En Ørk. I Baggrunden et vævet Tapet. Orig. i Oldn. Museum.

SYVENDE KAPITEL.

er var nu forløbet over hundrede Aar, siden Erik af Pommern havde bemægtiget sig Kjøbenhavn, og i dette lange og paa Begivenheder rige Tidsrum havde Staden

gjort store Fremskridt. Under Kongemagtens Beskyttelse havde Handel og Haandværk udviklet sig; nye Kræfter vare dukkede op, hemmende Indflydelser vare blevne fjernede; Borgerstanden var voxet i Selvfølelse og Selvstændighed, og selv om Christiern den Andens vidtskuende Planer til Byens Opkomst vare strandede som Alt, hvad denne Konge foretog sig, kunde hans Bestræbelser dog kun være en Impuls for Efterfølgerne paa Thronen. Skjøndt der paa Reformationstiden endnu klagedes bittert over Hansestædernes Overgreb, begyndte deres Magt dog at svinde ved Konkurrencen med Hollænderne, og Oprettelsen af det danske Kompagni har uden Tvivl i høi Grad bidraget til den indfødte kjøbenhavnske Handelsstands Fremgang. De to Beleiringer, som med korte Mellemrum overgik Byen, ødelagde vel Handelen, standsede Haandværksdriften og decimerede Befolkningen, men saasnart Trykket var hævet, syntes

Onderne med det Samme bortveirede. Fra en lille uanseelig Kjøbstad, en af de ringeste i Riget, var Kjøbenhavn allerede naaet frem til at være den betydeligste. Der kan næppe tænkes noget gyldigere Bevis herfor end den Omstændighed, at Byens Privilegier og Rettigheder gik saagodtsom uskadte ud af de to Beleiringer; Kjøbenhavn blev hverken i 1523 eller 1536 behandlet som en erobret By; Seirherren gjorde begge Gange Alt for at stemme dens Indbyggere for sig, og disse, som saaledes bleve sig deres Stilling bevidst, forstod hurtigt at indvinde, hvad der var gaaet tabt. I hine Tider, da Værdierne ikke vare ophobede paa ét Sted, og den almindelige Velstand desuden ikke var stor, bleve slige Katastropher overhovedet snart forvundne. Uveirets Følger udslettedes hurtigt for en Smule Solskin.

En middelalderlig By, som Kjøbenhavn dengang var, havde et i mange Henseender forskjelligt Præg fra en Kjøbstad af lignende Størrelse nutildags. Naar man nærmede sig den, bebudede ingen Forstæder dens Nærværelse; i det Høieste vidnede nogle Kaalhaver og spredte Huse i Fæstningsværkernes umiddelbare Nærhed om det Liv, der rørte sig indenfor. Det Charakteristiske for Kjøbstaden var saa fuldstændig Afslutning fra Omverdenen som muligt. Adgangen var vanskelig; over Vindebroer og gjennem Udenværker kom man ind til Portene, hvor der om Natten holdtes Vagt af ét Sæt Vægtere, om Dagen af et andet. Stadens Sikkerhed bød, at Befæstningen, hvortil Udgifterne paahvilede Borgerne selv, var i saa god Stand som mulig, og særlig for Kjøbenhavns Vedkommende tvang de urolige Tider Indbyggerne til stadigt Arbeide paa Murene og paalagde dem store Omkostninger. Den tidligere omtalte Befæstning, som endnu i Midten af det 15de Aarhundrede bestod af en Blanding af Volde, Mure og Planker, de sidste paa de mindst udsatte Steder, maatte jevnlig udbedres og forstærkes; saavel under Christiern den Første, som under Kong Hans, anlagdes „Bulværker" og Skandser udenfor Portene, Murene og Taarnene bleve udbedrede, og Magistraten maatte jevnlig laane Penge hertil, men det var dog først under Frederik den 1ste, at der indførtes saa væsentlige Forbedringer, at Byen blev en efter hin Tids Begreber stærk Fæstning. Bag Murene og Taarnene blev der nemlig anbragt høie Jordvolde, som efter Hans Mikkelsens Forsikkring vare 16 Alen brede; dog blev vistnok Planke- eller Palissadebefæstningen staaende paa visse

