gjorde et samlet Indhug paa hinanden, maaské efter at Midtskranvar fjernet. Her kæmpedes med store Turnérsværd, som dog ikke vare skarpe, og naar de tunge Slag raslede paa Harniskerne, saa at der fløi Gnister af dem, naar Heste og Ryttere dannede en forvirret og tilsyneladende uopløselig Knude, naar Hingstene bleve vilde, slog, bed og vrinskede, og de Kæmpendes Ilterhed ikke stod tilbage for Dyrenes, kom Skuespillet en virkelig Kamp nær og kunde let udarte til Alvor. For Tilskuerne var denne Scene, i hvilken Landets Konge og første Mænd spillede en saa fremragende Rolle, aabenbart særlig imponerende og hilsedes med lydeligt Bifald og Begeistring. Da Trompeterne tilsidst blæste Retraite, vare Deltagerne i Kampen udmattede, men maatte dog, efter at have afført sig deres Harnisker i Herberget, møde paa Slottet for at modtage de vundne Prisbelønninger og fortsætte Festen til den lyse Morgen.

Den hele Række af Ridderspil afsluttedes om Fredagen med en saakaldet „Fægteskole" paa Slottet, formodentlig i Slotsgaarden, hvor mange ædle Mænd og Krigsfolk" øvede sig i Fægtning med lange Spyd, Stænger, Sværd og Thesaker (Dolke); der brugtes kort sagt mange Værger i den Færd". Det var en Forestilling i Vaabenleg til Ere for Kongen og hans Gjæster, som lededes af professionelle Fægtemestre, og det synes ved denne Leilighed at være gaaet hedt til, thi Reravius siger:

„Der gaves ud mangen god Puf saa grand,

At Blodet en Part om Øinene randt,

Der finge da Somme stor Pris og Ære,
En Part fik store Hug hjem at bære.

En Part gik af med Daler og Guld,

Og Somme blev slagen slet Huden al fuld.
Man siger, at hvilken Mand, som lege vil,
Han maa og tænke, han skal sætte til.
Der denne her Fægten havde en Ende,
Tog Fægtemesteren sit Sværd udi Hænde,
Gjorde der Parade skjøn og statelig,
Han vidste dermed at vende da sig.
Dermed blev det besluttet da saa,
Og hver monne i sit Herberge gaa.

Ved Fyrsternes Afreise hilsedes de ligesom ved deres Ankomst med Salut fra Skibene og Voldene, og to Drager med Fyr

Stridigheder med Sverig.

værkeri fór i Veiret over Kongens Hoved.

377

Da Toget kom lidt

udenfor Porten, fyredes der ud imod Stranden med Fyrmørser, Krandse og Fyrbolde. Kong Frederik fulgte selv sine Gjæster paa Vei et langt Stykke, og der afholdtes en stor Jagt, inden de skiltes. En af Kongens første Regjeringshandlinger, da han var vendt tilbage til Byen, var at tage Kjøbenhavn i sit „kongelige Hegn, Værn, Fred og Beskjærmelse" og stadfæste dens Privilegier, ligesom han viste sit venlige Sindelag mod Byen ved at tillade, at dens Orlogsskib blev benyttet til Kjøbmandshandel, dog at alt tilhørende Skyts, Krudt og Bly skulde opbevares, for at det kunde være tilstede, naar Kongen tilsagde Skibet mod hans og Rigets Fjender.

De Foranstaltninger, som Frederik den Anden traf til Søfartens Fremme, f. Ex. ved at udarbeide en Søret, som, inden den blev udstedt i 1561, drøftedes af udvalgte Borgere fra Kjøbenhavn, Helsingør, Malmø og Landskrona, ved at paabyde Udlægning af Søtønder i Dragør Strømme, paa Falsterbo Rev, ved Trindelen under Læsø og andetsteds, havde kun liden Fremgang, efterdi han kort efter sin Thronbestigelse indvikledes i Stridigheder med sin Fætter, den svenske Kong Erik den Fjortende, som i 1560 havde afløst Gustav Vasa paa Thronen. Den danske Konges Opmærksomhed havde været rettet paa at udvide Handelen med Ingermanland, Livland og Polen og sætte sig fast i Estland, for derigjennem at vinde Herredømmet paa Østersøen, men hans Bestræbelser her maatte nødvendigvis bringe ham i Strid med Sverig, hvis Udvidelsestrang gik i samme Retning. I 1560 var Kongens yngre Broder Hertug Magnus med dansk Assistance bleven indrettet paa Øsel som Biskop over denne og Administrator af Reval, men han trængtes haardt af Svenskerne, som i 1561 bemægtigede sig Reval. Et dansk-russisk Forbund, som det følgende Aar afsluttedes, havde ingen praktiske Følger, thi Rusland arbeidede kun for sine egne Formaal og besatte Narva. Kjøbenhavnske Skibe, der seilede paa Narva, bleve nu opbragte af Svenskerne, og snart blev Forholdet mellem de to nordiske Riger saa spændt, at en Ubetydelighed kunde give Anledning til Krig. Den gamle Strid om de tre Kroner oprippedes paany; Kong Erik optog det danske og norske Skjoldmærke i sit Vaaben, og de forskjellige Grændsemøder, der afholdtes for at bilægge Sagen i Mindelighed, frugtede Intet, da den gjensidige Mistillid ikke lod sig fjerne, og begge Parter lige haardnakket holdt

paa deres eget. Det var, som Hammerich siger, gammelt Had og unge Konger, der mødtes. En Begivenhed, som indtraf i Kjøbenhavn, bragte Bægeret til at flyde over.

