samtidige Billeder af hans Ligbegjængelse ere interessante Tids- og Kostumebilleder; paa det Første ses Kantsleren Niels Kaas i Spidsen med Kronen, og den 11aarige Prinds Christian med sin Morfader Hertug Ulrik af Meklenborg umiddelbart efter Kisten; det andet, som forestiller Dronningen og Prindsesse Elisabeth, ledsaget af fire Adelsmænd, viser Datidens kvindelige Sørgedragt. At Frederik den Anden var et Barn af sin Tid, have vi Anders Sørensen Vedels Ord for: „Man mener, at om hans Naade kunde holdt sig fra den almindelige skadelig Drik, som nu over al Verden mellem Fyrster og Adel og menig Mand gjængs er, kunde hans Naade levet mangen god Dag længer; dog dette er nu forgjæves at disputere om; Døden skal have en Aarsag", men han styrede Riget med Kløgt og efterlod det i hidtil ukjendt Velstand og Kraft. Der var Held i hans Politik og Lykke i hans Land trods alle uundgaaelige Onder, og Datidens fuldblods Livsglæde charakteriseres træffende i Ole Kongsteds Vers om ham:

Christian den Fjerde som Imperator; efter Busten paa Rosenborg. Paa Siderne: et Sø- og et Landslag efter de brændte Tapeter paa Frederiksborg.

NIENDE KAPITEL.

en Stemning, der greb Folket, da Frederik den Anden var død, og Kirkeklokkerne hver Middag ringede en Time over al Riget, læses ud af det troskyldige gamle Vers:

,0, Danmark, Danmark, se Dig nu om,

Du har her mist en Herre from,

En klar Sol for os til Bjerge er gaaen, min Ven,

Inaar Gud vil, den maa oprinde igien.

Gud hjælpe os fattige danske Folk,

Og vær vor Skytsherre, Værn og Tolk."

Denne Følelse var dog neppe af lang Varighed, thi da Formynderregjeringen først var udnævnt, og Forholdene vare blevne ordnede under Mindreaarigheden, oprandt en forholdsvis god og lykkelig Tid for Landet, om der end i de paafølgende otte Aar hverken blev gjort eller kunde gjøres noget Synderligt for Kjøbstæderne og Kjøbenhavn. Regjeringsraadets Opmærksomhed var delt mellem Forholdet til Udlandet, navnlig til Spanien, Neder

landene og Sverig, som efter Lasttoldens Indførelse under Fred. Il fremkom med idelige Klager over Sundtolden, og indre Vanskeligheder mellem Adelen og Regjeringsraaderne selv. Den unge Konge, for hvis Opdragelse der blev sørget fortrinligt, kom kun sjeldent til Kjøbenhavn, hvor Adelsmanden Ditlev Holck, som var bleven Slotsbefalingsmand paa Enkedronning Sophias Indstilling, udførte alle en Statholders Forretninger, thi nu som før ansaas det for nødvendigt at have en betroet Mand paa den vigtige Post. Endog under den store Herredag i Kolding 1590, da hele Kjøbenhavns Magistrat begav sig til Jylland, kunde det ikke tillades Slotsbefalingsmanden at reise; han fik Ordre til at blive for med Altingest at kunne have Agt og Opseende", da det ikke vel vilde skikke, at man skulde slippe Slottet aldeles ledigt". Christian den Fjerdes første længere Ophold i Kjøbenhavn var vistnok under den skotske Kong Jakobs Besøg i 1590 og senere under Herredagen i 1591, da han optraadte som Dommer i en adelig Voldssag og vakte almindelig Forbauselse ved sin strenge Retfærdighedsfølelse.

Den Omstændighed, at Christoffer Valkendorf en Tidlang havde Sæde i Formynderregjeringen, kom dog uden Tvivl Staden til Gode, thi som forhenværende Statholder her maatte han være den nærmeste til at varetage dens Interesser og fremme dens Velfærd. Det skyldes saaledes formodentlig hans Indflydelse, at Magistraten i 1591 opnaaede forøgede Indtægter af Søtønderne og af Vin- og Ølaccisen, som den endog havde mistet helt under Striden med Borgerskabet i 1580 (smlgn. S. 399), ligesom at Sagen blev gjennemført trods Tydskølførernes trodsige Uvillie og Borgerskabets Indsigelser mod denne formentlige Uretfærdighed. Paa den anden Side fik Borgmestre og Raad gjentagne Gange Irettesættelser af Regjeringsraadet, fordi de udsatte Sagerne utilbørligt og i det Hele ikke passede deres Forretninger med den Iver og Nøiagtighed, der kunde forlanges. Nogle Smaaforbedringer ved Havnen, en Udvidelse af Vandledningerne og et skjærpet Tilsyn med Haandværkslaugene ere i det Væsentlige de indre Forandringer, der iværksattes under Christian den Fjerdes Mindreaarighed.

