gens Tøihus paa Bremerholm, det saakaldte gamle Toihus eller den gamle Smedie, der laa paa en Grund ved Gammelstrand tværs over Boldhusgade, og om hvis Oprindelse intet vides, har formodentlig været brøstfældigt, eller Kongen har af andre Grunde ønsket at flytte det. Chr. III gav Peder Godske Valget imellem at sløife en Vold mellem Slotsgraven og Stranden eller nedrive Kongens Stald for at finde en passende Byggegrund, men ingen af Delene skete: det nye Tøihus blev bygget paa det Sted, hvor Dronningens Stald hidtil havde staaet, og hvor det store kongelige Bibliothek opførtes af Frederik III i 1665. Tøihuset var en 80 Alen lang Bindingsværksbygning paa tre Etager med tre Porte paa hver Side og en i hver Gavl for at føre Skytset ud og ind; Loftet indrettedes til Kornlofter. Den Omstændighed, at Bibliotheksbygningens nederste Etage lige indtil 1861 var forbeholdt Artilleriet, tyder paa, at Arsenalet havde en fra Christian den Tredies Tid nedarvet Rettighed til denne Grund.

I nær Forbindelse med Slottet stod det kongelige Gjathus (Kanon- og Klokkestøberi), som strax efter Reformationen indrettedes i den nedlagte S. Peders Kirke, og Mønten, der vistnok samtidig fik Rum i S. Klare Kloster for Enden af Klareboderne. Dette var

en meget stor Grund mellem Møntergade og nuværende Sværtegade (Strædet bag Klare Mantelmur) og blev først i Midten af det 17de Aarhundrede gjennemskaaren af den Gade, der kom til at hedde Gammelmønt. Her maatte være overflødig Plads for Værkstederne og Smelteovnene saavelsom Bopæl for Møntmesteren Povl Fechtel og de øvrige Arbeidere. Leilighedsvis blev Stedet ogsaa benyttet som Rustkammer for Tøihuset. Saaledes vedblev Forholdet at være i Christian den Tredies Tid, men da den tydske Menighed oprettedes i 1575. stilledes S. Klare Klosterkirke til dens Brug, hvorved Mønten blev husvild og en Tidlang henlagdes til en Bygning paa Bremerholm, nuværende Holmens Kirkes Chor. I 1586 skete der imidlertid . en Ombytning; den tydske Menighed fik S. Peders Kirke, og det derværende Stykkestøberi flyttedes til S. Klare Kloster eller Møntergaarden, og det var nu Rotgieteren eller Bøssestøberen med hans Svende, som opslog deres Bolig i Nonneklostrets gamle Rum. 1593 kom Mønten imidlertid ogsaa tilbage til S. Klare, og fra nu af dreves de to Virksomheder Side om Side i en lang Aarrække, først i den gamle Klosterkirke, hvor nu baade Bøssestøberen og Møntmesteren boede, og senere, da Kirken nedreves (omtrent 1620)

og den største Del af Pladsen udparcelleredes (fra 1631-50), paa Møntergaardens Grund ud til Pilestræde, hvor Chr. IV 1610-11 opførte et nyt Gjæthus ud mod Pilestræde og Sværtegade (derfor kaldet Gjæthusstræde), medens Mønten laa høiere oppe i Pilestræde henimod Hjørnet af Møntergade. Forholdet, der er temmelig indviklet, kan fremstilles saaledes: S. Peders Kirke var først katholsk Kirke (til 1536), derpaa Gjæthus (til 1586) og endelig tydsk protestantisk Kirke; S. Klare Kloster blev efter Reformationen først Møntergaard, derpaa tydsk Kirke (i 1575), derpaa Gjæthus (i 1586) og endelig Mønt og Gjæthus tilsammen (i 1593). De to Virksomheder skiltes dog atter, thi i Midten af det 17de Aarhundrede flyttedes Mønten op paa Slottet og i 1661 ned i den saa berømte David Skolemesters Gaard, nuværende Nr. 26 paa Kjøbmagergade. Gjæthuset forblev derimod i Pilestræde, indtil det i 1673 flyttedes til Kongens Nytorv i en nyopført Bygning, der laa tversover Tordenskjoldsgade ind paa det nye kongelige Theaters Grund, det samme Hus, hvori Etienne Capion og Salomon v. Qvoten i 1719 fik Tilladelse til at agere Komedier", og som efter mange Fata vil være en stor Del af den ældre Slægt bekjendt som militair Høiskole (fra 1830). Bygningen forsvandt først helt i 1872; dens østre Ende blev dog allerede nedreven i 1866.

