maatte give ham et Tilhold om at udrede den Part, der tilkom ham. Hans Efterfølger blev Raadmand Niels Sørensen Riber. Albert Albertsen, som efter Frederik den Andens Død blev Borgmester, var Skibsrheder og handlede paa Spanien og Nordlandene, Børge Pedersen ligeledes, hvorimod Raadmændene Johan v. Geldern og Jørgen Kydt drev Handel paa Holland, den sidste tillige paa Island og Færøerne i Forening med Joakim Tim og den navnkundige Fribytter Mogens Heinesen. Denne sidste, som forstod at bevare Kong Frederiks Gunst trods alle Klager over hans Misbrug og Forbrydelser, men i den retsindige Christoffer Valkendorf bavde en afgjort Fjende, er en Type paa Datidens voldsomme, raa og energiske Naturer, en Mand, der kun tænkte paa egen Fordel og saa lidt ænsede Midlerne, at hans Død paa Skafottet maa betragtes som en Retfærdighedshandling. Raadmand Jørgen Kydt blev af Christoffer Valkendorf indsat i det færøiske Kompagni for at holde Øie med Mogens Heinesen; han maa altsaa have været en hæderlig Borger. De her fremhævede Navne, som let kunde forøges med flere, maa være tilstrækkelige; de vise, at Handelsstanden begyndte at røre sig med større Kraft end nogensinde før. Det var gaaet op for Kjøbenhavnerne, at de selv kunde høste Fordel og Ære ved at hente og bringe deres Varer over Havet; Skibe sendtes nu bort paa lange Reiser, og de fornødne Kapitaler skaffedes tilveie ved Interessentskaber. Man ledte efter nye Afsætningsteder; saaledes aabnedes i 1586 Handelen paa Nordlandene, ja saavidt gik Trangen til at udvide Handelsforbindelserne, at man drømte om at finde et jordisk Paradis i det længst forglemte Grønland hinsides Atlanterhavet. Veien hertil blev dog ikke funden i Frederik den Andens Tid, skjøndt der gjordes tre Forsøg derpaa af Skibshøvedsmanden Kristen Jensen Aalborg, Englænderen Alday og af Mogens Heinesen.

Industrielle Foretagender og Fabrikanlæg kjendtes i hin Tid kun i yderst ringe Grad. Det vigtigste af disse var det af Frederik den Anden indrettede Farveri med tilhørende Valkemølle, til hvis Anlæg en kyndig Mand forskreves fra Lybæk, og af hvilke Farveriet laa paa samme Grund som en Del af nuværende Vartov Hospital. Fabriken gik kun daarligt, og ved Frederik den Andens Død gik Valkeværket istaa, og Farveriet førte en hensygnende Tilværelse. Farverigaarden kom i 1589 i Tyge Brahes Besiddelse, mod at han forpligtede sig til at indrette en særlig Bygning ud til Vandet, hvor

Bedriften nødtørftigt kunde holdes vedlige og Farvemesteren have Bolig. Da han forlod Danmark, ophørte denne Fabriksdrift af sig selv og gjenoptoges først senere igjen af Chr. IV.

Et andet industrielt Anlæg tilhørende Kommunen var Teylværket, der oprindelig laa Øst for nuværende Teglgaardsstræde op til Jermers Taarn, men blev flyttet ud i Egnen om Nyboder, altsaa udenfor den daværende By. Mellem gamle Kongevei og Stranden i Nærheden af Frihedsstøtten havde Kommunen 7 Reberbaner, der udleiedes til Byens Rebslagere, medens Frederik den Anden paa Bremerholm indrettede den kongelige Reberbane til Flaadens Brug, et hundrede Alen langt Hus paa tre Etager og med en svær Bygning med gothiske Gavle for Enden, oprindelig bestemt til Kornlofter, men senere omdannet til Seilhus. Kongen anlagde ligeledes et Svovlhus udenfor Østerport (i den yderste Ende af nuværende Store Kongensgade), hvor det fra Island hentede Svovl rensedes, og han havde en Polér- eller Harniskmølle udenfor Staden, hvis Plads ikke nu kan angives. Her slebes og poleredes de smedede Harnisker og Rustninger, og her var en Polermester ansat med et passende Antal Harniskviskere. Det kongelige Kanonstøberi eller Gjæthus saavelsom Mønten er omtalt foran S. 360 og flg. Naar hertil føies Papirmøllen ved Hvidøre (den nuværende Strandmølle) og Stampemøllen (til Skindberedning) sammesteds, er saa godt som Alt, hvad der paa Frederik den Andens Tid var af Industri i og ved Kjøbenhavn, berørt.

Ulemperne ved Laugsvæsenet synes at være traadt stærkt for Dagen henimod Aarhundredets Slutning, og Kongen fandt derfor Anledning til i 1578 at indskærpe den Bestemmelse i Recessen, at der ikke maatte afkræves nogen Haandværker mere end en Gylden ved Indtrædelsen i Lauget. Paa forskjellige andre Maader søgte Kongen at modarbeide Laugenes Overgreb, men det er iøvrigt ikke usandsynligt, at den indfødte kjøbenhavnske Haandværksstand har havt skjellig Grund til Klage. Netop under Fred. II fandt en meget betydelig Indvandring Sted af fremmede, for største Delen tydske og nederlandske Haandværkere; der nævnes saaledes: Vintappere, Plattenslagere, Kleinsmede, Sporemagere, Guldsmede, Bogbindere, Possementmagere, Skomagere (den fransoske Skomager"), Murmestre, Malere, Apothekere, Tømmermænd, Seilmagere, Glarmestre, Kandestøbere, Pottemagere, Skrædere, Bartskærere, Filt