Et Udtryk for den Misfornøielse, der herskede med Laugenes Misbrug, er den Vedtægt, som udkom paa dette Tidspunkt eller maaské kort før Frederik den Andens Død, og hvori der fastsattes Taxter for alle de vigtigste Næringsveie: Bagere, Bryggere, Slagtere,

Skomagere, Skrædere, Smede, Vognmænd og mange andre lige ned til Arbeidskarle og Møndrikker (Færgemænd). Med de saakaldte „Huggitzer", Smaahandlere, der opkjøbte Bøndernes Varer, inden de kom paa Torvet, og derved fordyrede Levnetsmidlerne paa util

børlig Maade for Indbyggerne, blev der ligeledes udøvet streng Kontrol. Nogle nye Laugsskraaer udstedtes ogsaa i disse Aar for Seilmagerne, Vandtsniderne, Bryggerne og Tydskølførerne : de Handlende, der indførte tydsk Øl og solgte det i store Partier. Seilmagerne havde aldrig før været i Laug, hvorfor de havde maattet

udstaa en stærk Konkurrence fra Ind- og Udland, hvilket var saa meget mere urigtigt, som dette Embede var et besynderligt Haandværk, som gjælder om Liv, Skib og Gods at bevare". Ogsaa Vandtsniderne (S. 339 o. flg.), Datidens Grosserere, fik nu første Gang en særlig Skraa, ved hvilken der tilstodes dem den væsentlige Forret, at fremmede Klædekræmmere ikke maatte handle i Staden, før de havde tilbudt Lauget deres Varer, hvorhos de fik Eneret paa al Handel med Klæde. Da de imidlertid misbrugte Monopolet og ikke blot skruede Priserne i Veiret, men endog ikke vare tilstrækkeligt forsynede til Forbruget, blev Eneretten dem igjen fratagen i 1594. Bryggerne fik i deres Skraa Eneret til at brygge Øl til Salg og til Flaaden (thi enhver Privatmand kunde frit brygge til eget Behov); dog skulde de til Gjengjæld underkaste sig en efter Tidens Leilighed af Magistraten fastsat Taxt. De havde Forkjøbsret til al Humle, der førtes til Byen, og maatte derhos drive anden Kjøbmandshandel. Den Omhu, hvormed de forskjellige Medlemmer af samme Laug passede paa hinanden, viser sig i den charakteristiske Bestemmelse, at Bryggerne, som dog hørte til Byens fornemste Borgerskab, personlig skulde møde paa Torvet, naar de vilde kjøbe Korn; thi der maatte kun være én Kjøber fra hvert Sted. Den eneste Undskyldning, der toges for gode Vare, var, at den Paagjældende var bortreist eller laa paa Sottesengen, ja saa mistænksom var man, at det udtrykkelig forbødes Bryggerne at holde nogle hemmelige Ord eller forlagte Stykker med Bonden ved nogen Argelist". Endelig vare Tydskølførerne paa dette Tidspunkt blevne saa talrige, at de kunde danne et Laug (smlgn. S. 342), men det bestod sandsynligvis kun kort.

Christoffer Valkendorfs Omsorg for Byens Velfærd lagde sig paa forskjellig Maade for Dagen i disse Aar. Saaledes stiftede han den 26de Februar 1589 Valkendorfs Kollegium, eller som det kaldtes: „Valkendorfs Boder" i det gamle Karmeliterkloster (smlgn. S. 212) og indviede det med et prægtigt Gilde for alle Universitetets Professorer saavelsom Stadens Præster og Kapellaner; senere den 16de Juli 1595 udstedte han en Fundats for det nye Studenterhjem og henlagde en fast Kapital til de 16 Alumners Underhold. Endvidere havde han den Glæde at se to Arbeider fuldførte, for hvilke han havde interesseret sig varmt, og for hvis Fremme han ikke havde skyet store personlige Offre (smlgn. S. 404); i 1591 blev nemlig