Den ovenfor omtalte foreløbige Tilladelse for uden- og indenbys Folk til Salg af fersk Kjød paaj Nytorv hver Onsdag og Lørdag, som var rettet mod Slagternes Overgreb og høie Priser, frugtede ikke synderligt, thi i 1621 klagedes der atter over, at de solgte magert Kiød i dyre Domme. Dette gav Anledning til, at Torvehandelen med Kjød paa Nytorv, som har vedvaret til vore Dage, blev endelig fastslaaet, og til at der i 1623 fremkom nogle Vedtægter for Slagterne. Det hedder i disse, at al Slagtning skal foregaa i Christoffer Valkendorfs Boder uden for Vesterport (smlgn. S. 406) eller dog udenfor Byen, og at Udsalg af Kjød kun maa finde Sted fra Slagterboderne paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde eller paa Nytorv, hvor der iøvrigt ogsaa solgtes levende Kvæg indtil 1671. Det blev endvidere strengelig forbudt at slagte og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød, og det kostede. Æren og Embedet at sælge noget Slags selvdødt Kjød. Ingen Slagter maatte kjøbe mere end et Par Øxne og 10 Lam; derimod kunde hele Lauget i Fællesskab kjøbe, saa meget det vilde.

Her er endnu Anledning til at omtale et enkelt Laug, Vognmandslauget, som paa Grund af sin Forpligtelse til at vedligeholde de Broer og Veie, der dannede Adgangen til Byen, bortføre Stadens Feieskarn, hjælpe i Ildebrandstilfælde og besørge Kongeægterne havde forskjellige store Friheder og Begunstigelser, og desuden en Del af Serridslevs gamle Jorder »til deres Hestefoder og Laugs Ophold". Denne Mark, som i 1682 var ansat til 26 Tdr. og 6 Skpr. Hartkorn, er den saakaldte „Vognmandsmark", der laa mellem Borgervangen (den nuv. Bryggervang) og Emdrup Mark. I 1610 vedtoges det, at der skulde være 40 Vognmænd i Byen som havde Eneret paa al Vognmandskjørsel; dog maatte Bønder og Andre age for Kjøbmænd og Kræmmere til alle Aarsmarkeder i Sjælland og fem Dage derefter. Vognmændene havde deres Laugshus paa nuværende Kultorv, som paa hin Tid dækkedes af en Bygningsfirkant mellem S. Gertrudsstræde (Torvets østlige Side) og Mikkel Vibesgade (den vestlige). Da Mikkel Vibe, som ovenfor omtalt, kjøbte Gaarden i 1608, indrettede de et nyt Laugshus i S. Gertrudsstræde.

Under Christian den Fjerdes lange Regjering fik den kjøbenhavnske Haandværksstand en ikke ringe Tilgang af dygtige Elementer, navnlig fra Tydskland, hvilket ikke blot spores i de techniske Benævnelser af tydsk Oprindelse, men ogsaa i den Kjendsgjerning, at

Laugsvæsenet efter den kortvarige Næringsfrihed af 1613 i det Væsentlige sattes paa samme Fod som i Tydskland. De omfattende Byggearbeider bragte mange Arbeidere hertil, som bosatte sig her og fandt rigelig Beskjæftigelse; lidt efter lidt voxede der danske Arbeidere op ved Siden af dem, eller de absorberedes af de Indfødte. Det er i saa Henseende charakteristisk, at Remsniderne og Pungmagerne fik en tydsk Skraa i 1609; men fjorten Aar efter en dansk. Datidens Haandværk kan selvfølgelig ikke maales med Nutidens Maalestok; thi Produktionen var kun ringe i Kvantitet, og stod som Følge heraf heller ikke overmaade høit i Kvalitet. Egentlige Pragtstykker forfærdiges vistnok som oftest i Udlandet, Meget indforskreves fra Tydskland, Holland og Frankrig, og Haandværksdrift i stor Stil kunde ikke komme istand, saalænge Laugstvangen gik ud paa at holde den ene Haandværker i Niveau med den anden og hindre den Enkelte i at tilrive sig en uforholdsmæssig Part af det forhaandenværende Arbeide. Naar Snedkermesteren kun maatte arbeide selvfjerde, kunde han aabenbart ikke paatage sig store Leverancer, og mangen Gang havde Kongen og Adelsmændene særlige Haandværkere, som kun arbeidede for dem. Men som Nyrop siger det begyndte at dages; Haandværksstanden var i afgjort og kjendelig Fremgang.

ELLEVTE KAPITEL.

