Christian den Fjerdes Daab.

395

Verden." Hvorledes det end forholder sig med denne Spaadom, synes den virkelig at være fremført, før Fødselen fandt Sted og var vel, som Werlauff siger, et Udtryk for den almindelige Længsel, hvormed Folket imødesaa en Thronfølgers Fødsel, thi Haabet herom var næsten opgivet.

Det vilde føre for vidt at komme ind paa en Skildring af denne Daabsfests usædvanlige Pomp og Pragt, saameget mere som den alt er behandlet udførligt og med stort Fremstillingstalent af Dr. Troels Lund i en Skitse, der er et helt Tidsbillede. Disse Høitideligheder ligne derhos i det Væsentlige hverandre; Indbydelserne til dem ere noget forskjelligt formulerede efter Anledningen; Overdaadigheden kan være noget større eller mindre, men hver Tidsalder har baade sine kongelige og borgerlige Forlystelser, der komme igjen atter og atter, indtil de ved et Omslag i Tidens Smag eller hyppigere ved en Impuls fra de store Kulturstater udenfor Landets Grændser undergaa mere eller mindre iøinefaldende Modifikationer.

Som ved Kroningen og Brylluppet gik Festlighederne Slag i Slag; den samme Masseskydning af Artilleri, ved hvilken det aabenbart var Meningen at frembringe en jordskjælvlignende Effekt; den samme Udsmykning af Gaderne og Husene, Tusinder af Tilskuere, Borgervæbningens pyntelige blanktpolerede Harnisker, Adelens stive Pibekraver og Knæbenklæder, Damernes Perlehuer og kostbare guldbroderede Stoffer af Silke og Fløil, Musik og Klokkeringning, Optog fra og til Kirken, Banketter, Dands, Fyrværkeri, Folkejubel og megen Drik. Men medens det ved Brylluppet havde været Dronningen, som maatte uddele Gaver til de fornemste Adelsmænd, var det nu hende, som paa Barnets Vegne modtog de talrige Faddergaver i Skuepenge, Sølvbægere, Kander, Kredentser, Skaaler o. lgn.

Anden- og Trediedagsfesten den 3die og 4de Juni fortjener dog mere Opmærksomhed, thi paa disse Dage opførte Kjøbenhavns Studenter to Skuespil i Hoffets, de Fremmedes og Adelens Nærværelse, om hvilke der er bevaret paalidelige og udførlige Oplysninger. Allerede før Prindsens Fødsel havde Kongen udtalt et Ønske i denne Retning for Universitetets Rektor, og Indstuderingen var under to Professorers Veiledning bleven dreven med overordentlig Ihærdighed, for at Universitetet ikke skulde staa til Skamme for de mange fremmede Herrer. Man havde valgt to bibelske Stykker, en gammel Comoedia tragica paa Latin: „Susannes Historie“

