,den ordinaire Skabethed". Under disse Forhold er det intet Under, at Fabrikationen gik tilbage; „Kongens Sind faldt derfra“; Silk evæveriet, Farveriet, Klædefabrikationen og Valkemøllerne maatte overlades til Private, og Anstalten førte en hensygnede Tilværelse i Christian den Fjerdes sidste Regjeringsaar. Da han var død, ophørte Forsyningen med Arbeidskraft, og hele Værket gik i Staa. Frederik den Tredie overlod Fattigvæsenet i Kjøbenhavn en Plads. i Børnehuset, hvori de kunde indsætte „fremmede Tiggere og Andre, som stærke vare, og dennem med Arbeide tvinge"; dog vilde Kongen aldeles ikke have nogen Udgift deraf. Endelig solgtes samtlige Bygninger og Grunde i Marts 1650 til Hofapotheker Samuel Meyer for 16000 Rdlr. og 1000 Rdlr, for Inventariet. De to nærmest op til Helligaandskirken liggende Huse afhændedes til denne; de øvrige Bygninger eller nogle af dem stod endnu under Beleiringen, da de benyttedes til Ophold for de svenske Fanger, men udparcelleredes derpaa.

En lignende, men kommunal Anstalt under Fattigvæsenet, som dog tillige havde Charakter af et Vaisenhus, var de Fattiges Børnehus, der oprettedes i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, eftersom det i Aaret 1600 var blevet forbudt at optage Børn i Helligaandshospitalet. Det laa først i Store Helliggeistræde (Valkendorfsgade) mellem den nuværende Sparekasse og Postgaardens Grund, flyttedes i 1631 til Møntergade ligeover Poul Fechtels Boder og kom endelig i 1651 til at ligge ved Siden af Pesthuset indenfor Peblingsøen, hvilken Anstalt det ogsaa havde havt til Nabo i Valkendorfs Gade indtil 1619. Wolf fortæller, at Børnene her lærte at læse og skrive, spinde Uld, væve og andre nyttige Kunster og Arbeid at gjøre", Pigebørnene desuden at sy, kniple, knytte Strømper, Nattrøier og „Andet, som det Kvindekjøn kunde sig ærligen føde med." Bespisningen var god, Klæderne renlige, og Anstalten havde sin egen Badstue. Tolv af Kjøbenhavns „fine og fornemme Borgere" havde Tilsyn med Driften, og det følger af sig selv, at dette Børnehus ogsaa havde sin Prædikant, Skolemester og Bartskær. Det nedreves ved Svenskernes Ankomst til Kjøbenhavn i 1658, men havde iøvrigt en bedre Skjæbne end Christian den Fjerdes Børnehus, da det opstod i fornyet Skikkelse paa Christianshavn efter Krigen.

Det gamle Helligaandshus, der var stiftet af Biskop Johannes Krag i Slutningen af det 13de Aarhundrede (se Side 41), og som var blevet saa betydeligt udvidet ved Christian den Tredies Forsorg (S. 301 o. flg.), undergik store Forandringer i hans Sønnesøns Tid, ligesom det da fik sit nuværende Navn: Vartou. I Marts 1600 havde Kongen givet Hospitalet en ny Fundats, som indeholdt Bestemmelser om Forstanderen og hans Pligter, Udspisningen, Lemmerne, Tyendet o. s. v. Det ses heraf, at der skulde holdes 50 fattige og syge Folk paa Sengene, og 10 (med smitsomme Sygdomme) paa den tilliggende St. Jørgens Avlsgaard (de 60 saakaldte kjøbenhavnske eller Stadssenge); dog kunde Folk kjøbe sig ind i Hospitalet for en Kapital, hvis Rente var tilstrækkelig til deres Underhold. Et stort Antal mere og mindre vellønnede Personer vare ansatte i Hospitalets Tjeneste nemlig foruden Forstanderen: en Prædikant, en Degn, en Foged, en Skriver, en Kjældersvend, en Brygger, en Bager, en Møller (ved Hospitalets Hestemølle), en Møllerdreng, en Kok, en Kokkepige, en Vognsvend, en Plidskarl (Arbeidsmand), en Portner, en Fadeburskvinde, 4 Terminskarle, som omdroge efter Almisse, en Bundgarnfisker, en Slagter og endelig endel Piger, som enten forrettede de huslige Arbeider eller røgtede de Syge. I S. Jørgens Hospital var der en Tilsynsmand, en Fæhyrde, en Hakkelseskjærer, en Vanggjæmmer foruden nogle Piger. Regnskabsvæsenet førtes af Forstanderen og kontrolleredes af Kongens Hofmester, Kantsleren, Superintendenten (Biskoppen), de to ældste Borgmestre og Sognepræsten i Helliggeistes Sogn, og 2 udvalgte Borgere mødte to Gange om ugen i Hospitalet ved Spisetiderne for at se efter, om de Fattige fik, hvad der tilkom dem.

