færdig og reiser hen, hvor man kan den Dødes Arvinger opnæse. Naar man da finder dem og nu fornemmer, de er fattige og enfoldige Folk, saa sige de: den din Slægt paa det Sted er nu død, og der er en ringe Ting efter ham, (naar der er baade Hus og Gaard, Sølv, Penninge og Gods overflødigt) hvad vil Du unde mig det for; jeg vil give dig saa og saa derfor, Du kan ikke faa Mere efter ham; der er en stor Gjæld, her er lang Vei imellem med sligt mere, de løgnagtig foregiver, ja svær og forbander sig paa, det er ikke anderledes. Naar denne fattige Frænde han hører og tror saadan løgnagtig Beretning, ser og et hundrede Daler eller Noget, denne Anden udbreder for ham, deraf slaar han til, sælger tidt ham tusend Daler for et halvt eller helt Hundrede. Saa er da den Stymper stjaalen og løien hans rette Arv fra, og den, som kjøbt har, bliver og en forsvoren Lem, som har nu givet Mester Hammelin (Djævelen) sin Sjæl og Salighed for dette timelige Godses Skyld".

"

Tilstanden i Byen maa have været høist uhyggelig. Der klages over Overløb af Stoddere og Tryglere fra fremmede Steder, thi disse haabede selvfølgelig at kunne fiske i rørt Vande, over Tyveri og endelig over en Haardhjertethed, der er ikke usædvanlig, naar Selvopholdelsesdriften faar Overhaand. Det blev fra Prædikestolene forbudt Borgerne at kaste deres syge Tyende paa Gaden; de skulde, om de ikke vidste andet Raad med dem, skikke dem til Pesthuset. Samtidig hengav man sig til allehaande verdslige Glæder og Udskeielser. Endog det er i saadan en bedrøvelig Tid — siger Slotspræst Nilaus ser man ingen Pestilenses Tegn hos vore Folk, men nye Noder og hoffærdig Klædedragt gaar i fuld Svang; høie Toppe med Rynker og Folder bag udi og Jærnbøile, Hovedklæderne sættes paa lang Manér som et Asenhoved, svære Skød paa Trøierne, store vide og rynkede Skjørter, afsatte og snorede Sko med store Spygab og Silkevisker udi. Ak Gud forbarme sig herover! Fosterne af Moders Liv vidne med andre store Lande- og Stad-Plager, at saadan Hofarts Stank mishager Gud høiligen. Man havde saa god en Forhaabning, at saadan Letfærdighed skulde blevet forbudt paa alle vore Prædikestole, men her hørtes ikke et Ord derom. Om Søndag, naar man skulde være i sin Kirke og bede Gud om Naade, Synders Forladelse og denne forfærdelige Strafs Afvendelse, da ager, rider og render vore Folk ad Skoven, hvor de drikke, dandse og springe til den sorte Nat og fører et slemt epikuræisk Levned;

her holder Vogne for Alles Døre, baade Vognmænd og Amagere i alle Gader". Præsten har dog neppe havt Grund til at beklage sig over, at de haardt plagede Indbyggere, som ikke havde Raad til at forlade Byen, søgte ud til Skoven om Søndagen, naar de vare fri for Arbeide; derimod anker han sikkert ikke uden Grund mod det menige Folks Fylderi og Drukkenskab saavelsom over, at Ægtefolk, aabenbart for at faa saa mange Faddergaver som muligt, hyppigt bad 20 Faddere til Barnedaab, medens Forordningen kun tillod at bede 5. Nilaus Povlsen slutter med et heftigt Angreb paa sine Standsfæller, der synes at have forsømt deres Pligter med Hensyn til Sakramenternes Uddeling. Som det saa ofte gaar, strømmede alskens Pak til Byen, navnlig utugtige Fruentimmer; Myndighederne respekteredes ikke længere, hvilket viste sig ved hyppige Overfald ved Nattetide; der var kort sagt den Opløsning i alle Forhold, som pleier at følge de store Katastropher i Hælene. Og som for at sætte Kronen paa Ulykkerne indtraf der den 10de Februar 1625 en stor Vandflod i Østersøen med en Storm, under hvilken det Øverste af S. Petrikirkens Spir nedblæste, i 1626 (den 11te Mai) brændte Provianthuset med en stor Del af den til Flaaden opsamlede Proviant, netop som en Krig stod for Døren, og midt under denne, da hele Jylland var besat af de keiserlige Tropper, Natten mellem den 18de og 19de Januar 1628 nedblæste S. Nikolai Kirkes Spir og slog Hvælvingerne i Stykker, saa at Intet uden de høie Mure bleve staaende". Det er det smukke Spir, som ses paa Joh. v. Wicks Fugleperspektiv af 1611, der saaledes forsvandt, og Taarnet stod nu med en lav spids tilløbende Hat til langt ind i Frederik den Tredies Tid. I samme Storm omblæste iøvrigt Kronborg Stalde og Ladegaarden udenfor Kjøbenhavn, hvorved mange Heste og meget Kvæg omkom, ligesom det var ved denne Leilighed, at et af de fire smaa Spir paa Frue Kirke faldt ned, hvorefter de tre andre borttoges for aldrig mere at sættes op paany.

