fogderne eller Stodderkongerne et Slags Polititilsyn med Byens egne Fattige, men dog fornemmelig med de fremmede Tiggere, der ankom til Byen, for at de kunde blive udviste snarest muligt. Det var meget betydelige Pengemidler, som stod til Konventhusets Raadighed, ikke blot de ældre Kapitaler saavelsom Husleie og Jordskyld af de Fattiges Eiendomme (smlgn. S. 300-301), men ogsaa Tavlepenge fra Kirkerne, den saakaldte Kvartalsalmisse (en systematisk Indsamling blandt alle Stadens Indbyggere, som i det første Aar endog indbragte 31,000 Kroner i vore Penge) samt endelig Gaver. Kongens betydelige personlige Gave er ovenfor omtalt, Rigens Hovmester Frands Rantzau gav 1000 Rdlr. en Gang for alle og aarlig 120 Rdlr., Kantsler Christian Friis til Kragerup 800 Rdlr. foruden Sengklæder og Bohave til Børne- og Pesthuset, Henrik Fyhren og Johan Braem 500 Rdlr., Anna Hans Holstes 1000, Biskop Hans Povelsen Resen 1000, Dr. Jesper Brockmand 1000, og saa fremdeles. I „De Fattiges Forraad", en Fortegnelse over Fattigvæsenets Eiendele indtil nogle Aar efter Christian den Fjerdes Død, nævnes et stort Antal andre Velgjørere, og Rubin anslaar i sin Oversigt over Kjøbenhavns Fattigvæsens Historie" de Husarmes Kapital omkring Aaret 1650 til den for hin Tid betydelige Sum af 60,000 Rdlr. Der indsamledes endvidere Smaasummer ved Skibene. i Havnen, ved Bryllupper og Begravelser; Fremmede bleve besøgte og opfordrede til at give Almisser o. s. v. I 1634 under den udvalgte Prindses Bilager fik de Fattige Tilladelse til at indrette en Tombola eller Lykkepotte for yderligere at ophjælpe deres Finantser, og disse vare da ogsaa saa gode, at de i Aaret 1635 kunde forstrække Kongen med et Laan af 10,563 Rdlr., hvoraf han skulde betale 6 pCt. Rente, og endvidere levere ham Varer fra Spindeværket til et Beløb af 22,781 Rdlr. Disse Summer, som Kongen naadigst skyldte Fattigvæsenet, vare i 1662 med ubetalte Renter løbne op til henved 51,000 Rdlr., og Frederik den Tredie afgjorde da Gjælden med en Anvisning paa de saakaldte „Præstegaardspenge" og med en Gaard paa Christianshavn, hvori Kommunen indrettede en kommunal Tvangsanstalt: det nye Børnehus.

Det egentlige Formaal med Fattigordinantsen af 1630 blev imidlertid ikke naaet; Tiggeriet stod fremdeles i det skjønneste Flor. Fremmed Løsgesinde" indvandrede i stor Maalestok, ikke

blot fra Tydskland, hvor Trediveaarskrigen bragte Opløsning i alle Forhold, men ogsaa fra andre Steder, og det frugtede Intet, at man paalagde Skippere, som førte slige Emigranter til Staden, høie Bøder og Forpligtelse til at underholde dem for egen Regning og føre dem gratis hjem igjen. Der blev truffet overordentlige Forholdsregler; Borgerne maatte ikke udleie Værelser uden Magistratens Samtykke; Rodemestrene skulde vide Besked med de Fremmedes Livsstilling og Forhold og give Indberetninger derom, og Enhver, der ikke havde Opholdstilladelse, skulde uden videre udvises af Byen. I Mai 1646 iværksattes, hvad man nutildags vilde kalde en storartet „Razzia" mod Tiggerne; alle, der kunde opsnappes, bleve uden Undtagelse transporterede til Pesthuset, underkastede Forhør og ordnede i Grupper, af hvilke nogle (de Fremmede) bleve udviste, andre (de Arbeidsdygtige) indlagte i en Arbeidsanstalt i Brøndstræde, det saakaldte Gasthus eller Gjæsthus, som dog kun bestod en kort Tid, medens atter andre, de rette Almissehoveder", bleve forsørgede paa anden Maade. Det næste Aar var man imidlertid lige vidt, og Frederik den Tredie opgav endelig i 1650 Evret, forsaavidt han atter indførte Tiggeriet som Institution, ved paany at tillade autoriserede Tiggere, som med „Byens Tegn" om Halsen kunde drive deres Forretning ustraffet.