Oprettelsen af det ovenfor omtalte Børnehus i Helligaandshospitalets Bygninger og paa dets Grund hidførte imidlertid nu en stor Forandring. Den 30te Novbr. 1607 udlagde Kongen nemlig ved Mageskifte Gaarden Vartou paa Strandveien med Løkker, Haver, Ager og Eng til Helligaandshospitalet. Denne Landeiendom, som paa et tidligere Tidspunkt optræder i Stadens Historie under Navnet: Rosbæk Mølle (smlgn. S. 123) havde været en kongelig Lystgaard, men blev under Frederik den Anden indrettet til Gjæstgiveri; dog saaledes at visse Gemakker og Staldrum forbeholdtes den kongelige Familie, ligesom det under høieste Straf forbødes Forpagteren af Gjæstgiveriet at bruge de derværende Fiskedamme. I 1590 kaldes

Ga arden for første Gang: Vartou, et Navn, som efter Dr. O. Nielsens Mening vistnok er af plattydsk Oprindelse og betyder: Giv Agt! el. desl. og altsaa er dannet paa lignende Maade som Holdan, Slakefter, Kjørom o. m. fl. Helligaandshospitalet arvede Navnet og beholdt det til vore Dage. Efter Flytningen havde Hospitalet ikke Brug for S. Jørgens Gaard, thi det havde rigelig Avling ved Vartou, og Retten til Svinehold i Kronens nærliggende Skove ved Hvidøre (nuv. Charlottenlund) var endnu lettere at benytte end forhen. S. Jørgens Gaard blev derfor bortforpagtet, indtil Kongen i 1619 erhvervede den for en billig Kjøbesum og lagde den under Ladegaarden, medens de 10 Syge, som havde havt Senge her, flyttedes til Vartou, hvor deres Pladser i lange Tider bestod under det

særlige Navn: St. Jørgens Senge. Opholdet paa den forhv. kongelige Lystgaard synes dog ikke i Længden at have været heldigt for de Syge; her var koldt om Vinteren og den lange besværlige Vei til Byen afstedkom store Ulemper, ikke mindst den, at Anstalten. saa at sige gik i Forglemmelse. I 1630 brød Hospitalet derfor op paany og flyttedes tæt ind til Byen i endel Nybygninger udenfor Østerport for Enden af Sortedamssø ved Trianglen", hvilke fik Navnet : Ny Vartou, medens gamle Vartou paa Strandveien blev udleiet, indtil det i 1729 solgtes. Det nye Hospital, til hvilket ikke blot Hospitalets egne Kapitaler medgik, men ogsaa nogle af de private Senges Midler, var et efter Datidens Maalestok storartet Anlæg, og var omgivet af Volde og Grave som et Udenværk i den nye Befæstning, Kongen lod anlægge udenfor Byen. Det er fast alle

