Da Toget naaede Frue Kirke, som iforveien var bleven underkastet forskjellige Reparationer (smlgn. S. 312) og derhos var udsmykket paa det Prægtigste med rødt Engelsk" (Klæde) paa Gulv og Vægge, steg Kongen af Hesten og begav sig op i Choret, hvor han tog Plads i en Gyldenstykkes Stol med en Himmel over, medens Følget fordelte sig paa begge Sider. En stor Del af Adelen havde Plads paa en Tribune; de kongelige Sangere paa en anden. Ceremonien, der forrettedes af den skaanske Biskop Niels Palladius, thi hans Broder, den sjællandske Bisp Peder, var syg, lignede i det Væsentlige den tidligere (S. 274) skildrede ved Christian den Tredies Kroning. Det er dog værd at lægge Mærke til, at Kroningstalen blev holdt paa Dansk „paa det den største Part, som her er tilstede, kan forstaa, hvad her bliver handlet", medens den forhen var bleven holdt paa Tydsk og baade ved Christian den Fjerdes og Frederik den Tredies paafølgende Kroninger holdtes paa Latin. I Indledningstalen formanede Bisp Niels til Maadehold og Sparsommelighed og sagde, at man saare vel kunde gjøre sig lystig uden at fortørne Gud. Det vilde hverken være ret og sømmeligt at forbyde Mad og Drikke, Turnering og Dyst, Banket og Gjæstebud ved en Leilighed som denne; det vilde ikke passe at give Munkeregler, og det var ikke nogen synderlig Hellighed at se sur og ublid ud, men paa den anden Side burde man æde og drikke med Skikkelighed, ikke hænge Dag og Nat i Øl og Vin og vælte sig i Sølen som Svin. Vinen var given til Glæde; den gjorde Menneskenes Hjærter lystige, og Kong Salomon havde jo rentud sagt: Æder mine Venner, og drikker Eder drukne! Men dette betød ikke, at man skulde gaa om som Gjække og Narre, men kun at man skulde glæde sig, glemme Sorgen og gjøre sig lystig i lovligt Samkvem og dog holde Maade. En Bonde, der fordærvede sig ved Drik, syndede svarlig, en Herremand endnu mere, men hvad skulde man sige om Konger, Hertuger og deres Lige, hvilke synderligen burde vogte sig for at fordærve deres Legemer. At disse sidste Ord ere blevne sagte med en Hentydning til den unge Konge, er vel sandsynligt.

Hosstaaende Afbildning forestiller Ceremoniens høitideligste Øieblik, da Bispen med alle Rigsraaderne sætter Kronen paa Kongens Hoved efter at have sagt til dem: Edle, strænge, æresfaste Rigens Raad, efterdi det nu er kommet til Kroningen (af hvilken denne

Dag og Høitid haver sit Navn i dette Rige), saa formaner jeg Eder, at I alle næst hos mig tager fat paa Kronen med mig og hjælper til at krone Kongen, og hvem som kan ikke naa Kronen, efterdi han staar langt fra, han tage fat paa Silket, som er bundet ved Kronen. Det er Eders egen Ære, og der ligger Eder stor Magt paa“. Paa Alterbordet ses Æblet, Sværdet og Spiret og ved Siden den ene af de assisterende Præster (Hofprædikant Niels Kolding); den anden (Biskop i Bergen Niels Skjelderup) staar foran Kongen ligesom sin Embedsbroder. Underskriften her er feilagtig, thi det var ikke Sjællands, men Skaanes Biskop, der salvede Kongen. Forneden i Forgrunden ses en anden Handling, nemlig Ridderslaget, som ved de paafølgende Kroninger ikke længere foregik i Kirken. Billedet er ikke ganske korrekt, thi Kongen blev siddende i Stolen, efter at den var vendt om, og traadte ikke frem i Kirken. Otte Adelsmænd bleve ved denne Leilighed slagne til Riddere og kom til at bære den Elephantorden, som er afbildet ved Slutningen af nærværende Kapitel, men tolv andre Adelsmænd frabad sig den dem tiltænkte Ære, sandsynligvis fordi de frygtede for at komme i et trykkende Afhængighedsforhold af Kongemagten. Det følger af sig selv, at Processionen tilbage til Slottet var endnu pragtfuldere end Udfarten; med Kronen paa Hovedet, Sværdet ved Siden og Spiret i Haanden red Kongen paa en prægtigt udstafferet Hest under en Gyldenstykkes Himmel, som bares af fire Rigsraader; 100 Landsknegte med Harnisk og Værge, iførte gule og brune Kjortler marcherede foran, Kirkeklokkerne kimede, Trompeterne skraldede, og fra Voldene og Skibene drønede Kanonerne, saa at Husene og Jorden skjælvede derved.

Udi alle de Gader, Vinduer og Døre
Stod adskilligt Folk lige nu som føre;
Man mange Steds Tag af Husene brød
Og Hovederne ud mellem Lægterne skjød.
Hver vilde da se den kongelig Ere,
De haabed at ei se saadan Stads mere.
Men hver begjæred' af Hjærte og Mod,

Gud vilde bevare den Konning saa god."

Da Kongen naaede Høibro, affyredes der en Salve af 88 Kanoner fra Voldene nedenfor Slottet, og en gloende Drage for ham imøde, udspyende Ild og Raketter til alle Sider. Ved det paafølgende prægtige Taffel var der ikke blot Overflod af solid Føde, men

Ridderspil paa Amager- og Gammeltorv.

