Jakob Erlandsens Stadsret.

15

Fordel. Den indeholder 17 Paragrafer, saagodtsom alle gunstige for Bispen; først faar han tre Fjerdedele af alle Bøder (i Kongens Kjøbstæder fik Staden det Halve), dernæst skal han have fri Befordring til Skaane og Midsommersgjæld (Afgift af hvert Arnested), Ølgjæld, Jordskyld, Sildepenge og Tyvestød (en Afgift til Bispens Foged for at holde Tyve i Fængsel fra den Tid, de bleve grebne, til næste Tingdag). Derpaa handles om Bøder af fremmede Handlende, om Borgernes Forpligtelse til at forsvare Bispens Eiendom, vedligeholde Fæstningsværker og Gader m. m. Nogle enkelte Begunstigelser tilstaas vel Borgerne, men selv disse ere et Bevis for, at Kjøbenhavn paa ingen Maade havde erhvervet de fulde Kjøbstadrettigheder. Denne Stadsret bekræftedes 1275 af Bisp Peder af Roskilde i et Aktstykke, der opbevares i Raadstuarchivet, og hvoraf et ved sin eiendommelige Skrift interessant Stykke er gjengivet her.

Under de store Uroligheder, der fulgte efter Jakob Erlandsens Udnævnelse til Erkebiskop, truedes Kjøbenhavn med en Beleiring af den norske Konge Haakon Haakonson, som den 26de Juni 1257 lagde sig med en stor Flaade i Rævshaledybet, efter Aaret iforveien. at have gjort et Indfald i Halland. Det lykkedes imidlertid Kong Christoffer ved personlig Forhandling med sin Fjende at vinde dennes Venskab, saaledes at de to Konger aflagde Besøg hos hinanden og endog afsluttede et formeligt Forsvarsforbund. Den danske Konge vilde være som en Søn overfor Haakon, og denne lovede til Gjengjæld at handle som en Fader imod Christoffer, og i Fremtiden vilde de staa hinanden bi mod alle Fjender. For den trodsige Erkebiskop og hans Forbundsfælle, den danske Konges Vasal, Fyrst Jermer af Rygen, var denne Overenskomst en alvorlig Streg i Regningen, men Erkebispen, der arbeidede paa at bringe Abels Sønner paa Thronen, opgav dog ikke derfor sine Planer. Endelig kom det til et Brud. Paa et i Kjøbenhavn afholdt Koncilium besluttede Geistligheden at skjærpe Veile-Konstitutionens Bestemmelse: ,at Landet skulde belægges med Interdikt, ifald nogen Biskop blev fængslet, lemlæstet eller grovelig fornærmet", og samtidig besluttede en af Kongen sammenkaldt Herredag, at Erkebiskoppen og flere andre Biskopper skulde fængsles. Ved List faldt Jakob Erlandsen i Kongens Hænder og førtes til Hagenskov ved Assens, og i Henhold til Konciliets Bestemmelse forkyndte Biskoppen i Roskilde, Peder Bang, nu Interdikt over hele sit Stift, hvorpaa han rømmede til

Rygen, som hørte under Roskilde Bispestol. Kongen befalede, at Kirkerne skulde gjenaabnes, men da det ikke skete, satte han sig med Magt i Besiddelse af Kjøbenhavn og inddrog Bispens Eiendomme.

