et Tingsvidne fra 1462, ved hvilket Peder Nielsen, Ridder til Broholm, fører Kæremaal paa Tinge over, at man har givet ham Øgenavnet Stegefisk". Der gives ham den Opreisning, at den menige Almue med én Mund erklærede, at Peder Nielsen „altid havde været en retvis, god og christen Dannemand".

Den levende Handelsforbindelse med Hansestæderne lægger sig for Dagen ved Jordebogens talrige tydske Navne som Herman Kernedorff fra Karrendorff, Hennike Griskow, Cecilie Krakows, Hans Dulmen fra Westphalen, Brun de Gripsvald, Morten de Sunde (Stralsund), Jakob Lybike (Lybæk), Trendekop, Stoltenberg, Hincesøn m. fl. Alle disse Borgere af tydsk Oprindelse have formodentlig været Kjøbmænd; i andre Livsstillinger nævnes: to Kræmmere Røthger og Aage Institor, Verner Pundere, som maa have været ansat ved Veierboden, Hakon Tolder, nogle Møllere og Bagere, en Brygger, flere Smede, en Bødker, en Guldsmed, to Sporesmede, mange Skomagere og Skrædere, en Skindbereder, en Mursvend, en Sadelmager, en Rebslager, en Tømmermand, en „Pladesuder" (maaské Lappeskomager), en Dynemager, ja der nævnes en Jøde ved Navn Jakob. Nede ved Havnen var der „Drivere" og Dragere; Forsvaret besørgedes af Skytter og en Blidemester, medens Politiet bestod af Jakob Bysvend og Thord Vægter. Skjøndt Staden havde flere Badstuer, nævnes kun én Bademester Klaus Badstuemand, endvidere en Graver, Tidike Dødgraver og en Læge ved Navn Hans. Benævnelser som Bodil Bradrygger, Mikkel Aalekarl, Niels Flækkesild, Luce Kaalkone, Hans Kjærnemælk og Didrik Krokarl antyde tilstrækkelig tydeligt de Paagjældendes Haandtering.

Betingelserne for Livet vare i Middelalderen ualmindelig haarde. Alle Krøniker indeholde snart Antydninger af, snart udførlige Beretninger om Misvæxt, Dyrtid, Hungersnød, Tørke, Oversvømmelser, Vandfloder og Jordskjælv, som med korte Mellemrum hjemsøgte ikke et enkelt Land, men alle Dele af Jorden, og som hyppigt efterfulgtes af skrækkelige ødelæggende Sygdomme: Spedalskhed, Bubonpest, Koppeepidemier, Blodgang o. s. v. Mærkelige Jordrevolutioner indtraf ikke sjeldent; Aarstidernes Forskjel udslettedes, eller de antoge en abnorm Charaktér; snart vare Vintrene saa strenge, at man kunde gaa og kjøre fra Mecklenborg til Danmark over Havet, snart vare Somrene saa kolde, at Kornet

ikke kunde modnes. Paa Himlen saas underlige Tegn som Kometer, Ildmeteorer og Nordlys, der indjog Menneskene Skræk; Blodregn, hvoraf Datiden spaaede mærkelige politiske Tildragelser, faldt fra Himlen, ja der haves Vidnesbyrd om, at ildelugtende tykke Taager bevægede sig hen over Landene som Varsel for den store Mandedød af 1349. Danmark har havt sin rigelige Part af Alt dette, og Følgerne vare de samme her som andre Steder.

De lovløse Tilstande i Riget, Borgerkrigene saavelsom de hyppige Indfald af Fremmede maatte avle nye og alvorligere Onder. Overtro og Raahed fulgte Pesten i Hælene, og Lovløsheden fremkaldte et stort Maal af Forvildelse. Drukkenskab, Fraadseri, Utugt, Plyndring, Røveri og al Slags Undertrykkelse mod de Ringere og Svagere hørte til Dagens Orden, og end ikke Geistligheden kunde under Sædernes almindelige Forfald holde sig uberørt. Det er indlysende, at Forholdene i Kjøbenhavn ikke kunde være stort bedre end i det øvrige Land; og det skorter da heller ikke paa positive Beviser i denne Retning. Saaledes finder man Bestemmelser mod at holde Frille, der straffes med Ban, og hvis dette ikke frugter, ved Dom af Fogden og Raadet. Mærkeligt nok saa man gjennem Fingre med Hazardspil; det var tilladt at spille Tærninger, men den, der forulempedes paa Kroppen af sin Medspiller, kunde ikke gjøre Krav paa Bøder herfor, og dræbtes han ved Tavlebordet, kunde han ikke begraves paa Kirkegaarden. De talrige Bestemmelser i Stadsretten af 1294 mod Slagsmaal og Vold vise Tidens Brutalitet; i Gilderne blev der drukket tæt, skjøndt Mansas Opfattelse, at de vare „Planteskoler for Fylderi og Drukkenskab", dog sikkert er for streng. De mange slette fremmede Elementer, der bestandig tilførtes Byen fra de vendiske Stæder, bragte Fordærvelse med sig, og netop ved Stadens Overgang til Kongen træffe vi en Kantor i Kjøbenhavns Kapitel, Arild Klemmensen, der var Erik af Pommerns betroede Mand, og som Biskop i Bergen faar det Skudsmaal i den svenske Rimkrønike, at argere Skarn var da ei Præst", hvorpaa han beskyldes for Skjørlevnet, Dobbel og Drik. I Graabrødreklostret i Kjøbenhavn gik lignende Ting i Svang, saaledes at det i Slutningen af det femtende Aarhundrede maatte bringes til Observants, : reformeres; og den tidligere omtalte latinske Klagesang fra Christoffer den Andens Tid dadler den Overhaand tagende Luxus, den nymodens Klædedragt, det lange Haar og de snevre Klæder, og betragter det

