imod den gamle Rigsadmiral Peder Galt. Den 31te August ved Daggry blev han henrettet paa Slotspladsen; et Øienvidne fortæller, at han døde med Ligegyldighed, og at Kongen nogle Gange kom hen til Vinduet i Frisørkappe og med en Kam i Haanden ligesom for at se til. Aaret sluttede sørgeligt; den danske Flaade under Pros Mund led et afgjørende Nederlag i Oktober mellem Femern og Lolland, og senere paa Aaret var der en Blodgangsepidemi i Kbhvn., som i Begyndelsen af 1645 afløstes af en Skjørbugsepidemi.

Krigen førtes afgjort uheldig; Pengevanskelighederne steg, og da Søen i Foraaret 1645 blev aaben, syntes Kjøbenhavn alvorlig truet. En dansk Flaade under Ove Gjedde, der var afseilet til Gøteborg, blev kaldet til Sundet, og der herskede en overordentlig Virksomhed i Byen for at dække den mod et forventet Angreb af den svenske Hovedflaade. Skjøndt Kjøbenhavn betalte 4,000 Rdlr. om Maaneden til Garnisonen i Malmø for at være fri for Indkvartering, maatte Borgerne skikke sig i Tiden og tage imod en betydelig Styrke, baade Ryttere og Fodfolk; i Marts befæstedes Indløbet til Havnen, Borgerne maatte levere Fartøier til at nedsænke ved Havneindløbet for at gjøre det snævrere, Magistraten fik Befaling til at gjøre Voldene istand, „eftersom den største Nød det udkræver, og Eders egen Velfærd derudi bestaar", og Enhver maatte forsyne sit Hus med Levnedsmidler, mindst paa sex Maaneder. Ved Kastrupknæ paa Amager anlagdes en Skandse; flere ansete Kjøbmænd udrustede Krigsskibe til Støtte for Orlogsflaaden, og der holdtes Mønstring over Borgerskabet. Forresten synes Væbningen at have været alt Andet end paapasselig og navnlig hengiven til Drik, thi i Slutningen af April holdt Træhesten sit Indtog i Kbhvn. og opstilledes ved alle Portene, hvorhos der gaves Borgerofficererne et Tilhold om uden Persons Anseelse at straffe dem, der mødte drukne paa Vagten eller forlod deres Poster uden Orlov. Vagten var fordelt saaledes, at de indkvarterede Soldater holdt Volden besat fra Vandkunsten til Vesterport, og Borgerne Resten.

Det var alvorlige Tider, som stod for Døren. Overordentlige Skatter og Paalæg tyngede Borgerne; det blev Dyrtid, man kunde ikke skaffe Hø og Strøelse til de talrige Heste, hvorfor Rytteriet tildels blev forlagt fra Byen mod en Pengeerstatning, som Indbyggerne ogsaa maatte udrede. Kongen indførte selv Besparelser i Hofholdningen og Udspisningen; man beredte sig kort sagt paa

en langvarig Beleiring. Uveiret trak ogsaa mere og mere sammen. Midt i Mai seilede Flaaden ud under Ove Gjedde, men kunde Intet udrette til Rigens Bedste"; den mistede endog to Skibe, og den sidste Dag i samme Maaned passerede en stolt hollandsk Flaade paa 350 Orlogs- og Koffardiskibe Sundet. De danske Skibe trak sig ind ved Toldboden; udenfor laa en hollandsk Afdeling i elleve Uger, dog uden at foretage noget Fjendtligt. I Juni Maaned fremskyndedes Forberedelserne til Fjendens Modtagelse af al Magt; Udenværkerne paa Byens Øst- og Vestside kom efterhaanden i nogenlunde Stand, hvorimod Værket udenfor Nørreport (Ravnsborg Skandse), der skulde bygges af Borgerskabet, henlaa ufuldendt. Kongen gav derfor Befaling til at lukke Nørreport og afbryde Broen over Peblingesøen. Den 25de Juli kunde den svenske Flaade iagttages under Amager, men Freden i Brømsebro som afsluttedes den 13de August 1645 frelste Kjøbenhavn. Hermed var Sverigs Overvægt i Norden endelig fastslaaet; Alt, hvad Chr. IV i sin lange Regjering møisommelig havde tilstræbt, var faldet sammen.

