Kjøbenhavns indre Udvikling under Christian IV., Nybygninger, Handel, Industri, Haandværk m. m.

B

yens raske Fremskridt i den første og større Halvdel af Christian den Fjerdes Regjeringstid er ovenfor berørt (S. 450); det var da, at Kraft i sin danske Pæan" kunde skrive: „Naar vi beskue de europæiske Rigers Tilstand, finde vi intetsteds en saadan Ro og Sikkerhed, som vi ved Guds Velsignelse nyde her, hvor vi næsten som fra et høit Stade se ned paa Verdenstheatret og de Tragedier, som opføres andetsteds". Danmark fik senere sin rigelige Del af Tragedierne, og skjøndt Christian IV. ingensinde tilsidesatte de indre Forhold for de ydre, og bestandig arbeidede paa at fremme sit Lands Velvære, Handel og Industri, indtræder der dog en kjendelig Afmattelse efter Freden i Lybæk, indtil den voxende Pengenød og Krigen med Sverig i Slutningen af hans Levetid hidfører en absolut Standsning. I Grunden ere de otte Aar fra 1616 til 1624 de mest glimrende i Kongens som i Kjøbenhavns Historie.

Han var en talentfuld Hersker, paavirket af de nye Ideer, der vare oppe, med en levende Foretagelseslyst, der helst vilde

gjøre Alt selv. Han tegnede Modeller til sine Skibe og til sine Bygninger; han vilde lede Udenrigspolitiken og personlig føre Hæren i Felten, Flaaden i Søen, og han vilde som Familiefader bestemme Børnenes Klædedragter og Omsyningen af sine aflagte Klæder. Hans Breve indeholde tusinde kuriøse Exempler paa hans Hang til at indblande sig i de allerubetydeligste Anliggender; han har et Øie paa hver Finger; han har Hovednøglerne til Slottene hos sig, naar han reiser, holder af at komme uventet bag paa sine Folk, for at overbevise sig om, at de intet Ulovligt foretage, og hans Befalinger ledsages ofte af Trusler om det Frygtelige, der vil ske, ifald han kommer og ikke finder Alt i Orden. Jeg har selv," siger han, set en hollandsk Kvinde paa Kjødmangergade sidde offentlig mod Loven og sælge Brød for sine Vinduer, hvorfor I skal Byfogden paa mine Vegne om et frit Losemente paa det blaa Taarn forsikkre, det Første, jeg erfarer noget Sligt igjen. Jeg har intet sat den fine Mand, at han skal illudere mine Forordninger. Eller han skriver: „Jeg fandt, at Kalken intet bliver slagen, men kun rørt omkring, saa den ligger hel i Ballierne; Sligt vil tages iagt, ellers bliver der Skarn af Alt, der gjøres." Snart beskjæftiger han sig med Krampen til en Laas, en Plov, som er gjort paa en synderlig Maner", Ammens Trøie af Kaffa, Frøkenernes eller deres Pigers Skjørter og Strømper, der skulle sendes til Farveren; snart holder han Øie med Tjenestepigernes Moralitet, som naar han skriver: „De haver en Gang ned af Børnenes Kammer til de Vaskepiger, og er det bedst, at samme Piger kommer ind til Fadeburskvinderne. De Samme haver temmelig Søgning af allehaande Slags Folk, hvilket vil afskaffes eller og kassere dem slet." Hans Stil er hyppigt overordentlig frisk og betagende og vidner om udpræget humoristisk Sands, navnlig naar han kommer ind paa det lange Kapitel om Kirstine Munks Utroskab. Her overbyder han sig selv i Sarkasmer, som naar han siger: at opregne hendes Daarskaber vilde blive et Register længere end den fornemste Ligprædiken, som er trykt i Danmark i de sidste ti Aar", eller naar han kalder hende Kramsfugl, og betegner den yngste Datter, han ikke vil vedkjende sig, som: „den kasserede Frøken". Han er overhovedet opfindsom med Øgenavne, og skjemter selv med alvorlige Sager, som naar han skriver: Den Generalgevaldiger (Profos) skal sendes hid med hans Underofficerer og Klenodier, han pleier at smykke Skjelmer og Tyve

en

med", eller naar han om en utro Toldskriver i Helsingør siger: „Du skal lade hugge Hovedet af ham, naar han er dømt til en Falskner; kommer han saa igjen, kan Du lade hænge hannem." Nøieregnende i Pengesager og paapasselig overfor de mange Bedragerier, der gik i Svang, var Kongen paa éngang Husfader og Hersker; han havde den førstes Sparsommelighed og den andens Lyst til ydre Glands og Pragt. Hans praktiske Sands bragte ham til at fortabe sig i en overvældende Mængde Detailler; han interesserer sig for Alt, indretter en kunstig Udrugningsmaskine paa Frederiksborg, og paa sine gamle Dage lader han 8 Tydskølsdragere bære sig omkring i Kjøbenhavn i en Portechaise, den første af denne Art i Danmark. Han veed Besked med Alt; han kan give sine Haandværkere Anvisninger; han veed Raad imod det store Rebslagerhjuls Spektakel paa Bremerholm, og er selv Noget af en Tusindkunstner, naar han f. Ex. opfinder en sindrig Mechanisme paa Toldkisten i Helsingør for at hindre Bedragerier.