99

Ihvorvel Forholdene i Kjøbenhavn vare smaa, og Borgernes Huse i Regelen vare tarveligt indrettede, selv om mange af dem havde en stor Udstrækning, rummede Byen dog ikke faa anseelige grundmurede Privatbygninger, navnlig Adelsgaarde med store tilliggende Haver. I en gammel Fortegnelse over saadanne fra Christian den Tredies sidste Tiaar opgives deres Antal til 130, men det er dog først under de to næste Konger, at de antage Charakteren af Pragtbygninger og blive en Pryd for Staden. Livet i Kjøbenhavn fik dog allerede i Midten af det sextende Aarhundrede et væsentligt Præg ved Adelsmændenes Nærværelse, hvad enten de strømmede til Byen under Herredagene eller overværede Festligheder som Hertug Ulrik af Mecklenborgs Bryllup med Kongens Søster Elisabeth i Februar 1556 eller Churfyrst August af Sachsens Besøg i September 1557; her udfoldede de deres Luxus og Overdaadighed og opmuntrede den. formuende Borgerstand til Efterligning, og her havde de ved de mange fremmede Kræmmeres Nærværelse Leilighed til at tilfredsstille deres Pragtlyst. Luxusforordningerne frugtede som sædvanlig Intet; man

trodsede enten Forbudene, eller Kongen tog dem tilbage. Det er saaledes betegnende, at da det i 1537 blev bestemt, at Bryllupskost kun maatte vare i to Dage, og at ingen maatte have flere Gjæster, end der kunde være i deres egen Stue (ved Barselgilder endog kun Fadderne), reiste der sig en saadan Opinion herimod, at det to Aar efter hedder: „Da vi erfare, at denne Bestemmelse er tagen i den værste Mening, maa hver gjøre Bryllup og Barsel efter sin Formue“. Det var dog navnlig i Klædedragten, at der udfoldedes en hidtil ukjendt Extravagance, som stod i Forbindelse med de almindelige europæiske Moder, men paa dette Omraade var Kongen ubøielig.

"

Den side og folderige Dragt, som havde været den almindelige i Middelalderen, var bleven stram og umagelig; Kappen var bleven afløst af Kjortlen og denne atter af Trøien; Hoserne, som tidligere havde været et Underbeklædningsstykke, vare komne frem for Dagens Lys og enten blevne gjennemskaarne og spaltede eller dækkede foroven af det saakaldte „Overtøi", der er Knæbenklædernes Forløber. Moden udøvede sit Tyranni dengang som nu og synes at have været i høi Grad omskiftelig. Peder Palladius opregner fem forskjellige Moder, han i sin Levetid har kjendt, thi Ungdommen er saare løs paa Tøilen at efterfølge al Forfængelighed", nemlig de vallandske, de hispaniske, de frantzoske løsagtige Noder og Facter i Klæder", de engelske og skotske, og enhver af dem har efter hans Sigende medført en Guds Straf i Skikkelse af en Sygdom. Men den sidste Udskeielse var dog den værste. Lidt efter lidt blev det nemlig Skik at udskjære Spalter i „Overtøiet", saaledes at dette antog Charakteren af smalle Strimler, som hang fra Bæltestedet ned til Knæet og samtidig fik de underliggende Hosers øverste Del en uforholdsmæssig Vidde, saa at de hang ud af Spalterne og tilsidst naaede helt ned til Anklerne og lignede en Samling af Lapper og Klude. Dette Klædningsstykke, som af Datiden kaldtes Pludderhoser" og af Christian den Tredie paa Grund af dets Kostbarhed: „fra Hus og Gaard", blev bekjæmpet med Iver her som i Tydskland. Kongen forbød det, Præsterne tordnede mod det fra Prædikestolene, og Sjællands Biskop, Peder Palladius udgav „En Formaning og Advarsel mod den lappede og forkludede Hosedjævel". Hvis man kan tro dette Skrift, bleve Pludderhoserne første Gang sete i Kjøbenhavn ved Pintsetid 1555, da nogle tydske Landsknegte kom hertil, og det skjændige Overtøi, der hængte og flagrede om dem", vakte

Overdaadighed i Klædedragt.

