man ikke blot Borgervæbningen, der bestod af fire Fænniker, men et særligt Korps paa 600 Mand, sammensat af Landsknægte og Borgere fra de nærmeste Kjøbstæder. Kongen var selv paafærde fra Morgen til Aften for at overbevise sig om, at Alt var ordnet paa rette Maade; han uddelte kostbare Æresklædninger til Officerer, Hoftjenere og Drenge og holdt før de fremmede Herrers Ankomst en stor Mønstring over hele Mandskabet i Marken, ved hvilken Enhvers Forretning og Funktioner nøiagtigt fastsattes. Ved denne Leilighed bleve Indbyggerne Vidner til den første Procession, et storartet Optog af Krigsmænd og Adelsmænd med Pauker, Kedeltrommer og Trompeter i Spidsen, alle iførte sølv-, guld- og perlebroderede Kjortler, ridende paa Heste med juvelbesat og sølvbeslaaet Ridetoi, Smykker i Panden, Fløiels Dækkener og skjønne Plumatzer og Fjer paa Hovedet og Rumpen". Drabelige Silke Damaskes Faner med Kongens paamalede Vaaben vaiede i det lange Tog; kongelige „Spitzdrenge" (Spyddragere) med perlestukne Stormhuer, svære Guldkjæder om Livet og Halsen, Fløielskjortler med Guldbræmmer og forgyldte Daggerter og Sværd tumlede deres abildgraa Heste, medens Kongen selv red midt i Toget, ledsaget af sine Brødre, sine høieste Hofembedsmænd, sine Livknægte, sin Kammerdreng og hele Rigens Raad.

Hver Dag bragte nye Overraskelser og Skuespil for Indbyggerne, thi de fyrstelige Gjæster bleve i Almindelighed modtagne udenfor Byen mellem Kjøbenhavn og Roskilde af Kongens Brødre og nogle af Rigsraaderne og derpaa ledsagede gjennem Gaderne til Slottet under Æressalut fra Voldene og Skibene. En saadan Modtagelse fik Kongens Farbroder, Hertug Hans den Ældre med Gemalinde, Børn og anden Familie saavelsom Hertugerne Ernst og Christian af Brunsvig Lyneborg, hvorimod en ung Hertug af Pommern og en Pfalzgreve maatte nøies med ringere Ære. Fra Skotland. Sachsen, Meklenborg, Lybæk, Hamborg, Danzig, Rostok og Stralsund indtraf Udsendinge med Gaver af Heste og Sølvbægere og bleve indkvarterede i Lossementer" hos Borgerne. Alt var saaledes rede til at modtage de fornemste Gjæster, Markgreverne af Brandenborg med Hustruer og Døttre, af hvilke Joachim Frederiks Datter Anna Kathrine ved denne Leilighed vandt Kongens Hjerte og Aaret efter blev hans Dronning.

Christian den Fjerdes Kroning.

439

Markgrevernes Modtagelse den 26de August var særlig ærefuld og prægtig, thi Kongen vilde selv ride dem imøde. Ved Daggry gik Trommerne i alle Gader, og Borgervæbningen saavelsom Landsknægtene stillede paa Allarmpladserne udenfor Fændrikernes Boliger, hvor Fanerne vare udhængte som Tegn, for derefter at blive opstillede paa Slotspladsen og i de Gader, gjennem hvilke Toget skulde passere. Kl. 9 drog Kongen ud med de tidligere ankomne Gjæster, sine Brødre, Rigsraadet, Ridderskabet, de fremmede Herremænd og det hele Rytteri, en glimrende Kavalkade, hvis Mage ,neppelig har været set enten udi Danemark eller nogen andensteds", og som efterfulgtes af det kongelige Drabantkorps tilfods, hundrede Mand stærkt, alle ens klædte i de oldenborgske Farver: gule blommede Damaskes Trøier, røde Fløiels Livkjortler og Buxer, besatte med gule Silkesnorer, og endelig røde Fløielshuer med gule Fjer. Toget drog ud ad Kjøgeveien, thi Markgreverne vare komne over Falster, og standsede ved et i Marken opsat Telt, hvor man maatte vente til henimod Aften. Da Vært og Gjæster havde udvexlet de første Hilsener „efter kongelig og fyrstelig Skik og Vis", ordnede den forstærkede Procession sig atter og drog tilbage til Kjøbenhavn med Markgrevernes Damer „udi meget skjønne forgyldte Vogne". Da man passerede Valby Bakke, afbrændtes et Fyrværkeri, forestillende et beleiret Taarn og en Soldat, sex Alen høi, hvilket afgik med stor Knagen og Bragen, thi i Taarnet alene var der 25000 „udflyvende Ild og Slag". Fyrværkerikunsten var paa hin Tid dreven til en høi Grad af Fuldkommenhed, og man anvendte hyppigt Figurer af Pap, indvendig fyldte med Raketter og brændbar Sats, saaledes at der ved Affyringen Intet blev tilbage af dem. Et Exempel ses i omstaaende Afbildning efter en Tegning i det store kongelige Bibliothek. Efter Fyrværkeriet fulgte en almindelig Skydning fra Voldene og Orlogsflaaden, da Herrerne rede ind; store brændende Fyrbolde, af hvilke nogle veiede 80 Pund, kastedes høit op i Luften, og Jorden drønede ved den uophørlige Kanontorden fra 730 større og mindre Stykker.

