Ludimagister Hafnensis i Aaret 1519, og som saaask Grammatik for Disciplene. Han blev Univer

or efter Reformationen og indlagde sig stor Formedicinske Studium. Sandsynligvis var der flere and neppe har kunnet undervise de mange Elever. Tere vare ligesom den Dag idag slet lønnede; „den, og brænde siger Poul Helgesen tæmme en en Hund, han faar Maaneds Sold, Slot og Len, - understundom en ærlig Forsyn (Forsørgelse) i sin .. som optæmmer Menighedens Børn, kan neppelig Føde." Hvorfor Latinskolens Disciple have givet Navn, vides ikke; maaské have de sædvanligvis

den af Universitetet og Skolen, men i langt høiere begge, virkede Bogtrykkerkunsten for Massernes OpOplysningens Udbredelse. Den første Bogtrykker i . og man kan tilføie Boghandler, thi disse to Forretdengang sammen, var Godfred af Ghemen, en Nedervistnok indkaldtes hertil af Universitetets Vicekantsler rtsen i 1489 eller 1490. De Bøger, han udgav og tryk

Skolebøger, religiøse og juridiske Skrifter samt Folkeakrøniken, Peder Laales Ordsprog og „Flores og Blansen skjøndt de fandt rivende Afsætning, synes Godfred af at have levet i smaa Kaar indtil sin Død, der formodentlig 1510. Hans Trykkeri blev ikke fortsat, thi den næste kjøiske Bogtrykker, Matthæus Brandis, der først havde trykt i og derpaa i Ribe, førte sit eget Officin med sig, hvilket han vis et Par Aar efter afhændede til den første danskfødte ykker Povel Roff, Kannik i Kjøbenhavn, en anset og velstaaende , der endog havde været Universitetsrektor. Hvad der navnjorde Bogtrykkerkunsten til Folkets Eiendom, var, at den strax dte i den politiske og religiøse Agitations Tjeneste; Frederik Første og Adelen, Lybækkerne og Svenskerne udslyngede Anageskrifter mod Christiern den Anden, som besvarede dem fra dlandet; under Reformationstiden henvendte den folkelige Satire, Smædevisen og Flyveskriftet sig netop til Folkets lavere Lag, og de kjæmpende Parter lærte snart, at hvis de vilde seire, ikke blot materielt, men aandeligt, var der en offentlig Mening, man kunde

de unge Folk, Peblinge og Drenge, lede i min og andre fleres Ungdom af deres vanvittige og umilde Skolemestre og Hørere med de slemme uchristelige Hudstrygelser, Slag, Hug og Plager, som de gave dem for en føie Brøde og saa godt som for ingen, det vide baade Præster og Munke, Kanniker og Skrivere, som vare deres Disciple. Samme ufornumstige Skolemestre og Hørere flængede, slede og hudstrøge og sloge de fattige Børn, Peblinge og Degne, at Blodet løb ned af Ryggen paa dem i deres Hoser for en Tøddels eller Ords Skyld, som En fór vild udi, eller i sine Kaser og Temporalier. Forsømte og nogen ung Dreng eller Pebling sin Skolegang paa en Time eller to eller paa en halv Dag, da skulde han slide saa mange Ris som en Tyv, der havde stjaalet en Hest eller Ko, og fast flere; de lode dem ikke nøie dermed, at de saa hudstrøge dem selv, men der skulde og hver af de andre Peblinge give hannem et Slag med Riset paa hans Bag; tilmed slog han og ikke saa haardt, som Mestren vilde, da fik han selv paa Arsen derfore. Paa et senere Tidspunkt synes dog disse Forhold at have forandret sig noget til det Bedre; Peder Palladius klager ialfald ikke over haard Behandling i Skolen. I Visitatsbogen, hvor han anbefaler Folk at sætte deres Børn i Skole, siger han: „Der er halvtredie hundrede deilige Peblinge paa denne Dag, ogsaa Bønderbørn, udi Kjøbenhavns Skole; deres Forældre hjælpe mindst til deres Føde; de faa den alligevel, Gud være lovet! Gud forser dem vel. De hellige Engle ere hos dem, og gode gudfrygtige Borgere forse dem med Hus og Almisse, saa dem skader dog Intet. Ikke ere de heller ledige der i Skolen, som man lyver paa dem; I se jo vel, at vi have ikke været ledige i Skolen, endog vi leget undertiden paa Marken, som Eders Drenge gjør ved deres Maitræ; med Lyst og Leg lærte vi det, vi lærte. Lad ikkun det Barn løbe hen til Roskilde, til Kjøbenhavn, til Malmø, til Tydskland; dør han bort, saa finder Du hannem i Himmerige; bliver han ved Livet, saa kommer han Dig glad nok hjem igjen; der tørst Du intet tvivle paa.“ Heraf fremgaar det, at Disciplene atter hovedsagelig levede af AlInisser. Palladius nævner Sidsel Apothekers som fattige Studenters gode Ven"; Universitetets Vicekantsler Peder Albertsen velsom andre godgjørende Mehnesker betænkte Disciplene i deres Testamenter. Om Skolens Forstandere i Middelalderen have vi kun faa Efterretninger; den berømteste var Christen Terkildsen

