Undervisning og Opdragelse.

267

stændig Rulle. Mandskabet kommanderedes i den ældre Tid af Magistraten, der gjorde Tjeneste tilhest og førte adeligt Vaaben; senere ophørte dette; borgerlige Elementer fik Sæde i Raadet, og det ses af en gammel Opgjørelse af 1516 i Magistratens Vedtægtsbog, at Almuesmænd dengang ogsaa kunde fare udi Krig og Orlog som Høvedsmænd; dog skulde de kun have halv Lønning (2' rhinske Gylden) mod Raadet.

Kunde saaledes den jevne Borger udvikle sin physiske Personlighed frit, gjordes der til Gjengjæld overmaade Lidet for hans aandelige Udvikling. Det er sandsynligt, at der før Reformationen ved Siden af Vor Frue Skole har existeret Anstalter, som svare til Nutidens Almueskoler, i hvilke Menigmands Børn ialfald kunde lære at læse, skrive og regne til Nødtørft, men noget sikkert Bevis herfor haves ikke. Rimeligvis er mangen Borgersøn ogsaa bleven indviet i Lærdommens første Grundbegreber i et eller andet Kloster, men en god Opdragelse var dog saagodtsom udelukkende Adelsbørn forbeholdt, thi deres hele priviligerede Stilling, Formue og Vilkaar gav dem en forholdsvis let og sikker Adgang til Kundskab, hvad enten den nu erhvervedes i Hjemmet under en Læsemester eller paa Reiser i Udlandet. De menige Borgersønner lærte Lidet eller Intet udover deres snevre praktiske Behov og vare hovedsagelig optagne af smaalige Laugsinteresser. Datidens fremragende Handelsmænd som Arild Hake, Hans Bogbinder, Albert van Goch og Anders Wolf vare Undtagelser, hvad der ogsaa gjælder om de faa Mænd af simpel Herkomst, der opnaaede at beklæde de høieste geistlige Stillinger som f. Ex. Erkebiskop Birger i Lund og Jens Andersen Beldenak. Man faar et absolut Indtryk af den Sidstes Genialitet, naar man i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede hører ham udtale til hovmodige Adelsmænd, om der stod Noget i Bibelen om de adelige Sønner, Adam havde havt, eller om der gik noget Særligt for sig ved en Adelsmands Undfangelse, mere end naar en Skomager fik en Søn. Men i det Hele var Menigmand slet oplært, og den kjøbenhavnske Borgerstand forstod derfor ikke at drage Fordel af Hansestædernes Nedgang, ligesaalidt som de Fællesmøder, Kjøbstæderne afholdt med kongelig Bevilling for at drøfte deres Kjøbmandskab og Næring, udøvede nogen kjendelig Virkning. Og dog gaves der Mænd, som havde et ualmindeligt klart Blik paa Forholdene. Allen anfører et mærkværdigt Stykke af en unavngiven

Forfatter, rimeligvis fra Frederik den Førstes Tid, et Forslag til Handelens Opkomst, der hverken er mere eller mindre end en Anbefaling for det, man nutildags vilde kalde Frihandelssystemet. Efter at have anket mod den daarlige Mønt og de middelmaadige Havne, angriber han Kongernes kortsynede Forbud mod Udførsel af Landets Produkter og skriver: „Riget bør altid staa aabent med Indførsel og Udførsel for hver Mand. Alle Danmarks Forbud ere ingen Andre til Skade end Danmarks egne Indbyggere. Man skal nemlig betænke, at i Danmark graves ei Guld eller Sølv eller nogen Malm, men Gud haver begavet Danmark med Fetallie og andre Varer, og naar saadan Vare ei maa føres udenfor Riget, da trænges danske Mænd til at sælge deres Kjøbmandsvare for halv Penge, og derfor raabe de vendiske Stæder, naar de høre om Forbud udi Danmark: „Danskerne ere nu blevne saa rige, at de ikke mere behøve Penge." De nordtydske Fyrster høre gjerne, at der er gjort Forbud i Danmark, thi sligt Forbud er til mærkelig Forbedring for dem og deres Undersaatter." Det er en fuldstændig moderne Handelspolitik, som kommer frem i disse Betragtninger.

Frederik den Anden og Christian den Fjerde som Dreng. Efter et Tapet i Oldn. Museum.

OTTENDE KAPITEL.

t stort Værk laa for Christian den Tredie, thi ved den langvarige Borgerkrig, Biskoppernes Afskaffelse og den gamle Læres endelige Kuldkastelse var der saa

at sige gjort rent Bord; enhver Nybygning maatte opføres fra Grunden af. Kongen havde først og fremmest Opmærksomheden henvendt paa Kirkesagen, og allerede i de samme Dage, han besluttede at fængsle de katholske Biskopper, afsendte han en Skrivelse til Churfyrsten af Sachsen, hvori han anmodede om at laane Dr. Johan Bugenhagen, eventuelt ogsaa Melanchton, til Guds Ords Fremme og Udarbeidelsen af en ny Kirkeordning efter Landenes og Indbyggernes Leilighed". Da han imidlertid fik et Afslag, fordi Churfyrsten ikke kunde undvære sine Theologer selv, bestemte han sig til at anvende de indfødte Kræfter, der vare tilstede, og Helligtrekongers Dag 1537 samledes derfor endel udvalgte lærde Mænd og Prædikanter" i Odense (fra Kjøbenhavn: Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin) for at udarbeide det første Udkast til en Kirke-Ordinants. I Foraaret 1537 var det færdigt, og afsendtes til Luther i Wittenberg; med hans almindelige God

