Dronning Margrethes Bryllup.

25

den skulde egentlig bemægtige sig Kjøbenhavn, men da den ventede Undsætning fra Sverig, vendte den sig først mod Helsingborg, som den ansaa for et lettere Bytte. Valdemar Atterdag samlede imidlertid sin Flaade, og denne kjæmpede med saa stor Ære, at Lybækkerne mistede tolv store Skibe, ladede med Proviant og Krigsmateriel, og maatte vende hjem med uforrettet Sag, hvorfor deres Anfører blev henrettet. Det er første Gang, at man efter Landets store Ulykker atter hører Tale om en dansk Flaade.

Faren var saaledes lykkelig afvendt, og Kjøbenhavn blev det næste Aar Skueplads for store Festligheder, idet Kong Valdemar her feirede sin tiaarige Datter Margrethes Bryllup med den norske Kong Haakon, denne følgerige Begivenhed, der gav Anledning til Kalmarunionen. Trolovelsen havde allerede fundet Sted i Kjøbenhavn fire Aar iforveien, men i Mellemtiden havde Kong Valdemar bemægtiget sig de skaanske Provindser, og dette satte saa ondt Blod i Sverrig, at dets Stormænd tvang Haakon til at hæve Forbindelsen med Margrethe og indgaa en ny med Elisabeth, en Datter af Grev Gert af Holsten. I Vinteren 1362 afseilede hun fra Travemünde, udflyet med Dronninglige Klæder, Ornamenter og Habit", for at blive ægteviet til Haakon, men Skibet drev iland, rimeligvis paa Bornholm, hvor Erkebispen af Lund holdt Bruden fast under forskjellige Skin og Paaskud, som f. Ex. for den strenge Vinters Skyld. Samtidig afsluttede Valdemar Atterdag hurtigt et Forbund med Kongerne Magnus Smek og Haakon, og Margrethes Bryllup stod ihast paa Varberg i Halland, medens den egentlige Fest, der kaldes „et stort Hof“, holdtes senere, den 9de April 1363 i Kjøbenhavn. Det havde som bekjendt til Følge, at Svenskerne afsatte Magnus Smek, udelukkede Haakon fra Tronfølgen, og valgte Albrecht af Mecklenborg til Konge.

I nogle Aar lykkedes det Valdemar at besværge Stormen, men i 1368 gjorde en stor Del af den gamle nørrejydske Adel, der var misfornøiet med de stadige Udskrivninger til Krig, Oprør og sluttede et frygteligt Forbund med deres Fædrelands værste Fjender: Hansestæderne, Kong Albrecht af Sverrig samt Hertugerne af Holsten og Mecklenborg. Man delte Bjørnens Hud, inden den var fældet. Der indrømmedes Hansestæderne de videstgaaende Privilegier, og disse, som aabenbart havde faaet Øiet op for, at de i Kjøbenhavn havde en fremtidig farlig Medbeiler, gjorde det udtrykkelige Forbehold, at Kjøbenhavns Slot skulde nedbrydes og øde

lægges, naar det var vundet. En lybsk Flaade sendtes op i Sundet, som indtog Kjøbenhavn den 2den Mai, medens Slottet først synes at have overgivet sig den 16de Juni. I et samtidigt Aktstykke hedder det nemlig, at „Kjøbenhavns By blev ødelagt i Bund og Grund af Tydskerne" den 2den Mai, medens der i Raadstuarchivet i Thorn (som dengang var Hansestad) findes en Beretning om Slottets Indtagelse den 16de Juni af et Øienvidne, Raadmand i Thorn, Herman v. Düllmen. Han melder, at „das Hus zcu Koppinhaven" overgav sig den 16de Juni, og at man der forefandt talrige Kostbarheder. I en Kiste indeholdtes mange smukke Ting af Kongens Sølv-Taffelsmykke, som Kander, Bækkener, Sølvvaser, Skaaler og Fade; i en anden Kiste laa et overordentligt smukt Ornat af Silke, der hører til Kirkens Skrud; i en Tønde Kongens Stikketøi (Ringrendingsrustning), der hører til hans Heste, og i Kjælderen 3 Læster Vox. Byttet synes at have været stort, og det blev fordelt saaledes, at Hansernes Raadmænd og Marechallerne Albrecht af Mecklenborg og Heinrich af Holsten fik det Halve af de forefundne Skatte, medens den anden Halvdel tilfaldt Krigsfolket. Det oplyses ligeledes, at Havnen blev tilsænket, og skjøndt man foreløbig udsatte Slottets Nedbrydning, ses det dog at være sket senere paa Aaret, i hvilken Anledning Hansestæderne sendte 47 Stenhuggere til Byen. Som bekjendt lykkedes det Kong Valdemars Drost Henning Podebusk at skille Hansestæderne fra Forbundet ved meget store tildels ydmygende Indrømmelser, og der er neppe Tvivl om, at Katastrofen af 1368 var den alvorligste, som endnu var overgaaet Kjøbenhavn. Det varede vistnok adskillige Aar, inden Slottet og Byen gjenopførtes, og det er maaské dens øde Tilstand, som bevirker, at Dronning Margrethe uden Indvendinger lod Biskop · Niels Jepsen inddrage den ved Kong Valdemars Død i 1375. I 47 Aar havde Kjøbenhavn været ude af Bispestolens Besiddelse; den forblev der kun i 41 Aar til.

Dronning Margrethe stod sig godt med Kirken og gjorde intet Forsøg paa at fratage den Kjøbenhavn; tvertimod gav hun Biskoppen rigelig Erstatning for den Skade, han havde lidt ved at Kong Valdemar under hele sin Regjering havde havt Indtægterne af Staden, saavelsom for det Tab, han havde havt ved Slottets Ødelæggelse. Engang imellem opholdt hun sig her tilligemed Kong Erik af Pommern (thi nogle Aktstykker vedkommende Forhandlinger

Erik af Pommern tager Staden.

