dingsværkskapel ved Laurids Madsen Bøssestøbers Initiativ (smlgn. S. 323). At de sanitaire Forhold i Byen vare meget slette, og Renligheden lod meget tilbage at ønske, fremgaar utvivlsomt af to Kongebreve af 1562 og 1567, thi i det første siges det, at der er megen Urenlighed baade paa Gader og Stræder, desligeste under Voldene og strax udenfor Portene", hvilket skal føres langt udenfor Byen hver ottende Dag; i det andet gjentager Kongen, at der er stor Uskikkelighed med Gaderne og Rendestenene, og at de ere saa ujevne og uordentligt lagte, at det ikke er muligt at holde Byen fri for ond Stank og Lugt, hvorfor han i en meget skarp Tone giver Slotsbefalingsmanden og Magistraten Ordre til at raade Bod herpaa. Faa Aar efter er man imidlertid falden tilbage til den gamle Slendrian, og Kongens velmente Bestræbelser for at fremtvinge Bebyggelse af de mange øde Jorder indenfor Voldene, der bleve brugte til Lossepladser for alskens Affald og Urenlighed, har sikkert heller ikke frugtet. Nutiden har overhovedet Vanskelighed ved at sætte sig ind i Datidens Ugenerthed til at sidde Kongens og Øvrighedens Bud overhørig.

Under de trykkende Krigsforhold kunde der selvfølgelig ikke gjøres Meget for Stadens Opkomst og Udvikling, men det fortjener at fremhæves, at Kong Frederik, i fuld Overensstemmelse med den Aand, der havde ledet hans Fader, midt under den ødelæggende Feide fandt Midler til at udvise en storartet Gavmildhed mod Videnskabens Dyrkere og grundlægge en Institution, som den Dag idag staar ved Magt og i Tidernes Løb har været til Velsignelse for Utallige. Christian den Tredies Tanke om at tilveiebringe en Fribolig for fattige Studenter blev gjenoptagen, men ikke realiseret ; muligvis har Trangen været større i en anden Retning. Den 1ste Mai 1569 indviedes derimod Kommunitetet, af hvis Stiftelse Kantsleren Johan Friis og Rigshovmesteren Peder Oxe vistnok have Hovedfortjenesten. I Fundatsen bestemmes, at i Fremtiden skulle 100 Studenter have fri Kost (en taalelig Forspisning" paa fire Retter Mad til Middag og tre til Aften med tilhørende Øl) istedetfor de tidligere 20, der bespistes i Helligaandshospitalet eller „Klostret“ (se Side 293), og samtidig indstiftedes det saakaldte Stipendium regium for fire begavede Studenter til Udenlandsreiser. Kommunitetsalumnerne vedbleve dog i nogle Aar at have deres Bord i Helligaandshuset, indtil en selvstændig Kommunitetsbygning opførtes

paa Universitetsfirkantens Grund: et Bindingsværkshus til Nørregade med Spisesal, Bryggers, Kjøkken o. s. v. Til Minde om den oprindelige Bespisning i det tidligere katholske Hospitalskloster kaldtes den nye Bygning i lange Tider „Klostret", Maden „Klostermaden", og den Latin, der taltes ved Disputereøvelserne indenfor dens Mure, „Klosterlatin".