og Davids Seir over Goliath" paa Tydsk. Skuespillene opførtes i den indre Slotsgaard, hvor et Telt var opslaaet i Baggrunden til Omklædning for de Agerende, medens Tilskuerne dels havde taget Plads i en Klynge foran en Skranke, dels i Slottets Vinduer, paa Trappegangene, kort sagt overalt, hvorfra man havde et Udkig til den improviserede Scene. Kongen, Dronningen og de fyrstelige Gjæster saa til fra de aabne Galerier, der smykkede Kongefløiens Hovedfaçade til Gaarden, Byens Præster og andre Geistlige opholdt sig i Slotskirkens Vinduer og havde fra Kjælderen faaet en Kande Vin til at styrke sig paa. „Susanna" gjorde almindelig Lykke, skjøndt vistnok de Færreste af Tilskuerne forstod Latin; men den paafølgende Ballet „Pygmæernes Kamp med Tranerne", der udførtes af Vor Frue Skoles Peblinge, iførte Fjerklædninger, var til Gjengjæld mere populair ved sine haandgribelige Løier. Det tydske Skuespil „Davids Seir over Goliath", som gaves den følgende Dag Kl. Et, vakte dog størst Bifald, ikke blot paa Grund af Sproget, men væsentlig fordi man hellere saa en virkelig Kamp end hørte paa alenlange moralske Dialoger. Da Goliath var fældet, og Filistrene slagne af Rædsel skulde flygte, holdt disse sig nemlig ikke Programmet efterretteligt, men faldt ud af Rollen og gjorde Modstand, og Følgen heraf blev et regulairt hidsigt Haandgemæng, i hvilket der modtoges og uddeltes blodige Skrammer. Bifaldssalver drønede over Slotsgaarden, ethvert Fremskridt fra det ene eller andet Parti fulgtes med Spænding af Tilskuerne, og den gamle Søhelt Peder Skram, som paa Grund af sit svage Syn havde taget Plads nede i Slotsgaarden, blev efter et Øienvidnes Udsagn saa beruset af Kampens Hede, at han var paa Nippet til at sætte over Skranken for at samle Israeliterne under sin personlige Ledelse. Fægtningen var i længere Tid staaende; Faldne og Saarede dækkede Valpladsen, men tilsidst lykkedes det dog Israels Børn ved en uhyre Kraftanstrængelse at drive Filistrene paa Flugt. Man havde tidligere set slige Skuespil, men aldrig Magen til dette; en saadan Realisme faldt ret i det sextende Aarhundredes Smag. De dramatiske Forestillinger afsluttedes med en mærkelig moriansk Daaredands", i sin Tid opfunden af den berømte Skolemand Morten Børup, og som Hans Majestæt og alle Herrerne lod sig synderlig vel befalde“. Den dybere moralske Tendents i det Hele, den „Erindring, der var under, og som ikke lod sig ansé med Øinene", har det vistnok

været vanskeligt at faa fat i; ialfald forekommer Allegorien os noget søgt, naar det hedder: „Og som Morianerne spilde deres Tid med Dands og Daareri, saa henslider den uforsigtige Verden sin endelige og stakkede Livstid udi mange unyttige, daarlige og syndige Bestillinger, hvilket med Daaredandsen Altsammen forsvinder paa det Sidste, og ikke Goliaths Styrke, Magt eller nogen verdslig Vold gjælder imod den ringe anseende David. Og som Pygmæerne tog sig unødig og fordærvelig Feide for med Tranerne, saa er Krig og Feide Lands og Rigers Besværing og egen Fordærvelse". Det kan tilføies, at da alle Festlighederne vare til Ende og hver drog til Sit, tog Bedsteforældrene efter Datidens Skik den Nydøbte hjem med sig til Mecklenborg, hvor Opholdet dog kun varede et Par Aar. Den allerede da vidt berømte Tyge Brahe stillede efter Kongens Befaling Prinsens Nativitet og nedlagde Resultatet af sine Beregninger i et udførligt Skrift, som den Dag idag er bevaret, og hvis Forudsigelser endda ikke vare saa helt feilagtige.

Ligesom Kjøbenhavn efter Kroningen var bleven ramt af en stor Dyrtid, som Kongen og Peder Oxe søgte at afhjælpe ved milde Gaver til Trængende, Uddeling af Penge til de Husarme og Fattige, saavelsom ved Oprettelsen af en Fattigdirektion (smlgn. S. 301), saaledes hjemsøgtes Byen efter Daabsfestlighederne af nye pestlignende Sygdomme og Dyrtid, som nødvendiggjorde overordentlige Forholdsregler. Peder Oxe var imidlertid død i 1575, og det blev derfor hans Eftermand i Statholderembedet, Rentemesteren Christoffer Valkendorf, som tog sig af Borgernes Affairer. I en Aarrække beklædte han denne Post og gjorde sig overhovedet saa fortjent af Stadens Udvikling, at han bestandig fremhæves som en af dens største Velgjørere.

