man kan undskylde en saadan Vane hos den djærve Sømand, véd man, at den berømte Bisp i Odense, Jens Andersen Beldenak, efter lang Tids Fordrivelse fra sit Stift svor ved vor Herres Liglagen, at han vilde dø en vældig Bisp i Fandens Navn", en Ed, der unægtelig klinger høist forargelig i en høitstaaende Prælats Mund. Overhovedet var Geistlighedens Levnet lastefuldt; saaledes befales det dem allerede paa Christoffer af Bayerns Tid at holde sig ærbare ved Gjæstebud, ikke aabenlyst holde Konkubiner, ikke besøge Kroer eller mistænkelige Huse, ikke bære Vaaben uden høi Fornødenhed eller bruge forbudne Kunster og Spaadomme, ja der sættes en Straf af 4 Mark Sølv for dem, der holde et høitideligt Gilde i deres eget Hus i Anledning af deres Konkubiners Barsel eller Indledning i Kirken. Hvor anstødelige Sæderne blev henimod Reformationen, fremgaar af utallige Beretninger. Kirkerne toges i Brug til profane Øiemed; Skyts og Vaaben opbevaredes i dem (i Vaabenhuset), ved Maidagstide stormede Maigreven og hans berusede Følge op til Altret for at offre, ja Brudefolk pleiede at feire anden eller tredie Bryllupsdag i Kirken med Svir og Dands. Spisevarer og Øl slæbtes da hen paa det hellige Sted, og Bryllupsfesten fortsattes til Lyden af Piber og Trommer under de rungende Hvælvinger. I de tre saakaldte Vaagenætter": S. Valborgs Nat (1ste Mai), S. Boels eller Botulfi Nat (17de Juni) og S. Hans Nat (24de Juni) samlede unge Mænd og Kvinder sig paa Kirkegaardene og i Kirkerne og hengav sig til den ustyrligste Glæde og Lystighed, ja gik endog saa vidt, at de nedtoge Billederne fra Altrene. I Visitatsbogen ivrer Palladius stærkt mod disse hedenske og syndige Skikke, og det maa tilføies, at de i ligesaa høi Grad misbilligedes af den katholske Geistlighed. Den lybske Historieskriver Reimar Kock udmaler en middelalderlig kjøbenhavnsk Gadescene med saa levende Farver, at man næsten synes at have den for sine Øine. Det var Lørdagen før Pintse 1533, da den bekjendte demokratiske Fører Markus Meier var kommen til Byen. Han begav sig strax hedder det i Krøniken til de to lybske Raadsherrer, som vare indlogerede i et borgerligt Hus, men her kunde han ikke være from i et Par Timer. Med Trommer og Piber foran, omgiven af sine Drabanter, lod han sig med klingende Spil føre til det skjændigste Jomfruhus i Staden. Jeg har selv set det", tilføier Reimar Kock forsikkrende. Skamløsheden var altsaa kommen vidt, hvad der ogsaa fremgaar af Kong Hans's Forskjellige Slags Vine. 253 Forordning, ifølge hvilken de almindelige Kvinder og Skjøger" skulde bære en halv rød, halv sort Hue paa deres Hoved, og intet bedre Klæde end Deventersk og intet Baand bedre end til en Skilling Alenen. Hvad der ved Reimar Kocks Fortælling interesserer os endnu mere end Markus Meiers Mangel paa „Fromhed", er dog den Oplysning, at Datidens fornemme Folk viste sig paa Gaderne i Optog med Musik foran, et Motiv, der kunde friste til malerisk Behandling. I Gilderne blev der udelukkende drukket Øl, men udenfor disse nødes Mjød, forskjellige hjemmelavede Likører og endelig Vin i Mængde, og det ikke blot af de høiere Stænder. Den indførtes navnlig over Helsingør; det er bekjendt, at Søren Norby svarede Keiser Carl den Femte paa hans Forespørgsel, om der gaves Vinbjerge i Danmark: „Ja, ét! Helsingør". De almindeligste Sorter vare