Christoffer af Bayerns Stadsret. 69 findes i Historien, at en Konge udi sin bedste Alder og uden Nød haver løbet fra sine Riger; helst saasom hans øvrige Historie viser, at han ikke gjorde det for Roligheds Skyld." " Christoffer af Bayern besteg ikke Thronen, uden at Biskoppen i Roskilde gjorde et Forsøg paa at komme i Besiddelse af Kjøbenhavn, en Bestræbelse, der gjentager sig ved hvert Thronskifte indtil Reformationen. Hvitfeld fortæller, at der var Underhandlinger igang, og vil endog vide, at Kongen gav Erstatning for Staden, men det forholder sig ikke saaledes. Kongemagten beholdt Byen uden at give noget Vederlag for den; allerede i August 1440 daterer Kong Christoffer et Brev fra vort Slot Kjøbenhavn", og tre Aar efter, den 14de Oktober 1443, da Roskilde hjemsøgtes af en Ildebrand, gav han en ny Stadsret, der alene omhandler Kongens Høihed og end ikke berører Biskoppens Rettigheder. Denne Stadsret, af hvis første Side der her medfølger en nøiagtig Gjengivelse, er affattet i 6 Kapitler, hvoraf det første handler om Kompagnier, Gilder og andre forskjellige Selskaber, det andet om Vin at tappe, det tredie om Gjæster og Kjøbmandsskab, det fjerde om Gjæld, det femte om Byens egne Sager, og endelig det sjette om Forbrydere og dem, som uskjellig leve". Den blev senere benyttet af andre Byer, selvfølgelig med Forbigaaelse af de Artikler, der særlig vedkomme Kjøbenhavn, f. Ex. om Skibbrud i Øresund, om at kaste Ballast i Havnen, om Valg af Byfoged, om Forræderi mod Kjøbenhavns Slot o. s. v., men den har neppe nogensinde faaet almindelig Gyldighed for alle Kjøbstæder. Ved denne Stadsret erhvervede Byen et større Maal af kommunal Selvstændighed end hidtil, thi omendskjøndt Slotsfogden eller Kongens Befalingsmand paa Slottet bevarede sin Myndighed ved Siden af Magistraten, gik mange af hans Forretninger dog lidt efter lidt over til Byfogden, og en enkelt Paragraf udtaler endog det Ønskelige i, at der ingen Tvedragt skal vorde reist mellem Slottet og Staden". Under det originale. Aktstykke hænger den Dag idag Kongens Segl i en Kapsel af Jernblik, aftrykt i rødt Vox og fortræffeligt bevaret. Det er et af de smukkeste Majestætsseg fra Middelalderen; paa Siderne af den thronende Kongeskikkelse ses det danske og det bayerske Vaaben med Løven, der betegner Kongen som Comes palatinus eller, som det i Dokumentet hedder: „Palantzgreue vppa Riin". Kjøbenhavn havde engang imellem tidligere været Vidne til store Fester indenfor sine Mure, saaledes i 1363 ved Dronning Margrethes Bryllup, men vi mangle nøiere Efterretninger herom. Kong Christoffers Bryllup med Dorothea af Brandenburg, som feiredes den 26de September 1445 paa Kjøbenhavns Slot, har dog sikkert i Pragt og Glands overgaaet Alt, hvad der hidtil var set, og skjøndt de danske og svenske Hofmænd beklagede sig bittert over den en Tilsidesættelse, der vistes dem, have Indbyggerne uden Tvivl med Fornøielse betragtet det usædvanlige Skuespil, saameget mere som Kongen vistnok var godt lidt. Han var som Allen siger godlidende og venlig Herre, munter og føielig, der let vandt de Mennesker, han kom i Berøring med, og Ingen stødte fra sig, derhos noget letsindig og ikke tilbøielig til at tage sig Verden for nær. Staden var fuld af fornemme Gjæster, hvoraf mange formodentlig have været indkvarterede omkring hos Borgerne, da Christoffer af Bayerns Bryllup. 