Den første December 1579 befalede Kongen Borgmestre, Raad, Byfoged og menige Borgere i Kjøbenhavn, at de skulde være „os elskelig Christoffer Valkendorf til Glorup, vor Mand, Raad og Rentemester hørige og lydige, ligesom vi selv der personligen tilstede var", thi det var blevet denne naadigst tiltroet og befalet, at have Befaling og Tilsyn paa Altingest der i Byen, saa at det kan gaa skikkeligen og vel til saa meget som muligt er". Valkendorf var da en Mand paa 54 Aar og havde vundet Kongens velfortjente Tillid og Yndest dels som Lehnsmand i Bergen, hvor han ved sin kraftige Optræden havde gjort Ende paa de tydske Kjøbmænds og

Haandværkeres Overmod, dels som Raadgiver hos Hertug Magnus i Lifland og som Lehnsmand paa Island og Gulland. I 1574 kaldtes han til Kjøbenhavn og blev Rentemester; han boede da i en Gaard ved Gammelstrand, men kom et Par Aar efter tillige i Besiddelse af en Gaard og nogle Boder paa Vestergade, der havde tilhørt den kongelige Kanonstøber Laurids Madsen Bøssestøber, der som Kirkeværge ved Frue Kirke havde taget sig saa varmt af Kirkegaarden udenfor Nørreport og dens Kapel (smlgn. S. 321). Som Rentemester blev Christoffer Valkendorf under Peder Oxes Veiledning indviet i Rigets Finantsvæsen, men først efter dennes Død kom han som Statholder i mangfoldig direkte Berøring med Borgerne og deres Anliggender. Ikke blot repræsenterede han Kongens Person og havde Overopsynet med Holmen og Kronens Søfolk, men han udøvede en almindelig overordnet Myndighed i Byen, havde Tilsyn med Retsvæsenet, modtog Borgmestrenes Ed paa Kongens Vegne, holdt Øie med de Udlændinge, der besøgte Staden, sørgede for Indkvarteringen, ja indblandede sig hyppigt i de kommunale Anliggender. Under disse Omstændigheder er det intet Under, at hans Forhold til Indbyggerne efterhaanden antog en patriarchalsk Charaktér, og at han paa mange Maader og under mange forskjellige Former kunde fremme deres Bedste, ikke mindst ved at optræde som Mellemmand hos Kongen, skjøndt han ikke altid havde Held med sig. Saaledes fik han et Afslag, da han i 1584 i Borgernes Navn ansøgte, om de i Fremtiden maatte blive befriede for Indkvarteringer. Kongen svarede, at da Kjøbenhavn var det Sted, hvor han havde sine Orlogsskibes Udredning, var det absolut nødvendigt at samle Folkene der, og han kunde derfor ,efter den og anden Rigens Leilighed for ingen Del bevilge sine Undersaatter der sammesteds slig almindelig Frihed for Hold, som de det og selv vil kunne betænke", men han tilføiede som for at forsøde Afslaget: „Hvis vi ellers udi andre Maader deres Bedste kunne vide og betænke, dertil ere vi naadigst beneget“.

I Aaret 1580 opstod der en Strid mellem Borgerskabet on Magistraten, af hvis Bilæggelse Christoffer Valkendorf indlagde sig stor Fortjeneste. Ved et Tilfælde blev det oplyst, at Borgmestre og Raad ikke betalte Kongeskat, og da Frederik den Anden befalede denne Sag nærmere undersøgt, kom det saa vidt, at det menige Borgerskab reiste en formelig Anklage mod sin Øvrighed

Striden mellem Borgerskabet og Magistraten.

399

Det var et langt Synderegister, der opregnedes, og Misfornøielsen maa have ulmet længe mellem Mand og Mand, inden den kom til Udbrud. Man ankede over, at Magistraten taxerede Byskatten ,ubilligen, den ene mere til Skade og Besværing end den anden", at Fattigfolk, der ikke eiede Kvæg, alligevel maatte betale Afgift til

Kongen af Byens „Græsbed", medens de Rige unddrog sig Betalingen; man vilde have en christelig og villig Skik" paa Byens aarlige Indkomst, og det blev rentud sagt, at Magistraten havde flere Indtægter, end der med Rette tilkom den. Stadens Midler bleve forødte til unyttigt Arbeide, og de Dannemænd i Raadet