Det ældste Kort over Kjøbenhavn.

423

Gader var gaaet raskt frem siden Reformationen, skjøndt Gaderne selvfølgelig ikke maa tænkes som fortløbende Husrækker og i Byens Peripheri vel forstørstedelen bestod af spredte Smaahuse og Boder. Den største Forandring, der var foregaaet paa Stadens Grund, var, at Bremerholm var bleven landfast med Byen, med andre Ord, at det gamle Dyb", der havde beskyllet Nikolai Kirkegaards Sydside var forsvundet. Adgangen til Boldhuset og Kongens Urtehave var saaledes fri, og Værkstederne paa Holmen trak sig længere mod Sydøst hinsides Stadsgraven og den smalle Grøft, der dannede Afløbet til Havet. Her opførtes Reberbanen og Seilhuset foruden andre Smaahuse, og her laa den saakaldte lange Dam", som endnu i Midten af det 17de Aarhundrede prises for sine kræselige og kostelige Karper og Karudser". Ogsaa ved Havnen var der blevet betydelig opfyldt til stor Skade for denne, navnlig da Valkendorfs Veierhus i 1581 blev opført ud i den, og den saaledes indskrænkedes i Breden. Den lille firkantede Tilbygning, omtrent udfor Hyskenstræde eller Naboløs antyder maaské Veierhuset, skjøndt det senere førtes helt ud til Vandet og havde en anden (hesteskoformet) Grundplan.

"

Naar man betragter Farvandet mellem Slotsholmen og Byen paa dette Kort, vil man oppe i Egnen om Vandmølletaarnet se en langstrakt Banke eller Holm. Denne maa dog have været landfast mod Vest, thi ellers kunde Stadsgravens Afløb ikke have drevet den ved Magstrædes Ende liggende Vandmølle. At der virkelig her har været en lang og smal Dæmning (480 Alen lang og 14 Alen bred), som tvang Vandet ind i et forholdsvis snevert Løb, fremgaar af et noget senere Privilegium for det islandske Kompagni til at anlægge en Reberbane paa dette Sted. Her laa ogsaa Farveriet ud til Vandet. Den lille hvide Plet paa Kortet bag Magstræde er maaské det offentlige Vandhus eller Maget, som laa i denne Egn. Ved Snaregades Begyndelse ses en Bro, der er ført ud i Vandet og formodentlig antyder Havnens Ende, og Kaien langs Stranden hen til Veierhuset er Gangbroen eller den lange Fiskebro, det egentlige Centrum for Byens Skibsfart og Handel. Ogsaa her indsnævredes Havnen af en større Holm; ved Siden laa en mindre: Skarnholmen med et Hus, som formodentlig staar i Forbindelse med den Ladeplads og Bradebænk, Christian den Tredie tillod Magistraten at bygge paa dette Sted. Senere kom det kongelige Klædekammer og

det islandske Kompagnihus til at ligge her. Over Havnen førte Høibro, der havde et Porthus paa Slotsholmssiden, hvad der ogsaa er antydet paa Kortet, og længere henne Nybro, den nuværende Holmens Bro, der forbinder Slotsholmen med Bremerholm.

Hvad Gaderne angaar, indeholder Kortet ogsaa endel Oplysninger, ihvorvel det som sagt ikke er fuldt at stole paa, hverken med Hensyn til Maalestok eller Retning. Egnen oppe ved Vesterport med sit indviklede Komplex af Gader, som forsvandt efter den store Ildebrand 1728 (smlgn. S. 202) forstaas ret godt. Den lille Udbygning paa Raadhusets Nordside er maaské det indhegnede Bything, som iøvrigt paa dette Tidspunkt endnu var under aaben Himmel. I denne Egn havde Retfærdigheden og dens Haandlangere, Byfogden, Skarpretteren og Rakkeren deres Bopæle. Hovedadgangen til Byen fra denne Kant var Vestergade, ved hvis Udmunding paa Gammeltorv, der stod en Stolpe med et Halsjern. Et lignende Strafferedskab var anbragt ved Nørregades Begyndelse og paa Amagertorv. Nørregade førte hen til de Høilærdes Kvartér i Egnen om Frue Kirke: Universitetet, Professor- og Præsteresidentserne, Bispegaarden, Vor Frue Skole, Degnegaarden, Kantorens Gaard o. s. v. Mærkværdig nok dreves en Handel af laveste Art ved Foden af den ærværdige Kirke ud til Nørregade, den samme, som nutildags har sit Tilhold paa Vandkunsten. Her var nemlig det saakaldte Paltemarked eller Lusetorv, som i Regelen dreves af gamle Fruentimmer, der bare det mindre smagfulde Navn: Lusetorvs Høkerske.

Mellem Gammeltorv og nuværende Vimmelskaft var der ingen anden Forbindelse end gjennem Klædeboderne; Knæet, hvor Skovbogade munder ud i Vimmelskaftet hed, Vraaen" eller i tidligere Tid „Sudervraa". Her ses ogsaa den nu forsvundne Cul de sac: Endelosstræde. Lidt forbi Klosterstræde støder man paa en smal Gyde (nuværende Kokkegade), der kaldtes Madtorvet (eller nogle faa Aar iforveien det nye Fisketorv), fordi de Høkersker, der solgte Løg, Rødder, Frugter eller endog Madvarer, havde deres Plads anvist her. Senere fandtes der Bagerboder her. Gyden var ført helt igjennem til Graabrødretorv, men allerede i 1593 bebyggedes dens yderste Ende, saaledes at den blev en Cul de sac. Udenfor Helligaandskirken ses Stenboderne med en smal Adgang paa hver Side til Kirkegaarden. Lille Helliggeiststræde er endnu ikke ført igjennem til

