udfor Larsleistræde (smlgn. S. 17). Nørreports Bastion udvidedes, og da Terrainet her er høit, lagdes med et passende Mellemrum to Dæmninger eller Kamme over Graven for at hindre Vandet i at løbe bort, hvilket iøvrigt gjentoges fire Gange paa Strækningen udenom den gamle Østerport (for Enden af Østergade) indtil Gravens Udløb i Havnen bag Holmens Kirke. De tre nye Bastioner mellem Nørre- og Østerport bar Navnene: S. Gertruds Skandse, Skandsen 'ved Lønporten (saaledes kaldet efter en Udkjørsel for Kongen til

Rosenborg) og St. Klare Skandse. Paa Amager var Christianshavn endelig befæstet med to Skandser mod Søen eller Havnen og tre mod Landsiden, hvis den kan kaldes saaledes, thi Kallebodstrand og Sundet skar sig paa begge Sider saa dybt ind bag Byen, at den næsten af Naturen laa paa en Ø. Det ses altsaa, at Kjøbenhavn i 1625 havde faaet nye tidssvarende Fæstningsværker, men i det Væsentlige havde bevaret sine gamle Grændser.

Men for disse Arbeider vare afsluttede, synes Kongen at have næret andre og langt mere vidtrækkende Planer; han vilde

gjøre Søerne til Byens Grave, medens fremskudte Udenværker skulle spærre alle Adgangene fra Landsiden. I 1619 havde han, som forhen (S. 326) omtalt, erhvervet alle tre Søer af Magistraten; kort efter tilbyttede han sig Kalvehaven eller Jorderne mellem S. Jørgens Sø og Stranden (for en Del af Gjentofte Mark, den saakaldte Ryvang oppe i Egnen om Store Tuborg), og ved Helligaandshospitalets Flytning til Vartou have vi set, at han kom i Besiddelse af S. Jørgens Hospital med tilliggende Mark. Naar hertil kommer, at han allerede i 1606 havde kjøbt det store Terrain indenfor Søerne mellem Nørreport og Sundet, der er omtalt S. 506, ses det, at han havde frie Hænder til at befæste, som han vilde.

Det første Skridt, der foretoges, var Anlæget af den saakaldte Bygning ved S. Anne Bro, som paabegyndtes i 1626 og indbefattede den nye Toldbod og Skandsen ved S. Anne, Forløberen for det senere Kastel. De fornødne Pengemidler tilveiebragtes ved det Middel, hvortil Kongerne altid toge deres Tilflugt, naar de ikke saa andre Udveie, nemlig ved en Forhøielse af „Tolden udi Sund og Bælt", hvorhos Bønderne maatte præstere Arbeide in natura saasom Kjørsel af Sten o. d. Da de nævnte Værker for en Del lagdes ud i den aabne Strand, var Arbeidet besværligt; Kampesten saa store, som to Heste hver Sten kan age" førtes dertil; der anlagdes Dæmninger og Stenkister, Pæle nedrammedes, og i 1630 fik man Toldboden færdig, saaledes at den kunde flyttes fra Enden af Knippelsbro, hvor den i nogle Aar havde været. Da der allerede tidligere var opført et Blokhus paa den fra Amagersiden fremskydende Rævshalegrund, saaledes at et smalt Indløb kun blev tilbage (den nuværende Toldbodbom), var den nuværende Havn altsaa allerede paa dette Tidspunkt tilstede i sine Grundtræk, skjøndt det varede lange Tider, inden Opfyldningen paa Christianshavn og de derværende Fæstningsværker førtes rundt til Toldboden, saaledes at Havnens Østside lukkedes. Den gamle Havn var fra nu af kun Kanaler. Ved Toldbodens Anlæg forsvandt den gamle S. Anne Bro, skjøndt der vedblev at være et Landgangssted her. Skandsen ved S. Anne, som paa Kjøbenhavnsiden skulde dække Indseilingen, blev først færdig langt senere; endnu i 1641 udskreves Skat dertil, og forskjellig Told lagdes paa fransk og spansk Salt, Silkevarer m. m. Den blev imidlertid stærk; i hvert Fald skriver Magnus Durell i sin Relation af 1654: Havnen er overmaade sikker, uden

"

Toldboden og S. Anne Bygning.

569

for belagt med mange Sandrev, som forhindre Havet at fylde den med Sand. Desuden er den befæstet med en Pram, et skjønt Blokhus og en Skandse indenfor, saa at det ikke er muligt med Magt at kunne komme derind".