Paa Rygen besluttede Kongens Fjender: Bisp Peder, Fyrst Jermer og dennes tilkommende Svigersøn, den sønderjydske Hertug Erik (den anden af Abels Sønner) at føre Krig mod Kongen. Allerede i April gjorde de Landgang paa Sjælland og den 19de eller 20de trængte de ind i Kjøbenhavn, hvis Modstand saaledes kun har været svag. Stedet, hvor de trængte gjennem Befæstningen, kaldtes i lange Tider Jermers Gab og laa for Enden af Studiestræde; Værkerne her have neppe bestaaet i Andet end et Palisadeværk med en udenfor løbende Grav. Senere opførtes i Nærheden heraf (hvor Nørre- og Vestervold stødte sammen) et Hjørnetaarn, som fik Navnet Jermers Taarn eller Skandse, og Navnet skjulte sig til den allernyeste Tid endnu i den derliggende Helmers Bastion. Kjøbenhavn blev atter plyndret og Slottet nedbrudt, uden Tvivl imod Bispens Villie, da det jo ikke kunde være i hans Interesse at se sin faste Borg ødelagt. Et Pavebrev viser ogsaa, at Biskoppen det følgende Aar ved Trusel om Ban søgte at formaa Ryboerne til at gjenopføre Slottet og erstatte ham den lidte Skade, men Kilderne oplyse ikke, hvorvidt det lykkedes ham. Midt under Forberedelserne til at gjenerobre Sjælland døde Kong Christoffer pludselig i Ribe, forgivet af Provst Arnfast, og Enkedronning Margrethe Sprænghest kunde Intet udrette med en i Hast sammenskrabet Bondehær, der nedsabledes ved Næstved den 14de Juni. Først da den norske Konge Haakon Haakonson, sit Venskabsforbund tro, seilede med en Flaade til Kjøbenhavn for at befri Byen, drog Fyrst Jermer hjem, men Sagaens Beretning om, at Haakon traf Enkedronning Margrethe i Kjøbenhavn, er neppe paalidelig, da hun ikke var Herre i Staden. Nederlaget ved Næstved, i hvilket 10,000 Bønder skulle være faldne, havde iøvrigt til Følge, at Erkebiskop Jakob Erlandsen sattes paa fri Fod, men han forsonedes saa langt fra herved, at han tilligemed Peder Bang paa et Landemode i Roskilde erklærede, at de faldne Bønder som Kirkens Fjender vare uværdige til at hvile i christen Jord.

Under hele Erik Glippings Regering i de trange Tider, da Kongen og Enkedronningen toges tilfange efter Slaget paa Lohede, og Kampen med Geistligheden fortsattes, høres Intet af Betydenhed om Kjøbenhavn; først da Erik Menved er kommen paa Thronen og

ligger i Feide med Nordmændene og de Fredløse, trues Byen med et Angreb af den norske Kong Erik Præstehader, der havde sluttet Forbund med Kongemorderne. Den 6te Juli 1289 seilede han ind i Øresund med en Flaade, afbrændte Helsingør og lagde sig udenfor Kjøbenhavn i Rævshaledybet. Indbyggerne indtoge imidlertid en saa kjæk Holdning, at han ikke dristede sig til at angribe, hvorfor han indskrænkede sig til at hærge Hveen og Amager. I en hel Maaned laa den fjendtlige Flaade i Sigte af Byen, medens enkelte Afdelinger foretog Streiftog til Skaane, men den 6te August lettede den og seilede Sønden om Sjælland gjennem Storebælt til Samsø, der var i de Fredløses Besiddelse.

Kjøbenhavn havde saaledes, takket være sine egne Borgeres Mod, undgaaet en truende Fare, men det er sandsynligt, at den aabnede deres Øine for Fæstningsværkernes slette Tilstand. Disses Vedligeholdelse var vel Kommunens egen Sag, men den daværende Biskop i Roskilde Ingvar, som den 2den September 1289 takkede Raadet og Borgerne for deres Troskab og især for deres gode Forsæt at ville befæste Byen, lovede dem alligevel Pengebidrag hertil, og det vides, at det gode Forsæt" virkelig kom til Udførelse. Rimeligvis have de nye Fæstningsværker bestaaet af Mure med Taarne, men enkelte Dele af den gamle Plankebefæstning, saaledes mellem Nørreport og Studiestræde, hvor Jordsmonnets sumpige Beskaffenhed forbød Anvendelse af Sten, bleve staaende, thi „Byens Planker omtales endnu paa dette Sted i 1523.

En Levning af denne Befæstning var det i 1874 ved Voldenes Sløifning udgravne Taarn udenfor Larsleistræde, der jevnedes med Jorden, men hvis Omrids dog endnu findes antydet i Brolægningen. Dets Dimensioner vare ret anseelige; Høiden var 5 Alen over Jordens nuværende Flade og 5 Alen under; Taarnets indvendige Diameter var lidt over 10 Alen og Murenes Tykkelse 2 Alen og 8 Tommer. Interessant er det, at der op til Taarnet ikke fandtes Spor af Mur, men derimod et Bolværk med Palisader, hvad der jo stemmer fuldkomment med den Kjendsgjerning, at Byens Planker netop paa denne Strækning bevaredes til langt senere Tider. Taarnet havde oprindelig været aabent ind imod Byen, men var senere blevet lukket; det bar Navnet Hanetaarnet, hvorefter Hahns Bastion fik Navn. Paa Frederik den Andens Tid brugtes det endnu til Forraadskammer for Svovl til Krudtfabrikationen.

