"

Forhold mellem den rige Kjøbmand og den nye Konge; Niels Stemp laante Frederik den Første Penge under kritiske Forhold, naar Landsknægtene truede med Mytteri eller Kong Christierns Foretagender i Udlandet nødvendiggjorde overordentlige Forsvarsforanstaltninger, og modtog til Gjengjæld store Beviser paa Kongens Huldskab og Naade, som f. Ex. Toldfrihed i Sjælland og Skaane for sit eget Gods, ja, Kongen lovede ham endog paa Forhaand under en Retstrætte med hans Kolleger i Raadet, at han ikke skulde lide noget Tab, ifald Dommen gik ham imod. Endnu i 1528 var Niels Stemp virksom for Gjennemførelsen af en ny Ordning af Stadens Hospitalsvæsen, eller, som Poul Helgesen udtrykker sig i sit Skrift om de rette Fattiges Underhold, han vilde „fordre og fremme de fattige, usle, arme og mislige Mennesker samt hjælpe og forløse dem af deres usigelige, ubegribelige og svære Pine, Uselhed og Modgang", men den 10de Juli faldt han pludselig i Unaade. Den Gaard, som Kongen havde skjænket ham til evindelig Eie, blev ham fratagen og givet til Johan Rantzau; han blev udstødt af Raadet, hans Eiendomme konfiskerede og han selv kastet i Fængsel, Altsammen for den Forsømmelse, han havde havt mod Hans Naade". Der kan neppe være Tvivl om, at Niels Stemp har indladt sig i hemmelig Forbindelse med den landflygtige Konge, og at dette er blevet opdaget, skjøndt det ikke siges udtrykkelig nogetsteds. Kong Frederik, der gjentagne Gange skulde gjøre den Erfaring, at de Venner, der erhverves ved Gaver, ikke ere paalidelige, synes en Tid at have vaklet med Hensyn til den Straf, der burde ramme den afsatte Borgmester. Rimeligvis blev han oprindelig dømt til Landsforvisning; derpaa toges han til Naade igjen og fik sine Eiendomme tilbage, dog med Forbud om ikke i Fremtiden at opslaa sin Bopæl i Kjøbenhavn, Malmø eller Helsingør, de tre Punkter, hvor han vilde være mest farlig, men denne Benaadning hævedes paany, skjøndt Rigshovmesteren Mogens Gøye havde lovet Kjøbenhavns Borgere at virke for den Anklagede hos Kongen. Først da otte Borgere i Roskilde i Juli 1530 gik i Kaution for Niels Stemp, fik han Lov til at blive i denne By, men det fastsattes udtrykkelig, at hvis han nogensinde skulde arge eller arge lade imod Kongen, Rigens Raad, Adelen eller Indbyggerne i Danmark og Norge og besynderlig Borgmestre, Raad og menige Almue i Kjøbenhavn enten ved Ord eller Gjerninger, Handel eller skriftlig, hemmelig eller

Kong Frederiks vanskelige Stilling.

129

aabenbarlig i nogen Maade", skulde Kautionisterne være pligtige til at føre ham ind til Kjøbenhavns Slot, og da skulde alle hans Sager være aabne", det vil sige: han skulde atter sættes under Tiltale for det Skete og lide Dom derfor. Niels Stemp blev fra nu af boende i Roskilde og maa som Kjøbmand have lidt betydelige Tab derved. Under Grevens Feide gav Christopher af Oldenborg ham atter den konfiskerede Gaard i Kjøbenhavn tilbage, hvori der ligger en Antydning af, at han havde mistet den ved sin Forbindelse med Kong Christiern, men han opslog ikke mere sin Bopæl i Kjøbenhavn, og spillede overhovedet ikke mere nogen politisk Rolle.