Disse Aar vare overhovedet meget bevægede, thi et Uveir trak op over Danmark. Trediveaarskrigen var udbrudt, og Christian den Fjerde havde endelig besluttet sig til at høre de nordtydske Protestanters Bønner og slaa løs for at komme Gustav Adolf i Forkjøbet. Samtidig var Forholdet til Sverrig usikkert; allerede i Sommeren 1624 frygtede man et svensk Anslag paa Kjøbenhavn og Sundet", hvorfor Flaaden blev udrustet, Rytteriet indkaldt, lige

som der i 1625 blev arbeidet, om end kun med ringe Kraft, paa Fæstningsværkerne og Isen uophørlig blev vækket om Byen. Kongen tilskrev derhos Magistraten, at den skulde tilholde Borgerskabet at exercere sig med deres Gevær at omgaas" paa Skydebanen i Gjæsteherberget udenfor Vesterport, det vil sige i den derliggende Mikkel Vibes Kro. I Mai 1625 forlod Christian den Fjerde Byen efter at have overdraget Regentskabet til den udvalgte Prinds, og Opsynet med Hovedstaden til Kantsleren Christian Friis. Begivenhederne i Tydskland, Kongens Fald med Hesten fra Hamelns Vold, Hertug Jørgen af Lyneborgs Forræderi, de tabte Slag ved Dessauerbroen og Lutter am Barenberg i 1626, hvorfra Kongen selv med Nød og Neppe undkom, fulgtes sikkert med den største Interesse og Spænding i Hjemmet, men i 1627, da alle de freidige Forhaabninger vare bristede, da hele Jylland besattes af Fjenden, og da som Kongen selv udtrykker sig ,en extraordinair Perturbation og terror panicus havde grebet Alle, saa at det ikke var muligt at samle nogen Krigsmagt eller formaa Officerer og Soldater til at holde Stand", begyndte Kjøbenhavnerne for Alvor at mærke Krigens Følger. Fra Jylland og Hertugdømmerne søgte Hundreder af Flygtninge til Staden med ophidsende Fortællinger om de fremmede og danske Leietroppers Plyndringer og Ugudeligheder. Borgerne fik Befaling til at forsyne sig med Proviant for mindst et Aar samt Krudt, Bly og Lunter, hver efter sin Evne, og hele Vagttjenesten i Byen omordnedes ikke blot med den indre Orden for Øie, som var kommen i stærkt Forfald, men ogsaa med særligt Hensyn til de farlige Tider, idet der dannedes et fast Vægter- og Politikorps paa 140 Mand. Disse Folk holdt Vagt hver Nat indtil Kl. 4 om Morgenen, skiftevis med 70 Mand, dels paa enkelte faste Poster i Gaderne, dels ved en Patrouille paa 20 Mand, den saakaldte „Skarvagt", som førtes af Vagtmesteren og i Nattens Løb afløste de nævnte Poster. Om egentlige Gadevægtere, saaledes som denne Institution senere udviklede sig, var der altsaa endnu ikke Tale, og Vægterversene", som endnu i vor Tid ere sungne i Kjøbenhavns Gader, kunne derfor ikke, som man har formodet, være forfattede af Arreboe. Udgifterne til Vægterkorpset saavelsom til Bevogtningen af Voldene og Portene afholdtes af en særlig Vagtskat, der paalignedes Borgerskabet.