Taffelets paafølgende Glæder bleve imidlertid forstyrrede, da der, netop som Hoffet havde sat sig tilbords, indløb Efterretning om, at en Ildebrand var udbrudt i Byen. Man nærede i hin Tid den største Skræk for Ildsvaade paa Grund af Husenes daarlige Bygningsmaade, og Indbyggerne kom derfor ihast paa Benene,

skjøndt det var ud paa Natten. Fra Kirketaarnene klemtede Klokkerne, Allarmtrommen gik i Gaderne; der blev skudt Løsen fra Voldene, og overalt herskede den største Forvirring, saa meget mere som Ilden, der var opstaaet i et Borgerhus i en af de snevre Gyder bag Gammeltorv, udbredte sig med stor Hurtighed. Kongen red ufortøvet til Brandstedet, og da han saa den overhængende Fare, begav han sig til Bremerholm og befalede Orlogsmatroserne at komme Borgerne til Hjælp. Det lykkedes virkelig ogsaa Flaadens

Mandskab at faa Bugt med Ilden, efterat 14 Huse vare brændte, deriblandt en Borgmesters. I lange Tider kaldtes Branden af 1596 ,den store Ildebrand", skjøndt den jo Intetsomhelst havde at betyde mod de kolossale Ulykker, der i senere Aarhundreder skulde ramme Staden ved Ildsvaade.

Søndagen den 29de August om Formiddagen mellem Kl. 8 og 9 satte Kroningsoptoget sig i Bevægelse fra Slottet til Frue Kirke efter et i forveien udarbeidet Ceremoniel. Der er den Dag

idag bevaret en Afbildning af endel af Kroningsfestlighederne, efter Tidens Skik fremstillede under Et. I Forgrunden ses en Del af Processionen under Opfarten til Kirken, ved hvis venstre Side

Hovmænd holde med de kongelige Haandheste, medens Trompetere og Pukkenslaáere tilhøire behandle deres Instrumenter og Kedeltrommer med fuld Kraft. Den sluttede Gruppe Ryttere er de

Kroningsfestlighederne i 1596. Efter et samtidigt Stik.

fremmede Fyrsters Raad, Hansestædernes Udsendinge, Raadet i Hertugdømmerne og Danmarks Riges Raad, hvorpaa fire Rigsraader følge med Regalierne, nemlig Rigens Hovmester Christoffer Valkendorf med Kronen, Kantsleren Christian Friis med Spiret, Marsken Peder Munk med Sværdet og Sten Brahe med Rigsæblet. Den næste Figur maa være den unge Konge, skjøndt han ikke er særlig udmærket, det skulde da kun være ved den store Plumase paa Hestens Hoved. Han red efter den samtidige Beskrivelse med stor Herlighed udi en over al Maade skjøn hvid Klædning, som var ganske aldeles overstukken med Guld, Sølv og Silke af allehaande Farvers Løvværk, og en sort Kappe, som var paa Opslagene tvers og endelangs saa og neden om stukken med idel skjønne trinde Perler, en ganske Haand bred". De Skikkelser i lange Kapper og med Partisaner i Hænderne, som bevæge sig paa Siden af Toget, maa være Drabanter.

Omtrent midt i Billedet ses den store paa Amagertorv opreiste Æreport, som i det Væsentlige, om end ikke ganske, svarer til den overleverede Beskrivelse. Kongen passerer netop gjennem Buen paa Hjemveien fra Kirken, medens en svævende Engel ovenover Baldakinen holder en forgyldt Krone mellem Hænderne, som for at sætte den paa hans Hoved, thi at dette virkelig er sket, maa af gode Grunde være urigtigt. Længere fremme gaar Sten Brahe med Æblet, thi Majestæten fører nu selv Kronen, Sværdet og Spiret, Herolder udkaste Penninge og nyslagen Mønt, om hvilke Mængden slaas; bagved ses Stimlen om Vinspringet paa Amagertorv, der flød med rød og hvid Vin, og Festivitetsoxen paa Spid over en vældig Lueild. Ogsaa til denne var Tilløbet stærkt, thi det hedder: „Af denne vilde den gemene Mand have et Stykke, og derfor om samme Steg udi Kongl. Majestæts og andre medfølgendes kongelige og fyrstelige Personers Aasyn tappert reves og sloges; dog blev der Ingen ihjelslagen eller haardeligen lemlæst, som vel ellers udi saadan Forsamling pleier at ske, uden at nogle Fingre bleve udi Løbet, og Andre passelige Amindelses Tegn deraf bekom". Baggrunden viser et mægtigt Taarn, af hvilket Fanger efter almindelig Kroningsskik løslades; det vilde være interessant, om man kunde stole paa, at Kjøbenhavns Fæstningstaarne, af hvilke vi i vore Dage have set Ruiner afdækkede, engang saa saaledes ud. Handlingen i Kirken fremstilles yderst tilhøire i det Øieblik, da Kongen knælende mod