363

først Munterhed og Spot og blev sammenlignet med Pjalterne, der hænge om Tyve i Galgen, et Skue, som ikke var ukjendt for Datiden. Men Smitten greb hurtigt om sig, først hos Hoffolkene og senere med rivende Hurtighed nedefter, saa at Palladius i 1550 kan skrive: Den Hosedjævels Ild brænder allerede mange Steder her i Riget og tændes op mere og mere. En ung Bengel eller Spyttegjøg skal nu, før det Gule voxer af Næbet paa ham, have flere Penge til et Par Hoser, end hans Fader havde Behov til sine Bryllupsklæder", hvorhos han antyder, at Dragten er uhøvisk og anstødelig, saa at arme vanvittige og uskyldige Piger forledes og forlokkes deraf". Da der gik fra 30 til 80 Alen Tøi af de dyreste Stoffer til et saadant Par Hoser, er Kongens ovenanførte Betegnelse meget træffende, og han satte derfor Alt ind paa at udrydde Hosedjævlen. Det lykkedes ogsaa over al Forventning ved Anvendelsen af et drastisk Middel, thi da han mærkede - siger Krag at han ikke ved Forordninger kunde hæmme Sligt, udskikkede han Tjenere paa Gader og Stræder, som med Knive sønderskare saadanne overdaadige Klæder, paa hvem de mødte, hvorved de Fleste bleve afskrækkede og optoge den forrige tarvelige Dragt igjen".

Christian den Tredie indskrænkede dog ikke sin Virksomhed paa Modernes Omraade til Forbud, men udøvede en positiv Indflydelse ved ligesom sin Efterfølger paa Thronen at paaoktroyere Hoffolkene et Slags Uniform. En saadan fra 1543 er gjengiven i omstaaende Afbildning, som oprindelig skulde vise Mogens Gyldenstjerne, hvorledes han havde at udstaffere sig til Kongens Søsters Prindsesse Elisabeths første Bryllup i Kiel med Hertug Magnus af Mecklenborg. Kjortlen, det vil sige, hvad vi nutildags vilde kalde Skjøderne, var lysegul og tilligemed Brystet og Ærmerne prydet med hvide, brune og røde Streger; den brede Bræmme paa det høire Ærme oppe ved Skulderen derimod grøn, kantet med hvidt og med lignende paasyede Snore. Hatten, der sidder paa Snur, var ligeledes gul med en Hætte underneden bræmmet med de samme Streger. Hoserne og Trøien, det vil sige: Klædningen til Bæltestedet, maatte være efter frit Valg; dog skulde der bæres en sort Fløiels Peltsrok over det Hele „at ride udi". Denne Dragt er saameget mere interessant, som den er en Mellemting mellem det gammeldags Anstændige og det nymodens Letfærdige; den danner et Overgangsled mellem Kjortelen og Trøien, hvilken sidste først

vinder Seir i Frederik den Andens Tid. Kjortelen har her faaet Split foran, men for at holde dens Flige nede, ere de fastbundne til Laarene, den ene med Sværdremmen, den anden med en bred Sløife. Med Rette bemærker Dr. Troels Lund, at denne Mode aabenbart ikke kunde blive af lang Varighed, thi hvad enten man sad eller stod, red eller dandsede, maatte disse Remme om Benet være utaalelige.

Hofdragt fra 1543.

Christian den Tredies sidste Regjeringsaar formørkedes ved det spændte Forhold til Sverig. Danske Kjøbmænd klagede over de svenske Fogders og Lehnsmænds Overgreb og Vilkaarligheder; paa den anden Side bebreidedes det Kong Christian, at han havde optaget de tre Kroner i Rigsseglet. Den danske Rimkrønike, som i 1555 udkom i et nyt Oplag, blev i Sverig opfattet som et nyt Skrift og vakte Kong Gustavs Fortørnelse i den Grad, at den gjorde ham til Digter i Henhold til den gamle latinske Sætning. Han „diktade och ihopsatte" selv en Antirimkrønike, den danske Kantsler