"

Borgernes Byrder under Krigen.

479

Hovedstaden saa i disse Aar jevnlige Møder, til hvilke Rigsraaderne og Adelen vare stævnede for at raadslaa om Rigets Anliggender, og efterhaanden som Tiden gik, bleve Byrderne mere og mere følelige. Der blev arbeidet paa Befæstningen med det Maal for Øie at omdanne Søerne til Grave ved at skyde Voldene frem til dem, og en Skat udskreves i denne Anledning paa alle faste Eiendomme; Hoffanen" og et Kompagni Fodfolk indkvarteredes i Byen, og til Krigens Førelse paalagdes der alene i Aaret 1628 tre Gange Madskat og to Gange Pengeskat. Samtidig blev Tolden og Accisen forhøiet saa høit og meget som disse Rigers Undersaatter uden deres totale Ruin kunde efterkomme", Tolden til det Dobbelte for alle udførte, til det Tredobbelte for alle indførte Varer, undtagen Vin og nogle andre Drikkevarer, som kun skulde betale dobbelt Told. For de lavere Stænder vare disse Skatteforhøielser saameget mere tyngende, som Adelen var fritagen for Told og Accise, og Forholdet blev særligt demoraliserende, da Adelen snød den kongelige Kasse ved at betale sin Gjæld med Accisesedler, en Trafik, om hvilken Kongen med Rette siger, at den baade vor Indkomst forringer og i sig selv intet Redeligt er", men som det dog ikke lykkedes at standse. Endnu under Frederik den Tredies Regjering skriver den svenske Resident Mogens Durell, at den indenlandske Told og Accise vilde være Landets bedste Indkomst, hvis dermed gik rigtig til, men „Adelen og Geistligheden er fri derfor og kan endogsaa fri dem af Borgerskabet, som den har at bestille med. Naar en Adelsmand vil logere hos en Borger, betaler han sit Logement med Accise-Sedler, ja undertiden betaler han sin Gjæld dermed hos Kræmmere og Kjøbmænd". Det maatte naturligvis virke i høi Grad hæmmende paa Handelen og Omsætningen, at Kongen allerede i Januar 1626 saa sig nødsaget til at kræve betydelige Pengesummer tilbage, som han havde laant forskjellige Borgere, og det følgende Aar endog selv maatte laane Penge af Byen, og skjøndt Borgerne uden Tvivl havde nogen Fordel ved at udruste Kaperskibe og drive lidt Sørøveri mod Venner og Fjender i Flæng, og vel ogsaa profiterede ved det private „Mønteri", som var blevet dem bevilget, maatte dog den langvarige Krigstilstand, Opløsningen i alle Forhold, Handelens Standsning, det slette Møntvæsen og en indtrædende Dyrtid tynge dem haardt. Stemningen, som ved Ulykkens Begyndelse havde været yderst nedslaaet, led imidlertid Intet herved;

navnlig var Borgerstanden villig til alle Offre, og Modet holdtes oppe ved Flaadens heldige Foretagender paa Pommerns og Slesvigs Kyster. Kongen, der drømte om at gjenoprette det Tabte, var som altid Sjælen i alle Foretagender og skaanede ikke sin Person, men dyb Forstemthed greb ham, da Freden i Lybæk afsluttedes den 12te Mai 1629, thi Gustav Adolfs Stjerne var nu i saadan Opgang,, at Rigsraadet Aaret efter kunde skrive, at Danmark saa at sige levede af Svenskekongens Naade". Hvad Landets Indbyggere angik, kunde de kun med Glæde hilse den langvarige Krigs Afslutning, thi selv om intet Land gik tabt, vare dog Rigets Finantser udtømte, dets Kraft lammet og dets Handel ødelagt. En Pest, der hjemsøgte Kjøbenhavn om Sommeren og siges at have bortrevet henved 5000 Mennesker, dannede Slutstenen paa den uheldige Krig, og da Taksigelsesfesten for Freden afholdtes i September, kunde de haardt prøvede Indbyggere med oprigtigt Sind strømme til Kirkerne og istemme den gamle Lovsang": „O store Gud, vi love Dig!" De vidste ikke, at Freden i Lybæk vilde blive efterfulgt af en Fred i Brømsebro.