dragelse. I 1618 fik han Ansættelse i den danske ostindiske Handel, hvis „Bewindhebber" og Direktør han senere blev, og blev samtidig knyttet til det for kongelig Regning drevne Hvalfiskeri. Ligesom tidligere Jens Munk blev han sendt til Biskaya for at hverve kyndige Hvalfangere, men slog sig til Ro i Kbhvn., da han med nogle andre Kjøbmænd i 1624 fik et Privilegium paa at drive Hvalfangst under Spitsbergen og Grønland. I Kompagni med Broderen Gødert Braem, der havde bosat sig i Helsingør og blev Tolder sammesteds, drev han nu en storartet arktisk Skibsfart, paa mange Maader begunstiget og støttet af Kongen, der yndede ham meget, og med hvem han stod i udstrakt Handelsforbindelse. Braem leverede Salpeter, Krudt, Lunter, Bly og Geværer for Kobber, som han ifølge Kontrakt fik fra de norske Kobberværker; han kjøbte Øxne af Kongen, gjorde Indkjøb for ham i Holland, snart af brabandsk Humle, snart af Meubler og Tapeter, ja reiste i Kongens Ærinder i Udlandet. Oppe paa den grønlandske Insul, Christiansberg" (det nuværende Spitsbergen) tilegnede Brødrene Braem sig en Havn, som de kaldte „Kjøbenhavns Bay", og hvor de opsatte det kongelige Vaaben „endog videre end fornøden gjordes" siger Kongen selv; og denne Havn, som Chr. IV omdøbte til „Christianshavn", fik de udelukkende Ret til at beseile, ligesom deres Hvalfangerskibe dækkedes og convoyeredes af Orlogsfartøier, der havde Ordre til at opbringe alle fremmede Skibe, som gjorde Indgreb i deres Rettigheder. Alle Deltagerne i Brødrene Braems Hvalfiskeri bleve fritagne for borgerlig Tynge; Skibene fik Tilladelse til at besøge Kronens Strømme under Nordkap, til at søge Handel og Fiskeri med „Sømonstra" og Hvalfisk saavelsom til at smelte Tran, hvor de vilde. I 1634 forlængedes Privilegiet paa 13 Aar; det lød da paa Nordland og Grønland, Christiansberg og andre Øer. Endvidere tillodes det Johan Braem at oprette et Bødkeri i Kbhvn., dog kun til eget Behov; hans Folk stilledes under Bremerholms Ret, og Kompagniet maatte ligesom det islandske Kompagni toldfrit udføre de Varer, det ikke kunde afsætte i Indlandet. I Stort som i Smaat viser Kongens Velvillie sig; snart overlader han Braem en af sine egne Baadsmænd paa Bremerholm til „Hvalsnider", snart udviser han ham Bøgetræer til den grønlandske Handel, eller han giver ham Lov til for Betaling at faa 2 Stykker Storvildt og 6 Par Harer fra den kongelige Vildbane til en Familiefest. I et af sine mange Indlæg mod Kristine

Munk antyder Kongen endog, at han har været til Gjæstebud i Johan Braems Have udenfor Kbhvn. Charakteristisk er den Iver, hvormed Kongen søger at komme til endelig Afregning med Johan Braem inden dennes Død; det viser, hvor omfattende hans Forretningsforbindelser med denne Mand maa have været, og hans Brev

til Rentemestrene herom er dikteret af en lignende Følelse, som da han i 1646 skriver til Rigsraadet om sit Forhold til nogle andre kjøbenhavnske Handelsmænd: Men det skal haves sagt, at jeg, som i mange adskillige Maader haver forstrakt Riget med Penge, Sølv og Guld og sat Helbreden til, intet agter at være i uskiftet Bo med Henrik Müller, Hellekande eller de andre Dannemænd".

