Frederik den Førstes Stilling var paa dette Tidspunkt alt Andet end gunstig. De gyldne Forhaabninger, hvormed man havde hilst hans Tronbestigelse, vare blegnede; en dyb Misfornøielse havde grebet Befolkningen, og i mange Landsdele var Stemningen truende. Geistligheden var forbittret over hans Sympathi for Lutheranerne, Rigsraadet over hans evige Pengefordringer, Adelen over hans Indblanding i Forholdet mellem dem og deres Bønder, medens Almuen bestandig saa hen til Christiern den Anden som Befrieren. Det er betegnende, at en Mand som Poul Helgesen, denne bittre og lidenskabelige Modstander af den landflygtige Konge, i Slutningen af Septbr. kunde skrive: Tingenes Gang begynde at mishage mig, ja jeg fortryder den Del, jeg har taget deri; thi Regjeringsforandringen, af hvilken mange ventede en hel Gjenopreisning af vore forfaldne Sager, er aldeles ikke falden ud efter mit Ønske; tvertimod synes der nu at opstaa langt større Forvirring, flere Uroligheder og større Ulykker end før." Hermed sigter Brevskriveren til den oprørske Aand i Sjælland, som tvang Johan Rantzau til at udsende Rytterskarer fra Leiren og kue Bønderne med Magt.

I samme Maaned forlod Frederik den Første Hovedqvarteret i Serridslev og ilede til Holsten, thi Faren for et Indfald af Christiern den Anden syntes overhængende. Kommandoen for Kjøbenhavn blev overdragen til Johan Rantzau, den Mand, som mest af Alle bidrog til at sætte Kronen paa den holstenske Hertugs Hoved, og hvis hele Liv var en Række af store Krigsbedrifter. Han var dengang en ung Mand paa 31 Aar, men endnu som Olding var hans Mod, Energi og Feltherreblik usvækket. Pal. Müller siger om ham, at han var en Slesvigholstener af den ældre Skole, og skildrer hans politiske Trosbekjendelse i følgende korte Træk: „Den stolte Adelsmand vilde ikke vide af demokratiske Rørelser hos Borgere og Bønder; han vilde Slesvigs og Holstens Enhed, men ogsaa deres Forbindelse med Kongeriget; Delingen af Hertugdømmerne var ham imod; sit Fyrstehus (: Hertug Frederiks Hus) vilde han hæve til den høieste Magt. Der er ingen Grund til at tvivle om, at Initiativet til Hertugens Politik udgik fra Johan Rantzau.“

Udenfor Kjøbenhavn havde Feltherren ondt ved at holde Beleiringshæren sammen. Knægtene fik ikke deres Sold og truede med at desertere over til Fjenden, og efter at Kongen havde gjort et mislykket Forsøg paa at laane Penge af Lybæk, maatte han give

Leirens Befalingsmænd det Raad, at tvinge Folk til at give, hvad de havde, og tage, hvor der var Noget at faa. En saadan Krigs

førelse skulde ikke bidrage til at mildne Krigens Ulykker eller stemme Bøndernes Sind for det nye Regimente, men Johan Rantzau

Kong Christiern sender Undsætning.

115

havde ingen anden Udvei, hvis Sagen skulde føres til en heldig Afslutning. Misfornøielsen var saa stor, at han maatte sende den ene Fænnike Landsknægte bort fra Leiren til Næstved, inden Betalingsdagen kom, for at være sikker paa sin Hals", og han tilskrev Kongen og fraraadede ham at komme til Hovedqvarteret, efterdi der ufeilbarligt vilde opstaa Mytteri, hvis han kom uden at have de fornødne Pengemidler med. I Kjøbenhavn havde Henrik Gøye iøvrigt de samme Vanskeligheder at bekjæmpe. Der var ingen Mangel paa Levnetsmidler, men de fire Maaneders Sold, Christiern den Anden havde efterladt ved sin Afreise, var opbrugt; Borgerne, som en Tidlang havde forstrakt Feltherren med Pengelaan, kunde ikke udrede mere, og Henrik Gøye maatte da holde Soldaterne i Aande ved gyldne Løfter og personlige Forskrivninger. En endnu større Fare end Pengemangelen havde Johan Rantzau dog at bekjæmpe, da Kong Frederik viste Lyst til at hæve Beleiringen og samle alle disponible Tropper i Holsten, for at dække denne Landsdel mod det truende Angreb af den landflygtige Konge. Denne Plan faldt dog bort af sig selv, da Christierns Hær i Begyndelsen af Oktober opløstes, fordi den ikke fik de stipulerede Pengesummer udbetalt, og Kong Frederik kunde nu atter trække Veiret friere.