Steder. Kronens Bønder ydede personligt Arbeide hertil, men ikkedestomindre hvilede Omkostningerne tungt paa Indbyggerne, som maatte laane 600 Lod Sølv af Frue Kirke. Ogsaa Slottets Værker bleve betydeligt forstærkede. Paa det Side 11 meddelte Kort over de ældste Kystlinier findes Stadsmuren med tilhørende Taarne indtrykt med Rødt; selvfølgelig maa man tænke sig en Grav løbende udenfor i hele Byens Udstrækning. Ethvert af disse Taarne havde sit særlige Navn. Det yderste, der omtrent laa paa det nuværende Vartovs Plads, kaldtes Vandmølletaarnet; imellem dette og Vesterport laa et andet, der hed Køge Barfred. I det skarpe Hjørne, hvor Nørre- og Vestervold stødte sammen, laa Jermers Taarn, og udfor Larsleistræde Hanetaarnet. Paa den lange Strækning fra Nørre til Østerport fandtes kun ét Taarn: Hans Klausens Taarn, omtrent hvor Slippen munder ud i Gothersgade, og endelig udfor Vingaardsstræde: Kringelen. Imellem Østerport og Kringelen nævnes i 1523 et Taarn, kaldet Smørhætten, der blev forbundet med Reberbanen ved et Stakit. Under Beleiringen i 1536 have Fæstningsværkerne sikkert kun taget ringe Skade, og det kan betragtes som et Vidnesbyrd om deres Godhed, at Christian den Tredie i Overgivelsesakten forlangte at være dem mægtig med hvis Skyts, Krudt, Lod og anden Krigstilbehøring, som udi Kjøbenhavn er eller være kan". Kongen fik med andre Ord Raadighed over Byens Forsvarsværker; der kunde i Fremtiden Intet foretages i denne Retning uden hans Befaling, og det til Voldenes Armering nødvendige Skyts udleveredes fra Slottet.

Indenfor disse Værker strakte Byen sig med sine uregelmæssige og krumme Gader, sine lukkede Gyder og Gange, der stundom vare saa smalle, at to Mennesker neppe kunde passere forbi hinanden, og som ovenikjøbet vare ufremkommelige paa Grund af de talrige Udbygninger og Skure saavelsom ved den herskende Urenlighed. Af Vognmændenes Skraa ses det, at Gødning og al Slags Uhumskhed laa otte Dage paa Gaderne, inden det kjørtes bort, og selv om Stadens Renlighed blev noget forbedret under Sigbrits Regimente, var dette jo kun af kort Varighed, og man faldt uden Tvivl snart tilbage til den gamle Slendrian. Det store Heste-, Ko- og Svinehold gav Anledning til megen Urenlighed, og det var ganske almindeligt, at Staldene og de hemmelige Huse" havde deres Afløb til Gaden, efterdi de Forbud, som udstedtes herimod,

ikke bleve overholdte. Magistraten lod i 1518 indrette „Skarnkister“; det var disse, som under Beleiringen 1536 brugtes til Arrester, og som formodentlig vare bestemte til Optagelse af Feieskarn, maaské for at beskytte Havnen mod videre Forurening. Mangelen paa frisk Luft og Lys blev for en Del afhjulpen ved den store Mængde Haver, Grønninger og ubebyggede Pladser, der fandtes indenfor Voldene, men de ugunstige sanitaire Forhold avlede dog hyppigt pestagtige Sygdomme eller gjorde Indbyggerne modtagelige for dem. Ikke faa af de middelalderlige Gadenavne ere den Dag idag bevarede, medens andre enten ere blevne forvanskede eller afløste af nye. Fra Gammeltorv, Byens egentlige Centrum, hvis Udstrækning var bleven betydeligt formindsket, ved at de tidligere (S. 44) omtalte Handelsboder vare blevne til faste Huse, udgik Hovedveiene: Vestergade til Vesterport, som laa lige for Gaden, Nørregade til Nørreport, der ligeledes laa midt for Gaden, Tydskemannegade, som ikke længere mundede direkte ud paa Torvet, men hvortil Adgangen førte gjennem Klædeboderne og Skoboderne og endelig Vandmøllestræde, det nuværende Raadhusstræde, som vistnok oprindelig førte til Ladbro. Fra Torvets Vestside midt imellem nuværende Frederiksberggade og Vestergade udgik en lille krum Gade Vommebadstustræde, der stødte sammen med Lille S. Klemensstræde; - nuværende Frederiksberggades østlige Ende, der hed Store S. Klemensstræde optoges ligeledes gjennem det saakaldte Helligkorsstræde af Lille S. Klemensstræde, som førte op til Kirken af samme Navn i nuværende Frederiksberggades vestlige Ende. Veien fra S. Klemenskirke til Gammeltorv mundede altsaa som en togrenet Gaffel ud paa Gammeltorv, og de tvende Gaffelgrene bare Navnene Store S. Klemensstræde og Vommebadstustræde. Den sidstnævnte Gyde var opkaldt efter en Badstue, Vommebadstuen, maaské et Øgenavn, siger Dr. Nielsen, fordi Vandet kun naaede op til Maven.

