Valget af Kirkeværgerne, og betragtedes nu som Landets Hovedkirke. Her var den første protestantiske Hersker bleven kronet, her havde Bugenhagen indviet de syv første evangeliske Superintendenter, og her forrettede „den danske Kirkes Styrer" Peder Palladius de kirkelige Handlinger, han udførte; intet Under derfor, at Vor Frue Kirke snart blev den fornemste i Riget, Normalkirken, hvorefter alle de øvrige rettede sig. Allerede i Christian den Tredies Tid paabødes det udtrykkelig, at de kirkelige Ceremonier overalt skulde holdes og bruges efter den Ordning og Skik, som holdes udi Vor Frue Kirke"; og Frederik den Anden kalder den ,saagodtsom Hovedkirken for andre udi Riget“.

I Aaret 1555 underkastedes Kirken en omfangsrig Istandsættelse; nogle af Hvælvingerne bleve ombyggede og malede siger I. L. Wolf i Enc. Regn. Dan. saaledes at den ene Bue ikke var den anden lig udi Arbeide og Mønster", og dertil saa kunstigt, at „de, som sig paa Kunsten forstaar og med Flid det agter, meget forundrer.“ Hvorledes disse Malerier have set ud, er vanskeligt at vide; de synes dog at have været Andet end ren ornamental Udsmykning; ialfald vides det, at der i Chorhvælvingen fandtes afbildet et Rettersted med Øxe og Blok, en efter vore Begreber løierlig Prydelse i en Kirke. Ogsaa Pillerne bleve malede; der blev opsat en ny Klokke i det lille Spir over Choret, Kongen og Dronningen saavelsom Borgmestre og Raad fik særskilte Stole; de sidstes smykkede med Byens Vaaben. Samtidig indrettedes et af de ældre Kapeller paa Sydsiden til Konventhus : til Forsamlingsværelse for de kjøbenhavnske Præster og for den geistlige Ret. Fire Aar efter fik Taarnet og Spiret en Reparation, hvortil Midlerne indsamledes ved frivillige Bidrag i Menigheden. Det mægtige 114 Alen høie kobbertækte Spir maa da have været omgivet af Stilladser, thi Kirkeværgerne lovede, at de skulde blive forsvarlige. Hvis nogen af Arbeiderne alligevel faldt ned og slog sig ihjel, skulde hans Efterladte derfor ikke have Ret til at forlange Bøder; men Daglønnen skulde lægges paa den Afdødes Bryst, og Sagen dermed være forbi. Slap den Paagjældende med Livet, skulde Kirken dog hjælpe ham til en Bartskjær. Thronskiftet og Frederik den Andens Kroning gav Anledning til ny Udsmykning; der blev anbragt et Pulpitur i Choret; den største Hvælving over Midtgangen eller med andre Ord Hovedskibets Hvælving blev prægtigt „stafferet,

Vor Frue Kirkes Udsmykning.

313

malet og renoveret", Orgelet blev istandsat, og en Mængde adelige Familievaaben malede paa Væggene. I de nærmest paafølgende Aar fortsattes disse Forbedringer; man faar kort sagt Indtrykket af, at der offredes betydeligt for at give Landets Hovedkirke en Skikkelse, der svarede til dens Værdighed. Uhret blev „beredt af ny"; lange Bænke anskaffedes til Fattigfolk; der blev gjort nye Stole til de Høilærde", hvilke paa Grund af Universitetets Patronat havde deres bestemte Pladser i Kirken, den kongelige Stol blev smykket med Billedskjærerarbeide, en ny Altertavle af den nu ubekjendte Kunstner, Mester Hans Maler, anskaffedes, og endelig opsattes der en ny Prædikestol kostelig forgyldt og udskaaren." Den gamle, som formodentlig ikke har været prægtig nok, blev nemlig overladt til et Begravelseskapel udenfor Nørreport, som opførtes i 1566 paa alle tre Sognekirkers Bekostning. En af de faa Institutioner fra den katholske Tid, som bevaredes i Kirken, var den saakaldte Ildpande", et Bækken med Trækulild, ved hvilket Fattigfolk kunde varme sig. Indstifteren, en godgjørende Rigmand, havde skjænket en Gaard i Studiestræde til dens Vedligeholdelse, men den blev ikkedestomindre afskaffet i Aaret 1607 (smlgn. S. 215). I Kirketaarnet hang flere Klokker, hvis Antal dog paa nærværende Tid ikke kjendes, og her var et Taarnkammer, hvor Kurerne og Taarnvægterne havde deres Tilhold. Disse Folk, der vare ansatte af Magistraten, udraabte Timerne gjennem Lydhullerne og blæste rimeligvis samtidig i Trompeter. Paa Christian den Fjerdes Tid blev der endog hver fulde Time om Natten blæst et Psalmevers ud over Byen paa Skalmeie af en særlig dertil ansat „Husmand". Opholdet i Taarnkamret kunde blive farligt, naar Spiret ramtes af Lynet, hvilket skete i Sommeren 1573 og midt i Vinterens Hjerte (Februar) 1585. Den sidste Gang blev Taarnuhret ødelagt, og Vagten maatte flygte over Hals og Hoved, da der udbrød Ild i Taarnkamret. Den maa dog hurtig være bleven slukket, og har altsaa ikke været, hvad. I. L. Wolff kalder „rød Lynild“, thi „denne kan ikke slukkes med Vand".