som et Symptom paa Blødagtighed og Yppighed, at man gik med krusede Slør, store hvide Hætter, spidse Ermer ligesom Horn, lodne Fryndser, og overhovedet efterabede Skjøgesæder, hentede fra Tydskland. Disse Anker gjælde dog selvfølgelig kun den bedre stillede Del af Befolkningen. Den jevne Borger var vistnok klædt i simple Uldstoffer og grovt Hørlærred; Jakob Erlandsens Stadsret nævner saaledes Lærred, ja i 1413 omtales Lærredslagner hos en dansk Bonde. Kjøbenhavns Historie i den tidlige Middelalder viser meget Lys ved Siden af Skyggerne; trods de strenge Vilkaar har det lille Samfund Manddom og Mod, Spændstighed og ungdommelig Kraft til at reise sig efter Lidelserne, og man vil ligeledes i Gaverne til Kirker og Klostre, Godgjørenheden mod Fattige, Pilegrimsreiserne og Gildebrødrenes Forpligtelse til at staa hverandre bi, kunne finde Modstykker til de omtalte mindre tiltalende Sider af Middelalderens Liv, som overhovedet ikke maa bedømmes fra et moderne Synspunkt.

B

egrebet Hoved- og Residentsstad i moderne Forstand var ukjendt i Middelalderen; det nuværende Centralisationssystem, eller, om man vil, Bestræbelserne for at

samle alle Administrationens og Regjeringsmaskineriets Hovedhjul paa ét Sted, hører en langt senere Tid til og kommer egentlig først tydeligt frem ved Souverainetetens Indførelse og den endelige Ordning af Regjeringskollegierne i 1661. Indtil dette Tidspunkt holdt de middelalderlige Former for Rigsadministrationen sig i det Væsentlige uforandrede; de kongelige Skrivelser udgik fra Kancelliet, Finantserne bestyredes af Rentekammeret, og disse Institutioner vare saaledes knyttede til Kongens Person, at de fulgte ham overalt. Kongerne opholdt sig snart i én Landsdel, snart i en anden; de residerede paa ét Slot nogle Maaneder for derpaa at begive sig til et andet; de drog paa „Gjæsteri" omkring hos Lensmændene enten for at holde Retterting, gaa paa Jagt eller endog for at spare Udgifter til Hofholdningen, men overalt ledsagedes de af Kantsleren, Sekretairerne, Rentemesteren, Skrivere, ja undertiden endog af flere Rigsraader. Residentsen forlagdes saaledes fra Sted til Sted, uden at man følte videre Ulemper herved, ja der var

en saadan Mangel paa Stedets Enhed, at Rigsarkiverne (Rigets „Dressel) f. Ex. opbevaredes paa Kallundborg Slot, saa at man altsaa ofte maatte have stor Vanskelighed ved at komme til dem, naar de skulde benyttes. Paa Retspleiens Omraade var Decentralisationen endnu større, thi her var ikke engang Kongens Person det Centrale. Det vilde derfor være urigtigt at sige, at Kjøbenhavn blev Hoved- og Residentsstad, da Erik af Pommern bemægtigede sig den, eller at der bevidst arbeidedes hen mod dette Maal; i Virkeligheden er Kongemagtens Overtagelse af Staden kun et Vendepunkt i dens Historie, forsaavidt Kjøbenhavn derved fik Leilighed til at udvikle sig til det, den senere blev. Naar Kongerne havde deres faste Slot i Byen, hvor de ialfald forbleve i længere Tidsrum ad Gangen, naar Hofholdningen og Hovedadministrationen altsaa ogsaa havde sit Tilhold her og herfra udøvede sin naturlige Tiltrækning paa Landet, maatte den simple Følge blive, at Kjøbenhavn, støttet af sin heldige Beliggenhed og Borgernes Foretagelsesaand, tog Luven fra de andre danske Kjøbstæder og lidt efter lidt blev den mægtigste i Landet. Det er ret charakteristisk, hvad Riegels skriver herom i en Nytaarslykønskning til „Fru Havnia“ den 1ste Januar 1787: „Efter halvandet Aarhundredes Selvraadighed (!) under Bisper tildrog Fruens fortrinlige Skjønhed sig Landets Regenters Opmærksomhed. Hos dem vidste hun saaledes at indsmigre sig og vedligeholde de fordelagtige Tanker, man havde fattet om hende, at Fyrsterne ikke vilde give Slip paa hende. Stolt af den erhvervede Lykke og overmodig af de tilstaaede Fortrin, begyndte hun at tilvende sig alle Fordele, og længe varede det ikke, før hun saa ned paa hendes Søstre med Foragt. Disse mærkede ikke, hvorfra deres Svækkelse, Afmagt og Undertrykkelse kom, førend de havde tabt Kræfter til at afvende Ødelæggelsen."

Aldrig saasnart var Erik af Pommern kommen i nogenlunde sikker Besiddelse af Kjøbenhavn, før han betænkte Borgerne med vigtige Privilegier. De fik saaledes Tilladelse til at handle ligesaa frit som andre. Kjøbstæder paa Kronens Markeder og Fiskerbyer: Skanør, Falsterbod, Malmø og Dragør; desuden fritoges de for Told paa alle Markeder undtagen paa Fiskemarkederne, hvor Tolden netop var en af Kongens vigtigste Indtægtskilder. Overhovedet gjorde Kong Erik meget for de danske Kjøbstæders Opkomst; han søgte at indskrænke Hansestædernes Overgreb, og det var paa hans