfordringer, der rettedes til dem om at vove en afgjørende Kamp under Byens Mure.

Beleiringen trak i Langdrag, og Kong Frederik tænkte henad Efteraaret paa, om det ikke vilde være rigtigst at forsøge en Storm. I Slutningen af August fremkom der et Overslag over de Tropper og Hjælpemidler, som vilde udkræves hertil, men Planen maa være stødt paa Vanskeligheder, thi den blev aldrig udført. I selve Overslaget forudsættes iøvrigt den Mulighed, at man ikke kunde skaffe det nødvendige Troppeantal, 7000 Mand, eller at Stormen mislykkedes; der er da, hedder det, ingen anden Udvei end at slaa Vinterleir udenfor Kjøbenhavn, forøge Rytteriets Styrke, opføre Jordhuse og Skandser og gjøre Grave om Leiren for at sikkre sig selv mod Overfald. Dette maa være sket, thi Byens Overgivelse fandt først Sted i Januar næste Aar.