og Evangeliebogen i den anden Haand.

Nederst i Seglet er der paa en med Smaakors udfyldt Bund anbragt en stærkt ophøiet Rose, og Omskriften lyder: Sigillum) v(n)iuersitatis studii haffnensis. Det fremgaar heraf, at St. Peder var det Kjøbenhavnske Universitets særlige Skytspatron, og herved forklares tillige den Omstændighed, at et under Kong Hans af Rigshovmesteren Paul Laxmand i Frue Kirke stiftet Alter, der henlagdes til Indtægt for en Læsemester ved Universitetet, netop fik Navnet St. Peders Alter, ligesom at en af Universitetets største Høitidsdage afholdtes hvert Aar paa St. Peders Dag ad vincula (den 1ste August) i St. Petri Kirke. Den i Seglet forneden stærkt fremtrædende Rose er efter al Sandsynlighed et

symbolsk Tegn, der skal minde om den gyldne Rose, som Paven skjænkede Christiern den Første under hans Ophold i Rom, og som af denne bares i høitidelig Procession gjennem Stadens Gader.

Da Christiern den Første var død i Mai 1481 og Kong Hans var kommen paa Thronen, syntes bedre Tider at skulle oprinde for de danske Kjøbstæder. Den unge Konges første Regjeringsaar hengik imidlertid med langvarige frugtesløse Underhandlinger med det svenske Rigsraad, og Kroningen herhjemme fandt endog først Sted den 18de Mai 1483 i Frue Kirke, en Høitidelighed, der ledsagedes af det sædvanlige Ridderslag med dertil hørende Processioner, Gilder paa Slottet og Turneringer paa Gammeltorv. Saadanne ridderlige Øvelser hørte efterhaanden ikke til Sjeldenhederne. Ved Prinds Christierns Hylding i Mai 1497 have Hovedstadens Indbyggere formodentlig

Dystrenden paa Vingaarden.

79

atter havt Leilighed til at overvære dem, og i 1502 feiredes Prindsens Ridderslag med en Dystrenden, ved hvilken den unge Herre red med en Greve, saaledes at begge ved Sammenstødet lettedes af Sadlen. Dette Slags Ridderspil, som man ogsaa kaldte „at ride skarp", holdtes paa Vingaarden i Omegnen af det nuværende Vingaardsstræde, hvor der var en stor aaben Plads, og drog undertiden Ulykker efter sig. Saaledes opstod der i Aaret 1517 en Strid mellem den danske Ridder Iver Lunge, som nylig var hjemkommen fra Krigene i Frankrig, Tydskland og Burgund, og en burgundisk Herre, Jørgen Tengnagel. Begge søgte de en Høvedsmandspost i Hæren paa det forestaaende Tog imod Sverig, og begge havde de, for at vinde Kongen, foræret ham et udmærket i Udlandet forarbeidet Kyrads. Iver Lunge, der synes at have været tilbøielig til Bram og Pral, thi det fortælles, at han pleiede at smykke sin Hest med de Guldsmykker, han havde faaet af fremmede Fyrster for sin Tapperhed, yppede Kiv med Jørgen Tengnagel, og da Kongen hørte om deres Tvist, sagde han, at det var bedst, at de prøvede hinandens Vaabendygtighed og Kyradsernes Godhed ved en Dystrenden i Vingaarden. Denne løb imidlertid meget ulykkeligt af; Iver Lunges Landsespids blev nemlig brækket i Modstanderens Hjelmnet, og Hesten, som blev sky, tørnede saaledes mod Skranken, at Jernet trængte ind i Jørgen Tengnagels Øie, og han faldt død til Jorden. Seirherren druknede Aaret efter ved St. Annæ Bro udenfor Kjøbenhavn, da han vilde gaa iland over Isen for at besøge sin Brud her. Den 7de Januar 1485 stadfæstede Kong Hans Kjøbenhavns Privilegier og gav flere nye Bestemmelser sigtende til Handelens Fremme, som f. Ex. at udenlandske Kjøbmænd, der dreve Næring, skulde dele Borgernes Byrder. Samtidig slog han ind paa et helt nyt Handelssystem, sigtende til at knække Hansestædernes Overmagt. I samfulde otte Aar lod han disse vente paa Stadfæstelse af deres Privilegier, og da dette endelig skete, sørgede han for, at der ikke længere forbeholdtes dem Eneret paa den nordiske Handel med Udelukkelse af andre Nationer. Med England, Skotland, Holland og Frankrig afsluttede Kongen Handelstraktater, der sikkrede disse Lande lignende Handelsfriheder i Danmark og Norge, som Hansestæderne allerede havde, og de heldbringende Følger heraf viste sig snart. Andre Nationers Flag viste sig hyppigere og hyppigere paa Nordens Have; Landets egen Kjøbmandsstand blev dristigere og

