ham, men han gav høimodigt Afkald paa den til Gunst for Markgrev Joachim Frederik.

Paa Rosenborg opbevares endnu et Minde om denne Fest, et i Brunsvig forfærdiget sølvforgyldt Drikkebæger, forestillende Kongen ifærd med at stikke til Ringen, som er ophængt mellem tvende Søiler, prydede med endel af de tilstedeværende Fyrsters og Ridderes Navne og Vaaben. Rytterstatuen er 28 Tommer høi, Søilerne 48 Tommer. Hestens Udstaffering med Fjerbusken paa Hovedet og Halen og det danske Vaaben i Panden er charakteristisk, saavelsom den under Dyret anbragte Dværg eller Hofnar, om hvem vi iøvrigt Intet nøiere vide. Det var dog vistnok almindelig Skik ved Renaissancetidens Hoffer at underholde slige Buffoner, og det vides, at Dronning Sophia havde en „Hofdværginde", en Præstedatter fra Fyen, medens Frederik den Anden for Modsætningens Skyld optog en Kjæmpe fra Skaane, som var et stort Under og Spektakel, blandt sine Jagttjenere.

Den sidste offentlige Fest var en Turnering og „Ballienrendende" paa Gammeltorv, til hvilken Indbydelsen var udstedt af „Alexander, Scipio, Hannibal og Hektor, Riddere af Dardanien og Turneringsbrødre af den ædelige Orden udi Caledonia", det vil sige af Kongen, Rigsmarsken Peder Munk samt Adelsmændene Gert Rantzau og Anders Sinklar. Af de 34 Turneringsartikler, hvori der gives meget udførlige Bestemmelser om Kampen og dens Enkeltheder, ses det, at enhver Ridder, som blev vippet at Sadlen, skulde gaa paa sine Ben udi sin ganske Rustning heden til sit Herberg“, en Straf, som paa Grund af den tunge Jernklædning og Pøbelens Deltagelse maa have været ubehagelig nok. Dog kunde Damerne give den uheldige Rytter Tilladelse til igjen at opsidde“. Den 6te September, en Mandag, vare alle Indbyggerne altsaa igjen paa Benene; Enkedronningen og Fyrstinderne havde Plads paa Raadhuset, hvorfra der var fortræffelig Udsigt over Torvet, og Kl. 10 kom Alexander, Scipio, Hannibal og Hektor i prægtige Kyradser og Hjælme med vaiende Fjerbuske ridende ind paa Banen fra Kantsleren Christian Friis' Gaard i Store Kannikestræde, paa hvis Grund Regentsen og endel Privatbygninger nu ligge. Derefter fulgte Kongens Broder Hertug Ulrik og 45 Adelsmænd ligeledes i fuld Rusning med Baand af forskjellige Farver; deres malede Vaabenskjolde bleve ophængte paa Dommerhuset, Herolderne udraabte

Turnering paa Gammeltorv.

449

deres Navne; Trompeterne blæste og Spærbrydningen begyndte først mellem to indbyrdes, derpaa hele Skaren i to Hobe mod hinanden. Ogsaa ved denne Leilighed udmærkede den unge Konge sig fremfor alle Andre, men den egentlige nervepirrende Del af Turneringen med skarpe Sværd og stakkede Haandrør" (Pistoler), hvortil alle Forberedelser vare trufne, blev i yderste Øieblik „for synderlige Aarsager" opgiven, vel sagtens, fordi man vilde holde op, mens Legen var god.

Det er ikke for Intet, at den samtidige

Beretning om Kroningshøitidelighederne, efter at have fortalt om det sidste store Fyrværkeri paa Slotspladsen og de fremmede Gjæsters Afreise, slutter med en Taksigelse over, at naar Ildebranden, et Mord og et Ulykkestilfælde ved Skydningen ombord paa Skibene undtages Alting allevegne blandt høie og ringe Personer er saa fredsommeligt, venligt og vel afganget ved Guds naadige Hjælp og Bistand". Kjøbenhavns Indbyggere overværede to Aar efter, den 11te Juni 1598, Dronning Anna Kathrines „den danske Esthers" Kroning i Frue Kirke med de sædvanlige Ceremo

nier; men selve Brylluppet gik dem forbi; det var Aaret iforveien blevet feiret paa Haderslev Slot.