Mere end ved alle de her omtalte Nybygninger og Indretninger, mere end ved de prægtige Spir, der opsattes paa Vor Frue-, S. Peder- og Helligaandskirken (smlgn. S. 457) eller ved de talrige Paabud sigtende til Renlighed, Hygieine og Forskjønnelse, blev Byens Physiognomi dog forandret ved Anlæget af Christianshavn og den store Udvidelse af Fæstningsværkerne i Kongens sidste Regjeringsaar. Herved optog Kjøbenhavn omfattende Arealer i sig, herved gaves Impulsen til ny Landvinding fra Havet, og først ved at gribe over paa Amager og lægge en Kjøbstad her blev det muligt at tage den mellemliggende Havarm i Besiddelse og i Tidernes Løb skabe den ypperlige Havn, som mere end noget andet Værk har bidraget til Hovedstadens Væxt og Fremgang. Man kan uden Overdrivelse sige, at Kjøbenhavn, som den vedblev at være indtil Fæstningsværkernes Nedrivning i vore Dage, var embryonisk tilstede i Christian den Fjerdes Planer, ja disse gik endog en hel Del videre, end man paa Grund af de urolige Tider ævnede at gjennemføre. Det er i den allernyeste Tid blevet udtalt, at Staden neppe vilde

være falden i Fjendevold i 1807, ifald Christian den Fjerdes oprindelige Befæstningsplan var bleven realiseret.

Christianshavn, der var en selvstændig Kjøbstad indtil 1674, blev egentlig anlagt til Sikkring af Flaaden, Tøihuset, Slottet og Byen, som havde en udsat Beliggenhed ved det aabne Hav, men samtidig laa det nær at bebygge den nye Fæstning. De første Spor til den ere fra 1618, da Chr. IV udskrev en almindelig Skat i det nævnte Øiemed og lod et Kort udarbeide over den nye By. Planen var i det Væsentlige som nutildags med Undtagelse af, at Strandgade, hvad dens Navn antyder, laa ud til Vandet og kun var bebygget paa den ene Side, et Forhold, der vedvarede til ind i Christian den Femtes Tid. Paralelt med denne gik Kongensgade (nuværende Vildersgade), derpaa de to Overgader langs den Kanal, som deler Byen i to Dele, og endelig Dronningensgade, Prindsensgade (Prindsessegade) og Amagergade. Paa tværs gik Sophiegade, Torvegade, S. Annegade og Baadsmandsgade. Hele Terrainet maa tænkes som et System af lave Grunde, hvoraf mange laa under Vandet, og hvor der altsaa udkrævedes meget betydelige Opfyldningsarbeider, inden der kunde være Tale om at bygge. Den Side 421 afbildede Stenbro, som strakte sig over mod Sjællandssiden (den senere Brogade), blev omdannet til en Dæmning med Vand paa begge Sider, og herfra blev Knippelsbro, eller som den almindeligst kaldtes: „den store Amagerbro“, ført over til Børsgade.

Denne Brobygning, som først nedreves i 1869, og som uden Tvivl var det første Arbeide, der foretoges, vakte umaadelig Opsigt i hin Tid og var ogsaa et dygtigt Værk i Forhold til Datidens Ingenieurkunst. Wolf omtaler i begeis trede Udtryk „den vældige Bro, som blev lagt over Dybet og den stridige Strøm", og Resen skriver i 1689: „Kong Christian den Fjerde lod den i Aarene 1618-20 bygge og gjøre med stor Bekostning, at den kunde være en tryg Overfart mellem Byerne, hvilket Nogle af Førstningen holdt at være umuligt og en forgjæves Idræt, efterdi Steden var saa ubekvem, og den stride Strand med saa stor Magt rendte der nedenunder, men Hans Majestæts Skarpsindighed og Fornuft brød igjennem det Altsammen, saa at han fik sit Forsæt lykkelig frem". At der maa være hændet Ulykker paa Broen fremgaar forresten af Resens Tilføielse: Broen blev sikker og tryg nok for dennem, som forsigteligen begive sig derover, thi at der i stor Storm og Blæst eller