Under Krigen med Sverig var Rigens Hovmester Peder Oxe til Gisselfeld en Tidlang Statholder i Kjøbenhavn, rimeligvis fra 1567 til sin Død 1575. Han havde i sin Ungdom været i Hoftjeneste hos Christian den Tredie og havde modtaget talrige Beviser paa Kongens Gunst, indtil han pludselig, skjøndt ikke uforskyldt, faldt i Unaade, styrtet af hemmelige Misundere og Fjender. Da han stævnedes for Rigens Kantsler til at svare for sine Regnskaber, som neppe vare i Orden, men udeblev, gik Dommen ham imod, og hans Godser, Lehn og Værdigheder bleve ham fratagne. Han rømmede nu til Udlandet og fandt et Tilflugtssted hos Christiern den Andens Datter, Enkehertuginde Christina af Lothringen, der satte ham i Spidsen for Hertugdømmets Styrelse, i hvilken Stilling han udsatte sig for den Mistanke at fremme landsforræderske Planer. Der hengik otte Aar, inden han trods sine stadige Henvendelser fik Tilladelse til at vende tilbage til sit Fædreland, og dette skyldtes endda kun den romerske Keisers, Kongen af Frankrigs og andre mægtige Velynderes Forbøn. Aldrig saasnart havde han imidlertid havt en Samtale med Kong Frederik, før han vandt fuld Tilgivelse for Alt; hans Godser gaves ham tilbage, og i 1567 udnævntes han til Rigens Hovmester og vistnok samtidig til Statholder i Kjøbenhavn. I disse Stillinger lykkedes det ham lidt efter lidt at bringe Rigets Finantser paa Fode, dels ved at forhøie Øresundstolden og Afgifterne af Lehnene, dels ved at indføre en bedre Økonomi i Statsstyrelsen og Hofholdningen. Den høitbegavede Statsmands Virksomhed for Riget som saadant vedkommer os imidlertid ikke her, saalidt som hans Fortjenester af Havedyrkningen og Landbruget, men ogsaa i Kjøbenhavn, hvor hans vigtige Embede under Kongens hyppige og langvarige Fraværelse saa at sige maatte gjøre ham til et Slags Formynder for Borgerne, har hans Styrelse efterladt sig tydelige Spor. Skjøndt han var en myndig Herre med en hvas Tunge, og Almuen endog beskyldte ham for at være kyndig i den sorte Kunst, havde han dog talrige Beundrere og Venner; hans

Hus paa Kjøbmagergade mellem Klareboderne og nuværende Kronprindsensgade stod ligesom Johan Friis's, Niels Kaas's og Jørgen Rosenkrands's altid aabent for Lærde, og her nødes ikke blot Bordets, men ogsaa Aandens Glæder i rigt Maal. Det skyldes Peder Oxes Raad, at Kommunitetet blev stiftet; hans Gaver til Vor Frue Latinskole, de Husarme og Helligaandshospitalet ere berørte ovenfor

(S. 301 og 303); det var ham, som skaffede Midler til Krigens Fortsættelse og aftakkede Krigsfolket, da den var endt, ligesom han med kraftig Haand greb ind mod de Optøier og Uroligheder, som de fremmede Soldater afstedkom, naar de laa indkvarterede i Byen. Han døde i Aaret 1575 under et Ophold paa Frederiksborg og blev begravet i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Ligstenen over ham og hans Hustru Mette Rosenkrands af Vallø er afbildet S. 317.

Da Freden med Sverig var bleven afsluttet i Stettin, blev den under den paafølgende Herredag i April 1571 udraabt i Kjøben

havns Gader. Den kongelige Herold Johan Baptist red i sin Embedsdragt og med et Sølvspir i Haanden rundt i Gaderne, ledsaget af en Trompeter og to Trommeslagere, og meddelte Folket, at der nu var Fred med Sverig, at Svenskerne herefter baade til Lands og til Vands skulde behandles som Venner, og at Enhver, der forbrød sig mod svenske Mænd, vilde blive straffet. Krigsfolkets Aftakning gik dog ikke af uden Vanskeligheder; man har endnu et Brev fra Peder Oxe, hvori han besvarer Kongens Forestillinger om, at der holdes ilde Hus i Kjøbenhavn og sker det ene Manddrab over det andet, og der Intet gjøres til." Statholderen erklærer, at han gjør, hvad der staar i hans Magt for at hindre den tiltagende Lovløshed, og beder underdanigst Kongl. Majestæt efter denne Leilighed naadigst at have sig undskyldt"; han har talt med Borgmestrene, som ere villige til at forøge Nattevagten (smlgn. S. 333), ifald det er nødvendigt, og har endydermere givet Profossen Ordre til at være paa Gaderne og se, at Alt gaar vel til, hvilket denne ogsaa gjør, men Byen er stor, at de mangesteds kunne komme af den foruden at komme ud af Portene." Netop i de Dage, Brevet skrives, har der været en større Gadetumult, som er opkommen ganske paa samme Maade, som Sligt sker nutildags, men rigtignok har havt et anderledes tragisk Udfald, fordi hin Tids Karle og Tjenere altid bar Værge hos sig. En Staldkarl kommer i Strid med en Danzigsk Fribytter, fordi han rider ham for nær; Forbigaaende blande sig deri; der vexles Hug og Slag, Bysvendene komme til, og inden Nogen véd af det, er der Opløb, og to Døde ligge paa Pladsen. Der er en lang Liste paa slige Voldsgjerninger og Manddrab; undertiden miste de Skyldige Hovedet derfor, undertiden lykkes det dem at flygte, eller de kjøbe sig fri for videre Tiltale hos den Afdødes Slægtninge eller Kongen. Et eklatant Exempel paa den Overbærenhed, der vistes Adelsmænd i slige Livssager, er den Dom, som overgik den 19aarige Laurids Brokkenhus (en Søn af Feltherren Frands Brokkenhus), som i Februar 1571 uden skællig og billig Aarsag" dræbte en Kvinde i Kjøbenhavn ved Nattetide. Han maatte bøde 10,000 Daler til Kongen, men kunde dog samme Aar holde Bryllup med en ung adelig Jomfru.