Stemningen i Hovedstaden var baade under og efter Krigen meget ophidset mod Adelsstanden, hvis Mangel paa Fædrelandskjærlighed var bleven aabenbar. Man bebreidede den, at den trods sin Rigdom saagodtsom Intet vilde bidrage til Landets Forsvar; man foreslog at „udrive nogle Blade af Haandfæstningen", afskaffe Hoveriet, hævde Borgeres og Bønders Ret til at tale med i Rigets Anliggender o. s. v. Naar Adelsmænd viste sig paa Gaderne, bleve de udpebne, man kastede Sten efter dem, og udgav Skandskrifter mod. dem. En Student Frederik Oswald skrev i Juli til en Borgmester i Ribe, at Rygtet gik blandt Borgerne, at Adelen kun studerede paa at drive Kongen af Landet og indrette en aristokratisk Republik, en Yttring, hvorfor han senere blev relegeret af Konsistorium. Rigsdagen i Kjøbenhavn efter Krigen, i 1645, hvor alle disse Klager kom frem med Eftertryk førte dog ikke til nogen Forandring i Forholdene; Alt forblev i det Væsentlige ved det Gamle.

Aftakningen af Soldaterne foregik med adskillig Vanskelighed, og disse leiede Banders Mutvillighed", Optøier og Tyverier maa have været meget trykkende, da Kjøbenhavns Borgerskab med Glæde gik ind paa at udrede 10,000 Rdlr. for at blive dem kvit; til Gjengjæld tilstod Kongen det rigtignok tillige Fritagelse for al Indkvartering i Fredstid paa visse nærmere Betingelser.

Som overalt i Europa var Renaissancetiden ogsaa hos os de store Modsætningers Tid. Overtro og Vantro, Gudsfrygt og Letfærdighed trivedes ved Siden af hinanden; man arbeidede dristigt paa store praktiske Opgaver, som først langt senere Tider have magtet, og var dog hildet i Fordomme, Smaalighed og Ufordragelighed mod Anderledestænkende, navnlig i religiøs Henseende. Datidens Skræk for Trolddom og hemmelige Kunster tager sig næsten uforstaaelig ud ved Siden af dens Freidighed og Sundhed paa saa mange andre Omraader; ikke engang Kongen er fri for at være mørkeræd. Under Trediveaarskrigen har han et Syn i Rothenburg, ja i 1626 skriver han fra Wolfenbüttel, at der er Troldkvinder i Kjøbenhavn og Helsingør, hvorfor Kantsleren skal advare Alle, som med slige Sager have at gjøre, at tage det alvorligen og ikke ved personlige Forbindelser lade sig overtale til Lemfældighed. Recessen af 1643 forudsætter endnu Pagt og personlig Omgang med Djævelen som utvivlsomme Kjendsgjerninger. Det berygtede „Kjøge Huskors", ved hvilket Djævelen viste sig i en Skrubtudses Lignelse, hører hjemme i Chr. IV.s Tid. Der er overhovedet en overordentlig Mængde Trolddomssager optegnede fra denne Periode, og overmaade mange „Hexe" have bødet uskyldigt med Livet. En adelig Jomfru Anna Kruckow, hvis Formue anvendtes til det saakaldte Stipendium decollatæ virginis (for fattige Studenter) henrettedes i 1621 for Trolddom; man troede at kunne dæmpe Ildebrand ved at kaste en rød Hane og Jord i Ilden, og med Forbryderes afhuggede Fingre dreves al Slags uappetitlig Overtro. Henrettelser nødes stadig som Skuespil og vare meget hyppige, Straffene vare snart barbariske som Partering, Afşkjæring af enkelte Lemmer o. d., snart væsentlig beregnede paa at ramme Æresfølelsen som Gabestokken, Træhesten og den spanske Tønde; Raaheden var stor, og Omgangen mellem ugifte Mænd og Kvinder særdeles fri. Selv Præster kunde tillade sig alskens Forsyndelser mod det sjette Bud, og Biskop Arreboes Historie afgiver et mærkeligt Exempel paa Datidens Sands for det Sømmelige. Ruffere ses at være blevne udviste af Byen eller straffede til Kaget; om den Behandling, Skjøger fik, véd Baron de Courmesvin at fortælle, at de nøgne til Bæltestedet piskedes gjennem Staden. Samtidige Dagbøger og Krøniker indeholde omfattende Bidrag til Tidens chronique scandaleuse, om aabenbar Skrifte paa Grund af Leiermaal, Løsagtighed, Rufferi, Selvmord, Dueller,