anden ulykkelig Tilfald undertiden Heste, undertiden Kuske ere vælt derudover ned i Stranden, er mere enten Folkenes egen Uforsigtighed eller Guds forborgne Domme, der og kan ramme En paa den faste Jord, end som Broen at tilskrive". Hvad Navnet Knippelsbro angaar, der skylder Folkeetymologien sin Tilblivelse, stammer det fra en christianshavnsk Raadmand, Hans Knip, der havde Tilsyn med Broen og boede paa Christianshavnssiden i et Hus, der var Toldbod indtil 1630. Broen, som havde en Gjennemseiling i Midten, vedligeholdtes ved særlige Havnepenge saavelsom ved en Skat, som udrededes af Amagerbønderne og de kjøbenhavnske Indbyggere, der benyttede den, og den maatte hyppigt udbedres, navnlig fordi den tog Skade, ved at Skippere ulovligt fortøiede ved den. Et andet Foretagende der vakte ligesaa stor Forbauselse som Knippelsbro, var en Vandledning, som i 1633 lagdes paa Havets Bund i Blyrør og førte Peblingesøens Vand ind paa Christianshavns Torv, hvor der opsattes en Post, som hed: „den blaa Post". Det følger af sig selv, at Christianshavn fra sin første Begyndelse maa have havt tre Broer, nemlig foruden den nævnte en over Kanalen ved Overgaderne og en over Graven udenfor Porten. Disse saavelsom Veien til Fæstningen paa Amager maatte Øens Indbyggere vedligeholde.

Det gjaldt nu om at skaffe Byen Indbyggere. Den 5te April 1619 udstedtes et Kongebrev, hvori der lovedes Enhver, som havde indtaget en Grund, Skjøde paa den til evig Arv og Eiendom, samt Frihed for Jordskyld, dog paa den Betingelse, at der blev „opsat god Kjøbstadsbygning paa den efter Stedets Leilighed". Indbyggerne fik endvidere 12 Aars Frihed for al borgerlig Skat og Tynge og 7 Aars Frihed for al Udførselstold. Allerede otte Dage efter meldte den ansete og driftige kjøbenhavnske Borgmester og Kjøbmand Mikkel Vibe sig og fik Tilladelse til at anlægge en Pramkanal ved Strandgade, og her tilligemed et Par andre Steder gav han sig nu til at forfylde og indhegne" Grundene, paa hvilke han i 1622 fik Skjøde. Det var det første Skjøde, som overhovedet gaves, og Mikkel Vibe blev saaledes den første private Grundeier paa Christianshavn. Opfyldningen gik nu rask fremad; et ikke ringe Antal Adelsmænd fulgte Exemplet, og i Tyverne var Tilløbet endog saa stærkt, at der maatte gives Tilladelse til fri Indførsel af udenlandsk Hvede, Rug, Mel og Skibsbrod for at underholde de mange Munde.

Den første Bebyggelse af Chrhvn.

Derimod gik det kun langsomt med Bebyggelsen.

561

I 1624 truedes

de Borgere, der ikke vilde bygge, med Proces, og syv Adelsmænd fik Befaling til strax at opføre Huse, da det skete Kongen synderlig til Villie", men ti Aar efter maatte disse Trusler fornyes i endnu

skarpere Form. En Synsforretning af 1635 viser, at et meget stort Antal Grunde laa øde, og at man unddrog sig eller illuderede Kongens Befalinger ved at opføre Smaahuse til de mindre Gader og lade Resten henligge som Haver.

I 1634 var den nye Kjøbstad dog kommen saavidt, at den fik en særlig Justitsmyndighed, thi der ansattes en Byfoged, Johan