Kjøbenhavn indtil Christian den Fjerdes Død.

reden i Lybæk danner et Vendepunkt i Danmarks indre Historie. Fra dette Tidspunkt antog nemlig Menigmands Modstand mod Adelen, som havde bragt Landet

Undergangen nær, en fast Form; hvad der hidtil var blevet hvisket i Krogene om Adelsstandens Mangel paa Fædrelandskjærlighed, blev nu udraabt paa Gader og Stræder, man lagde ikke længere Skjul paa sin Misfornøielse; det var Regjeringsforandringen i 1660, som dæmrede i Horizonten. Borgerskabet i Jylland, der havde lidt mest under Krigens Elendighed, gik i Spidsen for denne Bevægelse og overrakte Kongen det bekjendte Klageskrift mod Adelen, men skjøndt det vandt Ckristian den Fjerdes udelte Bifald, havde det dog foreløbig ingen anden Følge, end at Forbittrelsen mod den priviligerede Stand voxede. Naturligvis maatte Borgerskabet paa Øerne dele Jydernes Følelser; ogsaa det saa hen til Kongen efter Frelse, thi Ingen kunde tvivle om, at Kongens og de Uadeliges Interesser faldt sammen paa dette Punkt. Der høres allerede Røster om Arvekongedømmets Nødvendighed. Det mislykkede Forsøg paa at indskrænke Rigsraadets Myndighed, saavelsom

Forslaget om en ny fælles Stadsret for Danmark og Norge afslørede paa éngang Kongens Beredvillighed og Afmagt til at hjælpe, og som et lignende svagt demokratisk Tilløb maa et Kongebrev af 22de Februar 1630 om en Omordning af Kjøbenhavns Bestyrelse opfattes. Heri hedder det, at da der forekommer adskillige Uordener med Stadsretten og kongelige Paabud, kunne disse Onder bedst afhjælpes ved, at den gemene Inspektion, som Borgmestre og Raad paaligger", fordeles paa Magistratens Medlemmer, dog saaledes at der tilforordnes hver af dem to eller flere fine Borgere, som efter nogle Aars Betjening omskiftes kunne". Skjøndt disse Tilforordnede, der kunne betragtes som de senere 32 Mænds Forløbere, kun skulde have en raadgivende Virksomhed, følte Magistraten dog saa klart, at der her var lagt Grund til en Indskrænkning af dens Myndighed, at den gjorde Indvendinger og bad sig undskyldt, men Kongen gjentog Paabudet en Maaned efter. Ikkedestomindre fik det ingensomhelst praktisk Betydning.

Den udvalgte Prinds, Christian den Femte, som han i Almindelighed kaldtes, havde under Faderens Fraværelse paa Felttoget i Tydskland styret Rigets Anliggender, men iøvrigt ikke til Kongens Tilfredshed. Samtidig havde han indladt sig i et Kjærlighedsforhold til Fru Anne Lykke, Enke efter Kai Rantzau til Rantzausholm, en Forbindelse, der ligesom Kongens egen med Kirstine Munk gav Anledning til megen ilde Eftertale, „allehaande Diskurs" og stor Skandale. Under disse Forhold saavelsom af politiske Grunde laa det nær, at Kongen saa sig om efter en Hustru til Prindsen, og en saadan fandtes i Prindsesse Magdalene Sibylle, en Datter af Churfyrst Johan Georg af Sachsen. Brylluppet holdtes i Kbhvn. den 5te Oktober 1634 med en Pragt og Overdaadighed, hvortil Danmark hverken før eller senere har kjendt Mage, og som uden Tvivl var beregnet paa at vække Opsigt i Verden og vise, at Landet endnu var rigt og livskraftigt. Intet Menneske skriver det franske Øienvidne Ogier kunde mindes at have hørt om en saa stor Festlighed, og Ingen haabede at opleve den igjen. Den danske Herold kunde med Rette sige om dette Bilager, hvad en Herold fordum sagde ved de romerske Jubellege: Folket vil faa saadanne Spil at se, som ingen Nulevende har set eller nogensinde vil faa at se igjen. Det er ikke nødvendigt, at jeg giver et Overslag over

Den udvalgte Prindses Bryllup.

601

alle Udgifterne, men jeg har af troværdige Folk hørt, at der alene blev indkjøbt for 100,000 Rdlr. Vin".

Kongens egenhændige Breve fra dette Tidspunkt vise, med hvilken overordentlig Iver han tog sig af Festen, hvorledes han havde sin Opmærksomhed henvendt paa Alt og Alle, og hvor stor

Den udvalgte Prinds. Orig. i det kgl. Billedgalleri.

Vægt han lægger paa, at det Hele skal gaa saaledes til, at det ikke bliver ham til Skam. Han befalede Høibros og Nybros (nuv. Holmens Bros) Ombygning af Sten og gav allerede i Januar Magistraten Ordre til at sørge for Staldrum og Herberger til de forventede Fremmede. De bedste Borgerhuse i Nærheden af Slottet forbeholdt han sig for sine egne Gjæster og lod derhos de nødvendige For