Processen mod Hans Tausen.

153

Embede og faldt først et Aars Tid efter, da hans tidligere anførte (smlgn. S. 151) oprørske Udtalelser kom for en Dag.

Men hvis Kjøbenhavns Borgere havde haabet at fremme Reformationen ved det voldsomme Skridt, bleve de alvorligt skuffede; i Virkeligheden indtraadte der en Reaktion, som kom Katholikerne tilgode. Kongen befalede, at Frue Kirke skulde lukkes for al Gudstjeneste, og saaledes henstod den et helt Aar tom og ubenyttet. Da den atter gjenaabnedes med stor Høitidelighed den 15de Novbr. 1531, var det paa Biskop Joachim Rønnows Foranstaltning og med Rigsraadets Samtykke udelukkende for Katholikerne, som Dagen iforveien havdet ladet det af Lutheranerne midt i Kirken opstillede Alter fjerne. Det hedder vel, at Kongen blev forbittret over Biskoppernes og Rigsraadernes egenmægtige Optræden, men ikkedestomindre beholdt Katholikerne Kirken uforstyrret, indtil Grev Christoffers Ankomst tre Aar efter gjorde Ende paa al katholsk Gudsdyrkelse i Kjøbenhavn.

Kirkesagen kom ikke til nogen afgjørende Krise i Frederik den Førstes Levetid. Christiern den Andens sidste Forsøg paa at gjenvinde sine tabte Kroner gav Regjeringens og Folkets Tanker en anden Retning, og de Evangeliskes nære Forhold til den landflygtige Konges Parti maatte gjøre dem mistænkelige i Magthavernes Øine. En stærk Reaktion indtraadte; Tilhængerne af det Gamle eller dog de maadeholdne Elementer fik Overhaand, og Forholdet mellem Kapitlet og Borgerskabet blev nu taalelig godt. Mester Hans Tausen og hans Meningsfæller forbleve vel i Staden og prædikede, men Tiderne førte det med sig, at de maatte optræde med Forsigtighed og virke i Stilhed, hvor Kampens Larm nylig havde raset, og da Frederik den Første var død, saa det endog et Øieblik ud til, at Katholicismen skulde vinde hele sin gamle Magt tilbage. Paa Herredagen i Kjøbenhavn, der var samlet fra den 8de Juni til den 17de Juli 1533 for at vælge en ny Konge, blev det nemlig vedtaget, at kun Biskopperne kunde beskikke Præster og Prædikanter, og hermed var der med ét Slag gjort Ende paa al den Frihed og Sikkerhed, de Evangeliske havde nydt under den afdøde Konge. Prælaterne nølede intet Øieblik med at drage Fordel af deres Seir. De fremkom med en Klage mod Hans Tausen som den farligste af deres Modstandere; den lød paa, at han i et Skandskrift havde kaldt Bisperne „blodgjerrige Tyranner og stive Knubbe", at han havde

brugt haanlige og hovmodige Ord" mod Biskoppen i Roskilde, Joachim Rønnow, at han var den egentlige Ophavsmand til Billedstormen i Frue Kirke og endelig havde udspredt vrange Meninger om Nadverlæren, og derved gjort sig skyldig i Kjætteri. Flere af disse Punkter kunde, i Tilfælde af at Dommen gik den Anklagede imod, koste ham hans Hals.