Rhinskvin, Basterth (en spansk Vin), Romanie (Fællesnavn for alle spanske Vine), Assoye (Burgunder fra Auxois), Malvasier (fra Napoli di Malvasia paa Morea, senere udbredt til Sicilien, Sardinien, Provence og Spanien), Pøit (fransk Vin fra Poitou) og endelig Gubyn og Piliath, der vistnok ogsaa vare franske Vine. Som ovenfor berørt havde Staden en Vinkjælder i Raadhuset, men der fandtes mange andre Udsalgssteder, som maatte udrede Vinsise til Fogden, Borgmestre og Raadmænd. Oprindelig synes Kunderne at have hentet Vinen for at nyde den i Hjemmet, men senere blev det Skik at besøge Vinkjælderen som siddende Gjæster og drikke en Pot Vin eller to". Herved forøgedes Drukkenskaben selvfølgelig i høj Grad; man kom snart saa vidt, at en god Rus ansaas som en passende Afslutning paa Dagen, men det var dog først i Frederik den Andens og Christian den Fjerdes Tidsalder, at Umaadeligheden blev dreven til Væmmelse i alle Samfundsklasser, selv de høieste, saaledes at den antog Skikkelse af dyrisk Fylderi og blev en national Ulykke. Den nye berusende Drik, Brændevin, der nævnes første Gang i 1528 som ,Livsens Vand" (aqua vitæ), betragtedes endnu kun som et Universallægemiddel og var ikke sunken ned til Kroer og Skjænkestuer. Halvtredsindstyve Aar efter var dette sket; Brændevinen blev da betragtet som et uundværligt Appendix til Øllet; den var det Grundlag, der indtoges om Morgenen, paa hvilket Rusen i Dagens Løb blev opbygget. Den daglige Levevis havde en fra vor højst forskellig Form. Nutidens Uskik at gjøre Nat til Dag og ligge længe om Morgenen, hvilket først kom i Brug henimod Midten af det attende Aarhundrede, kjendtes ikke; om Morgenen Kl. 5 var Kongen beskjæftiget med Regjeringsforretningerne, Haandværkeren sad i sit Værksted, Kjøbmanden i sin Bod. Skolerne begyndte om Vinteren Kl. 6, om Sommeren Kl. 5, Forelæsningerne ved Universitetet og Morgengudstjenesten i Kirkerne ligesaa tidlig. Til Gjengjæld forføiede man sig til Ro Kl. 9; det var da Nattetid. I Christoffer af Bayerns Stadsret hedder det: „Finde Vægterne nogen Mand ved Nattetid paa Gaden, efterat Klokken er slaaet Ni, da skal han føres til sit Herberg; haver han ikke Herberg, da skal han sætte Borgen eller i Byens Gjemme til anden Dagen, og da gjøre Skjel for sig, hvi han gik paa Gaden." Spisetiderne svarede selvfølgelig til denne Ordning af Dagen; først paa Morgenen nødes en forsvarlig tør Kost med Øl, thi Nutidens varme Drikke vare ubekjendte; Hovedmaaltidet, der svarer til vor Middagsmad, indtoges Kl. 9 eller 10, Aftensmaden Kl 5 eller 6. Af Christiern den Andens Instrux til Kjøgemesteren ses de daglige Retter ved Hoffet at have været: Kaal med „Flæsk udi", grønsaltet Kjød med Sennop, stegt Lammekjød, Høns, saltet og fersk Vildbrad, og paa Fiskedagene Sild, Vinsuppe, Grød, Bergfisk med Smør, Torsk, Æg o. s. v. Man havde ikke Gafler, der først opkom paa Christian den Fjerdes Tid, og maatte derfor hjælpe sig med Fingrene og Kniven; i Almindelighed brugtes en stor Kniv, Forskjærerkniven eller Præsentérkniven, paa hvilken det afskaarne Kjød raktes den Paagjældende. En saadan Præsentérkniv med Skaft af Krystal fra Oldnordisk Museum er gjengivet i hosstaaende Afbildning. Endnu et halvt Aarhundrede efter hedder det i de latinske Leveregler for Metropolitanskolens Disciple: Naar Du vil tage et Stykke Kjød af