Frederik den Anden var 37 Aar gammel og havde regjeret i henved 13 Aar, men ingen af de talrige Giftermaalsplaner, der havde knyttet sig til hans Person, var bleven til Virkelighed. Man

Frederik den Andens Giftermaalsplaner.

389

havde set sig om hos de fleste europæiske Fyrstehuse, hvor der fandtes jevnaldrende Prindsesser, men de indledede Underhandlinger vare altid strandede, snart paa Forskjel i Tro, snart paa Prindsens eller den paagjældende Prindsesses Kræsenhed. Da Prinds Frederik var 7 Aar gammel, dukkede allerede Tanken om en Forlovelse mellem ham og en svensk Prindsesse op; da han var 12, tænktes der paa den fireaarige Dronning Marie Stuart af Skotland. Fra engelsk Side foresloges Ægteskab med den daværende Prindsesse, den senere Dronning Elisabeth, hvilket blev afvist; senere førtes der Underhandlinger om en Forbindelse med den romerske Keiser Ferdinands Søster Eleonora, med en af Churfyrst Joachim af Brandenburgs fire giftefærdige Døttre, med Enkehertuginde Christina af Lothringens ældste Datter Renata, med den polske Prindsesse Anna, og det maa vel nu anses for bevist af Bricka, at medens der saaledes disponeredes over Prindsens Haand i Lønkamrene, var han under sit Ophold paa Malmøhus bleven dødelig forelsket i sin Hofmester Ejler Hardenbergs Broderdatter Anna, med hvem et Ægteskab imidlertid var umuligt, og som et halvt Aar efter Kongens Bryllup giftede sig med en dansk Adelsmand. Under Krigen i Ditmarsken optog Kong Frederik personlig Planen om en Forbindelse med den engelske Dronning Elisabeth, men det lykkedes ham ikke, for at bruge hans eget Udtryk, at fange dette Storvildt“; hans Frieri blev afsluttet med en Kurv, ligesom den spanske, franske og svenske Konges. Opmærksomheden henvendtes nu atter paa Hertuginde Renata af Lothringen, paa Dronning Marie Stuart, der var bleven Enke ved Frants den Andens Død, paa Vilhelm af Oraniens Søster Juliane, og Enkehertuginden af Pommerns syttenaarige Datter Margrethe, med hvem det endog kom saa vidt, at hun i November 1571 aflagde et Besøg paa Nykjøbing Slot for at blive besigtiget". Her blev den unge Dame imidlertid veiet og funden for let; thi Kongen blev indtagen af Prindsessens Ledsagerinde, sin 14aarige Kusine Sophia af Mecklenborg, der blev hans Hustru og Christian den Fjerdes Moder. Faa Aar før sin Thronbestigelse havde Kong Frederik som 22aarig Prinds været tilstede ved sin Tantes, Prindsesse Elisabeths andet Bryllup med Hertug Ulrik af Mecklenborg paa Kjøbenhavns Slot; nu førte han deres eneste Datter hjem som sin Brud.