Paa omstaaende Side findes samlet endel Segl, nogle af de sparsomme Minder, der den Dag idag ere bevarede fra de bevægede Aar i Kjøbenhavns Historie 1523-1536, eller fra Christiern den Andens Flugt til Reformationens Indførelse. Henrik Gøye, Byens tappre Forsvarer under Beleiringen 1523, saavelsom Kjøbmanden Albert v. Goch ere ovenfor omtalte, - den sidste katholske Biskop i Roskilde, Joachim Rønnow, den lidenskabelige Ambrosius Bogbinder, den kjøbenhavnske Borgmester Peder Kempe, og den malmøske Jørgen Kok, der alle deltoge i de paafølgende Begivenheder som Hovedledere, ville senere blive berørte, hver paa sit Sted.

Frederik den Førstes Stilling havde under hele hans Regjering været vanskelig og usikker. Han følte sig som Fremmed i det Land, hvis Krone han bar; fra Udlandet truedes han bestandig af den landflygtige Konge, hvem Borger- og Bondestanden ikke kunde glemme, og for hvis Skyld forskjellige Landskaber gjentagne Gange havde reist sig, Rigsraadet og Adelen vilde ikke bringe Staten de nødvendige Offre, saaledes at Kongen endog i Mai 1525 truede med at nedlægge Regjeringen, paa Gulland og i Skaane sad Søren Norby som en evig Fare, og til den lutherske Bevægelse turde og kunde Kongen ikke slutte sig fuldtud, fordi Forbundet med Geistligheden var ham en Nødvendighed for at holde Kong Christierns Parti Stangen. Imidlertid bleve dog Kongens Udsigter lysere, da Søren Norby i Septbr. 1525 maatte falde til Føie og sværge Kong Frederik Troskabsed. Den tappre Søhelt havde nemlig i Marts gjort Landgang i Skaane, hvor hele Bondestanden ufortøvet sluttede sig til ham, men hans Forsøg paa at drage Kjøbenhavn og Malmø over til sig strandede, det første Sted, som vi have set, (S. 123)

fordi Magistraten forhandlede med Kong Frederik om Erhvervelsen af Serridslev Mark, det sidste, fordi Malmøs Borgmester Jørgen Kok fandt det klogest og fordelagtigst at slutte sig til dem, der

havde Magten. Det feiler ikke, at hele denne Kamp blev fulgt med den mest levende Bevægelse i Kjøbenhavn. Man erfarede her, at Kong Christiern havde sendt tvende Orlogsskibe op under Norges Kyster for at opbringe de hanseatiske Skibe, der gik til og fra

Bergen, under Anførsel af Kanniken fra Ribe, Lambert Andersen og Klaus Kniphof. Snart bleve disse to Mænd en Skræk for Hanseaterne, deres Ry fløi vidt om Lande, og Kjøbenhavns Borgere vare dobbelt stolte ved at mindes, at Klaus Kniphoff var deres Bysbarn, Søn af en Klædekræmmer paa Østergade. Der gik Rygter om, at en stor Flaade vilde følge efter og stævne ind i Øresund for at række Søren Norby Haanden; man hørte, hvorledes Adelens Borge i Skaane gik op i Luer og læste hemmeligt Christiern den Andens Proklamation, hvori han mindede sine Undersaatter om, at hans eneste Brøde var at have taget den menige Mands Parti mod Adelens og Prælaternes Vold og Overgreb og opfordrede dem til at slutte sig til ham itide. Men denne Gang, som altid, naar Sagerne toge en kritisk Vending for Frederik den Første, gjorde Johan Rantzau Udslaget. Med en lille Hær mødte han den 20de April udenfor Kjobenhavns Porte for at marchere gjennem Staden og indskibe sig til Malmø. Han maatte her døie den Haan, at Borgerskabet nægtede Gjennemmarchen som stridende mod Stadens Privilegier og Kapitulationen af 1523, hvori det hed: Item skulle de herefter ei blive besværede med fremmed Krigsfolk at holde, som de hidtil været har, uden saa er at Riget ligger der des større Magt paa". Noget egentlig Fjendtligt kan der under de daværende Forhold ikke have ligget til Grund for denne Holdning; snarere frygtede man for at slippe de tøilesløse og raa tydske Landsknægte ind i Staden, hvilket ogsaa fremgaaer af, at man tilsidst indvilligede i at lade dem passere i „Roder", saaledes at der ikke paa éngang var flere indenfor Murene, end Borgerskabet selv i fornødent Fald kunde holde i Tømme. Saasnart Johan Rantzau kom over til Skaane, fik Sagen en anden Vending. Det aabne Land blev kuet med Magt, Søren Norby blev indesluttet i Landskrone og saa sig nødt til at indgaae paa en iøvrigt gunstig Kapitulation, ved hvilken han blev Frederik den Førstes Mand, Tjener og Høvedsmand paa vort Slot Sølvitsborg".