373

ogsaa en stor Mængde Skueretter i Skikkelse af Træer, Urter, Fugle og Dyr, hvoraf nogle vare indrettede saaledes, at de kunde løbe og gaa omkring. Man drak Claret, Malversi, Lutendrank og kostelig Romani", og det feiler ikke, at mangen Hofmand fik sig en ærlig Rus i Henhold til Kong Salomons Opfordring. Taffelmusiken præsteredes af Zither, Trompeter, Harper, Basuner, Sinker, Positiv, Skalmeier og Krumhorn, og de kongelige Sangere forlystede Selskabet med franske, italienske, latinske, tydske og danske Viser. Om Aftenen dandsedes der paa Slottet med Fruer og Jomfruer unge", og nede i Byen beværtedes de fremmede Fyrsters og Adelsmænds Følge, som var indkvarteret hos Borgerne, for Kongens Regning. Endogsaa de Fattige fik et rundeligt Traktement af Øl og Mad, og Reravius overdriver sikkert ikke, naar han siger, at der overalt i Staden herskede Lystighed og Glæde.

En Fest som den nærværende vilde have været aldeles forfeilet, hvis den ikke var bleven afsluttet med forskjellige Slags Ridderspil, ved hvilke Kongen og Adelen kunde lægge deres Manddom og Vaabenfærdighed for Dagen. Tiden forlangte det, og Alle vare begjærlige efter det imponerende Skue, som et Dystridt i Pandser og Plade eller en Turnering med vaiende Hjelmbuske og fældet Landse afgav, for ikke at tale om den Spænding, der ledsagede en saadan offentlig Styrkeprøve mellem Landets ypperste Mænd. Dagen efter Kroningen udhvilede man sig efter Anstrængelserne, men den 22de August, en Tirsdag, stimlede hele Befolkfolkningen sammen paa Amagertorv, hvor der iforveien var blevet afstukket en Bane, bestrøet med alenhøit Halm, for at de uheldige Rendere skulde falde blødt. I Vinduer og Loftsluger, Bislag og Døre saas Hoved ved Hoved, ja enkelte Steder havde man atter brudt Tagene af Husene for at skaffe Tilskuerpladser. I et stateligt Optog kom Deltagerne ridende fra Slottet med den unge Konge i Spidsen; Hestene bare guld- og sølvindvirkede Dækkener, og først da Banen var reden rundt, iførte man sig Rustningerne og Rendetøjet". Saa lød med Et Trompeterne og Kjedeltrommerne; et Par red frem og huggede los paa hinanden med Glavind, indtil en af dem faldt af Hesten eller gav tabt, hvorpaa de strax afløstes af et nyt Par. Nogle udførte ogsaa „Gesellestik", en Kampmethode, som ikke kjendes nøiere. Kongen deltog mandelig i Rendingen og vandt Prisen, hvilket dog ikke maa opfattes som pure Høflighed.

Dagen endte med Taffel paa Slottet og Dands; og de, der havde seiret, fik kostelige Perlekrandse og havde Fordands" med de skjønneste Fruer og Jomfruer. Onsdagen tilbragtes paa samme Maade.

Turneringen paa Gammeltorr om Torsdagen var dog Kroningsfestlighedernes Glandspunkt. Brolægningen her var iforveien bleven opbrudt; man har endnu Regningen derpaa, hvoraf det ses, at 930 Læs Sten blev bortkjørt, og 817 Læs Sand istedet spredt paa Banen. Denne havde i Midten et mandshøit Plankeværk eller en Skranke, som skulde ligge de Kæmpende imellem, saaledes som det ses paa hosstaaende Afbildning. I et Træskur i Baggrunden havde Enkedronningen, Prindsesserne og andre fornemme Damer Plads; ved Siden ses en Beholdning af Turnerstager bestemte til at afløse dem, der brødes i Stykker, thi ikke enhver Landse var brugelig til dette Slags Dyst. Turnerstagerne vare nemlig gjorte af skrøbeligt Fyrretræ for at hindre Ulykker, og den, der brød flest i Stykker uden at blive kastet af Sadlen, var Seirherre. I fuld Rustning kom Kongen og alle hans Gjæster ridende fra Slottet, men i to Afdelinger, hver med sit Felttegn.

„De havde Drabetøi og Harnisk paa sig
Med Skjørter og Flanker saa statelig;
De var bevæbnet alt med stor Flid,
Som de skulde strax i Krig og Strid.
Med herlige Smykke vare de ogsaa
Berystet, at det var Under derpaa."

De to Partier fordelte sig paa begge Sider af Banen; Trompeterne blæste Fanfarer, Herolderne traadte frem og udraabte, hvem der skulde rende sammen, og nu satte Modstanderne Sporerne i Hestenes Sider og sprængte løs paa hinanden med fældede Landser i fuld Galop. Sammenstødet var saa voldsomt, at Landserne splintredes derved, og Rytterne maatte samle al deres Kraft for at holde sig i Sadlen.

De brøde de Stager, at Stykkerne fløi

I Veiret vel mange Favne op hoi;

Naar de gik i sønder, da spraged det, saa
Det var stor Lyst at høre derpaa.“

Men denne Enkeltkamp mellem Rytter og Rytter var dog kun Indledningen til det sidste store Sammenstød, i hvilket begge Hobe