Optog ved Ringrendingen.

615

fire Menneskealdre; inden i Janustemplet (N) spille 12 Musikanter over al Maade lystigt, men Janus, som staar udenfor, har Nøglen til Bygningen. I den næste Vogn (0) trukken af fire hvide Heste

sidder Numa Pompilius; efter ham marchere fire romerske Krigere (P) med blaa Faner, og tvende andre (Q) med Felttegn, endvidere to Ryttere (R) med Skjolde og Faner, og endelig de to Anførere,

Det første Optog ved Ringrendingen paa Amagertorv. Efter Triumphus nuptialis.

Kongen og den udvalgte Prinds (S) i gyldne prægtige Rustninger, ,saaledes som man f. Ex. ser Markus Aurelius paa Mønter". Nu følge to Ryttere med blaa Faner (T), 6 Landsedragere (V), som føre de Landser, der bruges ved Ringrendingen, og 6 Haandheste (X) smykkede med Fjer og Skaberak og ledede af tre Mænd i Blaat og tre i Rødt. Optoget sluttes af et stort Skib (Y), trukket af tre Heste, udstafferede som skrækkelige" Havuhyrer. I lignende Stil vare alle de andre Optog, en lang og kjedsommelig Række af Guder og Halvguder, Dyder og kunstlede Allegorier, hentydende til Elskov og Lykke, uforstaaelige for Tilskuerne og ensformige trods deres Pragt. Størst Lykke gjorde de sachsiske Bjergmænd, 10 i Tallet, der sang en Sang om Kjærlighedens Magt og derfor fik 200 Rdlr af Kongen, men i det Hele synes disse Inventioner“ at have staaet tilbage for Kroningsoptogene i 1596 (se S. 447).

"

Der er ingen Anledning til at dvæle ved de paafølgende Festligheder, som ere velbekjendte fra tidligere Leiligheder. Prisuddelingen til de Seirende ved den smukkeste Dames Haand (i nærværende Tilfælde Kongens Datter, Leonora Kristina, den martialske Fodturnering om Aftenen i den indre Slotsgaard med Landse og Sværd over en Skranke med Fyrværkeri (i hvilken Prinds Frederik, den senere Frederik den Tredie, særlig udmærkede sig) og Rytterturneringen paa Gammeltorv, i hvilken Kongen vandt den høieste Pris, Alt udførtes i Overensstemmelse med tidligere Programmer. Den 17de Oktober om Aftenen var der stor Slutningsfest paa. Slottet, først Uddeling af Priser til de Seirende i Turneringen, derpaa Dands til Lyd af Trompeter og Tverfløiter saavelsom til den sachsiske Bjergmusik, og endelig samledes Gjæsterne om Kredentsbordet, hvor Chr. IV udbragte de fremmede Kongers, Fyrsters og Ambassadeurernes Skaaler. Historien melder Intet om, hvor mange Gange der blev drukket, men det vides, at Kongen ved et lignende Drikkegilde drak 35 Sundheder, idet han gik alle Konger og Dronninger i Christenheden rundt", hvorfor han ogsaa tilsidst maatte bæres bort i sin Stol. Ved denne Leilighed skriver Ogier syntes Kongen, at man ikke havde drukket tilstrækkeligt, hvorfor han lod et stort gyldent Kar, som to stærke Mænd neppe kunde bære, slæbe ind og sætte paa en Træskammel. Det var fyldt til Randen med Vin, og Kongen traadte nu hen foran det som en Præst, der indviede Vivandet", og øste ud i Guldbægere til Gjæsterne,

som maatte tømme dem. Det forstaas af sig selv, at det under den store Tilstrømning af Mennesker kom til forskjellige Uordener i Byen, Klammeri og Slagsmaal, som i et enkelt Tilfælde endte med en af Parternes Død, men Sligt hørte nu engang Tiden til. For Menigmands Fornøielse var der arrangeret to "Lykkepotter" eller Tombolaer, hvoraf den ene til Fordel for de Husarme; der var ogsaa Linedandsere i Byen.