Christian den Fjerdes lange Regjering var saa betydningsfuld for Kjøbenhavns Udvikling og Physiognomi, at han i Virkeligheden kan siges at have paatrykt Byen sin Personligheds Stempel; ved hans direkte og indirekte Initiativ blev Danmarks vigtigste By ført ind i de europæiske Hovedstæders Række; den blev „Christian den Fjerdes By" i udmærket Forstand, og trods alle Ildebrande og Ødelæggelser er dette Præg den Dag idag ikke helt forsvundet. En livlig og begavet Natur som hans, kyndig paa de mest forskjellige Omraader, med et aabent Blik for og brændende af Begjærlighed efter at føre de store europæiske Kulturstrømninger ind i sit Land, fandt her en frugtbar Jordbund for sine Evner, og han havde netop den robuste Kraft og det ungdommelige Mod, som udkræves til de store Opgaver og deres Løsning. Under hans Hænder skiftede Byen Udseende som ved et Vidunder; intet Værk syntes ham for stort, og man kan tilføie, intet for smaat; overalt og under de forskjelligste Former spores hans Aand; der er Intet, som er ham uoverkommeligt. Pragtbygninger reiste sig, Terrain indtoges fra Søen, Byen udvidedes til det Dobbelte, Handel og Industri fremmedes og grundlagdes, en rastløs Virksomhed, der bliver saa meget mere forbausende, naar man betænker, at han for disse Pligter ikke glernte Landets øvrige Kjøbstæder eller Riget i Almindelighed. Hvad der end kan indvendes og er blevet indvendt mod hans Begavelse som Statsmand og Feltherre, staar hans varige Betydning for Kjøbenhavn som for saa mange andre af Landets Kjøbstæder fast; hans Bygninger bære den Dag idag hans Navnechiffer og hans Valgsprog; hans Bestræbelser for den indre Udvikling viste sig frugtbringende paa mange Omraader, selv om kun faa af dem kunde overleve Tidernes Omskiftelser, og han kan med fuld Ret kaldes Hovedstadens anden Grundlægger, fordi den takket være hans Iver, ærlige Villie, og personlige Indgriben paa de forskjelligste praktiske Felter voxede op til at indtage en sideordnet Plads blandt Europas store Byer.

Da han modtog Kjøbenhavn, var den i sine Hovedtræk endnu en middelalderlig By. Den var ikke blot ringe i Omfang, men dens Bygninger, der som Regel vendte Gavlene til Gaden, vare lave og tarvelige, forstørstedelen opførte af Bindingsværk, naar

undtages de adelige Gaarde, som laa spredte omkring i de forskjellige Rodemaal. Staden havde bevaret det Fæstningsagtige, Afsluttede og Trange, der er saa charakteristisk for Middelalderens Byer; Adgangen til den fra Landet var vanskelig, ikke blot paa Grund af de slette Veie, men fordi Kjøbstaden med Flid afspærrede sig fra Omverdenen, og man kan tilføie: fra Lys og Luft. Christian den Fjerde kjæmpede tappert for at gjøre Gaderne fremkommelige, forbedre Brolægningen, afskaffe de løse Hunde og omløbende Svin, og fjerne de offentlige Møddinger udenfor Husene, og skjøndt det paa ingen Maade lykkedes ham at faa Bugt med alle disse Onder, naaede han dog et godt Stykke frem. Hertil kom, at han fyldte Byen med Pragtbygninger, lyse velhavende Huse med mange Vinduer og sirligt udsmykkede Façader, og som Kraft siger i sin Pæan danicus af 1619: Kongens Exempel smittede Alle. Døren aabnedes paa vid Gab for Sydens Kultur, og den holdt for første Gang sit Indtog her i Norden, om end i særegne Former og paa egen Vis.

Der er bevaret et slet udført og naivt Billede fra 1596 eller saa, som viser Kjøbenhavns ydre Skikkelse fra Christian den Fjerdes første Regjeringsaar. Man maa bære over med saadanne perspektiviske Forsyndelser, som at Amager svæver høit oppe i Luften, og at Byen synes at ligge paa et Høidedrag, thi den ubekjendte Skildrer har ikke formaaet at gjøre det bedre. Yderst tilvenstre ses Reberbanen og Seilhuset, en svær Bygning med takkede Gavle; derefter følger Kongens Smedie (den senere Holmens Kirke) med Fløi paa Gavlen, endvidere Østerport nedenfor Slottet, Nikolai Kirke med en spids Hat over det nys fuldendte Taarn, derefter et rundt Taarn med Kuppel, som vel maa have hørt til en eller anden Adelsgaard, Raadhuset, en mægtig Bygning med takkede Gavle for Enderne, og Helligaandskirken med sit nye af Valkendorf opførte Spir, hvis Gjengivelse iøvrigt ikke er meget lignende. Møntergaarden og Stykkestøberiet, som netop paa dette Tidspunkt vare forenede i det gamle S. Klare Kloster, hæver sin massive Gavl med Stræbepiller over alle Omgivelserne og dominerer de nærliggende Smaaspire og Taarne, hvoraf nogle uden Tvivl høre til S. Gertruds Adelsgaard. Hinsides Frue Kirke ses Studigaardens lave Fløie og yderst til venstre et ufuldendt Taarn, S. Peders, som først blev færdigt i 1609. Terrainet foran Byen med de spredte Huse og Haver er