Imellem dette Værk paa yderste høire Fløi og Vartou, der som ovenfor berørt var en selvstændig lille Fæstning for Enden af Sortedamssø, anlagdes en Række Skandser, som dog ikke bleve færdige før i 1645. Byens nordlige Tilgang over Peblingebroen dækkedes af den saakaldte Ravnsborg Skandse, der skulde bekostes af Kommunen, men endnu ikke var færdig i 1646. Den tredie Adgang til Staden ad Ladegaardsveien (Peblingedammen) beskyttedes af den nye kongelige Ladegaard, der opførtes som Fæstning, kort efter at Kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark (S. 549). Ladegaarden, der afløste den ældre i Nyby og fik dennes saavelsom den nedlagte Solbjerg Bys Jorder under sig, blev bygget i stor Stil med en herskabelig tre Etages grundmuret Hovedbygning, som den ses paa Pufendorfs Beleiringsbillede, samt med anseelige Bindingsværkslader og Staldbygninger. Volde med Bastioner, hvoraf der endnu ses Spor, omgave disse Bygninger, og Gravene fyldtes fra Ladegaardsaaen, medens de havde Afløb i en kunstig Rende eller Grav udenfor en Vold, som var ført langs S. Jørgens Søes Vestside og derfra i en stor Bue tværs over nuværende Vesterbrogade til Stranden, hvor den endte ikke langt fra den store Kam ved Bygravens Ende. Det er denne gamle Grav, som med et noget forandret Løb hedder Rosenaaen og nu paa en Strækning er bleven en underjordisk Spildevandsledning. Paa denne Maade bleve alle Byens Tilgange fra Sundet til Kallebostrand dækkede ved stærke Værker og en tildels sammenhængende ydre Linie, som dog ingensinde blev færdig og aldrig blev underkastet en Prøve. Ved Carl Gustavs Ankomst for Kjøbenhavn rømmedes alle disse Værker ufortøvet; man opgav dem uden Sværdslag, vel sagtens fordi de vare for udstrakte til at kunne holdes med nogen Sandsynlighed for et heldigt Udfald.

Allerede iforveien var der taget fat paa Udvidelsen af den indre Linie. Planen hertil synes at være fra 1629, thi i dette Aars December Maaned blev der gravet en Grøft og anlagt et Dige udenom Rosenborg og det senere Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Man maa derfor antage, at Voldenes Retning allerede paa

dette Tidspunkt er bleven afstukken, men først i 1642 bevilgede Rigsraadet paa en Herredag i Kjøbenhavn, rimeligvis paavirket af de farefulde Tider, en overordentlig Skat for hele Landet ogsaa paa Adelens Gods, „dog ikke som nogen Pligt, men som et Tegn paa Affektion imod Hans Majestæt". Man havde nemlig indset, at det var fornødent til Landsens Defension en god real Fæstning at lade opbygge", og havde Intet imod, at Kjøbenhavn valgtes dertil, eftersom Kongen dette synderligt havde ladet sig befalde". Den Voldlinie, som nu paabegyndtes thi Chr. IV oplevede ikke dens Fuldførelse er den samme, som stod til vore Dage, og ved denne blev Byens Grund indenfor Værkerne mere end fordobblet.

Der blev nu i en Aarrække arbeidet med Iver, som det synes, først paa Strækningen fra S. Anne Bygning til henimod Rosenborg, og samtidig gav man sig til at sløife de gamle Volde og Grave fra Nørre- til Østerport og videre ned mod Holmens Kirke. Hundreder af Dagleiere og Soldater, ja Kvinder vare beskjæftigede her med Hakker, Spader og Skubkarrer, og i 1647 var vistnok den nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig og toges i Brug. Den nye Nørreport for Enden af Frederiksborggade, der anlagdes som en Fortsættelse af Mikkel Vibes Gade, var derimod ikke færdig ved Chr. IV.S Død. Hvorvidt man var naaet med Fæstningsværkerne paa dette Tidspunkt, kan ikke angives, men Saameget er sikkert, at endnu i 1658 ved Svenskernes Ankomst vare de nye Volde meget maadelige og ufuldkomne. Christian den Fjerdes sidste Krig med Sverig, som afsluttedes med Freden i Brømsebro 1645, gav ny Fart i disse Arbeider, saameget mere som man i dette Aar frygtede for en Beleiring af Hovedstaden, og i Slutningen af 1646 androg Rigsraadet, som ellers ikke udmærkede sig ved Imødekommenhed i slige Sager, paa, at Kjøbenhavns Befæstning maatte fremskyndes, „eftersom det hele Rige derpaa er mest magtpaaliggendes". Det anmodede desuden om, at den gamle Vold maatte blive staaende, indtil det nye Værk var bragt »udi Defension", men Kongen svarede lakonisk herpaa: „Det kan intet nu mer ske, thi der er Hul nok allerede derpaa". Man faar i det Hele det Indtryk, at Staden en Tidlang har henligget halv aaben i et chaotisk Uføre med Grøfter og Diger, Høie og Dale, og Benævnelsen Hallandsaas, hvorunder det udlagte Kongens Nytorv gik i Folkemunde, og som det i lange Tider bevarede, synes netop at have været en hertil

Den gamle Østervolds Nedrivning.

571

sigtende Folkevittighed. I 1647 bevilgedes imidlertid nye meget betydelige Skatter til Fortifikationen, og Generallieutenant Axel Urup,

som senere spillede en Rolle under Beleiringen, fik Overtilsynet med Arbeiderne. assisteret af tre Kapteiner og en Skriver. Urup, der var en tapper Krigsmand, men en liden krogrygget Kavalér“,