De overordentlige Udgifter til dette Bryllup saavelsom herefter til Prindsens Hofholdning forværrede endyderligere Kongens iforveien betrængte finantsielle Stilling. Neppe fjorten Dage efter Festlighedernes Afslutning maatte han give Befaling til at sønderslaa nogle Stykker af Sølvkammerets Beholdning og lade dem udmønte, „dog saa hemmelig dermed omgaas, som muligt være kan", og hele Resten af hans Levetid befinder han sig i en haabløs Pengenød, der snart aflokker ham Bønner, naar han tilskriver Rigsraadet, snart Trusler. Han fandt det hverken reputerligt eller forsvarligt at sidde hen i Gjæld, hvorpaa man ingen Ende kan se", og vil derfor have Lehnsvæsenet omordnet, eller han vil sælge Flaaden, nedlægge Regjeringen o. d. Efter 1642, da nye Ulykker strømme ind over Landet, ser han ingen Udvei; han skriver til Korfitz Ulfeldt: Skal det saaledes gaa længe til, som det gaar, da er det et slet Værk at være Konge i Danmark; skal jeg hvert Aar sætte til, da bliver her Pokker løs. Skal Andre have Profiten og jeg Umagen, da bytter vi vist med hinanden; det maa gaa, som det kan". Fire Aar efter begjærer han Erstatning for sine udlagte Penge af Rigsraadet, „at vi kunne være uden Skade og kan have paa vores Alder nogen Ergøtzlighed for den langvarende store Møde og Umage, vi have havt".

Der indtraf imidlertid nogle Fredsaar i Danmark, under hvilke mange af de tidligere anførte Foranstaltninger til Kbhvns. Opkomst paabegyndtes, thi Hamborgs Misfornøielse med Anlæget af Glückstadt og Danmarks Fordring paa Overherredømme over Elben var bleven foreløbig afgjort efter nogle aabenbare Fjendtligheder i 1630, og Forholdet til Sverig var, om end spændt, dog ikke ligefrem truende. I 1639 opstod der en Strid med Nederlandene paa Grund af en betydelig Forhøielse af Sundtolden (navnlig paa Salpeter), og man begyndte at frygte for et Anslag paa Kronborg og Kjøbenhavn, hvorfor der anlagdes Skandser ved Amager og Salt

.

holmen, og danske og norske Folk i Generalstaternes Tjeneste fik Befaling til at vende hjem. Der var udbredt et Rygte om, at Hollænderne vilde sende 200 Orlogsskibe til Sundet, og i Januar 1640 saas der hollandske Spioner i Kbhvn., deriblandt en lang anseelig Karl med sort Haar". Kongen tog dog Sagen temmelig koldblodigt og giver følgende kuriøse Skildring af Hollændernes Naturel: „Saasnart det gaar det Gesindiken vel, da vil de strax mestrere al Verden, men saasnart Verden gaar dem imod, da er de smuk smidig". I 1640 nedsattes Sundtolden, og Faren drev over „Hollændernes store Hastighed blev afkjølet".

Imidlertid havde den svenske Formynderregjering utilfreds med Toldvisitationerne i Sundet, Chr. IV.s paatrængende Mæglingsforsøg i Trediveaarskrigen og yderligere ophidset ved Enkedronningens Flugt til Danmark besluttet at overrumple dette Land, og i Decbr. 1643 rykkede General Torstenson ind over Grændsen og bemægtigede sig i kort Tid hele Halvøen. Slaget traf Danmark aldeles uforberedt; endnu i Mai havde Chr. IV tvunget Hamborgerne til endelig Afbigt og forment, at det vilde være „et godt Kjølplaster til Kantsler Oxenstjernas podagristiske Fødder", og den danske Resident, Peder Vibes Advarsler havde kun fremkaldt den spøgefulde Bemærkning: Peder Vibe laver til Barsel med Krig". Med Et stod Fjenden i Landet; det var henimod Jul, Flaaden var aftaklet, og der var ingen eller saagodtsom ingen Hær. Men netop under slige kristiske Omstændigheder viste Chr. IV sig størst; ufortøvet ilede han til Kjøbenhavn og satte Mod i Alle. Flaaden blev udrustet, Tropper udskreves, der indsamledes Proviant, og selv paatog han sig at møde Fjenden tilsøs, hvor Faren var størst.

