Øvrighedens Kontrol med Gilderne.

247

Resultatet blev, at Klagerne fik Medhold; Ingen maatte i Fremtiden gjøre Handsker af de nævnte Slags Læder uden Remsniderne, Pungmagerne og Taskemagerne. De i Skraaerne fastsatte Mesterstykker angive i det Væsentlige Haandværkets Omfang. Sværdfegernes Mesterstykke var saaledes et „Pasholteræsværd", en Dolk og en Kaarde, Kjedelsmedenes en Bryggepande, en Bryggekjedel og en Suppekedel, Grovsmedenes en Hestesko af 3 „Osmunde“ (Klumper Smedejern), en Tømmermands Øxe og en Jerngreb, Kleinsmedenes et Par Sporer, en Spenrighel" og et Laaseblad, Knivsmedenes forskjellige Slags Knive. Alle disse Arbeider bleve udførte under Tilsyn, saaledes at Bedrageri var umuligt; desuden maatte Svenden traktere de Tilsynshavende med Øl og Mad.

Øvrigheden holdt skarp Kontrol med Gilderne; ingen Skraa var gyldig uden at være stadfæstet af Magistraten; Oldermændene bleve enten valgte af Borgmestre og Raad eller stadfæstede af dem, og den, der oprettede et ulovligt Gilde, mistede sin Hovedlod. Der var fastsat bestemte Priser for ethvert Haandværksarbeide; bleve de overskredne, idømtes de Skyldige Bøder og forspildte i Gjentagelsestilfælde deres Borgerskab. Overfor Bagere, Ølkoner og Guldsmede var man særlig streng, aabenbart fordi der her var rig Leilighed til Forfalskninger og Bedragerier. I de kjøbenhavnske Guldsmedes Skraa forbydes det under høi Bøde at arbeide i Andet. end lødigt Sølv og godt Guld; gjorde Nogen herimod tre Gange, skulde han rømme Staden. Alt Arbeide skulde mærkes med Byens Mærke; man havde altsaa allerede dengang det, man nutildags kalder Kjøbenhavns Prøvesølv. Møntmesteren og to Guldsmede skulde paa Markeder undersøge alt Arbeide; var det ikke mærket, eller holdt det ikke den rette Lødighed, hjemfaldt Mestrene til haarde Bøder, og Varerne konfiskeredes. En farlig Bestemmelse var det, at Guldsmedene maatte arbeide i Kobber og Messing og forgylde og forsølve det, dog kun naar der anbragtes et Mærke paa det, som viste, at det ikke var ægte. Man kan være overbevist om, at Forfalskninger hørte til Dagens Orden, hvad der da ogsaa ses af en Forordning, udstedt i 1490 af Kong Hans, hvori det hedder, at Kongen er kommen til Kundskab om, at Guldsmedene i vore Kjøbstæder her i Riget gjøre og arbeide meget ondt Sølv, ved hvilket vore kjære Undersaatter, den menige Mand besviges dem til Skade og Forfang i mange Maader". Gilderne bleve uden

Tvil Arnesteder for alle Slags Misbrug og Onder, hvorimod endog kraftige Midler viste sig virkningsløse. Det er overhovedet charakteristisk for den ældre Lovgivning, at den aldrig blev strengt overholdt; Befolkningens passive Modstand, indgroede Sædvaner og overleverede Traditioner holdt sig i lange Tider trods alle kongelige Magtbud; Øvrigheden formaaede ikke at beseire den seige Modstand,

som kun langsomt veg for den stigende Oplysning og Sædernes Forbedring. I Kjøbenhavns Historie viser dette sig paa mange Maader og under mange Former, og man kan derfor paa ingen Maade af de skriftlige Forordninger og Forbud slutte, at Tingene virkelig kom til at se saaledes ud, som Magthaverne befalede, at de skulde være.

