at laane hende et „Hovedguld." I Begyndelsen af August begyndte Gjæsterne at komme: Hertug Albrecht af Preussen med Gemalinde Dorothea (Kongens Søster), Hertug Frands af Sachsen-Lauenborg (Dronning Dorotheas Broder), Gesandter fra den svenske Konge, Churfyrsten af Sachsen, Landgreven af Hessen, endvidere fra Hansestæderne, Lybæk, Hamborg, Danzig, Stralsund o. fl. Foruden den danske Adel mødte mange Medlemmer af det norske Rigsraad, ja fra Tydskland indfandt adskillige Adelsmænd sig. Kroningen og Salvningen foretoges af Bugenhagen paa Tydsk, thi hverken Kongen eller Dronningen yndede Dansk, om de overhovedet forstod det, hvad den fremmede Theolog ogsaa antydede, da han i sin indledende Tale angav Grunden til, at det latinske Sprog ikke brugtes, ei heller det danske, som egentlig havde været billigt, men derimod det tydske, nemlig at det skete til „Ære" for Kongen, Dronningen og andre tilstedeværende Fyrster og Herrer. Tidlig om Morgenen, thi man var i hine Dage tidlig paafærde, den 12te August 1537, der netop var Kongens 34te Fødselsdag og Aarsdagen for Biskoppernes Fængsling, begav en stor Procession sig fra Slottet til den festligt smykkede Frue Kirke. I Spidsen red samtlige indfødte og fremmede Adelsmænd, derpaa fulgte Rigsraaderne tilhest, af hvilke de fire ældste og bageste i Rækken bare Regalierne: Sværdet, Æblet, Sceptret og Kronen. En stor Menneskemasse var paa Benene for at overvære det sjeldne Skuespil, og mangen kjøbenhavnsk Borger gjensaa med Glæde Rigens Hofmester, Mogens Gøye, Byens gamle Velynder, der nu bar den med Ædelstene og Perler besatte Krone, ligesom han for 22 Aar siden havde baaret Sværdet ved den ulykkelige Dronning Elisabeths Kroning. Derpaa fulgte Trompetere og Spillemænd, de kongelige Herolder og med et lidet Mellemrum Kongen ridende paa en prægtig udsmykket Hest. Umiddelbart efter ham red ved en særlig Udmærkelse de svenske Gesandter tilligemed Hertug Albrecht af Preussen og tilsidst de øvrige fyrstelige Personer og fremmede Afsendinge. Faa Minuter efter at dette Optog havde forladt Slottet, drog et nyt ud af dets Port; i Spidsen gik mange danske og tydske Adelsmænd, derefter kom fire Rigsraader tilhest, af hvilke de to sidste førte Dronningens Regalier: Kronen og Sceptret; nu fulgte en Afdeling Trompetere umiddelbart foran Dronningens prægtige, lueforgyldte Vogn, i hvilken Dronning Dorothea selv og hendes Christian den Tredies Kroning. 273 Svigerinde, Hertuginden af Preussen, havde Plads. I en anden forgyldt Vogn agede den femaarige Prindsesse Anna; derpaa fulgte Christian den Tredie. Efter Jakob Binchs Portrait i Chr. IIIs. Bibel. Dronningens Hofdamer, de adelige Jomfruer, der vare komne med Hertuginden, og endelig den danske Adels Fruer og Jomfruer i en lang og glimrende Række. Ved Indgangen til Kirken modtoges Majestæterne af Bugenhagen i en hvid Talar over Chorkaaben og af hele Præsteskabet, som førte dem op i Choret til tvende med Gyldenstykkes Himle udstafferede Stole ligefor Høialteret. Regalierne bleve offrede paa Alteret, og Ordinator holdt nu en Tale til Folket, hvori han godtgjorde sit Kald til at forrette Kroningen, takkede Gud for Freden og forklarede Kroningens religiøse Betydning. Det er betegnende for Tiden, at han advarede mod overdreven Nydelse af Spise og Drikke og dog tilføiede, at han ikke kunde erklære det for Synd, om Nogen forsaa sig ved en Leilighed som denne. Efterat nogle Psalmer vare afsungne, førte Rigsraaderne den udvalgte Konge frem til Alteret, hvor han knælede, og Kantsleren Johan Friis anmodede paa Dansk Ordinator om at salve Rigets udvalgte Konge og overgive ham Regalierne, der vare blevne offrede paa den Herres Alter, fra hvem alle Konger have deres Magt. Ordinator holdt en kort Tale til Kongen, hvori han mindede ham om hans Regjeringspligter, hvorpaa Majestæten aflagde Ed med Fingrene paa det nye Testamente. Paa samme Maade førtes Dronningen med opløst Haar frem for Alteret, og da hun ogsaa havde aflagt Ed, salvedes Majestæterne korsvis