Johan Braem beklædte forskjellige andre resposter; han var Admiralitetskommissair, kongelig Faktor, Tilsynshavende ved Postvæsenet og en af de Ældste ved den tydske S. Petri Kirke. Han eiede den Gaard paa nuv. Graabrødetorv, som i 1637 kjøbtes af Korfitz Ulfeldt, og paa hvis Tomt Skamstøtten blev reist. Den 7de Novbr. 1645 blev han siger Simon Hennings i sin Ligprædiken ramt af sin sædvanlige Sygdom", og da han mærkede, at Døden nærmede sig, lod han sin Broder Gødert kalde fra Helsingør og skjænkede S. Petri Kirke 1000 Rdlr. til et Pulpitur foruden 2000, han tidligere havde givet til Præsteenker. S. Nikolai Kirke fik 500 Rdlr. og de Fattige et lignende Beløb. Præsten kalder ham ,en meget vis, klog, erfaren og vidtberømt Kjøbmand, hvis Mage ikke fandtes i hele Riget" og priser særlig hans gode Hjertelag mod alle Fattige og Trængende saavelsom hans Gavmildhed mod S. Petri, i det han har givet denne Kirke et Vindu med sit Navn, Choret, den nye Messedragt, Alterklæder og Sølvkar. De under Trediveaarskrigen fra Tydskland Fordrevne havde en trofast Støtte i ham, og Ingen lod han gaa utrøstet bort. Han døde Nytaarsdag 1646 i en Alder af 50 Aar og blev begravet i den Kirke, hvis Velgjører han havde været, og hvor der opsattes et Epitaphium for ham.

Om hans yngre Broder Gødert Braem, som i 1616 kom til Kbhvn., men i Aarene 1637-1646 var bosat i Helsingør, hvor han en Tid var Tolder, er der ikke Anledning til at tale særligt. Til hans Navn knytter der sig dog en Familietragedie af den uhyggeligste Art, et Giftmord, der ramte hans unge Brud. Hun var en Datter af Borgmester i Kjøge, Mads Ravn, men blev, kort Tid før hun skulde have Bryllup, forgivet af Stedmoderen Alhed Clausdatter paa Faderens egen Anstiftelse, efterdi denne ikke vilde eller kunde udbetale Svigersønnen hendes store Mødrenearv. Stedmoderen og den Afdødes Amme bleve efter en langvarig Proces henrettede paa Slotpladsen, hvorimod Mads Ravn døde i Blaataarn, inden den endelige Dom mod ham var falden. Kort Tid efter flyttede Gødert Braem til Helsingør, hvor han iøvrigt var gift to Gange, men han vendte tilbage til Kbhvn., da Broderen Johan var død, og valgtes i hans Sted til Ældste ved S. Petri Kirke. Han eiede en Gaard paa Slotsholmen tæt ved det islandske Kompagnihus og døde i 1655 efterladende sig en talrig Slægt. En af hans Efterkommere Geheimeraad Gotthardt Braem var i 1780 Overpræsident i Kbhvn.

En stor og uden Tvivl den mest ansete Del af den kjøbenhavnske Handelsstand havde som sagt Sæde i Magistraten eller var Medlemmer af det fornemme Klædekompagni, Nutidens Grosserere. Hertil hørte Borgmestrene Simon Surbæk, der handlede paa Nordlandene, og Mathias Hansen, som tillige var Medlem af det islandske Kompagni. Den sidste var Fader til Chr. IV.s Frille, Kirstine Madsdatter og opførte Hafnias nuværende Gaard paa Amagertorv. Høit yndet af Kongen var Borgmester Jakob Mikkelsen, som var Student, havde studeret ved hollandske, tydske og engelske Universiteter og tumlet sig vide om i Verden, inden han blev Borgmester i Mikkel Vibes Sted. Sine mange indflydelsesrige Stillinger som Medbestyrer af Ostindiske og Islandske Kompagni, Medlem af Sø- og Handelsretten saavelsom den kongelige Naade, der vistes ham ved Forleningen med Magleby Sogns Kongetiende og et Erke-Degnedømme i Aarhus Domkapitel, skyldte han vistnok fornemmelig sin Hustru Anna Mortensdatter, der var bleven opdragen ved Hoffet i sin Ungdom og stod høit anskreven hos Kongen. Da hun første Gang i 1598 giftede sig (med daværende Klædekammerskriver, Kristen Hammer) gjorde Chr. IV hendes Bryllup i Danske Kompagni; Brylluppet med Jakob Mikkelsen gjorde han paa Frederiksborg Slot. Hun kom jevnlig til Hove; Kongen benyttede hendes praktiske Evner til mange forskjellige Hverv og betalte hende en maanedlig Gage for hendes Tjenester. Jakob Mikkelsen og hans Hustru vare velhavende Folk, som bl. A. eiede en Bryggergaard paa Gammeltorv, hvor Nygade senere blev brudt igjennem, og da de vare barnløse, oprettede de et gjensidigt Testamente til Fordel for den Længstlevende, en saadan Sjældenhed i hine Tider, at samtlige Arvingers Samtykke først maatte indhentes.