og navnlig Drab, thi Blodet kom let i Kog, og Veien fra Tanke til Handling var kun kort. Gadeoptøier og Slagsmaal endte i Regelen med, at En eller Flere blev paa Pladsen, og den Skyldiges Hen

rettelse udeblev da ikke. Den hyppigste Grund til disse Voldshandlinger var naturligvis Tidens Skjødesynd: Umaadelighed i Drik. Vi have ovenfor set, hvad der i denne Retning kunde præsteres ved Hoffet, og det gik ikke bedre til i andre Samfundsklasser. Brændevinen var bleven almindelig i de lavere Stænder, og der konsume

PIE

redes derhos uhyre Masser af Øl og Vin. En Læge skriver i 1636. at Almuen kurerer alle sine Sygdomme med Rostok-Øl, Præster og Degne vare ikke bedre og holdt desuden Smugkroer i deres Huse. Naar Folk gik hjem fra Gilder, kom de ofte i Haandgemæng indbyrdes eller med Fremmede, og i heldigste Tilfælde gik det kun ud over Ruderne. Den store Kjøbmand og Borgmester Mikkel Vibe kom ved et Bryllupsgilde i Strid med den theologiske Professor Claus Plum, som havde krænket ham „ved at være urolig med Glas at slaa sønder, item med Hvislen og Fløiten", og Enden blev et stort Gadeopløb udenfor Plums Hus, under hvilket Theologien slog Magistraten paa Flugt. Undertiden antog Sammenstødene Charakter af storartede Batailler mellem forskjellige Samfundsklasser; saaledes melde Universitetsregnskaberne fra 1627, at Taget paa Kommunitetsbygningen blev istandsat, efter at Soldaterne havde nedrevet det i Kamp med Studenter. Leiligheden til Drik var let, Staden vrimlede af Drikkeboder navnlig ved Stranden, i Høibrostræde, Store Færgestræde, paa Amagertorv og Kjøbmagergade, og der var ingen Mangel paa Vinkjældere foruden Byens egen paa Raadhuset. Fremmede søgte til Gjæstgivergaardene og Kroerne; den fornemste af dem alle Lækkerbisken" paa Amagertorv mellem Østergade og Store Kirkestræde blev oprettet i 1613 af Apotheker Henrik Vobner. Bønderne holdt til ude i Kipperne i Forstæderne, naar de kom fra Byen, thi de maatte ikke findes indenfor Voldene efter Kl. 12 Middag, og intet Forbud mod Overdaadighed ved festlige Leiligheder kunde frugte, fordi der stadig gjordes Undtagelser fra Reglen. En Forordning af 1612, som giver Borgerne Ret til ved Bryllupper at beruse sig efter deres Rangfølge i Vin eller Øl, gjorde et alvorligt Forsøg paa at indskrænke Nydelsen af stærke Drikke (saaledes maatte der ved Fæstensøl om Formiddagen kun trakteres med Sukat og syltet Ingefær), og al Drik ved Begravelser, Barsel, Kirkegang o. s. v. afskaffedes. De fornemste Bryllupper stod ligesom før i Danske Kompagni, eller paa Raadhuset og i Regelen om Søndagen. Kongen overværede hyppigt adelige Bryllupper, ja deltog i den høitidelige Procession med Musik i Spidsen til Kirken, saaledes i 1636 til Oluf Daas Bryllup, da baade han og Thronfølgeren med Gemalinde gik i Brudeskaren og nær vare komne til Skade ved at to løbske Heste sprængte ind i Optoget paa Amagertorv. Undertiden mødte han