For Kjøbenhavns Vedkommende bevirkede den farlige, vidt udseende Tid" først og fremmest, at Magistraten udstedte en ny Vagtordning for Borgerne. Den viser, at Befalingsmændene i Borgervæbningen nu havde faaet Navn som Hærens, thi der tales baade om Korporaler og Kaptain, og den indeholder iøvrigt udførlige Bestemmelser om Tjenesten paa Voldene, Disciplinen o. d. Hvert Korporalskab skulde stille ved Korporalens Bolig og af ham føres til Allarmpladsen, naar Trommen gik anden Gang, og Ingen var undskyldt undtagen Bortreiste, Syge, Skrøbelige og Gamle, som dog skulde sende en Stedfortræder. Bevæbningen var Luntebøssser og Kommandosproget tydsk. Vagten paa Voldene var saa meget mere

Kampen med Sverig i 1644.

619

nødvendig, som disse befandt sig i en ynkelig Stand; de vare overalt brøstfældige; ved Kongens Have og Nørreport var der slet ingen Udenværker, thi den nye Befæstning var netop paabegyndt, og fra S. Anna Rotunda kunde Fjenden gjøre stor Skade.

"

Kongen var utrættelig, paafærde Dag og Nat, og altid rede til at sætte Livet i Vove. I Mai var han i Vesterhavet og slog den hollandske Hjælpeflaade i Listerdyb, derpaa ilede han tilbage til Kbhvn. for at fremskynde Rustningerne. Den 29de Juni kunde han forlade Byen med en Flaade paa 40 Skibe, selv var han ombord paa Trefoldigheden". Den 1ste Juli, altsaa samme Dag Slaget paa Kolbergerheide blev leveret, ankom en stor hollandsk Flaade som Konvoy for 328 Koffardiskibe til Helsingør, medførende tre Gesandter, som tog til Kbhvn., hvor man var meget ængstelig og misfornøiet med de mange fremmede Krigsskibes Nærværelse. Da Kongen selv var tilsøs, blev der imidlertid Intet af Underhandlingerne. Efter det navnkundige Søslag, i hvilket Chr. IV selv blev saaret og mistede Brugen af sit ene Øie, var den svenske Flaade bleven indespærrret i Kielerfjord, men den undslap ved Peder Galts Ulydighed, og Kongen begav sig derpaa med en Del af Eskadren tilbage til Kbhvn., hvor han i Sundet udfor Dragør, traf den hollandske Flaade, som stod Sydpaa og efter nogen Skydning undveg over mod Bornholm. Fra Kjøbenhavns Taarne kunde Kampen iagttages, og Indbyggernes Begeistring over den heltemodige Konge, som altid fandtes, hvor Faren var størst, var ubeskrivelig. Da han den 13de August steg iland ved Bremerholm, fik han skriver Bruun en Modtagelse, som maaské ingensinde ellers er bleven en dansk Konge til Del ved Hjemkomsten til sin Hovedstad. Søndagen den 16de August umiddelbart efter Prædikenen, blev alle Kanonerne rundt om Byen saavelsom paa Bolværkerne ved S. Anne Bro affyrede, og ligesaa mange Gange blev der givet Salver af Musketterne for de trende priselige Viktorier, som Gud naadeligen havde forlent Hs. Majestæt tilsøs imod sine og Rigets ubillige og hovmodige Fjender, de Svenske".

Den lidenskabelige og ophidsede Stemning, hvori Chr. IV havde befundet sig under hele denne Krig, og som endog et Øieblik havde indgydt ham den Tanke at befri sig for de svenske Fanger ved at slaa dem ihjel, Høie og Lave uden Forskjel, viste sig ogsaa ved den noget summariske Maade, paa hvilken der blev gaaet frem