Imidlertid kom der Undsætning til Kjøbenhavn. Den landflygtige Konge havde under sit Ophold i Nederlandene fundet Udveie til at udruste fire af sine bedste Skibe tilligemed en Jagt, som skulde bringe den beleirede By Proviant for et Par Maaneder samt Ammunition og Krudt. Den lille Flaade forlod Zeeland den 20de Septbr. under Anførsel af Admiral Tile Giseler, den Samme,

der havde ført Kongen fra Kjøbenhavn, krydsede i nogen Tid under Norges sydlige Kyster, hvor den opsnappede adskillige tydske Handelsskibe, der kom fra Bergen, og stod ind i Sundet i den første Uge af November. Den lybske Flaade, der laa for Kjøbenhavn, blev greben af Skæk, skjøndt den af Overløbere havde faaet at vide, at Skibene ikke havde Krigsfolk, men kun en dobbelt Besætning af Matroser ombord, og belavede sig paa at forlade Rheden. Forgjæves opfordrede Johan Rantzau, Rigshovmesteren Mogens Gøye og Grev Johan af Hoya den til at blive, lovede at forsyne den med Krigsfolk i den forestaaende Kamp og erstatte den mulige Skade; Lybækkerne svarede, at de ikke turde udsætte sig for at miste Skibene, som for største Delen tilhørte Kjøbmænd i Lybæk, og drog bort den næste Morgen „slemmeligen og skammeligen siger Hvitfeldt med hele deres Flaade." Følgen blev, at Kong Christierns Skibe den 10de Novbr., uden at støde paa Modstand, lagde sig ind i Havnen paa deres gamle Plads ved Bremerholm, efter at have sendt nogle Skud ind i den fjendtlige Leir under Forbiseilingen. Vel havde Lybækkerne atter sænket to større Fartøier i Dybet udenfor Indløbet og afbrændt deres Overdel, for at de ikke skulde ses, men Strømmen havde lagt dem saaledes, at de ikke spærrede den fri Seilads. Det følger af sig selv, at der herskede den største Glæde i Byen over den uventede Hjælp. Der affyredes Salver fra Voldene, Glædesblus flammede i Gaderne, og fra Frue Kirkes Spir udhængtes brændende Begkrandse, som kunde ses ude i Leiren.

Glæden varede imidlertid kun kort. Den Undsætning, de fire Skibe havde bragt, var for ringe til at kunne udøve nogen Indflydelse paa Stadens Skjæbne, og Henrik Gøye, der kjendte Udfaldet af Christiern den Andens Forsøg paa at føre en Hær ind i Holsten, indsaa, at al videre Modstand vilde være overflødig. Han kunde forudse, at Kong Frederik snart vilde lægge sig for Staden med en overlegen Stridsmagt og foretage en Storm, og det vilde derfor være klogere itide at opnaa en hæderlig Kapitulation end spilde Blod og Penge paa frugtesløse Anstrengelser. Allerede Dagen før Admiral Tile Giselers Ankomst, havde han indledet hemmelige Underhandlinger om Overgivelse med Johan Rantzau og sin Broder Rigshovmesteren Mogens Gøye, og to Dage efter mødte Udsendinge fra Leiren ved Byens Port med hvide Stave i Hænderne for officielt at opfordre til Overgivelse. De bleve førte ind i Byen til

Degnegaarden paa Hjørnet af Fiolstræde og Kannikestræde, hvor Henrik Gøye personlig forhandlede med dem. Først og fremmest forlangte Statholderen at sende Bud til Kong Christiern eller hans Dronning for at underrette dem om Sagernes Stilling; kom der da ikke Undsætning inden Jul, skulde baade Kjøbenhavn og Malmø overgives paa visse nærmere Betingelser. Stor Tvist voldte de nylig indkomne Krigsskibe, thi Henrik Gøye forlangte at raade frit over dem, medens Kong Frederik, der ikke eiede et eneste Orlogsskib, naturligvis lagde stor Vægt paa at komme i Besiddelse af dem. Striden blev, efter hvad Allen oplyser, ordnet ved en hemmelig Traktat, ifølge hvilken Henrik Gøye, som under Beleiringen var kommen i den største Pengeforlegenhed, solgte Skibene til Kong Frederik for 6000 Gylden; dog skulde de for et Syns Skyld blive liggende i Havnen i to Aar, og det skulde hedde, at Henrik Gøye havde Ret til at føre dem bort, naar han vilde, og hvorhen han vilde. Paa denne Maade søgte Statholderen at dække sig overfor den landflygtige Konge og Kjøbenhavns Borgere, der vilde have betragtet Udleveringen af Skibene som Forræderi.

Paa et Møde i Roskilde den 26de Novbr. afsluttedes en foreløbig Overenskomst og Vaabenstilstand til den anden Januar. „Det skal hedder det i Aktstykket stande udi en felig Dag og god Bestand paa begge Sider, og den ene skal ei arge ind paa den anden udi nogen Maade tillands og tilvands, fra denne Dag og til anden Nytaarsdag næstkommende." En Misforstaaelse var dog paa Nippet til at omstøde Vaabenstilstanden. Henrik Gøye havde

stævnet nogle Borgere fra Malmø til Kjøbenhavn for at overveie Situationen med dem, men da de gik iland ved St. Anna Bro (en Landgangsbro, der laa ud i Søen omtrent ved Begyndelsen af nuværende St. Anna Plads), bleve de fangne og førte til Leiren. Henrik Gøye betragtede, denne Adfærd som et Brud paa Vaabenstilstanden og forlangte ufortøvet de Fangnes Frigivelse; i modsat Fald, skrev han til Grev Johan af Hoya og Rigsraadet, der laa i Serridslev, da trøster jeg ikke heller og mindre at kunne holde den Del, jeg Eder tilsagt haver." Man sendte den fortørnede Statholder en Undskyldningsskrivelse og gav Fangerne fri.

Alt afhang nu af, om Christiern den Anden kunde skaffe den omtalte Undsætning inden anden Juledag, thi ellers maatte Byen overgive sig. Trods alle den landflygtige Konges Anstren