magere, Uhrmagere o. m. fl., hvis fremmede Navne tydeligt nok afsløre deres Nationalitet, selv om den ikke altid udtrykkelig angives. Alle disse Folk tilstodes der store Friheder og Begunstigelser, Frihed for Skatter, Hold, Vagt og anden Tynge, enten paa Livstid, for et bestemt Antal Aar eller indtil videre". Under Syvaarskrigen opfordredes vel disse priviligerede Borgere til velvilligen at ville tilhjælpe med andre Indbyggere at bære Besværingen", men dels var det en frivillig Sag, dels blev Forholdet det gamle, da Krigen ophørte. I 1582 klagede Magistraten over, at kun Faa skattede, og at de mange Borgere, der havde Frihedsbreve, ikke blot gik de Skatteydende i Næringen, men Intet betalte til Byen, saaledes at al Besværing paahang en liden Hob. Dette hjalp; thi Kongen befalede, at alle Fribreve, der vare givne indtil videre", ufortøvet skulde afskaffes, og at Ingen maatte forskaanes for Skatter længere, end hans Brev hjemlede ham Ret til. Forresten fik flere Haandværksklasser nye Skraaer i denne Konges Tid, saaledes Rebslagerne (i 1564), Tømmermændene (i 1575), Snedkerne (i 1576) og Bartskjærerne (i 1577). De indeholde for det meste den Bestemmelse, at Laugets Bøsse" eller "Skrin" kan benyttes som Syge- og Begravelseskasse; men Hovedsagen er de sædvanlige Garantier mod inden- og udenbyes Konkurrence. Tømmermestre i Kjøbenhavn maa ikke arbeide stærkere end selv sjette", Snedkere kun selv fjerde; kunne de ikke med denne Hjælp gjøre Arbeidet færdigt i rette Tid og tilfredsstille deres Kunder, skulle de henvende sig til en anden Laugsmester. Udlændinge maa ikke indføre fremmed Snedkerarbeide, synderligen stettinske Skiver, Kontor og Tresor", uden ved Herredagene og om Høsten; dog skulle indfødte Snedkere lave disse Ting ligesaa godt og billigt. I Bartskærernes Laugsskraa bestemmes, at der i Fremtiden maa være ,10 velforfarne Mestre" i Byen, i Stedet for som hidtil 6. Drengene skulle efter tre Aars Læretid vandre i fire samfulde Aar i fremmede Lande for desbedre at blive underviste i Lægekunst : aarelade, kopsætte, forbinde Benbrud og friske Saar, vel ogsaa foretage Operationer. Svendene skulde gjøre Mesterstykke, men man faar desværre ikke at vide, hvori dette bestod. Barberskiltet var allerede da en Stang med et Bækken, som det ses af en kongelig Bevilling. I 1572 stiftedes et helt nyt Laug, Smørstingernes, eller som man nutildags vilde kalde det: Smørhandlernes. Dettes Medlemmer fik

Eneret til at udsælge Smør i Skaalpund, men Forretningen maa have været daarlig, thi da Smørstingerne ikke kunde udrede deres Skatter og Afgifter, blev det dem tilladt at drive andet Kjøbmandskab og navnlig handle med Høkervarer som Flæsk, Ister, Lys i Smaapartier, og alle Slags Fødevarer. Smørstingerlauget blev herved Høkerlaug, men bestod ikke længe, thi Øvrigheden saa ugjerne, at Mellemhandlere berigede sig paa de Fattiges Bekostning ved Forprang. Ogsaa Bagerne maatte underkaste sig skarpe Bestemmelser i det Offentliges Interesse. I 1581 paabød Kongen, at Magistraten skulde have nøie Kontrol med Bagerne „baade at de bage godt Brød og flyer det vel, og gjør det ogsaa derhos saa stort, at den, som det kjøber, at han kan bekomme Fyldest for sine Penge, eftersom Kjøbet paa Kornet om Aaret tilsiger". Der sattes streng Straf for enhver Overtrædelse heraf (tredie Gang 40 Mark Bøde til Kongen og Byen samt Udvisning af Lauget), og faa Aar efter paabydes den første Brødtaxt.

Fra Frederik den Andens Tid have vi to Prospekter af Kjøbenhavn og et Kort, det ældste, der overhovedet er bevaret. Prospekterne, der findes i Braunius: Theatrum urbium, angives i dette Værk at være fra 1587, men ere vistnok endel ældre og neppe ganske samtidige. Det første af dem, Kjøbenhavn fra Landsiden, har megen Lighed med det S. 178 afbildede Tapet, saaledes at en fælles Tegning maa antages at have ligget til Grund. Der kan med Hensyn til Forklaringen af de enkelte Bygninger henvises til det anførte Sted, kun at de to Spir mellem Frue Kirke og Nikolai (over Vesterport) formodentlig ere S. Klare og S. Gertrud. Nørreport, der er den store landsbykirke-lignende Bygning yderst tilvenstre, har endnu ikke faaet sit imponerende Spir. Adgangen til Byen fører forbi en Række Stubmøller paa begge Sider af nuværende gamle Kongevei; de ligge hver paa sin Møllebakke, hvoraf der betaltes Afgift til Kommunen. Ovre paa Slotsholmens yderste Pynt ses to Veirmøller, skjøndt det kun vides, at Kongen havde én paa dette Sted. Den firkantede massive Bygning i Mellemgrunden tilhøire tæt ved Stranden og S. Jørgens Søs Afløb er den murede Galge, som i god Overensstemmelse med Tiden ikke staar tom. I Forgrunden til venstre ved S. Jørgens Sø ligger S. Jørgens Hospital, oprindelig en Stiftelse for Spedalske, men paa Frederik den Andens Tid en Epidemiafdeling under Helligaandshuset.