Hele det Kvartér, som nutildags gjennemskjæres af Mikkelbryggersgade og Lavendelstræde ud til Farvergade, kaldtes vistnok indtil langt ind i det 16de Aarhundrede Kattesundet og var ubeboet, fordi det som opfyldt, fugtig og sid Grund ikke egnede sig til Bebyggelse, hvorimod det Stræde, der nu hedder Kattesund, oprindelig havde Navn af, at det førte ned til Kattesundet. Farvergade, der løb paralelt med Stranden hed Søndergade og fortsattes gjennem Kompagnistræde (saaledes kaldet efter det danske Kompagnis Gaard)

og Ladbrostræde, nuværende Læderstræde. Disse Gader vare en Tidlang Strandgader, men de ophørte at være det, efterhaanden som der indvandtes Jord fra Havnen, hvilket netop i det 15de og 16de Aarhundrede foregik uafbrudt. Udviklingen gik saaledes for sig: den med fri Udsigt til Stranden liggende Gade blev ved idelig Opfyldning i Havnen bredere og bredere; der solgtes Grunde paa Gadens Sydside, som efterhaanden bebyggedes, og nu dannede der sig en ny Strandgade bag Husene, hvor den samme Proces efter kortere eller længere Tids Forløb gjentog sig. Paa denne Maade avancerede Byen langsomt ud i Havet, og saaledes er det gaaet til, at Vimmelskaftet afløstes som Strandgade af Læderstræde, denne atter af Magstræde og Snaregade og disse endelig af nuværende Nybrogade. Paa Reformationstiden existerede dog hverken Magstræde eller Snaregade. Den sidste Gade opkaldtes efter en stor Gaard paa Kompagnistrædes Sydside, der tilhørte Erland Jonsen Snare, som var Raadmand i Slutningen af det 15de Aarhundrede, Magstræde efter et offentligt Privat eller „Mag", som her var anbragt ud i Stranden.

Fra Vandmøllestræde udgik Brolæggerstræde, som oprindelig hed Bennikestræde (af et Mandsnavn Bennike), men i Slutningen af det 15de Aarhundrede omdøbtes det og opkaldtes efter Per Jensen Brolægger, som eiede et Par større Gaarde med tilhørende Haver paa dette Strøg. Et mindre Stykke af Knabrostræde nemlig mellem Brolægger- og Kompagnistræde existerede ved det 15de Aarhundredes Udgang; det havde dengang det ufuldkomne Navn: „det lille Stræde, som man gaar ned til Knud Skrivers Gaard", og var endnu ikke gjennembrudt til Vimmelskaftet. Senere hed det Knagerøgstræde. Strandbadstustræde, eller som det senere kaldtes, Badstustræde, havde sit Navn efter den derværende Badstue paa Hjørnet af Kompagnistræde, Hyskenstræde af den saakaldte Hysekebro (smlgn. S. 33). Gaden blev allerede ved Aaret 1440 omdøbt til Lasse Winders Stræde af Sømmelighedshensyn, men dens forrige Navn holdt sig alligevel; i 1519 betegnes den som „Lasse Winders Stræde, som nu kaldes det gamle Hyskenstræde". Dets Fortsættelse: Naboløs nævnes i 1514.

Den fornemste Gade i Kjøbenhavn paa Reformationstiden var uden Tvivl Tydskemannegade, der oprindelig mundede ud paa Gammeltorv og havde Navn efter de talrige derboende tydske