Gildebrødrene samledes ofte, man kan sige: altfor ofte, til Forlystelser, Dands og Drikkelag i Laugshusene, hvoraf der fandtes

mange omkring i Byen. Bryggerne havde deres senere saa bekjendte Laugshus paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, Skrædernes Forsamlingshus var i Brolæggerstræde og Smedenes paa Graabrødreklosters Grund. I disse Bygninger fandtes i det mindste én stor Sal, forsynet med Bænke langs Væggene og et mægtigt Bord foran; ovenover Bænken var der hyppigt indmuret et prægtigt udskaaret Skab, hvor Gildet opbevarede sine Papirer, Bøger, Drikkekar o. desl. Her holdtes foruden Laugsgilderne, der betaltes af de vordende Mestre, de saakaldte „Adeldrik“ paa Aarets Høitidsdage ved Jul, Fastelavn, Helligtrekonger, Valborgs Dag o. s. v., og man var vistnok i Reglen samlet om Øllet hver Søndag Aften hele Vinteren igjennem. Man skiltes tidligt; Signalet til Opbrud gaves af en af Gildets Embedsmænd ved at hamre med et Stykke Træ i Bordet. Der valgtes enten Skjænkere ved Drikkegilderne, eller den yngste Mester maatte paatage sig det besværlige Hverv. Af Bagersvendenes Laugsskraa ses det, at der herskede et Slags Etikette ved Bordet; man maatte ikke drikke Andre end Gjæster til tvers over Bordet, men skulde ellers drikke hverandre retsinniges om til". Smedene indledede deres Adeldrik med en Bøn. Af gode Grunde skulde Enhver, der betraadte Gildestuen, lægge sine Vaaben fra sig, dog ikke Kniven, som bares i Beltet, men det var forbudt og straffedes med høie Bøder at drage den mod en Laugsbroder. Hazardspil og Dobbel var strengt forbudt i de fleste Laug, thi de førte hyppigt til Drab; Lovene toge temmelig lemfældigt paa denne i raa Tider saa farlige Adspredelse, skjøndt Bestemmelsen i Christoffer af Bayerns Stadsret, at den, der dræbes under Spillet, skal jordes under Galgen, vel har gjort et stærkt Indtryk. Festerne sluttede ikke sjeldent med en Dands til Lyden af Piber og Trommer eller til Sang af Kjæmpeviser. Imod disse sidste ivre Reformatorerne stærkt. Frants Wormordsen kalder dem løsagtige Viser, der Drankere og Bolere have digtet udi syndig og ubekvem Handel", og siger, at de ere fulde af skadelig og taabelig Overtro; den samme Dom fældes af Peder Palladius og hundrede Aar efter af Hans Povelsen Resen. I Visitatsbogen giver Palladius en Skildring af, hvorledes det bør gaa til ved Gilderne; han anbefaler at bede et Fadervor først, „at I ikke løbe udi Mad, som Svin og Køer (med Orlov sagt)" og fortsætter derpaa: Dernæst æde og drikke I med hverandre og sidde tilsammen og tale god Snak om Gud og det, som godt er, om Ægte

"

skabs Handel, giver hverandre Eders Børn og Døttre til Ægte, og lærer og underviser hverandre. Ja, Somme give ogsaa tilkjende, at de ere gladhjertige og sidde og sjunge eller kvæde en deilig Vise, give en Vise for i Dandsen, drikke hverandre til med et Ærinde (Vers) af en Vise, som vi maa, dersom vi ellers kunne fare vel derved; Djævelen skikker os saa mange onde Stunder dertil; vi maa vel stjæle os en glad Stund til at drikke en Skaal Øl med hverandre endogsaa over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og demme eller fortale hverandre, eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde, Helgens Paakald og anden Ubeleilighed." Man faar heraf et Begreb om, hvorledes Tiden fordreves i Haandværksgilderne; men det feiler ikke, at man i de politisk og religiøst bevægede Tider er kommen ind paa Themaer af anden Beskaffenhed, og at Laugene da ere blevne et Slags politiske Klubber, i hvilke Meningerne have staaet skarpt mod hinanden. Vi have en Samtidigs Vidnesbyrd for, at der under Reformationsbevægelsen endog opstod Uenighed mellem Mænd og deres Hustruer, thi „Dannekvinder vilde gjerne holde deres rette Tro og Dyrken".