Det var den 14de Juli 1533, at Hans Tausen mødte paa Kjøbenhavns Raadhus for at forsvare sig mod disse Anklager. 17 Medlemmer af Rigsraadet, der alle vare Prælaternes Tilhængere, 9 Prælater med Bisp Joachim Rønnow i Spidsen, Kjøbenhavns 4 Borgmestre og 12 Raadmænd, Malmøs 4 Borgmestre og nogle Raadmænd samt endelig Repræsentanter fra det menige Borgerskab, bestaaende af Udvalgte fra hvert Rodemaal, vare tilstede for at afsige Dommen. Skjøndt Anklagen for Kjætteri efter Lovene kun kunde foretages for et geistligt Forum, blev den dog fremdraget her; man vilde sandsynligvis slaa Lutheranerne for Munden, fordi de paa Herredagen i 1530 netop havde fordret, at Menigheden burde have den afgjørende Stemme i kirkelige Sager. Om hvad der foregik paa Raadhuset den Dag, haves kun sparsomme Efterretninger, men Processen synes at være bleven til en formelig Religionsdisputats mellem den Anklagede og hans mangeaarige navnkundige Modstander Poul Helgesen, af hvis Fremstilling man faar det Indtryk, at Tausen havde Vanskelighed ved at klare for sig. Striden dreiede sig navnlig om Nadverlæren, og da Tausen rentud erklærede, at han ikke kunde erkjende Nadveren i den katholske Form for at være det rette Sakrament, var han med det Samme fældet. Dommen lød paa, at han burde straffes efter Loven og staa til Rette efter Kjøbenhavns Stadsret, det vil sige: den var ensbetydende med Dødsstraf; men den var aldrig saasnart bleven afsagt, før den blev formildet ved den retslige Form, der kaldtes Dannemænds Bøn" (smlgn. S. 47). „For Guds og alle vore kjærlige Bøns Skyld hedder det i det paagjældende Aktstykke omdragede og forlode samme værdige Herrer saadan Straf og Pine, som Mester Hans forskyldet havde og med Rette lide og undgjælde skulde." Det var dog en høi Pris, der maatte udredes for denne Benaadning, thi Hans Tausen maatte herefter ikke befatte sig med nogen af Kjøbenhavns Kirker, ei heller holde Prædiken eller Gudstjeneste i dem, han maatte ikke efter denne Dag skrive Bøger eller lade dem prente;

Opløbet paa Gammeltorv.

155

han skulde inden en Maaned rømme Stiftet og ikke lade sig finde i Sjælland eller Skaane; kom han til Fyen eller Jylland, maatte han ikke prente, prædike, give sig af med nogen Præstevirksomhed eller trænge sig ind i nogen Kirke imod Bispens Vidende og Villie. Derimod skulde Joachim Rønnow atter annamme og beholde alle Kirkerne i Kjøbenhavn og der indsætte Præster og Prædikanter, som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de ville ansvare og være bekjendte, desligeste administrere. Sakramenterne, holde Messe og anden Gudstjeneste, som christeligt og tilbørligt er i alle Maader."

Grunden til, at Hans Tausens Benaadning fulgte umiddelbart efter Domfældelsen, maa vistnok for en Del søges i de luthersksindede Magistraters og de tilkaldte Borgeres Mægling, men fornemmelig i den kjøbenhavnske Borgerstands truende Holdning. Prælaternes Seir paa Herredagen havde allerede vakt et stærkt Røre i Byen, og da Angrebet mod Tausen paafulgte, der truede den tilbedte Førers Liv, og som man kunde forudse vilde blive Indledningen til en almindelig Forfølgelse mod de Evangeliske, besluttede Borgerne, at de ikke vilde finde sig heri. De rustede sig i deres Huse og henvendte sig underhaanden til Lybæks nye Borgmester Jørgen Wullenwewer, Føreren for det seirende lutherske Parti i Lybæk, som netop laa med en tydsk Flaade ved Dragør for at formaa Rigsraadet til at slutte sig til Lybæk i dets Kamp mod Hollænderne. Han havde rimeligvis allerede paa dette Tidspunkt faaet Afslag og var derfor overmaade villig til at give Borgerne en Haandsrækning mod Rigsraadet. I Smaahobe paa ti, tolv Mand bleve de lybske Matroser og Soldater smuglede ind i Staden, og medens Processen førtes paa Raadhuset, holdtes Gammeltorv besat af en larmende og truende Hob, der forlangte, at Tausen ufortøvet skulde sættes paa fri Fod. Forgjæves bleve nogle Medlemmer af Raadet sendte ned for at tale Folket til Rette og sige det, at Hans Tausens Liv ikke var i Fare; forgjæves anvendtes der Formaninger og Trusler; Almuen, der var sig sin Styrke bevidst, erklærede at ville sprænge Raadhusets Døre, ifald dens Fordring ikke blev opfyldt. Opløbet maa have været af temmelig alvorlig Natur, og det forklares herved, at man ikke turde anvende de skarpeste Midler mod den Anklagede. Var der krummet et Haar paa hans Hovedsiger et Øienvidne da var ikke En kommen levende derfra, thi hvorledes

