blodige Pander for dette Stykke, I nu haver gjort". Alle ere enige om, at Hr. Sten med Magt vilde have trængt igjennem Porten, hvis ikke Vægteren havde slaaet Hesten, saa at den blev sky og kastede sig om, hvorved Vagten fik Tid til at slaa Porten i, hvorpaa Hr. Sten vendte tilbage til sit Herberg".

Umiddelbart efter dette Optrin søgte Johan Friis en Samtale med den svenske Gesandt, men denne vilde ligesaa lidt modtage ham som Borgmestrene, der mødte for at gjøre Hr. Sten en Undskyldning for det Rumor i Porten". Mærkeligt nok udstedte Kong Frederik samme Dag det omstridte Pas, ifølge hvilket de svenske Gesandter frit kunde drage gjennem hans Lande og Riger, men der blev ingen Brug for det efter det Passerede. Landets Love vare blevne krænkede, og Kongen ansaa sig for berettiget til at drage de Skyldige til Ansvar. Begyndelsen blev gjort med, at samtlige Svenske, som befandt sig i Riget, Hoffolk, Adelsmænd, Kjøbmænd, Brevbud og Reisende bleve anholdte.

Saasnart Frederik den Anden fik Underretning om det Passerede, reiste han fra Sorø, hvor han havde opholdt sig, til Kjøbenhavn og lod optage Forhør og foranstalte Undersøgelser. Til Sverig blev der afsendt et Brev med en Kopi af Magistratens Referat, hvori Gesandternes Optræden blev fremstillet som haanlig mod den danske Konge. Der blev rettet den Forespørgsel til Kong Erik, om det var hans Villie, at svenske Gesandter med Trods skulde ride gjennem Danmark. Hr. Sten og hans Følge blev indtil videre holdt tilbage, men dog behandlet med stor Lemfældighed; de kunde bevæge sig frit indenfor Voldene, de maatte røre deres Heste paa Gaderne, og det Opsyn, der havdes med dem, var neppe videre skarpt, da Kantsleren den 20 Marts klager over, at deres Svende løbe om paa Gaderne, hvor de ville". Først da Krigen blev uundgaaelig, fordi Kong Erik rentud nægtede at aflægge det danske og norske Vaaben, før Kongen af Danmark havde aflagt de tre Kroner, og det i Slutningen af Marts kom for Dagen, at Gesandterne gjennem en tydsk Præst søgte at sætte sig i Forbindelse med Sverig, blev der gaaet strengere frem imod dem. I Midten af April bleve de under Bevogtning førte fra Kjøbenhavn til Kallundborg og Draxholm i et langvarigt Fangenskab, thi Sten Eriksen blev først sat i Frihed i Januar 1565, Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche endog to Aar senere. Striden skulde nu afgjøres med

Den nordiske Syvaarskrig.

381

Vaabenmagt, thi som Kong Frederik selv skrev: „Nu da Forholdene ligesom af sig selv føre hen til en Krig med Sverig, tragte vi efter i Guds den Almægtiges Navn at benytte saadan Leilighed."