Det var solid Føde, man tog til sig; Datidens Festmaaltider vare ikke beregnede paa forvænte Ganer. Røget Flæsk, fersk og vindtørret Kjød, Vildt, Marsvineflæsk og Sælhundespæk, i Almindelighed tillavet med mange og stærke Kryderier, figurerede paa Bordet sammen med Rugbrød og Hvedebrød; det sidste betragtedes dog nærmest som Kage nutildags. Maden skylledes ned med uhyre Masser af Øl, hvoraf der indførtes mange forskjellige Sorter fra Tydskland, thi det danske Porsøl var ikke agtet, fordi det var svagt og ildesmagende. De fremmede Ølsorter, der oftest nævnes, ere: hamborgsk, rostoksk, vismarsk og bremisk Øl, endvidere sundisk (fra Stralsund), Pryssing (fra de preussiske Stæder Danzig og Kønigsberg), Emst Øl (fra Embden), Mumme (fra Brunsvig), bardsk Øl (fra Barth i Pommern), Bernost Øl (fra Bernau i Brandenborg) og Kakerbille, der vistnok bryggedes i Holsten. Øllet blev ved Laugsgilderne drukket af Skaaler, Krus eller Stob og Glas; i Bagersvendenes Skraa er der udtrykkelig fastsat en Bøde af 1 Mark Vox for at slaa et Glas istykker. Ved større Høitideligheder og Laugsfester gik uden Tvivl de prægtigt udstyrede Drikkehorn, som ellers kun brugtes til Smykke paa Bordet, rundt fra Haand til Haand. Naar Stemningen

saa blev animeret under Indflydelsen af det stærke Øl, og Brødrene bleve hede i Hovederne, kom det vel hyppigt til Slagsmaal og anden usømmelig Opførsel; de talrige skarpe Bestemmelser i Gildeskraaerne herimod vise klart, hvorledes Tidens Sæder vare.

Der

var Straf mod „Bulder og Ustyr" ganske i Almindelighed, mod at overhælde hinanden med Øl, angribe hverandre paa Rygte og Ære, slaa hinanden paa Tænderne eller Kindbenet, drage hinanden i Haaret, eller trække Kniv i Alvor, bruge Ukvemsord som Tyv, Skalk, Forræder eller Løgner, o. lign. Kvindernes Nærværelse, som man dog skulde tiltro en vis dæmpende Indflydelse, udrettede næppe meget; ellers vilde Skraaerne ikke indeholde saa mange Paragrafer om uhøvisk Opførsel af det Slags, man nutildags ikke kan tale om.

Raahed og Voldsomhed var dog ikke blot tilstede i Haandværksstanden; den fandtes i alle Stænder og Samfundsklasser. Sværdet sad løst i Skeden hos Adelsmændene; mange af dem havde et eller flere Drab paa Samvittigheden, og Datiden bedømte en saadan Gjerning mildt, snarere som en ulykkelig Hændelse end som en Forbrydelse. Man sagde dengang, at man var kommen for Skade" at slaa En ihjel, ligesom man nutildags kommer til at slaa Noget i Stykker. Da Grev Christoffer mødte Christian den Tredie i Kolding, synes han at have brugt nærgaaende, utugtige Ord til Hoffets Damer, hvilket bidrog til at umuliggjøre en fredelig Overenskomst. Det er charakteristisk, hvad den keiserlige Afsending Herberstein fortæller om Søren Norby, Kongens Kaptain paa Havet", at han gjorde alle sine Gjerninger i Djævelens Navn, og selv om

99