Morsing, der var Ludimagister Hafnensis i Aaret 1519, og som saadan udgav en latinsk Grammatik for Disciplene. Han blev Universitetets første Rektor efter Reformationen og indlagde sig stor Fortjeneste af det medicinske Studium. Sandsynligvis var der flere Lærere, da én Mand neppe har kunnet undervise de mange Elever. Ungdommens Lærere vare ligesom den Dag idag slet lønnede; „den, som kan skjænde og brænde siger Poul Helgesen tæmme en Hest eller hidse en Hund, han faar Maaneds Sold, Slot og Len, store Skjænk og understundom en ærlig Forsyn (Forsørgelse) i sin Livstid; og den, som optæmmer Menighedens Børn, kan neppelig faa sin daglige Føde." Hvorfor Latinskolens Disciple have givet „Peblingesøen“ Navn, vides ikke; maaské have de sædvanligvis badet her.

Ved siden af Universitetet og Skolen, men i langt høiere Grad end dem begge, virkede Bogtrykkerkunsten for Massernes Opdragelse og Oplysningens Udbredelse. Den første Bogtrykker i Kjøbenhavn, og man kan tilføie Boghandler, thi disse to Forretninger hørte dengang sammen, var Godfred af Ghemen, en Nederlænder, som vistnok indkaldtes hertil af Universitetets Vicekantsler Peder Albertsen i 1489 eller 1490. De Bøger, han udgav og trykkede, vare Skolebøger, religiøse og juridiske Skrifter samt Folkebøger (Rimkrøniken, Peder Laales Ordsprog og „Flores og Blanseflor) men skjøndt de fandt rivende Afsætning, synes Godfred af Ghemen at have levet i smaa Kaar indtil sin Død, der formodentlig indtraf i 1510. Hans Trykkeri blev ikke fortsat, thi den næste kjøbenhavnske Bogtrykker, Matthæus Brandis, der først havde trykt i Lybæk og derpaa i Ribe, førte sit eget Officin med sig, hvilket han rimeligvis et Par Aar efter afhændede til den første danskfødte Bogtrykker Povel Ræff, Kannik i Kjøbenhavn, en anset og velstaaende Mand, der endog havde været Universitetsrektor. Hvad der navnlig gjorde Bogtrykkerkunsten til Folkets Eiendom, var, at den strax traadte i den politiske og religiøse Agitations Tjeneste; Frederik den Første og Adelen, Lybækkerne og Svenskerne udslyngede Anklageskrifter mod Christiern den Anden, som besvarede dem fra Udlandet; under Reformationstiden henvendte den folkelige Satire, Smædevisen og Flyveskriftet sig netop til Folkets lavere Lag, og de kjæmpende Parter lærte snart, at hvis de vilde seire, ikke blot materielt, men aandeligt, var der en offentlig Mening, man kunde

faa i Tale gjennem Pressen. Tydskeren Hans Vingaard, som i 1532 bosatte sig i Kjøbenhavn og virkede her indtil 1559, har store Fortjenester af de lutherske Ideers Udbredelse; han havde sit Trykkeri i det,ny Klosterstræde", nuværende Graabrødretorv. Det følger af sig selv, at Bogtrykkerkunstens første Præstationer herhjemme vare tarvelige og alt Andet end tillokkende for Øiet; store Værker bleve derfor hyppigt trykte i Paris eller Antwerpen, og det blev end ikke betroet Hans Vingaard at trykke Christian den Tredies danske Bibel af 1550.