virksommere, og Hansestædernes militære Overlegenhed blev heldig bekjæmpet. Kongen anskaffede sig svære Krigsskibe fra England og Skotland og lod andre bygge herhjemme, saaledes at den danske Sømagt efterhaanden blev Hansestædernes jevnbyrdig. Allen betragter Kong Hans som den egentlige Grundlægger af en selvstændig dansk Orlogsflaade. I Kallundborg, Sønderborg og andre af Rigets Søhavne var der kongelige Skibbyggerier, men Hovedværftet var paa Bremerholm i Kjøbenhavn, og her var Flaadens Leie. Kongen viste selv en levende Interesse for Søvæsenet; han gav sin Værftschef Mester Hans Befalinger om Skibenes Oplægning, om Takkelagens omhyggelige Opbevaring, om hvad Tømmer der skulde tages o. lgn. Under Krigen med Lybæk i 1510, da de danske Kyster vare alvorligt truede og en hanseatisk Flaade endog viste sig i Sundet og beskjød Helsingør, hvorved dog ingen anden Skade skete, end at „en Kat fik Laaret skudt over", byggedes to af de største og stærkeste Skibe („Engelen" og „Maria"), man endnu havde set paa Østersøen, og som baade vakte Beundring og Misundelse hos Lybækkerne. I Aaret 1511 var Kong Hans saa vel rustet, at han kunde stikke i Søen med 20 kraftige Orlogsskibe, førte af saadanne Søhelte som Jens Holgersen Ulfstand, Otto Rud og Søren Norby.

Under Kong Hans' Regjering indtraf der to Begivenheder i Kjøbenhavn, som sikkert gave meget Stof til Omtale og den Dag idag tildels ere uopklarede, I Aaret 1494 lod Kongen nemlig sin Renteskriver Anders, der fra ringe Stand havde svunget sig op til en fremragende Stilling, fængsle i Blaataarn paa Slottet og underkaste pinligt Forhør paa Grund af en løs Mistanke om Bedrageri. Paa Pinebænken tilstod den Anklagede sin Brøde, men skjøndt han senere tilbagekaldte Tilstaaelsen, blev han dog hængt. De stærke Anfald af Melankoli, der senere hjemsøgte Kongen, tilskrev man Anger over denne Domfældelse, thi den almindelige Mening var, at Mester Anders var uskyldig, en Opfattelse, som endnu opretholdes af Allen. Endnu større Opsigt vakte Kongens Optræden mod Rigshovmesteren Poul Laxmand. Denne mægtige, rige og ansete Adelsmand, som tilsyneladende havde Kongens ubetingede Tillid og Gunst, begav sig den 22de Juni 1502 fra Slottet, hvor han havde havt en Samtale med Kongen om de svenske Anliggender, til sit Hus paa Østergade mellem Pilestræde og Kjøbmagergade. Da han