vitterligt skriver Anders Mathisen Hjøring, der var Præst ved Vartou Hospital fra 1637 til sin Død 1678 og navnlig er bekjendt ved sine Skrifter om Beleiringen at den fornemste Landefart til Kbhvn. er fra Helsingør og Sundet ind af Kbhvns. Østerport. Derfor vilde Hs. Majestæt, at Hospitalet der skulde bygges udi en meget anseelig Forma efter hans egen Afridsning. Til Hospitalet var bygget en særdeles Gaard, indelukket med fire store grundmurede Huse, som alle fire udi et, og saa skjønne gevalte Kjældere under Husene med kostbare hugne Stenpiller under Hvælvingen, som ikke fast bedre udi nogen Potentats Hof. Derhos var en anden Bygning udi 4 Huse, som lukte en stor Gaard ind; der var Hospitalets Ladegaard, Fæhus, Stald, Hestemølle, Tørvehus og andet fornødenlig til Bønder, som vare i Arbeide for Hospitalet med Heste og Vogne. Imellem disse tvende Gaarde nemlig mellem Hospitalets Gaard og Ladegaarden gik den alfare Vei til Kbhvn., saa Ingen kunde kjøre uden om, at de maatte jo lige igjennem Hospitalet. Og var dette Hospital formedelst sin herlige Bygnings Anseelighed kommet i saadant Rygte, at mange fornemme Folk, ikke aleneste Private, geistlige og verdslige, men fyrstelige Personer og Potentaters Gesandter af det Rygte, de havde hørt om dette Hospital, kom derind at bese dets Leilighed og gave det Magt, at det maatte vel kaldes et kongeligt Hospital, hvorudi Alting var forordnet herlig og skikkelig, som det burde for fattige Folk". Resen fortæller, at Bygningen blev paabegyndt 1625 og fuldendt, saa at de Fattige kunde flytte derind 1630. Omkostningerne anslaar han til 27000 Kurant Daler alene af de Fattiges Midler. Hos Pufendorf findes en Afbildning af Vartou, som det saa ud under Beleiringen 1658-59, men som iøvrigt kun viser en enkelt Fløi, maaske fordi de andre vare nedbrudte. Det vides i hvert Fald, at Svenskerne nedbrød den ovenfor omtalte Ladegaard, og at de danske Soldater plyndrede Bygningen for Tømmer til Palissader. Tegningen kan derfor være gjort paa et Tidspunkt, da kun den ene fremstillede Længe var tilbage. Sygestuen synes at have været en stor Sal, hvis østlige Ende indtoges af et Alter, fra hvilket der prædikedes; Sengene stod i lange Rader, og Gangene imellem dem vare opkaldte efter Evangelisterne. Over de private Senge vare rimeligvis Stifternes

Navne anbragte.

Stiftelsen havde under sit Ophold paa Gamle Vartou ikke havt synderlig Fremgang; ingen private Senge vare blevne stiftede som i Frederik den Andens Tid Niels Trolles Seng og Peder Oxes otte Senge (se S. 302 og 303) og i 1607 Wendele van Deldens to Senge; kun havde Kongen i 1618 ophævet et lille Hospital med 8 Lemmer paa Møen (Spegelby Kloster) og henlagt dets Indtægter saavelsom dets Lemmer under Helligaandshospitalet, hvorfra de saakaldte 8 moenske Senge skrive sig. Dette Skridt er maaské Forløberen for en Tanke, som foresvævede Kongen, nemlig at ophæve samtlige Smaahospitaler i Riget og samle deres Indkomster og Lemmer i en eneste stor Anstalt, hvorved ikke blot over hundrede Personer flere kunde underholdes, men „Lemmerne og bedre til Gudsfrygt og anden Skikkelighed kunne holdes". Midt under Krigen med Keiseren i Marts 1627 beskjæftigede Kongen sig med denne Plan og befalede Kantsleren og Statholderen at raadslaa med Bisperne derom, men Tanken blev aldrig realiseret, skjøndt 3 andre Smaahospitaler i 1631 indlemmedes i Vartou, nemlig Kallundborg med 6 Senge, Ringsted med 4 og Nestved med 9. Flytningen til Ny-Vartou blev Signalet til nye Privatsenges Oprettelse, nemlig de 4 Resenske Senge (de to stiftede af Biskop Hans Povelsen Resen, de to af hans Enke Anna Eisenberg), Borgmester Jakob Mikkelsens to Senge, Professor Dr. Niels Poulsens 3 Senge og endelig Biskop Jesper Brochmands 14 Senge, de sidste, der stiftedes i Christian den Fjerdes Levetid. I Almindelighed forbeholdt Stifterne sig Belæggelsesretten, saalænge de levede, hvorefter den gik over til Hospitalets Bestyrelse. Kongen ses dog at have forbeholdt sig selv en temmelig udstrakt Belæggelsesret; thi der haves et stort Antal Befalinger fra ham om at optage snart denne, snart hin Person, dog navnlig nødlidende Folk, der havde staaet i hans og Fædrelandets Tjeneste. Ikke sjældent optoges Mennesker, der vare „komne fra deres Sind", eller som det ogsaa rentud siges: „Vanvittige", naar de kunde være derinde uden Fare, Soldater, der havde mistet deres Førlighed i Krig, Ægtefolk, som ved uforskyldte Ulykker som Ildsvaade vare komne i stor Armod, Blinde og Oldinge, der ikke kunde ernære sig ved deres Hænders Gjerning o. lign. I 1633 befaler Kongen, at alle Blinde og Lamme paa Veien mellem Kjøbenhavn og Kronborg skulle sendes til Vartou, thi Byens Adgange synes dengang ligesom i vore Dage sydlandske Byers at have været