stor Rolle som Fører for Christiern den Andens Parti under Bondeoprøret i Jylland.

Det følgende Aar (1526) bragte Kong Frederik Ro for Søren Norby, der som Pal. Müller bemærker naturligvis ikke kunde sætte sig hen med Hænderne i Skjødet og læse Krøniker. Man indsaa, at han var en permanent Fare for Nordens Fred og alt det Bestaaende og besluttede at knuse ham. En forenet dansklybsk Flaade overvældede ham i Østersøen den 24de August; selv slap han bort paa et hurtigseilende Skib, men hans videre Skjæbne vedkommer ikke Danmark eller Kjøbenhavn.

Ved Norbys Fald blev Kong Frederiks Stilling fastere end nogensinde før. Faren for Kong Christiern syntes langt borte og ringe, og skjøndt Voldarbeiderne ved Kjøbenhavn ikke forsømtes, og man endog søgte at omdanne Kjøbenhavns Slot til en Fæstning i Fæstningen, aabenbart for at holde Borgerne i Ave, ifald deres gamle Kjærlighed atter skulde vaagne, var der foreløbig ingen Grund til alvorlig Bekymring. Derfor fik Kjøbenhavn dog ikke Ro; thi netop i disse Aar antog Reformationsbevægelsen en uventet voldsom og lidenskabelig Charaktér. Enkelthederne i denne Kamp ville blive skildrede i det paafølgende Kapitel; her skal kun omtales Kong Christierns sidste personlige Forsøg paa at gjenerhverve sin Throne, forsaavidt det vedkommer eller berører Kjøbenhavn.

I Sommeren 1531 fik Frederik den Første Vished for, at den landflygtige Konge havde taget en Hær af Landsknægte i sin Tjeneste. Med feberagtig Iver fremskyndedes Befæstningsarbeiderne om Kjøbenhavn, og Magistraten maatte endog laane Kalentelagets (et geistligt Gildes) Sølvboller, udsmykkede Krus, Skaaler o. 1., ialt 241 Lod Sølv, for dermed at dække Omkostningerne. I Raadets Kvittering for disse Klenodier hedder det, at Sølvet skal bruges „udi vor store Nød og Trang til Kjøbenhavns Stads mærkelige store Nytte og Behov, som hannem i denne Tid paahænger". Samtidig bleve de mistænkelige Medlemmer af Raadet, deriblandt Ambrosius Bogbinder, udstødte, og det evangeliske Parti, der i det Hele havde set hen til den landflygtige Konge som Befrieren, faldt i afgjort Unaade. Kongen var selv ilet til Gottorp, skjøndt der var sammenkaldt en Herredag i Kjøbenhavn, thi han ventede et Angreb paa Holsten. Senere, da det viste sig, at Christiern havde samlet en stor Flaade, hvoraf man kunde slutte, at Angrebet gjaldt Øresund,

vandt Kongen Lybæks Bistand og sendte indtrængende Breve til Rigsraadet og Kjøbenhavns Indbyggere om at befæste, forsørge og forsvare Staden paa det allerbedste", da det var sandsynligt, at Christiern vilde anfalde Kjøbenhavn og Malmø med en vældig Storm". De danske Skibe skulde ufortøvet udrustes for at forene sig med de lybske; fortrøstede man sig ikke til at angribe Kong Christiern, skulde Lybækkerne landsættes i Kjøbenhavn for at forstærke Befæstningen, modtages paa det Bedste, og overhovedet behandles som Venner.

Sagerne havde et yderst kritisk Udseende. Den 24de Oktober 1531 gik den landflygtige Konge under Seil fra Medemblik med en stolt Flaade af 25 Orlogs- og Transportskibe, mindst 7000 Landsknægte og en Del Rytteri. Stemningen i Kjøbenhavn var paa hans Side; man har endnu et Brev til Kong Frederik, hvori det siges, at der er Skalkhed blandt Borgerne", og at Staden var slet provianteret og forsynet. Da ramtes Christiern den Anden, om hvem det med Rette kan siges, at Ulykken forblev ham tro indtil det Sidste, af en Storm, der adsplittede hans Flaade; mange af hans Skibe med Artilleriet forgik, hans Krigskasse tabtes, og ca. 1000 Mand Krigsfolk omkom. Han gik iland i Norge, og Faren for Kjøbenhavn var overstaaet.

Man havde ventet Angrebet her, skjøndt vistnok uden Grund; thi Kong Christiern synes fra Begyndelsen at have havt Opmærksomheden særlig rettet paa Norge. En stærk Besætning laa i Kjøbenhavn, tydske Landsknægte og Ryttere, der snart havde opbrugt alle Forraad. Ved Nytaarstid 1532 maatte man allerede befale de sjællandske Bønder at føre visse Kvanta Byg, Rug, Flæsk, Smør og Faarekjød til Staden og sælge det for visse bestemte Priser. Skjøndt Frederik den Første i Oktober havde udtalt et Slags trøstefuld Glæde over, at Kong Christiern skal ikke have overflødige Penge længe at besolde saadant et mærkeligt Tal Krigsfolk med", gik det ham ikke selv bedre i Januar. Landsknægtene fik ikke deres Sold, gjorde Mytteri mod deres Høvedsmænd og truede dem paa Livet. Man stod raadvild overfor denne Bevægelse, og tænkte endog paa at møde Magt med Magt, hvorved Byen vilde være bleven Skueplads for blodige Kampe. Høvedsmændene paa de kongelige Slotte bleve opfordrede til at begive sig til Kjøbenhavn med saamange Svende, Heste og Harnisker, de kunde over

Christiern den Anden som Fange.