mellem Haanden og Albuen og ligeledes mellem Skuldrene. Ordinator forklarede i en Tale Salvningens Betydning; Rigsraaderne ledsagede de kongelige Personer tilbage til deres Stole, hvorpaa de iførtes kongelig Dragt, og Gardinerne om Stolene borttoges. Nu blev Psalmen Gloria in excelsis sungen, og en af Præsterne ved Alteret vendte sig mod Folket og læste Søndagens Epistel paa Dansk. Regalierne overraktes saavel Kongen som Dronningen ét for ét, hver Gang ledsaget af en Tale om deres Betydning. Da Kongen havde modtaget Sværdet, blottede han det og svingede det fladtud til alle fire Verdenshjørner, for at antyde, at han vilde beskytte og beskærme alle sine Undersaatter. Den betydningsfuldeste Ceremoni var dog Kronens Paasættelse; Ordinatoren tog den nemlig fra Alteret og satte den paa Kongens Hoved, medens de nærmeste Rigsraader samtidig rørte ved den, og de længere borte Staaende udstrakte Hænderne imod den. Paa samme Maade foregik Dronningens Kroning. Et høitideligt Øieblik var det ogsaa, da Kongen med Krone paa Hovedet og draget Sværd i høire Haand stod for Alteret og oplæste Evangelium med høi Røst, medens to Rigsraader Festligheder ved Kroningen. 275 ved Siden holdt Sceptret og Æblet. Det følger af sig selv, at Musik og Psalmesang (Te Deum laudamus) spillede en stor Rolle ved Ceremonien, der afsluttedes med Bønner, Afsyngelse af Halleluja og en Formaning til det kronede Par om især at betænke de Fattige, stifte Hospitaler og sørge for, at Præster og Skolelærere ikke led Nød. Det hele Kroningsritual, der var udarbeidet af Bugenhagen, vakte iøvrigt Misfornøielse saavel hos den gamle, som den nye Kirkes Tilhængere; thi de første betragtede Afvigelserne fra det romerske Ritual som Kjætteri; de sidste fandt, at Romer-Ritualet var fulgt for meget. Ikkedestomindre blev det i det Væsentlige benyttet ved alle paafølgende Kroninger indtil Souverainetetens Indførelse. Inden Kongen forlod Kirken, uddelte han Ridderslaget til Forskjellige, deriblandt til Peder Skram, to af de svenske Gesandter og den Danzigske Borgmester; Gesandterne fra Hamborg saavelsom fra de øvrige Hansestæder frabad sig derimod denne Ære rimeligvis af et Slags republikansk Hovmod. De foretrak mere materielle Fordele, idet de anmodede Kongen om, at deres Handelsprivilegier maatte blive bekræftede. Derpaa brød man op; hele Optoget begav sig gjennem de menneskefyldte Gader tilbage til Slottet, Dronningen ridende ved sin Gemals Side paa en snehvid Ganger, hilset og beundret af Alle siger den gamle Krønike mindre ved Kronens Glands end ved sin Skjønhed og Ynde." Dagen afsluttedes med et prægtigt Gjæstebud paa Slottet, ved hvilket der atter vistes Kong Gustavs Afsendinge udsøgt Opmærksomhed. Den svenske Rigsmarsk sad ved selve det kongelige Taffel; de andre svenske Herrer ved et eget Bord i samme Sal som Kongen overfor hele den øvrige Adel. Ikkedestomindre synes det ulmende Nationalhad at have været paa Nippet til at bryde løs. Om den Dystrenden og Turnering, hvormed Kroningshøitidelighederne endte, savnes alle nærmere Efterretninger; dog kan der ikke være Tvivl om, at Kong Christian personlig deltog i disse ridderlige Øvelser, i hvilke han tidligere havde udmærket sig. Den 2den Septbr. var Kjøbenhavn atter Vidne til en stor og betydningsfuld Festlighed i Frue Kirke, nemlig Indvielsen af de syv Superintendenter, eller som de snart igjen kaldtes i Folkemunde: Biskopper. Den foretoges af Bugenhagen efter et nyt Ritual og har uden Tvivl vakt endnu større Forargelse blandt det gamle Partis Tilhængere end Kroningen, thi Brudet med den katholske Kirke blev herved definitivt og ulægeligt. En pavelig Legat, der var paa Veien til D: PETRUS PALLADIUS Haar Chalcog. Reg Univ Hefnu joups, et coun Den første evangeliske Biskop i Sjælland Peder Palladius. Efter et Stik af Haas. Danmark, vendte ogsaa ufortøvet om, da han erfarede, hvad der var sket. De Evangeliske havde uden Tvivl troet, at deres tilbedte Præst ved Nikolai Kirke, Hans Tausen, som havde delt Beleiringens |