Sognepræsten saavelsom de ved Kirken ansatte to Kapellaner boede paa den nuværende Universitetsfirkants Grund; den første i den forrige Kantors grundmurede Gaard ud til Kirkegaarden (den østlige Fløi af den nuværende Universitetsbygning); de sidste dels paa Hjørnet af nuværende Fiolstræde (hvor Universitetsbibliotheket

er) dels ud til denne Gade. Til Bygningerne hørte Gaardsplads og Kaalgaarde. Den allerstørste Del af Universitetsfirkantens Nordside (paa hvilken Zoologisk Museum nu ligger) ud til daværende Skidenstræde (Krystalgade) skjænkede Christian den Tredie til Stadens tre Sognekirker, mod at de dér skulde opføre 3 lange, smalle Boder til Friboliger for Sognepræsters og Kapellaners Enker. Kongen bestemte, at disse skulde beholde Boligen uden Afgift, hvad enten de i Guds Navn giftede sig igjen eller vedbleve at være hæderlige Enker, og hvad enten de vedbleve at bebo Huset eller ikke. Enhver Enke havde Ret til Huset i ti Aar efter Mandens Død; døde hun inden, kunde hendes Børn beholde Huset. Resten af Tiden. Planen blev iøvrigt aldrig til Virkelighed, da Kirkerne foretrak at udrede en Husleiehjælp til Præsteenker fremfor at bebygge den omtalte Grund. Pladsen henlaa derfor ubenyttet, indtil Chr. IV. skjænkede den til Have og „Agerum" for en af Professorresidentserne; i Christian den Fjerdes Tid blev den botaniske Have derpaa anlagt her.

Byens anden ældgamle Sognekirke S. Nikolai havde ligeledes under Beleiringen mistet en stor Del af sin Formue saavel Jordegods som Sølv, Ornamenter, Fløiels Gyldenstykker, Caseller (Casula, Messekaabe) og Chorkaaber." Netop paa Reformationstiden var der truffet Skridt til Opførelsen af et Taarn; flere hundrede tusinde Mursten, nogle hundrede Læster Kalk og en Sum Penge var samlet, men ogsaa dette gik tabt. Skjøndt Kirken havde to Kapeller og et Spir over Midtskibet, gjorde den neppe noget imponerende Indtryk; den har vel omtrent set ud, som paa Tapetet fra Frederik den Andens Tid (smlgn. S. 178). I Oktober 1560 ramtes Bygningen af Lynet, som sønderslog Hvælvingen og ødelagde Høialtret tilligemed en af Møntmester Povl Fechtel skjænket Altertavle. Indvendig var Kirken mørk paa Grund af sine smaa gamle Vinduer, og dette Mørke gav hyppigt Anledning til Optøier og Tumulter. Under den nordiske Syvaarskrig i 1567 opstod der saaledes en Panik i Kirken; det siges samtidig med en lignende Panik i en Kirke i Stockholm. Ret som Præsten hedder det i en gammel Krønike - stod midt i Prækenen, kom der lige slig en Forskrækkelse iblandt Almuen, saa at de Allesammen trængtes ud af Døren, og Ingen vidste, hvoraf det kom, eller hvad paa Færde var, og Præsten blev alene staaende paa Prædikestolen og maatte saa give al Kirketjeneste over." Alvorligere i sine Følger var en Begivenhed, der indtraf samme Aar,