71 Slottet ikke kunde rumme dem alle, og Gaderne have frembudt et livligt Skue af rigtklædte Herrer og Fruer, pragtfulde Heste og kostbare Karme. Den danske Adel, der ikke vilde staa tilbage for den tydske, viste sig med al mulig Bram, saameget hellere som Kongen havde opfordret den dertil. I en Indbydelsesskrivelse, der gjengives af Hvitfeld for den Tids Simpelheds Skyld" i Stilen, anmoder Kongen en adelig Dame om at komme til Kjøbenhavn for at fare med ham imod hans Fæstemø. Thi bede vi kjærligen hedder det videre at I for vor Skyld reder Eder kostelig ud med kostelige Klæder, Smykker og andre saadanne Stykker og med Eders bespændte Karm og fagre Heste og vel udredte Svende, og gjører Eder glade med os den Tid over og værer Gud og Os velkomne." Blandt de fremmede Gjæster nævnes Brudens Fader, Markgrev Johan Alchymist af Brandenborg, Hertug Vilhelm af Brunsvig, Landgrev Ludvig af Hessen, Hertug Frederik af Bayern og flere, endvidere Brudens Moder og hendes Faster, Hertuginden af Brunsvig. Bruden med Følge kjørte gjennem Sjælland i to forgyldte Vogne, og blev formodentlig modtagen af sin kongelige Gemal i nogen Afstand fra Byen. Den indenlandske Adel var imidlertid som sagt misfornøiet, fordi den overalt maatte staa tilbage for Tydskerne. Ligesom Erik af Pommern havde foretrukket sine Landsmænd for Landets Børn, saaledes tilsidesatte Kong Christoffer sine Undersaatter for Bayrerne. Grunden hertil maa vistnok søges i de finere Sæder og det mere slebne Væsen hos de tydske Adelsmænd, thi egentlige Hofmanerer har man neppe kunnet finde hos Datidens nordiske Adel. Forresten lagde denne ikke Skjul paa sine Følelser, ja den gjorde endog Kongen Forestillinger og mindede ham om, at det netop var denne Fremgangsmaade, som havde voldt Kong Eriks Fordærvelse, og at han burde speile sig i dennes Exempel. Den saakaldte svenske Karlskrönika fortæller, at Kongen tilsidst gav efter og sendte Bayrerne hjem: „De Tydske gaves nok, hvor de vare, dog holdt Kongen sit Raad tilsammen, de stædte dem der ei længer være. De finge og først Foder, hvor Kongen gjæsted, af Kjælder og Stegerhus det bedste. Alt, hvad Svenske og Danske Kongen tilraaded, det var til Fromme eller til Skade, han troede bedst, hvad Bayrerne sagde. De komme aldrig saa arme løbende hid, de vorde strax rige inden stakket Tid. Den der kom med reven Kjortel og stakket Sværd, han fik snart tusinde Mark værd. Det fortrød de andre omsider og ville det ei længer lide, thi underviste de Kongen i flere Sager, deraf tog han sig stor Umage og blev da saa harmelig og vred, i otte Dage gad han ei snakket eller le. Kong Christoffers Regjering var kun af kort Varighed; i Januar Maaned 1448 afgik han pludselig ved Døden i Helsingborg uden at efterlade sig Thronarvinger. Det er ikke her Stedet at komme ind paa de Underhandlinger, der førtes med Hertug Adolf af Slesvig, eller paa det ensidige Kongevalg i Sverig; nok er det, at man tilsidst enedes om at sætte Hertug Adolfs Søstersøn, den 22aarige Grev Christiern af Oldenborg, der skulde blive Stamfaderen for en lang Række af Konger, paa den danske Throne. En af Betingelserne for hans Valg var, at han skulde ægte den unge Enkedronning Dorothea, men paa Grund af de svenske Anliggender og Karl Knudson Bondes Anfald paa Gulland, blev Brylluppet først afholdt den 28de Oktober 1449 i Kjøbenhavn, samtidig med Kroningen. Staden, der saaledes med kun 4 Aars Mellemrum oplevede et nyt Kongebryllup, havde smykket sig paa det Bedste; Gaderne vare bestrøede med Blomster, Husenes Gavle behængte med Krandse, |