Denne vigtige Seir fik iøvrigt et høist eiendommeligt og for Kong Frederik ubehageligt Efterspil, der foregik et Par Maaneder efter (i Septbr. 1525) paa Kjøbenhavns Rhed. Der var blevet udrustet fire, fem store Skibe, som skulde overføre Tropper til Gulland og tage denne og Visborg, som Lybækkerne beleirede, i Besiddelse. Disse Skibe vare netop de samme, som Christiern den Anden i

Novbr. 1523 havde sendt det beleirede Kjøbenhavn til Undsætning, og som Henrik Gøye ved en temmelig tvetydig Transaktion havde overladt Kong Frederik. Anføreren for Flaaden hed Skipper Klement; Hvitfeldt kalder ham „Kong Frederiks Under-Admiral". Han var en dristig og eventyrlig Natur, den landflygtige Konge varmt hengiven og besluttede at foretage et overraskende Koup. Støttet af en Del af Mandskabet og Landsknægtene, bemægtigede han sig, Natten før Flaaden skulde afseile, to af de bedste Søskibe: „Peter van Hull“ og „den sorte Jagt", forsynede dem rigeligt med Proviant og Ammunition, sønderhuggede Toug og Takkel paa de andre Fartøier for at undgaa al Forfølgelse og stak i Søen aabenbart i den Hensigt at forene sig med Klaus Kniphof, som han antog maatte ligge under Norge. I Sundet tog Klement en Jagt, der havde Dronning Sophias Smykker og Juveler ombord, men Tabet af selve Skibene var dog det Føleligste for Kong Frederik, thi han havde ikke andre. Oppe under Norges Kyst erfarede Klement snart, at det var gaaet Kniphof ilde. Ved Greetsiel, en lille Havn et Par Mile fra Embden, var han nemlig bleven overrumplet af sine Dødsfjender Hamborgerne, og efter en blodig Kamp tagen tilfange og henrettet den 30te Oktober som Sørøver og Søtyv", skjøndt han selvfølgelig efter almindelig Krigsbrug ikke var det. Med ham henrettedes 75 af hans Staldbrødre, og imellem disse har der uden Tvivl været mange Kjøbenhavnere, af hvilke idetmindste én, Henrik Snare, kjendes ved Navn. Det er let at forestille sig, hvilket Indtryk Efterretningen herom har gjort i Kjøbenhavn, thi Klaus Kniphofs Bedrifter vare paa Alles Læber, og hans Fødeby var stolt af ham. Hans Moder, der havde giftet sig anden Gang med den berømte Borgmester i Malmø, Jørgen Kok, sendte Stedfaderen til Hamborg med en betydelig Sum Penge for at løskjøbe ham, men han kom for silde, og Pengene bleve anvendte til en Stiftelse for Fattige i Malmø. Man har den Dag idag fem tydske Viser bevarede, som beskjæftige sig med Kniphofs tragiske Endeligt; de vise, at selv hans Fjender nærede Deltagelse og Sympathi for den kjække varmblodige Søkriger. Han skildres i disse som en ung smuk Mand, der maatte lade sit Liv, fordi han blev sin svorne Herre tro. Under disse Omstændigheder kunde Skipper Klement Intet udrette af Betydning, men indskrænkede sig til Kaperier í Nordsøen. Under Grevens Feide kom han atter til at spille en