En eventyrlig og mærkværdig Skjæbne havde Borgmester Reinhold Hansen, som fra Barndommen var bestemt for Handelen og derfor i en Alder af 13 Aar sendtes til Hamborg og Nürnberg for at blive indviet i Datidens Handelskundskab. Kort efter Kongens Kroning kom han hjem og traadte i Forbindelse med Hoffet; han var saaledes med Hertug Hans i Rusland i 1602 og ledsagede derefter Kongen paa hans Hyldingsreise til Hamborg. Nu fik han Lyst til Krigshaandværket og drog til Ungarn, hvor han i tre Aar kjæmpede mod Tyrkerne, gik derpaa til Sverig og ansattes endelig som Enspænder (Kurér) hos Chr. IV, for hvem han

besørgede forskjellige Erinder i Udlandet. Midt under Kalmarkrigen, i hvilken han deltog, ægtede han Kongens forhv. Frille Kirstine Madsdatter og blev saaledes Christian Ulrik Gyldenløves Stedfader. I Krigsaarene 1625-27 var han atter med Kongen i Tydskland, indtil han ved sin Svigerfader Matthias Hansens Død i 1628 blev Borgmester. Kongen yndede ham meget, forlenede ham med Kanonikater i Roskilde og Oslo, gav ham Færøerne i Forpagtning o. s. v. Han var desuden Medlem af Islandsk Kompagni og eiede en stor Gaard i Vimmelskaftet. Da hans første Hustru var død, ægtede han i 1632 en Borgmesterdatter fra Malmø, der stod Familien Ulfeldt nær, og hans Forhold til Kongen var endnu paa dette Tidspunkt saa godt, at denne sendte ham 15 Rosenobler i Faddergave, da hans nyfødte Søn skulde christnes. Men i 1645 faldt han i Unaade; paa Grund af sin egenraadige Adfærd i en Mordsag (smlgn. S. 467) afsattes han og gjenindsattes aldrig i sit Embede trods Rigsraadets og Ulfeldts Bønner. Hvis man kan tro

den svenske Resident Magnus Durell døde han i 1646 en hastig Død af Fortræd og Sorg over sin Hustrus Komportement", thi denne, der var smuk, sagdes at holde til med Korfitz Ulfeldt og skal endog have forladt sit Hjem og fulgt Rigens Hovmester paa en Reise til Holland.

Det vilde føre for vidt at komme ind paa videre biographiske Enkeltheder vedkommende den kjøbenhavnske Handelsstand under Chr. IV. De vare fordetmeste velstaaende Folk og store Grundeiere, Folk med mange Jern i Ilden og med Greb paa at gjøre sig deres Stilling saa indbringende som muligt, selv om deres Handelsforetagender i stor Stil ikke altid vare heldige. Det var praktiske Mænd, der satte Pris paa gode Familieforbindelser og rige Hustruer, et myndigt bevidst Borgeraristokrati, der kjendte Tidens Brøst, stod Last og Brast mod Adelens Overgreb og ialfald skimtede de nye Tider, den følgende Generation skulde opleve. Mange af dem havde reist i Udlandet og bevæget sig i store Forhold, hvorved de havde vundet i Verdenserfaring og Selvtillid, enkelte havde endog havt Adgang til Fyrsters og Kongers Raad. En saadan mærkelig Mand var Nikkel Kok, som drev en betydelig Handel paa Østersølandene, Polen og Rusland med Tømmer, Hamp o. d. og ofte besørgede politiske Ærinder hos Kongen af Polen, af hvem han endog skal være bleven adlet. I 1643 gjorde Chr. IV ham til Generalvisitør"

"