kjendelse vendte det tilbage, hvorpaa det gjordes færdigt af Bugenhagen, der nu havde faaet Tilladelse til at reise til Danmark. Han indtraf den 5te Juli til Kjøbenhavn rimeligvis ledsaget af Peder Palladius, der blev den første evangeliske Superintendent eller Biskop i Sjælland. Den videre Bearbeidelse af Ordinantsen var snart tilendebragt, thi allerede i August blev den forelagt Rigsraadet paa en Herredag i Kjøbenhavn, godkjendt og udstedt den 2den Septbr. 1537. Praktisk Erfaring saavelsom Utilfredshed med enkelte Bestemmelser bevirkede dog en ny Revision, og Christian den Tredies Kirkeordinants fik derfor først sin endelige Skikkelse paa Herredagen i Odense i Juni 1539, og kom da til at gjælde for Danmark alene, medens den oprindelig skulde have gjældet for alle Kongens Riger og Lande. Herfra stammer den bekjendte Titel „Den rette Ordinants, som paa Herredagen i Odense blev overset og beseglet o. s. v.“, hvor Ordet: „rette" dog synes at være en Tilføining af Bogtrykkeren eller Udgiveren.

Samtidig med den nye Kirkeordning maatte der tages fat paa Universitetets Gjenoprettelse, thi det var indlysende, at den lutherske Kirkereform ikke lod sig gjennemføre uden en Høiskole, hvor Landets Børn kunde veiledes i den nye Lære. Kort efter Kjøbenhavns Overgivelse indgav derfor „Kgl. Majestæts Prædikanter og Guds Ords Tjenere i Sjælland, Skaane og Jylland" et Andragende til Kong Christian, hvori de anmodede ham om, at der maatte oprettes et godt, drabeligt Universitet og Studium i Kjøbenhavn, eller hvor i Riget det maatte findes mere beleiligt", og i det ovenfor omtalte Udkast til Kirkeordinantsen gjentages Ønsket i endnu bestemtere Form. Det er og aldeles nødtørftigt hedder det bl. A. at her udi Riget oprettes et høitideligt, skjønt, almindeligt Kollegium, eller og hjælpes paa Fødder det, som nu er, og det styrkes og bekræftes efter den ærlige Sæd, som andre saadanne Skoler pleie, med Fordele og Privilegier, Friheder og redelig Underholdning." Da denne Opfordring fremkom, havde Kongen allerede selv fattet den Beslutning, at Universitetet skulde gjenoprettes, og det er sandsynligt, at han, netop med dette Maal for Øie, ønskede at laane" Philip Melanchton. Da denne imidlertid ikke kom, maatte Bugenhagen tage sig af Sagen, og i September Maaned 1537 blev Universitetet, som vi ville faa at se, stiftet paany ved en høitidelig Akt i Frue Kirke.

Skjøndt Tilstanden i Kjøbenhavn efter Borgerkrigen var alt Andet end tilfredsstillende, efterdi Byen nylig var bleven hjemsøgt af en Pest, hvortil kom, at Borgerne vare fattige, da de havde maattet underholde Hertug Albrechts Krigsfolk uden at kunne faa inddrevet det tilsagte Vederlag af 30,000 Gylden derfor, og al Handel og Vandel var gaaet istaa, saa Borgerne dog i Sommeren 1537 talrige Gjæster og store Festligheder indenfor deres Mure. I August og Septbr. samledes en Herredag i Kjøbenhavn, paa hvilken Geistligheden for første Gang ikke gav Møde, og hvor den saakaldte kjøbenhavnske Reces af 1537 vedtoges. Heri bestemtes det bl. A., at hver enkelt Kjøbstadborger skulde aflægge en Troskabsed til den nye Konge, som skulde indskrives i „Byens Bog"; vægrede Nogen sig derved, skulde han strax forvises af Riget. Det fremgaar tydeligt heraf, at Kong Christian ansaa sin Stilling for farefuld, og har ment, at den paa Oktoberrigsdagen det foregaaende Aar aflagte almindelige Troskabsed ved Kjøbstædernes Befuldmægtigede var utilstrækkelig. Ved samme Leilighed forelagdes og godkjendtes, som ovenfor omtalt, ogsaa Kirkeordinantsen.

Under denne Herredag fandt Kongens og Dronningens høitidelige Kroning Sted, hvortil der allerede længe iforveien var truffet omfattende Forberedelser. De danske Adelsmænd, som havde været i mecklenborgsk Fangenskab (smlgn. S. 180) og i Henhold til Kapitulationen vare blevne overgivne til Christian den Tredie, vare alt i December Maaned satte i Frihed efter at have maattet give Afkald paa deres Forleninger og Sæde i Rigsraadet; deres Løsladelse kan derfor ikke opfattes som en Naadesakt, der stod i Forbindelse med Kroningen. Derimod var det uden Tvivl med denne Fest for Øie, at tre af de fangne Biskopper frigaves, medens de tre andre, Jørgen Fris, Styge Krumpen og Joachim Rønnow (der døde i Fængsel paa Kjøbenhavns Slot) indtil videre bleve siddende under Laas og Lukke. Den 14de Mai afsendtes et kongeligt Brev til Adelen, hvori den opfordredes til at møde i Kjøbenhavn med Hustruer og Døttre samt medtage sine bedste Livheste, Kørritser og Tilbehør til den forestaaende Turnering; tolv adelige Damer, de saakaldte „Dragefruer", fik derhos Befaling til at medbringe flamske Klæder (Tapeter), Silkespærlagen og Andet", hvormed Slotsgemakkerne skulde „drages". Da Kongens Søster Frøken Elisabeth manglede Smykker, bad Kongen Eske Bildes Hustru om