Den nordiske Syvaarskrig, der indlededes ved et Sammenstød mellem nogle danske Skibe og en svensk Flaade under Bornholm, i hvilket de første trak det korteste Straa, blev paa mange Maader følelig for Kjøbenhavns Indbyggere. Ved Frederik den Andens Thronbestigelse var Flaaden i ypperlig Stand; den var som Resen siger „en saa kostelig, mangfoldig og vel berustet SøArmada, hvis Lige man ikke véd, eller Nogen mindes tilforn at være seilet her af Riget." Ikke mindre end 27 større Skibe foruden Proviantskibe og smaa Fartøier, ialt bemandede med 4600 Mand, udsendtes under Peder Skram det første Aar (1563), og det følgende steg Antallet endog til 29. Deres Udrustning og Proviantering fremkaldte usædvanligt Liv og Virksomhed paa Bremerholm, og Kjøbenhavn maatte ligesom Landets øvrige Kjøbstæder ikke blot stille Baadsmænd (i Reglen 100), Tømmermænd og Skippere, men ogsaa bidrage med værgagtige Karle" til Armeen; i 1564 saaledes med 150 foruden nogle Bartskjærere, Pibere og Trommeslagere. Tropperne stillede i Kjøbenhavn, hvor de indkvarteredes, indtil de kunde blive førte over til Helsingborg. Da Krigen trak i Langdrag, forøgedes dens Byrder; i December 1565 anmodede Kongen Byen om et Pengelaan, da Daniel Rantzau ikke kunde betale Knægtene; tre Aar efter laante han paany 12000 Daler af Kjøbenhavn og Malmø, og ved Fredsslutningen maatte de fremmede Kræmmere i den førstnævnte By betale en overordentlig Skat til Krigsfolkenes Aftakning, efterdi de ikke havde havt nogen Besværing under Krigen, og ikke det mindste ere komne os til Hjælp enten ved Pendinge eller Andet, men deres Handel og Vandel dennem ikke til ringe Fordel fri og ubehindret brugt og end undertiden vore Undersaatter til Besværing." Efter Katastrophen ved Gulland, da en Del af den danske Flaade gik til Grunde i en Storm, blev der udskrevet en Kobberskat til nyt Skyts, hvoraf Kjøbenhavn maatte levere 40 Skippund, og i 1568 maatte Byen stille 300 „værgagtige duelige Karle med Degen og lange Rør" (Bøsser) til Flaaden, og Kongen paalagde udtrykkelig Magistraten at sørge for, at det blev kraftige Folk, som han og Riget kunde være tjent med. Herved saavelsom ved de store Leverancer af Fetaille, Standsningen af

Handelen og Søfarten, thi al Seilads gjennem Øresundet til svenske Havne var forbudt, og lgn., led Byen selvfølgelig meget. Direkte paavirkedes Kjøbenhavn ikke af Krigen, skjøndt den svenske Flaade et Par Gange, saaledes Søndagen den 27de Mai 1565 og den 26de Juni 1566, nærmede sig Dragør og ængstede Indbyggerne ved sin Nærværelse.

Krigen maatte selvfølgelig henlede Opmærksomheden paa Stadens Fæstningsværker, saameget mere som de, trods de omfattende Arbeider i Christian den Tredies Dage, vare meget forfaldne. I 1567 skriver Frederik den Anden, at han paa Grund heraf tillader Borgmestre og Raad at oppebære en dansk Hvid af hver Skjæppe Malt, der brygges i Staden, mod at de herved indkomne Penge udelukkende anvendes til Befæstningen; dog skulle de Høilærde (Universitetsprofessorerne), Sognepræsterne og Kapellanerne være fritagne for denne Maltskat. Da Landsknægtene, som laa i Leir udenfor Byen, Aaret efter gjorde Mytteri og om Natten listede sig ind i Staden paa Steder, hvor der ikke var Fæstningsværker, „hvilket ikke aleneste er spotteligt og haanligt, men er og at befrygte, at det udi Fremtiden udi lige Maade kan vederfares", fandt Kongen fornyet Anledning til at minde om Fæstningens Forbedring, hvorfor han, for at det samme Arbeide des snarere maa gaa for sig", bevilgede Magistraten den Rente (Husleie), som gik af hver Eiendomsgaard for et Aarstid. Desuden skulde de svenske Krigsfanger, der ikke vare af Adel og ikke kunde underholde sig selv, sendes til Kjøbenhavn for at arbeide paa Værkerne. Ikkedestomindre havde Sagen ingen Fremgang, thi i 1572 sendte Kongen en truende Skrivelse til Magistraten, hvilken dog heller ikke gjorde Virkning. Sagen var, at den langvarige Krig med Sverig i Forening med den herskende Dyrtid gjorde det umuligt for Borgerne at bære de dermed forbundne Byrder, og tilsidst maatte Kongen opgive det Hele, da nogle Borgere endog truede med at forlade Staden. Arbeiderne bleve stillede i Bero, indtil „Folket kunde komme til Næring og nogen Forraad samles tilhobe", og Kongen gav den daværende Statholder Peder Oxe en Ordre i denne Retning. Først i 1581 tales der atter om Befæstningen, og der toges nu fat for Alvor. Et aabent Brev til Magistraten og menige Borgere i Kjøbenhavn bestemte, at alle Gaarde, Huse og Boder med Undtagelse af Professorers, Præsters, Skolelæreres og andre Kirkebetjentes Embeds