En Hersker med saa udpræget praktisk Sands og Lyst til at tage Initiativet paa saa forskjellige Omraader, maatte naturligvis gribe stærkt ind i Hovedstadens som i sit Lands hele Udvikling, uden at det dog nu er muligt at afgjøre, i hvilket Omfang hans personlige Medvirkning har fundet Sted. Det er dog høist sandsynligt ifølge hele hans Aandsretning og Livlighed, at han har givet Stødet til mange af de Reformer, der gjennemførtes; under alle Omstændigheder mærkes hans Haand allevegne Breve levere talrige Beviser

hvorpaa hans og han er Sjælen i alle de store Foretagender, heldige saavelsom uheldige, der iværksættes.

Fra sin Fader havde han arvet Lysten til at bygge, og den danske Bygningskunst har aldrig havt en mere glimrende Periode end under hans Regjering. En egen den Dag idag velbekjendt Stilart har endog faaet Navn efter ham, og skjøndt den ikke skyldes Danmark, men er indført hertil fra Belgien og Holland, blev den dog - som Docent Lange udtrykker sig lokaliseret her. Den gothiske Renaissance tillempedes efter danske Forhold, og Kongen synes selv at have udøvet den bestemmende Indflydelse paa Udformningen af de dekorative Enkeltheder, som ere saa charakteristiske for hans Bygninger. En stor Skare af indfødte og fremmede Kunstnere og Haandværkere stod til hans Raadighed og støttede ham, men Ingen af dem indtog en saadan Stilling, at han kan kaldes

Bygmester i moderne Forstand. I Virkeligheden var Christian den Fjerde sin egen Architekt.

Det maa vække Forundring, at Christian IV. under sin lange Regjering ikke ombyggede Kjøbenhavns Slot, som kun lidet svarede til Tidens Fordringer, og det skyldes maaské ogsaa kun tilfældige Omstændigheder. Holberg vil ialfald vide, rimeligvis efter Baron de Courmesvin, som i 1629 besøgte Danmark, at han havde isinde at nedrive det, men hans Tanker optoges af andre Ting, og da Rosenborg blev færdigt, var Savnet af en bekvem og passende Kongebolig i Hovedstaden ikke længere føleligt. Hertil kom, at hans huslige Forhold efter Dronningens Død havde en udpræget borgerlig Charaktér; maaské følte han sig mere hjemme paa det hyggelige lille Slot i Haven", end han vilde have gjort mellem vældige Stenmasser, udelukket fra Naturens Skjønheder. Efter Krigen med Keiseren tillod Finantserne heller ikke Nybygninger i stor Stil. Frederik den Tredie kunde under de uhyre politiske og finantsielle Vanskeligheder ikke tænke derpaa, og det var først under Christian den Femte, at Spørgsmaalet om en ny Kongeborg for Alvor kom paa Dagsordenen. Den svenske Architekt Nikodemus Tessin udarbeidede endog en Model til en saadan „til den souveraine kongelige Regjerings Ere og Anseelse", men Statens besværlige Conjuncturer" kom imellem. Først under Frederik den Fjerde skred man til Værket, men Skridtet blev ikke gjort fuldt ud, saaledes at Christian den Sjette raserede samtlige Bygninger med Jorden og opførte det pragtfulde Palads, der gik op i Luer i 1794, og hvis vældige Mure tildels staa den Dag idag efter den sidste Slotsbrand den 3die October 1884.

Herman Zesterflet saa Slottet i Aaret 1600, altsaa efter at den S. 436 omtalte Forskjønnelse havde fundet Sted, og skriver, at den mod Byen vendende Del af Bygningerne, det vil sige: den teglhængte Riddersalsfløi snarere lignede en lille Fyrstes end en stor Konges Bolig". Derimod er han mere tilfreds med den kobbertækte Kongefløi og omtaler dens prægtige Værelser. Det vil heller ikke kunne nægtes, at den indre Slotsgaard trods al sin Uregelmæssighed og Uensartethed har havt et vist malerisk Udseende, saaledes som det ses paa omstaaende Afbildning.

Det overskaarne Hus tilvenstre er Riddersalsfløien med Trappen mellem Kong Hans's og Dronning Christines Stenbilleder (afbildede