Da Kongerne erhvervede Kjøbenhavn, kom denne By ligesom de øvrige danske Kjøbstæder i Besiddelse af et stort Maal af kommunal Selvstyrelse, medens Borgernes lovmæssige Indflydelse paa Rigets almindelige Anliggender var og forblev ringe. Paa Rigsdagene var det Rigsraad, Prælater og Adel, der fattede de afgjørende Beslutninger; kun sjælden vare Kjøbstæderne repræsenterede, og naar de vare det, var deres Ombuds Samtykke næppe andet end en Formalitet. Indenfor Byens egne Enemærker udøvede derimod Borgmestre og Raadmænd en omfattende Myndighed, og lidt efter lidt fik disse Værdigheder et aristokratisk Præg. Kong Erik af Pommern bestemte, at Ingen maatte blive Borgmester eller Raadmand, som var Haandværker, og da Magistraten derhos selv besatte de Pladser, der bleve ledige, uden de menige Borgeres Medvirkning, blev Følgen, at Øvrighedsposterne faldt i Hænderne paa Byens rigeste og mest ansete Familier, og at der udviklede sig et Slags Borgeraristokrati. Ved Siden af Magistraten stod vel Slotsbefalingsmanden, eller som han kaldtes „Fogden af Huset", der skulde sørge for, at man ikke gik Kongens Interesser for nær, men han indblandede sig neppe nogensinde i Byens almindelige Styrelse, og hans Kontrol har ikke været skarp. Dog forbeholdt Kongen sig en vis Indflydelse paa Besættelsen af Borgmesterposterne, idet Valget neppe var gyldigt uden hans Stadfæstelse, og med Anvendelsen af Stadens Midler førtes der vedblivende Tilsyn af Borgerne selv, idet Magistraten hvert Aar maatte aflægge offentligt Regnskab paa Raadstuen over Indtægter og Udgifter, hvor da Rodemestrene og nogle af de mere ansete Borgere gav Møde. Raadet kunde heller ikke sælge Stadens Eiendomme til sine Medlemmer eller sætte Byen i store Bekostninger uden Borgerskabets Samtykke; der var overhovedet paa mange Omraader en ret virksom Finantskontrol. I

Slutningen af det her omhandlede Tidsrum ophørte iøvrigt Magistratens Selvsuppleringsret, da Frederik den Første i 1526 gav det menige Borgerskab Ret til selv at vælge sin Øvrighed; denne Frihed hænger nøie sammen med Tidens demokratiske Rørelser, og blev, som vi have set, strax misbrugt, da Christiern den Andens Parti benyttede sig heraf og opkastede sig til Herre i Staden. Herligheden varede ogsaa kun i 10 Aar; thi da Christian den Tredie i 1536 havde tvunget Kjøbenhavn til Overgivelse, forbeholdt han sig selv at beskikke Borgmestre og Raadmænd.

Byen havde to Borgmestre og ti Raadmænd, et Tal, som Frederik den Første forøgede henholdsvis til fire og tolv. De ordnede Alt, hvad der vedkom de indre Anliggender, og udgjorde efter middelalderlig Skik et særligt Laug. Ethvert nyt Medlem maatte ved sin Indtrædelse afholde Udgifterne til et Gilde for Embedsbrødrene, men i 1516 bestemtes det, at ny Medlemmer i Fremtiden kun skulde betale 20 Mark i Magistratens Bøsse, og at Udgifterne til al „Kost" og „Kollas" skulde afholdes af Fælleskassen. Der er ingen Tvivl om, at det var en baade hædret og efterstræbt Stilling at have Sæde i Raadet, thi skjøndt den gav Overflod af Arbeide, medførte den ikke blot Magt, men ogsaa Indtægt og Fordel. Raadet fritoges ved Christoffer af Bayerns Stadsret for Byskat; Tiendedelen af Arv, der gik til udenrigske Arvinger eller som arvingsløst Gods tilfaldt Kronen, skulde udbetales Raadet; det havde Brugen af en Del af Byens Jorder (dog først efter Serridslev Marks Erhvervelse i 1525) endvidere Fiskeriet i Søerne, Eneret til at udsælge fremmed Øl i Kandevis fra „Stadskjælderen", en vis Afgift af alt Vin og fremmed Øl, der udtappedes og solgtes, Andel i Bøder, Redsel af fremmede Kræmmere, Veierpenge af Alt, hvad der veiedes i Veierhuset o. s. v. Flere af disse Indtægtskilder som f. Ex. Sisen af fremmed Øl og Veierafgiften maa have været meget indbringende.

Blandt de mange Særrettigheder, der vare tilstaaede Kjøbstæderne, betragtedes den, at de havde deres egen Domstol som særlig værdifuld. Ingen Borger kunde stævnes eller dømmes udenfor sin By eller efter anden Lov end Stadsretten. Alle Sager, det. være sig grove Forbrydelser eller mindre Forseelser, paadømtes ved Bytinget, der afholdtes under aaben Himmel tæt ved Raadhusets Indgang. Byfogden, som valgtes af Slotsbefalingsmanden og Magistraten i Forening, førte Forsædet; Retten bestod af Borgmestre