Graabrødretorv, ligesom i den østlige del af Byen Gammelmont ikke er bleven anlagt over S. Klare Klosters Grund. Paa Hjørnet afHyskenstræde og Fisketorvet havde Frederik II et Rustkammer, og et lignende i Nr. 6 paa Amagertorv (Hafnias nuværende Gaard) hvor hans „Rende- og Stikketøi" opbevaredes, og hvor der var indrettet en Sal for ham, naar han vilde se de Ridderspil, som saa hyppigt foregik paa dette Stadens livligste og vigtigste Torv. nye Gader fra dette Tidspunkt kan fremhæves Peder Hvitfeldtstræde, opkaldt efter Norges Riges Kantsler, der døde i 1584, Pustervig, en Cul de sac ved St. Gertrudsgaard, og Løvstræde, som synes at have været en lang meget smal Gyde eller Smøge. Strædet, der løber fra Kantorens Port" havde faaet det velklingende Navn Fiolstræde efter Blomsten af samme Navn, og Lille Fiolstræde mellem Deg

Af

Gaderne.

Frederik den Andens Ligbegjængelse. Efter et samtidigt Stik.

425

nens og Kantorens Gaard var bleven udlagt som offentlig Gade i 1545. løvrigt henvises for de øvrige Gaders Vedkommende til Side 202 og flg.

Fra den 1ste Oktober 1567 kan de kjøbenhavnske Forstæders Anlæg regnes, da Frederik II udstedte en kongelig Befaling om Udflytningen, men Tilstanden herude var lovløs, og Sagen havde foreløbig kun ringe Fremgang. Af større Betydning var den første Vandledning, som førtes ind i en Springvandskumme eller Brønd paa Gammeltorv fra Lundehussøen, og blev færdig i Februar 1580. Der blev opsat en Post paa Gammeltorv, og Ledningen førtes videre it Blyrender til Amagertorv, Høibro og Kjøbmagergade, hvor der ligeledes opsattes en Post. Ihvorvel en saadan Forbedring ikke kunde blive uden Indflydelse paa Byens sanitaire Forhold i det Hele, kunde den dog ikke hindre Udbrudet af en ny stor Pest i 1583, af hvilken der døde 9000 Mennesker.

Tiden var, som Renaissancetiden overhovedet, rig paa Modsætninger; Typer som Mogens Heinesen og „Kongen af Skotland" Marie Stuarts Ægtefælle, Bothwell, der sad en Tidlang i Blaataarn, træde os lyslevende imøde i Kjøbenhavn. Ved Siden af Fromhed, Dyd og Lærdom stod grove Laster og mørk Overtro. Man studerede Naturphænomenerne, som Tyge Brahe den vidunderlige aldrig siden gjensete Stjerne, der viste sig i Novbr. 1572, eller man forfærdedes ved dem og forstørrede dem i Phantasien til Jertegn og Vidundere. En Blæksprutte, der fangedes i Øresund, var en Munk i Fiskeskikkelse; man saa Glavinder og Spyd" i Skyerne, Vand forvandledes til Blod, ja end ikke de Høilærde forskaanedes for slige Ubehageligheder, thi hos Erasmus Lætus blev kogt Lammekjød omvendt til Blod, og Groffenbrad (Oxekjød) og Gryn ligeledes. Da Peder Oxes Lysthus faldt ned, var Almuen overbevist om, at den Onde havde revet det omkuld. Slagsmaal, Overfald og Drab hørte til Dagens Orden, og i 1582 blev der fundet et nyfødt dræbt Barn paa Gaden, hvilket gav Anledning til, at alle Kvindfolk i ,hemmeligt Skørlevnet forvistes af Byen, en mild Straf, naar man betænker, at Frederik den Anden i sin Kallundborgske Reces befaler, at de skulle indmures for Livstid. Sikkerheden paa Gaderne var ikke stor; det gjaldt tidt mere end Ruderne, nemlig Livet. Man har Exempler paa, at Professorerne ved Universitetet lod det komme til Haandgribeligheder, Raadmænd og Kæmnere

ligesaa, hvortil Umaadeligheden i Nydelsen af stærke Drikke, der er et langt og bedrøveligt Kapitel, uden Tvivl i høi Grad bidrog. Men Slægten var med Alt dette kjærnesund; Blodet rullede friskt gjennem dens Aarer, selv om Forlystelserne efter Nutidsbegreb ikke vare af fineste Art. De latinske Skuespil, Frederik den Anden paabød ved Latinskolerne, og som paa en vis Maade danne Indledningen til vor dramatiske Kunst, hørte til Tidens høieste æsthetiske Nydelser, men man har sikkert i videre Kredse sat større Pris

paa den synderlige Kunstner fra Svitserland" som i 1586 gik paa Linie fra Frue Kirkes Spir til Raadhuset paa Gammeltorv og gjorde nøiagtigt de samme Kunster, som forbause den Dag idag. Henrettelser udøvede uden Tvivl en ikke ringe Tillokkelse paa Indbyggerne, og da en ung Dreng i 1563 blev parteret udenfor Østerport, ere Tusinder af Nysgjerrige strømmede derud, og det er senere blevet drøftet ivrigt, om den kjøbenhavnske Borgerkone havde Ret eller Uret, som i 1583 lod sin egen Søn halshugge for Ulydighed. Da en skaansk Præst, der havde skrevet en Nidvise om sin Biskop, blev henrettet paa Slotspladsen i 1586, fandt man hans Mod beundringsværdigt; overhovedet havde man ved slige Leiligheder mere Blik for det Theatralske end for den moralske Side af Sagen.

Frederik den Anden døde paa Antvorskov neppe 54 Aar gammel og blev begravet i Roskilde Domkirke. De ovenstaaende