27

med Hansestederne ere daterede Kopenhafn og Copenhaven), men Staden spiller ingen fremtrædende Rolle under hendes Regimente. Den ramtes i Aaret 1386 af en Ildebrand, som fortærede en Del af Byen, St. Peders Kirke og Vor Frue Kirkes Klokker, men nøiere Oplysninger om denne Ildsvaade mangle, saavelsom om Byens Deltagelse i de mange Kampe, som under Dronningens Krig med Sverrig leveredes i Sundet mod de mecklenborgske Fetalliebrødre, der optraadte som Sørøvere og Kapere. Kjøbenhavn synes at have havt en rolig Tid under Biskoppens Lensmænd Ridder Folmer Jacobsen og Anders Laurensen, indtil Biskop Peder Jensen Lodehat døde den 19de Oktober 1416. Nu ansaa Erik af Pommern Tidspunktet for kommet til at sætte Kongemagten i Besiddelse af Staden, og endnu inden den nye Biskop var udvalgt, tvang han Domkapitlet i Roskilde ved Trusler til at udlevere den. Kannikerne indskrænkede sig til at nedlægge Protest, thi Jakob Erlandsens og Jens Grands Dage vare forbi; Kirkens Kamp med den verdslige Magt var forlængst kommen til Afslutning, og Banstraalen udøvede ikke længere hin trolddomsagtige lammende Magt som i den tidlige Middelalder. Striden om Kjøbenhavn blev til en simpel Retstrætte, og skjøndt det for en moderne Opfattelse ikke synes tvivlsomt, paa hvilken Side Retten var, formaaede den nye Bisp Jens Andersen saalidt som hans Efterfølgere at udrette Noget. Kongen gjorde gjældende, at Bisp Niels efter Valdemar Atterdags Død havde bemægtiget sig Staden med Vælde", og ikke efter Landslov, hvorhos han tilbød at underkaste sig den Dom, som Erkebiskoppen i Lund og Rigens Raad maatte fælde. Biskoppen vilde imidlertid ikke gaa ind herpaa, men forlangte en udelukkende geistlig Kjendelse, formodentlig fordi han indsaa, at de verdslige Herrer vilde staa paa Kongens Side. Efter langvarige ørkesløse Forhandlinger døde Striden hen, uden at have ført til noget Resultat. Den gjenoptoges vel under Christian den Første og Kong Hans, men tilsidst synes Geistligheden selv at have indset, hvor unyttige dens Bestræbelser for at vinde Byen tilbage vare. Det er betegnende, at den sidste katholske Biskop Joachim Rønnow endnu efter Frederik den Førstes Død oprippede den gamle Strid, det siges, fordi han fandt Bispestolens Breve og Bevismateriale paa Hjortholm og ialfald haabede at kunne opnaa en klækkelig Affindelsessum. I Christian den Tredies Anklageskrift mod Biskopperne af 1536 siges det, at da Kong Frederik var død

og afgangen og Kronen var uden Herre og Konning, tænkte Rønnow: „Nu er det ret Tid paa at drage de tre danske Løver (som end da lidet Haar havde) Huden al sammen af Ørene". For sin Gjerrigheds Skyld vilde han drage Rigens Slot og Hovedstad fra Riget, Kronen og Kongen, og troede saameget lettere at kunne fuldkomme sin Villie, som „der paa den Tid ikke var Konge til, som kunde svare og tale for Kronens Ret og Rettighed". Men Rønnow havde ikke bedre Held med sig end sine Forgjængere; alle Indsigelser, Forhandlinger og Protester frugtede Intet; Kronen forblev døv for alle Forestillinger og gav aldrig mere Slip paa Staden. Den var fra nu af Kongens Kjøbenhavn; og da Kongsgaarden i Roskilde enten brændte 1443 eller opgaves af andre Grunde, blev den tillige Hans fyrstelige Naades" Residentsstad, eller som Wolff i Encomion Regni Daniæ siger: „Kongernes Hoffved Qvarteer".

Bygningsdele i brændt Ler fra det trettende Aarh. Orig. i Oldnordisk Museum.

ANDET KAPITEL.

gjennem Kjøbenhavns Historie i Bispetiden gaar som en rød Traad to modsatte Bevægelser: Kongernes Bestræbelser for at gjenvinde Staden for Kronen, og

Hansestædernes uophørlige Forsøg paa at holde den nede og hindre den i at blive deres Medbeiler i Øresund. Det er disse stridende Interesser, som for Størstedelen ere Skyld i Stadens Ulykker og Lidelser, men de give den tillige Betydning og Anseelse. Intet giver et bedre Begreb om Kjøbenhavns voxende Magt end netop Lybækkernes mange Krigstog imod den; deres idelige. Forsøg paa at tilsænke Havnen og ødelægge den, deres Nedbrydning af Slottet og Iver for at lægge Byen øde vidne om deres Frygt for den farlige Medbeiler til Herredømmet paa Østersøen og i Belterne. Trods Borgernes exceptionelle Stilling eller maaské netop paa Grund af den udvikles deres Fædrelandskjærlighed og Mod; de ere altid rede til at forsvare deres By, hvad enten det gjælder Kongens eller Bispens Sag, men deres Hjerter slaa varmere for den Første, og skjøndt Kongemagten synes at drage Ulykker ned over deres Hoveder, og Indtagelse, Plyndring og Brand følge i dens Fodspor, hænge de ved den uden at give tabt. Thi Kongens Herredømme betyder