En Part, som det

og om hvilken I. L. Wolff beretter følgende: „Det haver sig tildraget, at udi S. Nikolai Kirke er en gammel Kvinde fremkommen, som efter foregaaende Trolovelse vilde lade sig vi ved hendes syvende Mand, hvilket der det rygtedes, da holdt alle Folk udi Kjøbenhavn det meget for vidunderligt, hvorfor at Mange kom til Kirken om Morgenen til Froprædiken at ville se derpaa. Og der Vielsen for Chordøren efter Prædiken skulde angaa, da trængte alt Folk sig til at ville se den unge Mand og gamle udlevede Kvinde, hvilket gav en meget stor Bulder, Opløb og Trængsel, at Præsten neppelige kunde have Fred og Ro til at vi dennem sammen; saadan en stor Trængsel var der den Tid for Chordøren at ville se den unge Mand og meget gamle udlevede Kvinde, at den ene den anden ruskede og tuskede. Der den gamle Kvinde det saa, blev hun vred, og sagde, saa de der omkring var det hørte: „Jeg skal faa Eder idag otte Dage Andet at tage vare end mig." hørte, gav sig ingen længer Tanke derom, men Andre lagde disse Ord paa Hjerte. Men se, hvad der skete, og ligesom hun truede og sagde, saa gik det og. Søndagen derefter da gjorde hun det saa ved Trolddoms Kunst til Høimesse, at der blev et stort Mørke og Oprør udi Kirken, at Ingen kunde mærke, hvorfra det kom. Derved Alle forskrækkedes og den ene sig imod den anden vilde forsvare; somme søgte udi saa stor Mangfoldighed til Dørene at undkomme, saa Kapper og Kaaber ginge udi Løbet, en Part derudover blev knuget, traadt og trængt, at de langsommelig Tid det ikke forvinde kunde, og mange gave sig ud af Vinduerne. Der Almuen kom sig noget igjen, erindrede de dennem, hvad Ord de tilforn havde hørt af hende, der hun forgangen Søndag var Brud, hvilke Ord de gave Øvrigheden her udi Staden tilkjende, hvorefter blev befalet at tage hende og hensætte hende. Da efter hendes egen Bekjendelse om dette og andet mere Ondt, som hun udrettet havde, blev hun med andre Flere, som hun udlagde, her for Kjøbenhavn brændt." S. Nikolai Kirkes Glandsperiode hører iøvrigt en noget senere Tid til, da det prægtige Taarn blev bygget ved Kristoffer Valkendorfs Omsorg, og det Samme kan siges om Stadens tredie Sognekirke Helligaandskirken, der ligeledes skylder den nævnte Adelsmand sit Taarn. Løst fra sin Forbindelse med Helligaandshospitalet, taarnløs og paa alle Sider omgiven af Bygninger (til Vimmelskaftet af de saakaldte Stenboder, paa den anden Side af

de gamle Hospitalsbygninger og lille Helligesthus) med en snever Kirkegaard om sig og besværlig Adgang, kunde den ikke gjøre noget architektonisk Indtryk; den har vel endog tildels været skjult af sine Omgivelser.

En egen Charakter fik Kirkerne, ved at alle Begravelser foregik indenfor deres Mure eller paa de dem omgivende Kirkegaarde, en Uskik, der holdt sig gjennem Aarhundreder, og først helt forsvandt i vore Dage, da det den 13de April 1851 forbødes at be

nytte de indenbys Kirkegaarde. Enhver fornem eller velstaaende Familie havde sit Begravelsessted indenfor sin Sognekirkes Mure, som ofte nedarvedes i Aarhundreder; mindre bemidlede Folk nøiedes med en Plads paa den lille Urtegaard udenfor, men Ingen tænkte sig Muligheden af at blive jordet andetsteds. Kun i Pesttider, naar Ligenes Antal var overvældende, blev der udlagt Begravelsespladser for Fattigfolk udenfor Portene. Betalingen for Gravstederne var høist forskjellig; paa Kirkegaarden nogle Mark i Kirkens Skib eller