135

komme, og tillige medtage alt det Sølv, som Kirkerne efter kongelig Befaling skulde præstere. Mytteriet blev imidlertid bilagt med det Gode, takket være den roskildske Biskop Joachim Rønnows Mægling. Han holdt Landsknægtene hen med Løfter og tilraadede Adelsmændene hellere at søge Forlig med de uregjerlige Soldater end true dem med Vold. Man kunde give det Skin af, at Knægtene vare uenige med deres Høvedsmænd om deres Sold, thi det vilde ikke være passende, at det hed sig, at Kongen ikke kunde betale. Rimeligvis er Oprøret blevet dæmpet ved, at man har tilfredsstillet Tropperne med Penge.

Kong Christierns sidste Forsøg paa atter at tage sin Throne i Besiddelse mislykkedes som bekjendt fuldstændigt. Han havde ingen ret Fremgang i Norge, og efterat en dansk-lybsk Flaade, til hvilken Kjøbenhavn iøvrigt ogsaa havde leveret sit Kontingent Bestaaende af et godt bemandet Skib, havde tilføiet ham et Nederlag ved Oslo, indledede han Underhandlinger med Knud Gyldenstjerne, som vel bleve afbrudte, men senere gjenoptoges. Følgen af disse blev, at han overgav sig og indvilgede i at tage til Kjøbenhavn for personlig at forhandle med sin Farbroder. Den 24de Juli 1532 passerede Flaaden med den fangne Konge ombord Helsingør, hvor tætte Skarer af klagende Mænd og Kvinder iagttog den fra Skibsbroen, idet den seilede forbi. Ved Middagstid naaede man Kjøbenharns Rhed; fra hele Flaaden - skriver Dr. Heise fra Voldene og Murene, ja fra Kong Frederiks eget Slot tordnede Kanonerne; kun paa Kong Christierns Skib var der stille som i den hellige Uge, der løsnedes ikke et Skud." Man var i stor Forlegenhed med hvad man skulde foretage med den afsatte Konge, men paa et Møde, der afholdtes i Helligaands Kirke og overværedes af Udsendinge fra Nederlandene, Hansestæderne, Preussen og Sverig, besluttedes det, at han skulde hensættes i Fængsel. I de første Dage af August førtes Kong Christiern til Sønderborg under det Paaskud, at han skulde til Flensborg for at underhandle med Kong Frederik, men da Flaaden styrede ind i Alssund, indsaa den ulykkelige Fange, hvilken Skjæbne der ventede ham. Det fortælles, at han da brød ud i lydelig Graad og høie Klager over, at man ikke holdt hans Brev og Segl.

Det kan ikke have været skjult for Kjøbenhavns Borgere, at den landflygtige Konge befandt sig ombord paa Flaaden, men der

mangler enhver Efterretning om Stemningen iblandt dem. Man kan imidlertid uden Vanskelighed gjætte sig til den. Naar Harmen og Forbittrelsen ikke ved denne Leilighed kom til Udbrud, ligger det i, at ethvert Forsøg vilde have været frugtesløst og kun kunde have ført til unyttig Blodsudgydelse. Det varede dog ikke længe, før Tiderne bleve gunstigere, og den snedige troløse Handling, ved hvilken Kong Christiern var falden i sine Fjenders Hænder, bar da sin sørgelige Frugt. Eftertiden viste, som Dr. Heise bemærker, at Fangen paa Sønderborg efter den Maade, han var kommen der, var ligesaa farlig for Landets Ro og Sikkerhed, som om han havde været i Landet selv eller levet som landflygtig i Udlandet.

Neppe ét Aar efter disse Begivenheder afgik Frederik den Første ved Døden paa Gottorp Slot og blev begravet i Slesvigs Domkirke.

Handlinger efter luthersk Ritus).

FEMTE KAPITEL.

Reformationsbevægelsen i Kjøbenhavn.

hristiern den Andens Forsøg i Aaret 1520 paa at skaffe den lutherske Lære Fremgang i Kjøbenhavn var strandet; Martin Reinhard forlod Staden under Mængdens Hujen og Almuens Spot, Tiden syntes ikke moden til den store Omvæltning, og de politiske Uroligheder bortledede Tankerne fra Kirken og dens Forhold. Den katholske Geistlighed var dog strax opmærksom paa Bevægelsen, der truede fra Sydgrændsen, og søgte Midler imod den; Biskoppernes Frafald fra Kong Christiern var efter deres eget Udsagn væsentlig begrundet i dennes Sympathi for aabenbare Kjættere, og de søgte i Frederik den Førstes Haandfæstning saavelsom i et Forbund med Adelen en Støtte mod den Storm, som de forudsaa ikke vilde udeblive. Den udeblev heller ikke, men kom endog overraskende hurtigt. Kirkens Misbrug havde gjort Jordbunden modtagelig; lidt efter lidt, halv umærkelig banede den nye Lære sig Vei; Menigmand, der forhen havde været ligegyldig, blev vaagen, Luthers Navn kom paa Alles Læber, hans Skrifter fandt Vei til og bleve læste i Danmark, og hvad der var