boliger, skulde bære deres Part af Udgifterne efter Indkomst og Formue, og de Adelsmænd, der havde Huse og Gaarde i Staden, fik et lignende Tilhold om at udrede et Aars Husleie i samme Øiemed, den ene Halvdel strax, den anden det næste Aar. At der blev gaaet frem med Strenghed, fremgaar af det Faktum, at Byfogden Christen Christensen i Efteraaret 1582 fik Befaling til at ,beslaae" Husleien hos dem, der boede i saadanne Adelsgaarde, Huse og Boder.

I hvilket Omfang Fæstningsværkerne ere blevne forbedrede paa dette Tidspunkt, kan ikke oplyses, men Arbeiderne synes at have været ret omfattende. I den i Raadstuarchivet opbevarede saakaldte Valkendorfs Bog hedder det, at Byens daværende Statholder Christoffer Valkendorf Anno 1581 haver ladet begynde paa Kjøbenhavns Fæstning først ved Nørreport at sætte Volden om til Østerport med stor Kamp og ladet færdiggjøre og arbeide paa Volden. Desligeste har han ladet gjøre den Skandse og Hvælvingen og Mur i Nørreport og har selv givet dertil af sin Penning og har havt sine egne Arbeidskarle hver Dag paa Volden i Arbeide med Borgerne, at det skulde gaa for sig." Af en Bemærkning hos Vallensbæk ses det, at omtrent paa dette Tidspunkt blev det inderste Porttaarn red Nørreport opført, af hvilket der er bevaret en, som det synes, korrekt Afbildning fra Frederik den Tredies Tid. Paa det Pufendorfske Billede fra Beleiringen 1659 er Bygningen aabenbart misforstaaet; derimod opbevares der i den kongelige Kobberstiksamling et samtidigt løst Udkast til et Prospekt af Staden fra Søsiden, paa hvilket Porttaarnet præsenterer sig som en imponerende gothisk Bygning med elleve Spir. Stilen er ikke ubekjendt; den gjenfindes f. Ex. den Dag idag paa adskillige gamle Taarne i Prag, om end ikke saa overlæsset.

Syvaarskrigens Ulykker forværredes endyderligere ved en Pest, vistnok Blodgang og Typhus, som næsten varede ligesaa længe som Krigen og decimerede de krigsførende Parters Hære, navnlig Besætningerne paa Flaaderne. I Kjøbenhavn rasede den især i 1564 og 1568, og Byen var fuld af syge Borgere, medens de angrebne Baadsmænd, Bøsseskytter og andre Skibsfolk synes at være blevne sammenstuvede for sig selv paa Bremerholm. Naturligvis havde denne Epidemi den sædvanlige Ledsagelse af vidunderlige Jertegn i Luften; Tyge Brahe kunde endog udlede den af Jupiters

og Mars' Konjunktion i Løvens Tegn. Universitetet blev lukket, og hvo, der kunde rømme fra Byen, søgte Sikkerhed ved Flugt. Dødeligheden var meget stor; alene i 1564 begravedes der 7-800 Lig i Vor Frue Kirke og paa dens Kirkegaard, medens det sædvanlige Tal var 60-70, og Kirkens Indtægt var næsten tyve Gange større end sædvanlig. Et Brev fra Kongen af Oktober 1564 oplyser, at

Møntmesteren og hans Svende i Kjøbenhavn alle døde, saaledes at de Handlende kom i den største Forlegenhed for Smaamønt. En enkelt Nat den 1ste Septbr. døde 60 Personer. Fra Høsten 1564 til Faste næste Aar døde der 1800 Mennesker foruden dem paa Bremerholm, som Ingen optegnede." paalidelige Beretninger haves fra 1568. den nye Kirkegaard udenfor Nørreport

Lignende mere eller mindre Det var i denne Pesttid, at blev forsynet med et Bin