39

den menige Mand hilsede Rigsraaderne, især Biskopperne og deres Munke, da de gik fra Raadhuset, det har jeg set med mine egne Øine og hørt med mine egne Øren." Da Tausen endelig viste sig paa Torvet, feiler det ikke, at han blev modtagen med Jubel; derimod vare de Hilsener, Rigsraadet og Prælaterne fik, da de gik hjem gjennem den oprørske Skare, af ganske anden Art. Man lod sig ikke engang nøie med Hujen og Skjældsord, men syntes at ville anvende Vold; ialfald vilde Biskop Joachim Rønnow neppe være undgaaet Mishandling, hvis Hans Tausen ikke havde ledsaget ham hjem til Bispegaardens Port, og derved beskyttet ham imod sine egne Meningsfællers misforstaaede Iver.

Efter Dommens Afsigelse begav Hans Tausen sig til Bistrupgaard ved Roskilde. I sit berømte Digt om Sandheds Landflygtighed, skriver han selv:

men denne Landflygtighed skulde dog ikke blive af lang Varighed. Ved Dannemænds Bøn" var der blevet opnaaet en Formildelse af Dommen; det laa nær at forsøge at bevare Hans Tausen for Kjøbenhavn ved at anvende det samme Middel endnu engang. Kjøbenhavns gamle Velynder og Borgernes fuldtro Ven, Mogens Gøye, Erik Banner, Mogens Gyldenstjerne, den senere Statholder paa Kjøbenhavns Slot, flere andre Adelsmænd samt Magistraten i Kjøbenhavn henvendte sig til Bisp Joachim Rønnow den 15de August, efterat Mogens Gøye Dagen iforveien var gaaet i Kaution for, at Tausen skulde prædike Guds Ord uden al Skjænds Ord og Tale paa Biskopper, Prælater eller nogen Anden ydermere eller videre, end den hellige Skrift indeholder og medgiver". Bispen tillod da atter Hans Tausen at prædike i Kjøbenhavn „for Guds Skyld og ærlig og velbyrdig Mands og strenge Ridder, Hr. Mogens Gøyes, sammeledes Borgmestres, Raads og Menigheds i Kjøbenhavn kjærlige Bøn og Begjæring". I et Revers forpligtede Hans Tausen sig endelig til at være Biskop Rønnow hørig og lydig og vide Hans

Tausen atter Præst i Kjøbenhavn.

157

Naades og Kirkens Gavn og Bedste af yderste Magt og Formue samt at tilkjendegive Bispen, om han fik noget Anslag at vide mod ham eller hans Geistlighed". Saaledes gik det til, at Dommen, kun en Maaned efter at den var fældet, blev omstyrtet og traadt under Fødder Hans Tausen var atter Præst i Kjøbenhavn og kunde fortsætte sin Virksomhed i Evangeliets Tjeneste som tidligere; Sandheden var atter kommen af Fængsel.

Fra dette Tidspunkt indtil Reformationens endelige Gjennemførelse høres der kun liden Tale om den religiøse Bevægelse i Kjøbenhavn; den drukner i Kampbulderet. Staden blev snart underkastet en af de haardeste Beleiringer, der nogensinde har været kjendt, og skjøndt Evangeliet uden Tvivl var de Ulykkeliges Trøster i Hungersnøden og Elendigheden, høres dets Stemme kun svagt. Hans Tausen vedblev at være Præst i Kjøbenhavn under hele denne Periode; med Hustru og Børn delte han Borgernes Lidelser og Sorger, men han er ikke længere Bevægelsens Fører. Den blev udkjæmpet af andre Mænd og paa andre Steder, indtil et kongeligt Magtsprog overhuggede Knuden efter Kjøbenhavns Fald.