Fadet, da tag det ikke med Fingrene, heller ikke med Din egen Kniv, men med den store Kniv, Forskjærerkniven. Du maa ikke slikke Fingrene med Tungen, heller ikke aftørre dem i Trøien. Put ikke mere end tre Fingre ad Gangen i Saltkarret. Hvad Du engang har bidt af, maa Du ikke igjen dyppe i Saucefadet, og naar Du dypper, maa Du vogte Dig for at dyppe Fingrene med." Man forstaar, at en grundig Afvaskning efter Bordet var en Nødvendighed, skjøndt Servietter ikke vare ukjendte. Den daglige Levevis. Søbemaden indtoges med Skeer, der ligesom Kniven vel i Regelen medbragtes af den Spisende og opbevaredes i Lommen eller Tasken. De vare af Træ, Horn, Tin eller Sølv, og havde et ualmindelig kort Skaft. Omstaaende Afbildning viser den almindelige Form; den første med den lille Figur foroven er af Tin, de to andre af Sølv. Bladene paa de to ere indvendigt smykkede med religiøse Fremstillinger; den tredie bærer paa Bagsiden Eierens Begyndelsesbogstaver og Aarstallet 1514. Til daglig Brug benyttede vel de lavere Stænder det simplere Materiale, men der er ingen Tvivl om, at selv Menigmand satte Pris paa at eie én eller flere Sølvskeer. Sjeldnere havde de Midler til at anskaffe de kostbare Drikkekrus af ædle Metaller, der som oftest fandtes i store Mængder i de Adeliges Huse, og paa hvilke Afbildningen ved Slutningen af nærværende Kapitel afgiver et udmærket Exempel. Det har maaské tilhørt Feltherren Johan Rantzau og er fra en noget senere Tid end Reformationen; det ophøiede Arbeide forestiller et Bacchusoptog, charakteristisk nok med en Gris ved Siden som Symbol paa den Livsphilosophi, der gjemmes paa Bunden af Kruset. Tidens almindelige Overdaadighed, imod hvilken Kongerne forgjæves udstedte det ene Forbud efter det andet, lagde sig navnlig for Dagen i Klædedragten, i hvilken de rige Kjøbmænd og velstaaende Borgere kappedes med Adelsmændene. Man sværmede dengang for brogede og glimrende Farver; røde, gule, blaa og grønne Klæder vare almindelige og det af de forskjelligste Stoffer som Damask, Gyldenstykke (Silke gjennemvævet med Guldtraade), Silke, Fløil og Bliant (Sølvmor); om Halsen bares svære Guldkjæder, Fingrene vare prydede med Edel stene, og Linnedet fint af blændende hvidt hol- Præsentérkniv fra Oldn. landsk Lærred. Det feiler ikke, at en formuende Mus. Borgerfrue idetmindste havde nogle Silkekjoler i Kisten, en Kaabe af fint Stof, en Bindike (Hovedpynt eller Haarbaand besat med Guldsmykker eller med Edelstene og Perler), desuden Hue, Halsbaand, Ringe og Spænder. I den velstaaende Borger Hans Herolds Hus fandtes ved Registreringen i 1524 i et stort Skrin bl. A.: 12 Guldringe, 11 forgyldte Sølvbjælder, 21 forgyldte Knapper, 2 Sølvstobe med Laag, en Guldhue, en sort Rosenkrands med røde Koral stene, 4 Silke-Sengeomhæng, et forgyldt Bælte og en Pung beslaaet med Sølv, en Sølvskaal, et Koralbaand med 8 Ringe, en Perle-Bindike og et Halsklæde-Lad (Besætning) med Perler, et Sølv-Saltkar med fem forgyldte Stene o. s. v. De kjøbenhavnske Guldsmedes Mesterstykke bestod bl. A. af en Guldring med en indfattet Sten, og et Spænde til en Brudekrands eller et Bælte, thi til Mandens Festdragt hørte saagodtsom altid et Livbælte med et prægtigt Spænde. Menigmand gik i Almindelighed i Vadmel, men paa Festdage aflagde han den „Kofte graa" og iførte sig Trøie og Hoser af broget Klæde, |