gik over Høibro, blev han anfalden af to Adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen, der havde lagt sig i Baghold for ham. De saarede ham dødelig og kastede ham derpaa ud i Havnen med de Ord: „Du hedder Laxmand; svøm nu, som Din Art er." Kongen bar stor Sorg til Skue over det Skete; han var personlig tilstede ved de Messer og Vigilier, som efter Datidens Skik holdtes i Kirkerne, og offrede for den Afdødes Sjæl, ja den kongelige Kammervogn ledsagede Liget til Helsingør, hvor det blev begravet. Men snart udbredte det Rygte sig, at Kongen selv var Ophavsmand til den skrækkelige Gjerning, en Mening, der vandt i Tiltro, ved at Morderne slap uskadte bort, og navnlig ved at Kongen fem Uger efter Mordet paa Sjællands Landsthing beskyldte Poul Laxmand for Høiforræderi og Avindskjold mod Riget. Sagen forfulgtes med den yderste Strenghed, og Dommerne, hvoraf ikke Faa vare den afdøde Rigshovmesters bittreste Fjender, tilkjendte Kongen alt Poul Laxmands Gods, Jord og Løsøre. Den Myrdedes Familie sank herved ned i den yderste Fattigdom; de beholdt kun de Klæder, de stod og gik i, og alle Forsøg paa at faa Dommen kuldkastet, f. Ex. ved direkte frikjendende Vidnesbyrd fra det svenske Rigsraad, strandede baade under Kong Hans og hans Efterfølger Christiern den Anden. Først under Frederik den Første fik Poul Laxmands Arvinger en ringe Erstatning. Den hele indviklede Sag er i nyere Tider bleven omhyggelig undersøgt og efterforsket, men der er intet Bevis mod Poul Laxmand kommet for Dagen. Allen anser den Myrdede for uskyldig i Landsforræderi og betragter ham som et Offer for hans Fjenders Bagvaskelser og en mistænksom Konges haarde Sind; Paludan-Müller stiller sig mere tvivlende, og hævder, at Kong Hans ialfald handlede i god Tro. Charakteristisk er det, at den offentlige Mening i Danmark var for Kongen imod den Myrdede, og naar man i Kongens Udraab paa Dødsleiet: „O, Laxmand! Laxmand!“ har villet se en sildig Opvaagnen af Samvittigheden, kan det som Paludan-Müller bemærker ligesaa godt forklares som en fornyet Anklage mod Rigshovmesteren, ved hvis formentlige Brøde Sverig var gaaet tabt.

Saavel under Christiern den Første som under Kong Hans blev der bygget paa Kjøbenhavns Slot. De mange Hoffester, Herredagene, Fredsmøderne med de Svenske i 1504 og 1509, ved hvilke en stor del af de tre nordiske Rigers Adelsmænd vare samlede i

Kjøbenhavn, maatte gjøre Savnet af et rummeligt og til Tidens Fordringer svarende Slot føleligt. Man véd, at Christiern den Første paabegyndte Opførelsen af Slottets vestlige Fløi, og at Kong Hans fuldførte den; paa Gavlen ud til Slotspladsen fandtes indtil 1711 Christiern den Førstes Navn og Vaabener. I den øverste Etage af den efter Nutidens Begreber uansélige Fløi fandtes den store Ridder- eller Dandsesal, 86 Trin lang og 40 Trin bred, hvortil en bred Trappe førte op fra Slotsgaarden. Paa begge Sider af denne var anbragt de to fortræffelige Stenbilleder af Kong Hans og Dronning Christine med Aarstallet 1503, der nu findes indmurede ved Indgangen til det store kongelige Bibliothek, og hvoraf der paa omstaaende Side gives en Afbildning. At det store Taarn ud til Slotspladsen: „Blaataarn“ existerede, ses af den Oplysning, at den ulykkelige Rentemester Anders sad fangen her; som alt tidligere berørt, var dette Taarn maaské den ældste Del af Slottet, til hvilket alle senere Tilbygninger klistredes.

Kong Hans var en folkelig Konge, og han saavelsom hans heltemodige, godgjørende og fromme Dronning Christine stode sikkert i stor Yndest hos Menigmand. Kongen roses af Alle for sit jevne danske Sind, sin Retsindighed og Ærlighed, og Alle, der have skrevet om ham ogsaa de svenske Forfattere omtale ham med Velvillie og Agtelse. Han havde, siger Allen, et sundt Blik for sine Rigers Interesser; han gjorde, hvad han formaaede med Hensyn til Slesvig, og brød med Hansestæderne, idet han sluttelig tvang dem til at slutte en ufordelagtig Fred med Danmark. Han besad en sjelden Villiestyrke og Udholdenhed og var heri vidt forskjellig fra Faderen, der var svag af Charakter og en Bold for de skiftende Omstændigheder. Langsom til at drage Sværdet, lagde han det ikke bort igjen, før han havde gjennemført sin Ret; han var flittig og arbeidsom, og havde et godt Lov paa sig for Ærlighed, Oprigtighed og Retfærdighed. Han var tarvelig i sin Levemaade og Klædedragt, yndede ikke fremmede Skikke, men elskede dansk Sprog og danske Sæder, var omgjængelig og ligefrem mod Høie og Lave; Munterhed og Spøg faldt ham let fra Munden, og han kunde taale, at Andre spøgte med ham. Hans Mistænksomhed og Grusomhed mod Rentemester Anders og Poul Laxmand har tildels en Undskyldning i den mørke Melankoli, der undertiden greb ham og førte ham til Randen af Vanvid. Han dadles ligeledes skarpt for