-

Et svensk Gesandtskab, som var afsendt fra Stokholm for at afslutte de indledede Giftermaalsforhandlinger mellem Erik den Fjortende og Landgreven af Hessens Datter, ventedes paa Gjennemreise til Kjøbenhavn. Allerede paa Forhaand havde Kong Frederik besluttet at lade det opholde med Lempe", indtil han havde faaet Besked og Bud fra sine egne Afsendinge i Sverig, thi han frygtede for, at de Svenske havde isinde at afslutte Forbund med Udlandet til Skade for Danmark. Den 16de Februar ankom et Par af Gesandtskabets Medlemmer: Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche til Kjøbenhavn for at anmode om Pas, og to Dage efter dets Chef, Sten Eriksen Lejonhufvud, den afdøde Kong Gustavs Svoger, tilligemed et Følge paa 54 Personer, der indkvarteredes hos Byens fornemste Borgere Sten Eriksen selv med 11 Tjenere og 4 Drenge hos den ansete Kjøbmand og Borgmester Marcus Hess i Kompagnistræde, Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche med 14 Tjenere hos Borgmester Anders Skriver i Vimmelskaftet. Gesandterne ønskede at reise videre uden Ophold, og da Passet udeblev, henvendte de sig til Kantsleren Johan Friis, der fungerede som Statholder paa Slottet, men denne lod svare, at Kongen var paa Jagt, hvorfor de maatte vente. Den svenske Herre afsendte nu selv et Bud til Kongen med Anmodning om Pas, hvorhos han tillige bad undskylde, at han drog forbi uden at hilse paa Majestæten. Overbevist om, at hans Fordring ikke kunde blive afslaaet, besluttede han at forlade Kjøbenhavn den næste Dag og drage til Færgestedet, hvor Budet da skulde være tilstede med den forventede Tilladelse. Imidlertid blev Johan Friis urolig; han frygtede for Kongens Vrede, hvis de Fremmede slap bort, hvorfor han ved Overtalelser forsøgte at bevæge Gesandtskabet til at blive, og det lykkedes ham virkelig at holde de fremmede Gjæster i Byen Dagen over (den 19de Februar). Men den næste Morgen ved Daggry traf Sten Eriksen, forbittret over den nødtvungne Forsinkelse, Forberedelser til at bryde op, hvorfor Johan Friis ufortøvet lod Borgmester Anders Godske advare om ikke at lade de svenske Herrer slippe ud af Byens Porte uden Pas, hvilket velbemeldte Borgmester siger Resen meget beskedenlig som en Mand af god Forstand, Lærdom og Erfarenhed vel

De svenske Gesandters Anholdelse.

379

udi Agt tog og fuldbyrdede". Samtidig sendte Statholderen en Adelsmand, Arild Ugerup, til Hr. Stens Bolig for at holde Gesandtskabet tilbage, men den svenske Herre var ubøielig. Forgjæves forestillede Arild ham, at det vilde være til Spot for Kongen, om de red af Byen uden hans Tilladelse; thi da Sten Eriksen paa et ligefremt Spørgsmaal, om det var Kongens Befaling, at de skulde blive, havde faaet et benægtende Svar, svarede han, at et „iligt" Hverv var ham paalagt, og at hans Konges Sager maatte gaa fremfor alt Andet. Han fastholdt sin Beslutning om at drage bort og gav sit Følge Befaling til at ride til Kjøge, i hvilken By han vilde afvente Kong Frederiks Svar.

Man har en Beretning fra Magistraten til Kongen om, hvad der videre paafulgte, og som, hvorledes man end vil bedømme den danske Regjerings Optræden, ialfald viser, at Sten Eriksen var en hidsig og opfarende Mand, der ikke kunde passe paa sin Mund. Efter gammel almindelig Brug hedder det heri som i mange Aar har været holdt her i Kjøbenhavn og endnu er befalet, at Borgmestrene skulle have flittigt Tilsyn med hvad Folk, der drager ud og ind af Byen, have disse altid ladet beskikke Vagt i alle Portene om Dagen med Befaling at skaffe Beskeden af alle Fremmede, som drage ud og ind. Sidste Lørdag er da Hr. Sten kommen ridende til Vesterport med 3-4 Svende forud. Dog kjendte Vagten ham ikke og vidste ikke, hvad det var for Folk. Paa deres Spørgsmaal, hvor de vilde hen, svarede de, at de vilde ud, og gav ingen Besked, hvorfor Vagten svarede: I kommer ikke ud, uden I have Besked fra Borgmestre og Raad". De vendte tilbage til Hr. Sten, som derpaa red frem og sagde: „Vi skulle ud i tusind Djævles Navn". Da Vagten atter svarede som foran, svarede Hr. Sten: Jeg har Intet at skaffe med Borgmester og Raad; jeg vil ud at tale med Kongen, og jeg giver Borgmester og Raad og Eder, I Prakkere og danske Forrædere, syv Tusind Djævle", og med Sporerne i Hesten trængte Hr. Sten ind paa Vagten og brugte mange unyttige Skjældsord. Da nu Vagten ikke kjendte Hr. Sten synderligen for en anden, holdt de Værgerne frem. Da greb Hr. Sten et Fyrrør (en Bøsse), slog Hanen for og vilde skyde paa den Vægter, Kristen Jensen, som stod ret for ham, hvorpaa denne slog Hesten over Næsen med sit Spyd. Da blev Hr. Sten vred og sagde: „I danske Forrædere, I skulle faa syv Tusind Djævle; der skal blive