I Januar Maaned 1294 gav Biskop Johannes Krag, som da var Byens Herre, Kjøbenhavn en ny Stadsret. Den indeholder ikke mindre end 107 Paragrafer, men ligesom i Jakob Erlandsens Stadsret mærkes Bispens stærke Haand overalt; kun paa enkelte Omraader have Borgerne selv et Ord med i deres Anliggender. Stadens Magistrat har dog faaet en vis begrændset Myndighed ved Siden af Biskoppens Foged paa Slottet, og de 40 Marks Bøder kunne tilfalde Staden helt, dog paa den Betingelse, at de anvendes til Byens Nytte, det vil sige til Grave, Planker og Broer. En stor Mængde

Bestemmelser gaa ud paa at sikre Bispen Herredømmet i Byen og navnlig værge den mod Kongen; saaledes maa Ingen aflægge Troskabsed til nogen anden Herre end Bispen, ingen Kvinde maa ægte en Herremand uden at rømme Staden, Ingen maa under samme Straf klage over Biskoppen eller Medborgere til nogen verdslig Ret, Ingen maa gjøre sig Umage for, at Staden kan faa en anden Herre end Biskoppen i Roskilde, „dog tilføies der betegnende ukrænket den Erbødighed for Kongen af Danmark, som Borgerne skulle vise ham i Alt og overalt, især naar han kommer til Byen". Kongen af Danmark omtales næsten her som en fremmed Fyrste i et fremmed Land. Det maa ogsaa fremhæves, at Slotsfogdens

Nærværelse og Billigelse udkræves til Alt, hvad Raadet bestemmer, og at Bysvendene bare Biskoppens og ikke Stadens Mærke. Den mærkeligste af samtlige Artikler er dog den første, hvori alle Gilder, Forsamlinger, hemmelige og aabenbare, af hvad Art nævnes kan, forbydes i Kjøbenhavn, fordi man ikke blot skal afholde sig fra det Onde, men ogsaa fra Leilighed til Ondt". Det indses let, at særlig denne sidste Repressiv forholdsregel, der minder om Nutidens lille Beleiringstilstand og netop paa Grund af de friere Forhold i Kongens Kjøbstæder maatte være særlig utaalelig, har sat meget ondt Blod, og det varede heller ikke længe, inden Følelserne gave sig Luft i Handling. Da Kong Erik Menved i 1294 saa sig nødsaget til at fængsle Erkebiskop Johan Grand, og Bisp Johannes Krag ,dengang ikke havde Kongens Naade", som det hedder, begyndte uden Tvivl Borgerne at se hen til Kongen som deres eventuelle Frelser fra det geistlige Herredømme. I Juni Maaned kom Kongen til Byen, og hans Brev til Borgerne, hvori han takker dem for deres udviste Tjenester og lover dem, at han vil holde dem skadesløse for den Skade, der kan blive dem paaført, ifald de skulde „komme til" at fængsle hans Fjender eller fratage dem deres Gods, klinger næsten som en forblommet Opfordring til at forsøge paa at afkaste det forhadte Aag. Ialfald er det vistnok blevet fortolket saaledes af Menigmand, thi endnu samme Aar udbrød der et formeligt Oprør i Kjøbenhavn. Biskoppen var netop tilstede paa Slottet, da Stormklokkerne i Byen ringede; det var Aften, og „forførte af en djævelsk Trods" samlede Borgerne sig dels bevæbnede, dels ubevæbnede udenfor Borgen, og gave sig til at beskyde den med Armbørster. Da de imidlertid Intet formaaede at udrette med Magt, holdt de Raad om Natten paa Nikolai Kirkegaard, som da gik lige ned til Stranden, og holdt næste Dag Ting, skjøndt det ikke var Tingdag. Her opsatte de et Klageskrift mod Biskoppen, som de senere personlig overrakte Kongen, og samledes derpaa som paa Trods til et Gildelag, skjøndt dette, som vi have set, var udtrykkelig forbudt i Stadsretten.

Men Biskoppen fik hurtig Bugt med denne Bevægelse, og Kongen mægtede ikke at komme Borgerne til Undsætning eller give dem den Erstatning, han havde lovet. Hvilke Midler der anvendtes mod Oprørerne, om det var geistlige eller verdslige, vides ikke, men Saameget er sikkert, at Raadet næste Aar paa Byens